I disse dage fejrer portugiserne 30-års dagen for Nellikerevolutionen i 1974, som bragte 48 års diktatur til fald. Nellikesælgerne har kronede dage, og José Afonsos sang 'Grandola vila morena' gjalder fra højtalerne overalt i byerne. Om aftenen 24. april 1974 sad de unge kaptajner spændte og nervøse på landets kaserner, mens de ventede på signalet fra vennerne på radioen. Og så lige før midnat kom det: Den eksilerede folkesanger José Afonsos forbudte sang 'Grandola vila morena' lød i æteren. Så vidste kaptajnerne, at det var tid at overtage kontrollen med landets kaserner, politistationer og ikke mindst medierne. Kampvognene kørte ud i gaderne, og folkemasserne fulgte snart efter. Der blev kun løsnet et enkelt skud under hele revolutionen. Soldaterne stak fra starten nelliker i geværløbene for at signalere, at man ønskede en fredelig overgang til demokrati. Både præsidenten og ministerpræsidenten blev sendt med en enkeltbillet til Brasilien. De eneste, som fik en lidt hårdhændet behandling den nat, var agenterne i det forhadte hemmelige politi, PIDE. Med armene i vejret og bukserne nede om haserne blev de sendt ud i gaderne, hvor folkemasserne angreb dem med hånlige tilråb. I de følgende dage opsøgte folk politiets arkiver for at finde deres 'dossiers', som portugiserne kalder de hemmelige journaler, som blev ført over alle, der var mistænkt for undergravende virksomhed over for regimet. Diktaturet havde benyttet sig af utallige 'informanter' eller stikkere, der til dagligt arbejdede i barbersaloner, på caféer og som taxichauffører eller andre steder, hvor folk havde tilbøjelighed til at tale. Stikkeri var en almindelig nebengesjæft, som indbragte et supplement til lønnen. I de første glade revolutionsdage var der mange 'folkedomstole' i gaderne, hvor stikkerne blev udpeget og lynchet offentligt. Mange år efter havde portugiserne stadig for vane at kigge sig over skulderen, inden de udtrykte holdninger i et offentligt rum. Folkemasserne fyldte gaderne indtil 1. maj, hvor man for første gang i 48 år fik mulighed for at fejre arbejdernes internationale kampdag. De politiske ledere fra venstrefløjen var nu vendt hjem fra deres eksil og kunne for første gang tale offentligt. Mario Soares fra Socialistpartiet PS kom fra Paris, og Alvaro Cunhal fra Kommunistpartiet, PCP, vendte hjem efter 13 års eksil i Moskva. Det længst varende højrediktatur i Europas historie strakte sig over 48 år. »Vi kunne komme i Guinness Rekordbog, når det drejer sig om diktatur«, plejer portugiserne at sige. Militæret afsatte det diktatur, som det selv havde båret til magten i 1926. Diktatoren Antonio Salazar, som blev indsat allerede i 1926 og først gik af i 1968, var fra starten inspireret af Benito Mussolinis idéer om, hvordan et samfund skulle fungere. Dog fik den katolske kirke i Portugal en central placering i forhold til regimets mere ideologiske dimension, og der eksisterede i hele perioden tætte bånd mellem regimet og kirken. På trods af den naturlige ideologiske alliance med andre fascistiske regimer lykkedes det Portugal at holde sig neutral under Anden Verdenskrig. Landets traditionelle relationer til Storbritannien viste sig også efter krigen, hvor Salazar skiftede Mussolinis portræt i sit kontor ud med billedet af den engelske regent. Portugal blev på grund af den strategiske beliggenhed, som også inkluderer øgruppen Azorerne, medlem af NATO i 1949. Men det påvirkede ikke regimets politiske observans. Imidlertid bliver tre begivenheder skelsættende for Portugal omkring 1960. For det første begynder udvandringen til Vesteuropa for alvor at gribe om sig. Paris bliver hurtigt Portugals næststørste by. Emigranterne sender det meste af deres løn hjem til familien, og den saltvandsindsprøjtning af udenlandsk valuta til landet sætter gang i en ellers hendøende økonomi. For det andet bliver Portugal samtidig medlem af EFTA og får på den måde adgang til nye markeder. For det tredje udbryder der i 1961 uafhængighedskrige i alle de portugisiske kolonier. Salazar havde strakt sin jernhånd ud over hele det portugisiske område, »o imperio colonial portugûes«, som diktatoren betegnede koloniriget, bestående af Angola, Mozambique, Kap Verde, Guinea-Bissau, de små øer Sao Tomé og Príncipe samt Østtimor og Macao i Østen. Goa var allerede blevet annekteret af Indien i 1962. Da de store kolonimagter mere eller mindre frivilligt opgav kolonierne i begyndelsen af 1960'erne, nægtede Salazar at følge efter. Resultatet blev, at Portugal blev kastet ud i mange års opslidende kolonikrige, der totalt drænede det portugisiske statsbudget og tvangsudskrev de unge mænd til krigstjeneste i fire år i Afrika. Det blev snart en kendsgerning for de unge officerer i hæren, at krigene ikke kunne vindes militært. Kaptajnerne dannede derfor en hemmelig bevægelse - kaptajnsbevægelsen - som satte sig for at vælte