Deller kan være skulpturelle, kvindelige former den rene kunst. Men er den maskuline fylde lige så æggende og fotogen? Ide Hejlskov er ph.d. i litteratur. Manden overfor har et næsten skaldet æggehoved. Munden er lille, men opspilet i et lille O. Han kigger rundt med et uskyldigt og indbydende blik. Hans ansigt er melhvidt. Han ser tidløst ung ud, sidder med spredte ben i et par slidte cowboybukser. Neonrørene i loftet kaster et skarpt lys over ham og os øvrige passagerer. Han får mig til at tænke på filmen 'Seven', hvor en massemorder slog folk ihjel efter et religiøst mønster, efter de syv dødssynder. For han ligner personen, massemorderen dræbte på grund af hans grådighed, altså fedme. Hoved, hals og krop går i ét. Hans opspilede lille O sætter imidlertid modsatrettede tanker i gang, tanker om de oppustelige pornodukkers åbne munde. Jeg kigger væk, men kan ikke undgå at se noget bevæge sig ved hans bukseben. Hans fingre sitrer med små edderkoppebevægelser der, hvor lår møder torso. Kan ikke lade være med at kigge igen. Der er ikke så megen tvivl. Han har røde underbukser på. Der er et stort hul ved skridtet om mod enden, som hans lille hånd fingererer ved hele tiden. Med sit blik og sin fingereren opfordrer den unge mand til, at man skal gøre noget ved ham. Kører af sted i New Yorks subway og forsøger at lade være med at se på en fed mand overfor, der byder sig til. Billedet af hans korpus trænger ind i min bevidsthed på en måde, som ikke den smarteste og mest veldrejede krop har kunnet gøre det. Altså tager jeg hans uudtalte udfordring op. Netop i dag har jeg været rundt og se tre udstillinger om kroppe og kropslighed. Den ene handlede om kropsidealer og mode, 'Extreme Beauty: The Body Transformed'. Manden overfor falder aldeles uden for tidens kropsideal. Men det må være pointen. Protesterer han ganske enkelt ikke mod det slanke ideal og ønsker at sætte sig ud over den måde, man i den sidste del af det 20. århundrede har forsøgt at gøre kroppen til en veltrænet, sexet, let bronzeret dragt, man kunne iklæde sig eller i hvert fald forme efter forgodtbefindende - og efter pengepung naturligvis, og som stiller sig til skue for de andres voyeuristiske blik? Man skulle tro det. Kurator Harold Koda havde på udstillingen delt kroppen og moden op i afdelinger, altså hals og skuldre, bryst, talje, hofter og fødder. Og set på, hvordan bestemte perioder fokuserer på særlige kropsdele og henter inspiration fra hele verden. Jeg ser ham overfor inddelt i først hals og skuldre - der er ikke rigtig nogen af delene, han har bare en løstsiddende T-shirt på. Desuden har han en overdimensioneret kalkunhals. Bryst - nå ja, han er jo mand, men det går i hvert fald i ét med maven. Talje - går i ét med hofterne, som de slidte cowboybukser sidder klistret til. Og fødder - han har selvfølgelig de sædvanlige amerikanske sneakers eller gummisko på. Manden overfor har tydeligvis ikke deformeret sin krop, som moden ofte har fået os mennesker til. I katalogets indledning argumenterer Harold Koda for, at vi i det 20. århundrede er gået over til at omforme kroppen snarere end at deformere klædedragten. Idealet er nok naturlighed og afslappede klæder. Men kropsidealet er samtidig slankt, og sidst i det 20. århundrede har det været magert. Og det stiller større krav til behandlingen af kroppen, end det gjorde tidligere, hvor man kunne skjule sig bag korsetter, tournurer og så videre. I dag må der udsultning, fedtsugning eller styrketræning til - hvis man vil gøre sig den mindste forhåbning om at leve op til idealerne. I kataloget lægges der dog op til, at der er andre idealer, sideløbende, nemlig det, der kan siges at have sit ikon i den lille stenfigur, Venus fra Willendorf (ca. 30.000 til 18.000 f.v.t.). Her kunne manden overfor komme ind i billedet. Ser man efter i vores pornoficerede mediebillede, vil man også opdage et lidt anderledes ideal. Kroppen er ikke nødvendigvis mager. I hvert fald har kvinderne store bryster. Mændene er ganske vist muskuløse og hårløse (mandestrippergruppen Chippendales' kropsideal) - ikke meget overflødigt fedt. Men både mænd og kvinder bliver af pornoficeringen inspireret til at få forstørret deres krop forskellige steder. Flere og flere kvinder får silikonebryster, fordi de