0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Befriende film

Efterkrigstidens besættelsesfilm var med til at skabe en kollektiv myte.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Allerede få måneder efter befrielsen var den første danske film om besættelsen klar. Nationalpatriotismen blev udspillet for fuld patos. En studerende fra Historie, Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet har set på de sort-hvide strimler.

De første spillefilm om den tyske besættelse af Danmark var vigtige for genoprettelsen af nationens selvværd, men samtidig var de billeder på en kollektiv fortrængning, der lukkede sig om sig selv og lod virkeligheden være fortid. Nu skulle der skues fremad.

Efter befrielsen resulterede et kompromis mellem samarbejdspolitikere og modstandsbevægelse i befrielsesregeringen. I oktober 1945 genvalgte befolkningen de politikere, der havde siddet i Folketinget før og under besættelsen. Med hensyn til de mere følsomme spørgsmål, der rejste sig i forbindelse med modstandskampen - stikkerlikvideringerne ikke mindst - sørgede ledende skikkelser som Frode Jakobsen for, at der effektivt blev lagt låg på debatten fra oven. Sagerne forblev mørklagte, og de mere tvivlsomme sager blev aldrig politiundersøgt, en statssanktioneret praksis, der siden blev videreført i en restriktiv arkivalielovgivning vedrørende besættelsestidens akter. Alt skete antageligvis i den bedste mening: Man ville beskytte de involverede parter og pårørende. Det gjaldt om at 'komme videre'. Denne lad-os-lægge-tingene-bag-os-holdning kom også til udtryk i efterkrigstidens populære erindringskonstruktioner, der var forsøg på at håndtere den nationale erfaring af besættelsen.

Den første spillefilm om besættelsestiden, Johan Jacobsens 'Den usynlige hær', fik premiere allerede i oktober 1945 - under et halvt år efter befrielsen. Blot et par måneder efter kom Lau Lauritzen og Bodil Ipsens 'De røde enge'. I dag er filmene mere kilder til tidsånden efter befrielsen end til den modstandskamp, de skildrer - eksempler på såvel fortrængning som Vergangenheitsbewältigung. Filmene havde det nationalpatriotiske formål at styrke følelsen af, at Danmark kom ud af 'krigen' med æren i behold. Sigtet var dobbelt, dels rettet mod den frie verden - Danmark havde ikke været allieret, men blev først tilbageskuende anerkendt som sådan (hvilket især skyldtes udbredelsen af viden om folkestrejkerne og den aktive modstand i besættelsens sidste år) - dels henvendt til størstedelen af den danske befolkning, som ikke havde deltaget i hverken modstand eller frihedskamp, og hvis viden herom hidrørte fra illegale blade og BBC's radioudsendelser fra London.

I såvel 'Den usynlige hær' som i 'De røde enge' præsenteres vi for nogle af populærmytens grundpiller. Først og fremmest får vi at vide, at det var de få, der gjorde modstand, og at det var ungdommen, som tog kampen på sine skuldre. Selvom der findes beske kommentarer til passiviteten i den brede befolkning - f.eks. i 'De røde enge', hvor modstandslederen (Lau Lauritzen) siger: »Ja, nu er det et spørgsmål, når man ser koldt og nøgternt på det, om de fortjener vores indsats. De hører nogle skud og sover videre, hører braget af en eksplosion og danser videre« - så er der ingen referencer til passiviteten fra officielt hold eller til de danske politikeres samarbejdspolitik forud for 29. august 1943, datoen for det nej, der i

Theodor Christensens anderledes kritiske dokumentarfilm 'Det gælder din frihed' (1946) kaldes »det mest forsinkede NEJ i Danmarks historie«.

Begge film starter in medias res , med henholdsvis et brutalt clearingdrab på åben gade og en modstandsmand (Poul Reichhardt), der i lænker føres til sin celle i Dagmarhus. Ved at handle om undtagelsestilstanden efter 29. august 1943 undlader filmene at skildre forhold uden for Danmarks grænser samt de tre første år af besættelsen.

