Otte år ved magten er lang tid. Det giver tid til at stikke en ny kurs ud. Det skulle ikke mindst gælde, når man sidder på et flertal. Det har heller ikke skortet på store ord. Venstres ledere Anders Fogh Rasmussen og nu Lars Løkke Rasmussen har aldrig lagt skjul på, at de og deres parti er arkitekterne bag et systemskifte. Det er i visse henseender rigtigt. Det vil denne kronik eftervise. Samtidig er det dog tvivlsomt, om systemskiftet 2001 har styrket landet i mødet med fremtiden. Det spørgsmål vil denne kronik motivere. Regeringen har siden 2001 gennemført en stribe reformer. De har for en del været store, og der er ingen grund til at forklejne indsatsen, som bestemt tæller fornuftige tiltag. Fælles for dem er, at de uden undtagelse har været rettet mod den offentlige sektor. Resultatet er i 2009 en offentlig sektor, hvis organisation og styring er forvandlet. Det er virkelig et systemskifte. Den store kommunalreform gav os nogle af verdens største kommuner. Den erstattede amterne med fem store (sygehus-) regioner. Løsenet var faglig og økonomisk bæredygtighed. Efter bogstavet må det være kommuner og regioner, som løser deres opgaver selv, fordi de har kapacitet til det. Praksis er en anden. Det er mest åbenbart i forhold til regionerne, som ikke har deres egen økonomi.
De er på det altafgørende sundhedsområde underlagt statsplanlægning og -styring i et omfang, som er uforeneligt med gamle forestillinger om kommunalt selvstyre. Det er ikke meget anderledes for kommunerne. Så længe det gælder velfærdsservice (de små, de gamle og skolerne), møder de centralt fastlagte krav (madordninger, prøver og nationale test, standardkrav).
