Først en lille historie: Vi befinder os på et udsted i Nordgrønland engang i mellemkrigstiden, altså i kolonitiden, lad os sige 1930. Udstedsbestyreren, Søren Nielsen, fryder sig over en kæmpe ladning hvalspæk, der er blevet indhandlet, smeltet til olie og afkølet og klar til at afskibes.
Han kan forvente en rigtig god provision for denne første klasses olie. Søren Nielsen er glad, og oven i købet skinner solen på det kønne lille udsted ved fjorden. Bødkeren er i fuld gang med at slå stave sammen til tønder, og Nielsen beordrer sin grønlandske betjent Jens Frederiksen at få olien hældt på tønderne, når de er klare. Amigaarput, siger Jens. Der er for lidt. Nej, der er lige tilpas med olie, siger Søren. Gør nu bare, hvad jeg beder dig om, for en gangs skyld. Illit naalagaq, siger Jens. Det er dig, der er chef. Nemlig, siger Søren. Du er vist ved at lære det. Nynnende går han sig en tur ud over klipperne og nyder det milde vejr. Da han vender tilbage til havnen, sejler hele kajen i hvalolie. Hvad har du dog gjort? siger han til Jens. Hældt olien på tønderne, siger betjenten. Men det meste er jo løbet over, siger Søren. Jeg sagde jo, der var for lidt, siger Jens, og nu smiler han. Men det er dig, der er chef; illit naalagaq. Søren Nielsen ryster beskæmmet på hovedet og går hjem og ryger en pibe for at berolige nerverne. Han er i rigtig dårligt humør og tænker: Ja, sådan er de grønlændere. Jens Frederiksen arbejder videre på kajen. Han er irriteret over al den spildte olie og tænker: Ja, sådan er de danskere. Samlivet mellem Grønland og Danmark har nu varet i snart 300 år. Og vi har altid elsket at misforstå hinanden. Jeg vil endda sige, at en del af charmen ved vores samliv har været denne insisteren på ikke at forstå, hvad den anden siger.