Krigserfaringen nationaliseres så at sige, og der gives ikke nogen årsagsforklaring på tingenes tilstand, kaos og besættelse. Konflikten mellem modstand og kollaboration nedtones, ligesom modsætninger internt i de to lejre - navnlig de, der efter besættelsen slog ud i lys lue internt i den 'modstandsbevægelse', som reelt aldrig udgjorde nogen bred national enhedsbevægelse. Det var ikke dette billede, filmene ønskede at male:

»Hver kamp har sine helte. Når disse års danmarkshistorie engang skal skrives, så vil heltene fra fængslerne træde frem. Bag dystre grå fængselsmure, bag små, jerngitrede vinduer gik den danske fronts ukuelige soldater. Mange døde, og mange blev mærket for livstid. Men alle kæmpede de med overmenneskelig moralsk og fysisk styrke mod besættelsesmagtens brutale vold«. (Prologen til 'De røde enge').

I 'Den usynlige hær' opleves besættelsen fra de passives synspunkt. Krigens virkelighed trænger sig på og får Bodil Kjers frue af det bedre borgerskab til at ønske sig, at hun »gjorde noget«, som hun udtrykker det. Dét får hun rig lejlighed til, da hendes mand (Mogens Wieth), som er SOE-agent, vender hjem fra England for at deltage i organiseringen af den danske undergrundshær. Hun og hendes elsker (Ebbe Rode) går med ind i frihedskampen - og ender med at betale prisen: Han skydes i ryggen af en værnemager. Således viser filmen, at hovedpersonerne trods alt er »enige bag det hele«. Poul Reichhardts joviale modstandsmand, der med stor ildhu deltager i modstandsarbejdet, siger et sted: »Vi skal ... vise dem, at der stadig er nok af os, og at der bliver ved med at være nok!«. Her kommer filmens titel til sin ret: Den usynlige hær hverver soldater blandt den hidtil slumrende danske ungdom. Samtidig har det været en oplagt identifikationsmulighed for filmens publikum, at de passive modstandsfolk er fremstillet som latent aktive.

I 'De røde enge' derimod ses modstanden konsekvent indefra, f.eks. retfærdiggøres likvideringen af stikkere. Den nederdrægtige, kujonagtige og evigt æblegnaskende 'Prikken' (Preben Neergaard) - den direkte årsag til at tyskerne delvist forpurrer filmens sabotageaktion - må simpelthen ryddes af vejen. Som Berlingske Tidende skrev i et indlæg i tidens debat om stikkerlikvideringerne, der var anført af Hartvig Frisch: »Efter 'De røde Enge' forstaar man mere end nogen Sinde, hvorfor Stikkere maatte ryddes af Vejen, hvorfor Ungdommen maatte handle som den gjorde«. 'De røde enge' er en filmatisering af modstandsmanden Ole Juuls roman af samme navn - forfatteren medvirker i øvrigt selv i en lille rolle, hvor han er med under filmens stikkerafhøring.

Filmene betoner national enighed og handlekraft, når det gælder. Der er ikke plads til nogen anden konflikt end den altoverskyggende nationale og de afledte dikotomier dansk-tysk, patriot-stikker, god-ond. Gennem skildringen af besættelsesmagtens brutale og voldelige fremfærd - husrazziaer, tortur og likvidering - giver filmene et meget udifferentieret billede af fjenden. Den eneste venligt skildrede tysker, Per Buckhøjs fængselsbetjent i 'De røde enge', må da også (efter meddelelsen om, at han har mistet kone og barn under et allieret luftangreb) se sit eget folks natur i øjnene og skyde sig efter en sidste god gerning: at have hjulpet en dansk frihedskæmper til flugt og frihed. Einar Juhls grumme Sturmbannführer Mackensen, som i samme film underkaster Poul Reichhardts ukuelige modstandsmand tortur, er bare ét af de danske bidrag til filmhistoriens naziskurkegalleri. I begge film har Adolf Hitlers portræt (som i utallige andre film om Anden Verdenskrig) en iøjnefaldende placering i baggrunden, hvorved Hitler kommer til at fremstå som personificeringen af 'Det Onde', der har inficeret et helt folk. I 'De røde enge' figurerer Hitlerportrættet markant i en billedbeskæring, der lader Hitler være i fokus, da dommeren afsiger dødsdommen over Poul Reichhardt »im Namen des Volkes« (dommeren spilles i øvrigt af en tidligere Gestapomand ved navn Hermann Gmeiner).

