Det kinesisk-amerikanske forhold var en af Bushregeringens succeshistorier, og med Obamas opfølgning – mindst tre af hans ministre taler kinesisk – betegnes forbindelsen nu som den bedste nogensinde. Men den anden vigtige relation i verden, den sino-europæiske, har befundet sig i en langsom nedtur siden afslutningen på den kolde krig. Med den ophørte Kinas strategiske betydning som en slags allieret mod Sovjetunionen. USA havde andre strategiske fisk at stege sammen med Kina, Europa havde ikke. Samtidig fik Tiananmen-begivenhederne en mere langvarig virkning i Europa end i USA. En træghed gjorde sig gældende her, tiden er gået i stå. Hvis vi skal ud af den suppedas, må vi for det første søge at forklare, hvorfor det er lykkedes USA at få en meget bedre relation til Kina, og for det andet se på, hvad der skiller, og hvad der samler Kina og Europa. Så kan vi afslutningsvis pege på, hvad der kan gøres for at bringe os på omgangshøjde. Spillet i trekanten Der kan være mange forklaringer på den markante forskel til USA, en forskel, som Washington har interesse i at bevare. Den, der har gode relationer til to andre parter, hvis indbyrdes relation skranter, kan bedst styre de spil, som foregår i trekanten. En første forklaring er den tættere og bredere relation helt siden Carter og Reagan. USA er vigtigere for Kina, fordi det i modsætning til EU er en supermagt med hele paletten af magtmidler og tilstedeværelse i Asien. De økonomiske relationer var tættere, og det var de politiske også. Der var en større bredde i samkvemmet, herunder også militær-militær-udvekslinger samt kulturelt og uddannelsesmæssigt samarbejde. Det bevirkede, at de problemer, som opstod, var ’indlejrede’ i mange samarbejdsrelationer og derfor lettere kunne håndteres. Den europæisk-kinesiske forbindelse var spinkel, enkeltsager kunne få stor indflydelse – og fik det. For det andet blev det under Clinton klart for USA, at Kinas medvirken var afgørende for løsningen af en række globale og sikkerhedsmæssige problemer, samt at relationen var for vigtig til at blive gjort til kastebold i valgkamp og indenrigspolitik, og at den krævede præsidentiel opmærksomhed. En lignende erkendelse er generelt ikke opnået i Europa. En tredje faktor findes i nøjagtigheden i opfattelsen af Kinas udvikling. Mens medierne begge steder kunne forfalde til dæmonisering af Kina, var der en forskel på forskningsdækningen. Her er det karakteristisk, at USA siden tresserne har satset store ressourcer på at uddanne ’sino-politologer’, dvs. samfunds-videnskabelige forskere med omfattende sproglige og kulturelle kompetencer.
Forskellen til EU bliver helt afgørende, når USA med svingdørsprincippet har kunnet inddrage de bedste af disse forskere, for eksempel Michel Oksenberg, Kenneth Lieberthal, Susan Shirk eller Thomas Christensen, som rådgivere for State Department, præsidentkandidater og Det Hvide Hus. Alt imens man i Europa har haft flere sinologer med stor interesse og sympati for enkeltsager, men uden storpolitisk interesse eller forståelse af Kinas globale betydning, til at præge meningsdannelsen (også i Bruxelles).