har lyst og ret til det. Flere og flere mænd får penisforlængelser. Selvom folk hævder, det er en ekstra frihed, man har mulighed for at udfolde, er vi her også i gang med et kulturelt og tidsbestemt ideal. Det pornoficerede ideal højner nok førlysten. Men mænds forlængede penis er kun forlænget i slap tilstand. Kvinderne får mindre følsomhed i brysterne af silikone. De forlængelser af penis, som kan ses i erigeret tilstand (nogle bærende sener skæres over), betyder, at lemmet ikke kan styres. Altså: Når folk foretager den slags 'forbedringer' af kroppen, gør det deres krop til ren visualitet, som man narcissistisk kan beundre og få andre til at nyde at betragte. Men det fjerner os fra at være seksuelt udøvende og nydende kroppe. Den fede mand overfor synes ikke påvirket af det pornoficerede kropsideal. Hans skamløse og søgende blik, mens han udstiller sin fedme og sine huller, får ham til at virke nydende. Han kan i hvert fald ikke lade være med at pille ved sit buksehul, og han lukker ikke munden et øjeblik. Men han udstiller sig selv på en demonstrativ måde. Den erotiske nydelse har karakter af ekshibitionisme. Manden overfor forsøger ikke at protestere mod tidens skønheds- og modeideal. Han er lige så fanget af tidens pornoficering som dem, der får forlænget penis. Han udlever sin seksualitet ved at sidde og fingerere ved sig selv i en åben subwayvogn og udleverer sig til ethvert villigt voyeuristisk blik. Han er en del af tidens trend: Kun det, der bliver beskuet, har eksistens. Han dyrker sin seksualitet i et offentligt rum som enhver ordentlig pornomodel. Han indbyder ikke blot til at blive beskuet, men også til at få udfyldt sine huller og på anden vis blive erobret. Kunsthistorien og kameraet er eksperter i at udfylde huller og erobre kroppe. Så jeg forsøger mig med en af deres metoder. Der er en længere tradition for at inddele kroppen i mindre og provokerende dele. Gustave Courbets maleri, der ligner et foto, af et kvindeskød med let spredte ben fra 1866 må være det første og måske det mest grænseoverskridende. Jeg zoomer ind på den unge mands underdel. Det ville unægtelig fjerne hans skamløst spørgende O-udtryk. Jeg bliver også nødt til at fjerne hånden, der fingererer. Ellers ligner det ikke tilstrækkeligt. Kvinden på Courbets maleri fik heller ikke lov til den slags oplæg til selvtilfredsstillelse. En kødfuld klump iklædt cowboybukser og et glimt af røde underbukser bliver tilbage. Jeg bliver nødt til at skrælle tøjet af ham. Hm. Der er et eller andet galt i forhold til Courbets maleri. Det gjorde noget kødeligt nærværende, som ellers havde været fraværende i kunsthistorien: det behårede kvindeskød. Samtidig bliver man suget ind i et afskåret urskød. 'Verdens oprindelse' hedder maleriet for at pointere. Her falder den fede unge mand udenfor. Urskødet kan man ikke tale om, når det er en mand. Når der er nøgne mænd afbildet i vestlig kunst, repræsenterer de som regel menneske kroppen, ikke mandekroppen - og slet ikke oprindelse og skabelse. Der er ikke noget kønsligt over den kunstnerisk udstillede mandekrop - i hvert fald ikke i fed udgave. Når man skærer den til, så blot underlivet er tilbage, kommer man ikke uden om kønnet. Og det er foruroligende. For hvad symboliserer et mandeunderliv med slap penis indrammet af stof - sådan som 'Verdens oprindelse' er sat i scene? Tilsyneladende ikke noget. Måske er jeg gået for radikalt til værks. Jeg forsøger at få lidt mere af kroppen med. Jeg forestiller mig ham uden hoved, uden arme og ben. Og afklædt. Som torso. Inspirationen til at fjerne disse dele fra skærmen har jeg ikke fra filmen 'Seven', men fra endnu en udstilling, jeg har set i dag, fotografen Irving Penns kvindetorsoer, 'Earthly Bodies: Irving Penns Nudes, 1949-50', også på Metropolitan Museum of Art. Irving Penn har med disse fotos begivet sig ind i traditionen for at skildre den nøgne og opdelte kvindekrop, som har sit stærke udtryk i Gustave Courbets kvindeskød. Irving Penn er ellers kendt som modefotograf for Vogue tilbage i 1940'erne og 1950'erne og for sine utraditionelle nærbilleder af cigaretskod og andre affaldsprodukter. Omkring 1950 fotograferede han i sin fritid nogle fyldige og fede kvindekroppe. De har kun været udstillet ganske få steder, og de