I begge film skildres storstilede sabotageaktioner, inspireret af BOPA's aktioner mod Globus og Riffelsyndikatet i juni 1944, ligesom der er referencer til Special Forces, våbennedkastninger mv. Om publikums reaktion på disse dramatiske optrin skrev Politiken: »Vort Publikums Reaktioner over for Film med Emner fra det illegale Liv og fra Krigstiden er jo besynderlige! Saa hurtigt glemmes herhjemme den blodigste Alvor, at virkelighedstro fremførte Optrin af denne Alvor hilses med glad Munterhed som Scener fra en gemytlig Cowboyfilm eller fra en uskadeligt spændende Gang Røver og Soldater«.

Virkelighedsreferencer til f.eks. tyskerne som nationalitet, eller til ideologiske begreber som 'nazisme' og 'arbejdere', ja, selv til modstandsbevægelsen som sådan, kommer kun implicit til udtryk i dialogen og ikonografien. Heri kan dels aflæses, at disse begreber ikke havde forklaring behov i tiden, dels en uvilje mod at beskæftige sig med krigens dybereliggende årsager og konflikter.

Filmene er manifestationer af en tidsånd, der ønskede at skue fremad, mod genopbygningen, og helst undgik at rage for dybt i den netop gennemlevede fortids aske.

Begge film er præget af en højstemt patos. Med deres slutninger - Poul Reichhardt tøffer til Sverige i en fiskekutter, der opsluges af mørket; Bodil Kjer knuger Ebbe Rodes hat, mens hun på afstand betragter ruinerne af den sabotagesprængte værnemagerfabrik - maner de til eftertanke: »Saadan kæmpede de, for os, for hele folket - og nu?«, spurgte Land og Folk. Begivenhederne i forbindelse med befrielsen er endnu så tæt på, at den ikke har kunnet vises i filmene, som er blevet indspillet i befrielsessommeren. I stedet lægges konklusionerne ud til publikum; og konklusionen på de to første danske besættelsesfilm er netop: - og nu?

Af dagbladenes anmeldelser fremgår, at filmene har haft en ikke uvæsentlig rolle i konstruktionen af en national selvforståelse omkring besættelsestiden. Land og Folk skriver om 'Den usynlige hær': »Tonen er saa ægte, at vi siger til os selv: Ja, saadan var det«, og Socialdemokraten: »Det er netop som Sabotagefilm, og som den første her fra Danmark, at den vil opnaa sin virkelige Værdi ved at fortælle en Verden og maaske en Efterverden lidt om Metoderne, hvorefter der er blevet kæmpet i vort lille Land«. Og B.T.: »Man begynder at jonglere med Mulighederne for at faa den indtalt paa Engelsk og sendt ud i Verden som een god Propaganda for Danmark og dansk Kunst«.

Om 'De røde enge' hedder det i Berlingske Tidende: »Vi følger ikke blot Handlingen med spændt Interesse, vi lytter ogsaa til filmens Ord og lærer at forstaa«. Land og Folk mente, at det var »... en Film, der kan fortælle andre Nationer lidt om Kampen og dens Vilkaar herhjemme«.

Berlingske Aftenavis skriver om propagandapotentialet på længere sigt: »Naar kommende Generationer vil have noget rigtigt at vide om Ungdommen i Danmark i de onde Aar, vil de blive nødt til at hente Bodil Ipsen og Lau Lauritzens Film frem af Arkivet«.