diktaturet og give kolonierne selvstændighed. Et år efter Nellikerevolutionen, 25. juni 1975, faldt forhandlingerne på plads, og de tidligere portugisiske kolonier opnåede endelig som de sidste i rækken deres selvstændighed. Bortset fra Østtimor, der samme dag om eftermiddagen blev annekteret af Indonesien. Portugiserne havde under Salazar vendt ryggen til Europa og ansigtet mod Afrika. Med diktaturets fald begyndte orienteringen mod Europa igen, men der skulle et stort spring til, for at Europas mest tilbagestående land kunne komme på niveau. Analfabetismen var udbredt, den obligatoriske skolegang begrænsede sig til fire år, børnearbejde var almindeligt, og børnedødeligheden var høj. Jeg husker endnu, hvordan tiggerne befolkede gaderne og fremviste forskellige handikap, og de mange mennesker, der boede i barakbyer af papkasser i Lissabons forstæder. Jeg kom til Portugal første gang i de glade revolutionsdage i 1974. Efter 48 års undertrykkelse fornemmede jeg den fantastiske energi, der med ét blev sluppet løs. Specielt gjorde det indtryk på mig, hvad ophævelsen af censur gjorde ved samfundet. Bøger, der før havde været forbudte, blev udgivet og revet væk samme dag. Flertallet af de film, der blev vist de første to år efter revolutionen, var enten politiske film eller pornofilm. Inspirationen fra pornofilmen endte ofte på skriftestolen, hvor kvinderne ville have vished for, at de nye seksuelle eksperimenter ikke var i strid med kirken. Latinske mænd er ofte forlegne over for præsterne, for de ved ikke, hvad konen har fortalt på skriftestolen. Militæret overgav magten til den første parlamentariske forsamling efter en lidt turbulent periode 25. april 1976, og allerede ti år efter, nemlig 1. januar 1986 blev Portugal samtidig med Spanien fuldgyldigt medlem af EU. For begge parter var den vigtigste motivationsfaktor bag ansøgningen om optagelse i EU værnet om demokratiet. Både blandt de politiske kræfter og hos mange 'almindelige' mennesker var der i begge lande dengang stadig en stor angst for diktaturets tilbagevenden. EU-medlemskabet har medført en forandring og udvikling af det portugisiske samfund, som er uden historisk sammenligning. Den økonomiske saltvandsindsprøjtning gennem EU's strukturfonde betød en hurtig vækst og modernisering af hele landet. Udgifterne til kolonikrigene i 1960'erne havde betydet, at de offentlige investeringer i veje, uddannelse, byggeri med videre, som man havde set i det meste Europa i 1960'erne, aldrig var begyndt i Portugal. Portugal og Spaniens optagelse i EU faldt sammen med indførelsen af det indre marked, hvilket fik de europæiske socialdemokrater til at insistere på en social dimension, som skulle udbredes til hele fællesskabet. Allerede dengang plæderede kommissionsformanden Jacques Delors for, at visionen skulle være modellen fra den skandinaviske velfærdsstat. I forlængelse heraf indførtes den sociale dimension i samarbejdet, men samtidig skete der fra 1988 en større reform af EU's strukturfonde. Pengene skulle nu lægges ud i nationalstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet, da det ville betyde en mere effektiv anvendelse. Denne reform fik stor betydning for de fattige lande i EU, og der kom for alvor gang i indsatsen mod fattigdom og udstødning. I løbet af 1990'erne har man kunnet se store sociale fremkridt i Portugal blandt andet i form af længere skolegang, fri adgang til hospitaler samt forbedring af folkepensionen. Med hjælp fra strukturfondene blev de fleste barakbyer revet ned, og der er bygget nye moderne boligkvarterer til de dårligst stillede. Som kronen på værket introducerede den socialistiske regering i 1998 en stor velfærdsreform, der indførte den universalistiske socialpolitiske model i Portugal. Fra den ene dag til den anden blev der indført et system, som ligner vores kontanthjælpssystem. Uafhængigt af tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet fik 580.000 mennesker fordelt på 185.000 familier nu et økonomisk grundlag fra at have været uforsørgede. Samtidig indeholdt programmet mulighed for efteruddannelse og aktivering. Initiativet skal forstås i sammenhæng med EU's opfordring til landene om at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe fattigdom og udstødning. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at reformen blev indført af socialisten Antonio Guterres, og der var da også meget kritik fra borgerlig side. Dele af middelklassen bakkede heller ikke op omkring reformen, fordi de frygtede, at det ville medføre skattestigninger. I et samfund, hvor solidaritet har været begrænset til familiemedlemmer, har det været svært for mange mennesker at skulle omstille sig til at udstrække solidaritet til folk, som man ikke har kendt personligt. Det helt afgørende for, at denne udvikling har kunnet finde sted med lynets hast, er den overførsel af viden, der finder sted i EU. Penge i sig selv rykker ikke meget, hvis der ikke følger idéer og knowhow med. Det portugisiske eksempel viser netop, hvordan en af EU's største styrker er, at vi kan inspirere og lære af hinanden, så vi ikke alle skal opfinde den dybe tallerken hver gang. I sidste uge bekendtgjorde den nyvalgte spanske regering for eksempel, at den nu ville tage fat på at indføre skandinavisk inspirerede velfærdsordninger. Det mest bemærkelsesværdige i en udviklingsproces som den portugisiske er, hvor hurtigt befolkningen har været i stand til at tilpasse sig 'de nye tider'. På to områder har udviklingen været synlig og er gået markant hurtigt dels i forhold til kvindernes placering på arbejdsmarkedet og dels i forhold til social mobilitet. I dag udfylder portugisiske kvinder poster på arbejdsmarkedet, som overgår kvinders position i resten af Europa. Det drejer sig både om lederstillinger og om stillinger inden for forskning, og 65 procent af de studerende ved de højere læreanstalter er kvinder. I sidste Human Development-rapport (2003) ligger kvinderne i Portugal således øverst i EU. Det er også synligt, når man tænder fjernsynet, hvor det vrimler med kvindelige tv-journalister og eksperter, der udtaler sig om dette og hint. Forklaringen er, at den chance, som kvinderne fik i hierarkiet på arbejdsmarkedet, da mændene var i krigstjeneste i kolonierne, har de ikke villet give fra sig bagefter. Man taler i dag i det portugisiske parlament ligefrem om at lave særlige regler for mænd. Portugal er i dag et af de lande i OECD, hvor den sociale mobilitet er størst. På mine rejser i Portugal møder jeg mange unge mennesker, der har gennemført en universitetsuddannelse, men hvis forældre er analfabeter. Det giver de unge store forpligtelser. En ung forsker forklarede mig, at hun var nødt til at se tv-nyhederne sammen med sine forældre, så hun kunne forklare dem, hvad indholdet var i de indslag, de så. Udviklingen har medført, at udvandringen fra Portugal er aftaget betragteligt, efter at landet kom med i EU. Portugal har været begunstiget af en lav arbejdsløshedsstatistik lige siden optagelsen i EU. Det meste af tiden har den ligget omkring fem procent, men er nu som følge af den økonomiske krise gået lidt op. Derimod er Portugal nu ved at udvikle sig til et indvandrerland. De største grupper indvandrere kommer fra Ukraine, Moldavien og Brasilien for at tage sig et job i land- og skovbruget, byggebranchen og turistindustrien, job, som er kendetegnet ved dårlige og usikre ansættelsesforhold, og som lokalbefolkningen derfor helst vil undgå. En del af indvandringen foregår illegalt og er styret af menneskehandlere. For at komme kriminaliteten til livs har regeringen løbende legaliseret de indvandrede, for der er brug for arbejdskraften. I år er der således allerede udstedt 20.000 arbejdstilladelser. EU's kommissær for indre og retlige anliggender, portugiseren Antonio Vitorino, har med udgangspunkt i erfaringerne fra hans eget land foreslået flere tiltag i forbindelse med en fælles holdning til indvandringen i EU. De kolossale fremskridt, der er blevet skabt for så mange mennesker på så kort tid, er jeg sikker på, at vi også på sigt vil se i de ti central- og østeuropæiske lande, som vi nu kan byde velkommen som nye medlemmer af EU. De nye EU-medlemmer har noget at stræbe efter. De vil udvikling, og de vil forandring - udsigten til en lys fremtid giver et fantastisk drive og en energi, der automatisk sætter gang i udviklingen. Lige så vel som skrækscenariet fra 80'erne med horder af fattige portugisere, der vælter ind over Danmarks grænser, ikke holdt stik, ja så vil polakkerne, letterne, tjekkerne og de andre nye medlemmer også foretrække at blive hjemme og være med til at forme deres egen lyse fremtid i deres eget land. Østeuropæerne har endda et forspring i forhold til portugiserne i 1980'erne: Befolkningerne er i udgangspunktet meget bedre uddannet. Men landene har alligevel til at begynde med brug for en saltvandsindsprøjtning, ligesom Sydeuropa fik det i slutningen af 1980'erne. Fattigdommen er stadig udbredt, særligt i yderområderne. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for at tilføre de nødvendige midler, sådan at vi hurtigst muligt kan få de nye lande op på et niveau, hvor alle parter får mest mulig gavn af samarbejdet. Dagens Portugal - kun 30 år efter revolutionen - er et moderne samfund. Portugal er stadig et af Europas fattige lande, men velfærdsstaten er udbygget, og befolkningens levestandard og uddannelsesniveau er hævet betragteligt på de i et historisk perspektiv få år, der er gået siden. For mig, som nu har fulgt landets udvikling tæt i 30 år, er Portugal et bevis på EU's berettigelse: EU er et solidarisk projekt, der handler om at nå det fælles bedste af samarbejdets vej. Det lykkedes i Sydeuropa - nu skal det også lykkes i Central- og Østeuropa.