blev ikke anerkendt i samtiden. Men siden er deres modernistiske og nyskabende stil blevet fremhævet. Og nu er der altså en udstilling af nogle af de smukke sort-hvide billeder af et alternativt skønhedsideal i forhold til det magre og modebevidste. Til gengæld er de en del af en tradition med at gøre kvindekroppen til ikon for skabelse, oprindelse, moderskød, som også kurator Maria Morris Hambourg skriver i katalogets indledning. Penn har netop taget et tidligt foto af en kvinde, der ligner Venus fra Willendorf helt utroligt. Udstillingen består af torsoer, som i rækker af fotos drejer sig, så fedt og kød falder i folder, bølger og bevægelser. Kødet ligner til tider dej, man får lyst til at ælte og forme videre på. Kroppene er på én gang meget kødelige og næsten overjordiske. Der er intet at tage fejl af: Man ser på kød og hud med alle hånde buler og uregelmæssigheder. Folder, deller og appelsinhud er med. Men samtidig er billederne overbelyste og overfladebehandlet på en særlig måde, så kroppene bliver nærmest gennemsigtige, ja, overjordiske. Det, som ellers opfattes som grimt, er gjort kraftfuldt og smukt. Uden ansigt, arme og ben bliver kroppene til landskaber eller ansigter i sig selv. Og dog bliver de ved med at være kødelige kroppe. Irving Penn har frembragt en opløsning af grænsen mellem den passivt iagttagede og den aktive beskuer. Fotograf, beskuer og kvinde udtrykker sig og ælter i samme overjordiske kød. En betagende oplevelse. Det er bare ikke en betagende, men en foruroligende oplevelse at sidde over for den fede mand og se ham gjort til afskåret fedt korpus, der vrider sig i forskellige liggende stillinger. Jeg kan ikke få hans afskårne krop til at symbolisere potens, maskulin kraft, som ville være en passende parallel til kvindens urskød. Den tredje udstilling, jeg har set i dag, handlede om kroppen som maskine. Et sidste bud på den fede mands uformelighed. Jeg ser den fordøjelsesmaskine for mig, jeg just har været nede og iagttage blive fodret i New Museum. 'Cloaca' hedder maskinen, personen bag værket er den belgiske installationskunstner Wim Delvoye. Maskinen ser laboratorieagtig og kluntet ud. Og den frembringer afføring. Højteknologiske computere styrer ph-værdi, temperatur og tilsætningen af spyt, galde, hormoner, enzymer osv. til de seks flasker, der efterligner elementerne i fordøjelsessystemet. Forrest er der en metaltrappe, som man går op på for at fodre maskinen via en foderskål af gennemsigtigt glas. Derudover består 'Cloaca' af fire stålvogne hver med et glasskab. I det sidste glasskab kommer afføringen ud på et samlebånd. Wim Delvoye vil gøre os opmærksom på det teknologifikserede og det kropsforskrækkede i vor tid. Det gør han ved netop at fokusere på det dyriske og samtidig lægge distance til det. Maskinen efteraber den mest betydningsladede kropslige proces. På den måde fokuserer den på det kropslige. Der ligger distance i, at det kropslige gøres maskinelt, laboratorieagtigt og er pakket ind i glas, så det ikke lugter. Wim Delvoye spiller på paradokserne. Og viser os, at teknologien forsøger at fortrænge det mest grundlæggende ved kroppen, fordøjelse, afføring og dermed også forfald. Wim Delvoye vil gøre opmærksom på, at tiden hjemsøges af kropsligheden. Jeg hjemsøges af den udefinerlige kropslighed, som manden, der sidder over for mig i subwayen, udgør, og som ikke passer ind i nogen idealer, historier eller andre forståelsessystemer. Måske oplever han sig selv som en fordøjelsesmaskine. Måske protesterer han mod den kropsforskrækkede teknologi. Hans åbentstående O-mund får ham til at virke som et åbent spørgsmål. Undergrundstoget standser, dørene går op. Det er min station. Jeg rejser mig fortumlet og når lige at komme ud af dørene, inden de smækker i bag mig, og jeg når at tænke: Jeg kan ikke gøre den fede mand til fordøjelsesmaskine. Jeg må give op. Han er en uformelig amerikansk krop, der nok vil byde sig til, men ikke ønsker at have symbolsk eller reel betydning. Han er et hylster, jeg tilsyneladende kan fylde eller tømme for betydning, som jeg behager, hvis jeg efterligner kunsthistorien i hvert fald. Men i virkeligheden er han og hans kropslighed en uregerlig masse, der vægrer sig mod mine tolkninger og overgreb: O's historie i New York.