Johan Jacobsens 'Tre år efter' (1948) adskiller sig fra de øvrige besættelsesfilm. Som titlen antyder, spiller den i efterkrigstiden, og det er selve den kollektive og individuelle hukommelse omkring besættelsestiden, der tematiseres. Modstandsmanden Holger (Danske?) er desillusioneret og skuffet over efterkrigstidens samfundsudvikling, mens den tidligere tyskvenlige værnemager Hylmark (Ib Schønberg) har fået sin direktørstilling tilbage og bæres oppe af ønsket om at skue frem: »Vi la'r fortiden hvile og vender os mod fremtiden, den fremtid som vi selv er herre over«, siger han i en tale til sine medarbejdere, og fortsætter: »Under besættelsen var der delte meninger med hensyn til midlerne. Målet, at blive af med tyskerne, var vi aldrig uenige om. I dag erkender vi åbent, at modstandsbevægelsen var en lykke for vort land. Uden den havde vi været et æreløst folk«. Kun Information bemærkede, at Hylmarks tale var af den slags, som daværende statsminister Hans Hedtoft excellerede i: »... en Tale fuld af højstemt patriotisme« - med andre ord: en stikpille til samarbejdspolitikerne, der i stedet burde gå stille med dørene og »nøjes med at høre efter, når andre synger, eller taler om 'indsats for landet'«. At filmen hverken blev nogen kritiker- eller publikumssucces vidner om, at tiden ikke var moden til en film, der tog fat om betændte spørgsmål i forbindelse med besættelsen og retsopgøret.

Ti år efter - i 'Der kom en dag' (1955) - er det værnemageren Hylmarks måde at mindes fortiden på, der har sejret. Filmen er nærmest et potpourri over modstandsbevægelsens meritter, om end med mere neddæmpet patos end i de tidlige besættelsesfilm - det stærkt nationale og patriotiske præg er svækket. To gamle modstandsfolk kommer for sent til en mindegudstjeneste for faldne frihedskæmpere. I stedet sætter de sig på en bænk foran kirken og giver sig til at udveksle minder fra besættelsesårene. Da gudstjenesten - og filmen - er forbi, enes de om ikke at gå deres gamle kammerater i møde, for som den ældste konkluderer: » ... dengang havde vi noget fælles. En sag, der gjaldt os alle. Nu har vi kun én ting fælles, og det er minderne om dem, der gav deres liv for os«.

Ole Roos' 'Forræderne' (1983) handler om to unge danskere i Frikorps Danmark, som i krigens sidste dage er på flugt fra såvel nazister som modstandsbevægelse. Der lægges op til en kritik af samarbejdspolitikken og af den danske konge (der havde accepteret oprettelsen af Frikorps Danmark), men filmen forfalder desværre til andre stereotypier, der ophæver forsøget på nuancering i synet på krig og besættelse. Så sent som i 1983 var det stadig kontroversielt, at det var modstandsfolkene, der fremstod som en gruppe dilettanter, hvis færden gav associationer i retning af Olsen-banden. Dette til trods for at 'Forræderne' ellers også udmærkede sig ved nogle af de mest tykke klichéer på Nazi-bad guys og - dekadence, bl.a. er Thomas Eje uforglemmelig som en dansk nazist med klohånd!

For de senere besættelsesfilm gælder, at de, efterhånden som de frigøres fra deres politiske ophavssituation, glider fra at være samtidsfilm til at være periodefilm. I takt hermed ændrer brugen af besættelsestiden som dramatisk og historisk stof sig. Den hævdvundne myte om den glorværdige danske modstand - aktiv som passiv - bliver bagtæppe for genrestykker som 'Drengene fra Skt. Petri' (1991) og moralsk-eksistentielle dramaer som 'Den sidste Vinter' (1960), om nødvendigheden af at vælge side, eller 'De nøgne træer' (1991), om en modstandsmand, der forelsker sig i sin gruppeleders kone.

Med distancen til begivenhederne bliver det muligt at skære igennem myterne. Men dette opgør med fortidens erindringskonstruktioner har vi herhjemme - trods enkelte tilløb - endnu til gode på spillefilmsfronten. De danske spillefilm om besættelsen er - i hvert fald de tidlige af slagsen - et billede på en kollektiv fortrængning, som er blevet dén, der har fået lov at stå, f.eks. når fjernsynet ihukommer mærkedagene 9. april og 5. maj ved at hente bemeldte film frem fra det danske filmskatkammers gemmer.