Jesus Kristus af Nazarets jomfrufødsel og senere lige så mirakuløse genopstandelse efter en fornedrende død på korset blev grundlaget for en verdensreligion. Og evangeliernes mirakler blev indtil midten af det 19. århundrede taget for pålydende. Her forsøgte akademikere sig for første gang med fornuftsforklaringer på Bibelens mirakler. Genopstandelsen var svær at (bort)forklare, da 'korsfæstelsens fysiologi' endnu ikke var skrevet, og historieinteresserede læger kommer stadig med svævende udtalelser om 'udmattelse' og 'kvælning', når de bliver spurgt, hvorfor man døde under korsfæstelse. Men man blev ikke kvalt, og udmattelse har højst været en forværrende omstændighed: Det var en helt anden fysiologisk mekanisme, der var på spil. Den historiske Jesus døde ikke, han besvimede. Helt præcist udviklede han et orthostatisk vasovagalt tilfælde. Han genopstod derfor heller ikke, han vågnede efter besvimelsestilfældet; og der er oven i købet video footage til at underbygge min hypotese. Lad mig prøve at argumentere, og lad os i den forbindelse, før vi vender os mod Golgata år 30 e.Kr., tage en omvej omkring en lille tropeø år 2004. For selv om Mel Gibsons passionsfilm måske nok stjal billedet fra Jesu korsfæstelse, er det et dansk tv-reality-show og en af dets deltagere, der har demonstreret årsagen til Jesu genopstandelse. Tyve mænd og kvinder blev på den første dag i 'Robinson 2004-ekspeditionen' fæstet til hver sit kors, som de kendes fra middelalderens krucifiks, altså kors med en lille fodplade. Deltagerne var under forudgående lægeundersøgelser fundet sunde og raske, og de ville konkurrere, til den første gav op af udmattelse. Men ingen nåede at give op, før konkurrencen efter 20 minutter brat afsluttedes, da en 44-årig kvinde uden forudgående symptomer pludselig besvimede og faldt fra sit kors som en kludedukke. I den grad, man kan udsige noget om bevidsthedstabet for en mand omkring år 30 e.Kr. ud fra et besvimelsestilfælde hos en kvinde i år 2004 e.Kr., er det oplagt, at Jesus har udviklet et lignende besvimelsestilfælde. Der er forskelle de to historier imellem, men ret beset væsentligt flere ligheder, og med en moderne medicinsk viden er det muligt, time for time, minut for minut, at redegøre for den fysiologiske stress, kvinden og Jesus har gennemlevet under deres korsfæstelse. Både Jesus og kvinden blev korsfæstet om morgenen på en varm dag. Kvinden steg selv op på korsets lille fodplade. Hænderne havde hun i to læderstroppe. I begyndelsen havde hun det fint og lo og pjattede med de andre konkurrencedeltagere. Hendes puls har været en anelse hurtig, mest på grund af spændingen ved at være med i konkurrencen. Jesus var anderledes mærket, da han nåede Golgata. Ved romerske korsfæstelser piskede en eller to legionærer den dømte med korte læderpiske, hvortil der var bundet dyreknogler eller små metalstykker. Den dømte blev blødende fæstet til korsets tværligger (latin: patibulum) med reb eller måske jernnagler banket ind imellem underarmens lange rørknogler, og med udstrakte arme måtte Jesus selv bære tværliggeren til Golgata. Nogle korsfæstede fik en lille plade at stå på (latin: suppedaneum), og deres position svarer altså til den 44-årige kvindes. Men de fleste, og sandsynligvis også Jesus, blev fæstet til den oprette pæl via to jernnagler slået tværs igennem hælbenene, en nagle på hver side af pælen. Den fæstede fik så ofte en lille tværpind at sidde på og stod altså ikke op, men sad eller nærmest hang med let bøjede og let spredte ben. Pisket og blødende har Kristus koncentreret sig om smerten og om at finde en ikke helt uudholdelig siddestilling, for naglesmerterne har givetvis været værst i bestemte stillinger. Han har været koncentreret, hans åndedræt roligt, og hans puls og blodtryk har på det tidspunkt kun været en anelse forhøjet. Den første tid begyndte kvinden på samme måde som Jesus at koncentrere sig om at finde en acceptabel stilling. Det har spændt i ben og ryg, og hun skiftede ofte vægten fra fod til fod. Men hælpladen var lille, og hun måtte forblive i næsten samme position. Hun missede mod den opstigende sol og har givet følt sig tørstig. Hendes blodtryk er steget ganske let yderligere, og hvor pulsen i hvile er omkring 60 slag i minuttet, er den hos kvinden steget til omkring 100, ikke mere end pulsen stiger på en langsom gåtur. Jesus har på samme stadium også haft en let yderligere øgning i blodtryk og puls. Blodtilførslen til hans muskler og indre organer er faldet; men blod- og ilttilførslen til hans hjerne har på det tidspunkt været normal, og selv om Jesus har følt sig tørstig og tiltagende forpint, kunne han ifølge evangelierne føre samtale og var ved fuld bevidsthed. På tv-optagelserne kan vi se, hvordan kvinden efter et kvarter trak sig mere og mere ind i sig selv, hun har formentlig mærket små anfald af kvalme komme og gå, og hun har måttet koncentrere sig for at holde ud. Hendes hjerte slog hurtigt nu, men nu var hendes blodtryk vigende. Ilttildelingen til hjernen faldt, bare en smule, ikke nok til at hun besvimede, kun nok til at hun har følt sig træt og lidt forkvalmet. Kristus har på et tidspunkt følt det samme, og måske har de omkringstående mærket, hvordan han trak sig ind i sig selv. Efter tre timers fæstelse, står der i evangelierne, »blev himlen mørk«, måske et ordbillede af, hvordan han umiskendeligt fik det dårligere. Jesus har også mærket små anfald af kvalme, og den nedsatte blodgennemstrømning i huden har gjort ham bleg og forpint at se på. Men han har stadig været samlet, og til det sidste har han frit kunnet trække vejret. Ifølge Markus og Mattæus skal han, umiddelbart før han blev livløs, med høj røst have påkaldt og anklaget sin Gud: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«. Derpå er hans blodtryk faldet kraftigt, og hans hjerte har pludselig slået ganske langsomt: Blodgennemstrømningen til hans hjerne er faldet alvorligt, og han har kun nået at tænke, at han fik en smule kvalme, og at lyde omkring ham blev fjerne, før ... alt blev sort. På ganske samme måde gik det kvinden, der ganske uden forudgående varsel pludselig besvimede og faldt til jorden. Som Jesu er hendes blodtryk også pludselig faldet kritisk, og hendes hjerte har slået langsomt. Som vist på tv vågnede hun hurtigt, og fraset knubs og skrammer er hun heldigvis sluppet uden men. Besvimelsestilfældet er da også i sig selv ganske ufarligt, og hvis man blot kommer ned at ligge, kommer man sig hurtigt. Det blod, der er ophobet i benene, skal blot have lov til igen at strømme til hjerte og hjerne. Det ligger snublende nært at forestille sig, at den historiske Jesus, som kvinden, hurtigt kom ned og på den måde hurtigt vågnede. Resten er en overfortolkning. Som nævnt er korsfæstelsen først et videnskabeligt samtaleemne fra omkring midten af det 19. århundrede. Heinrich Paulus, professor i teologi ved universitetet i Heidelberg, forsøgte således at give fornuftsforklaringer på de fleste af Det Ny Testamentes mirakler. For eksempel forestillede han sig, at det, at Jesus skabte mad til flere tusinde mennesker af en smule brød og fisk, i virkeligheden var en form for sammenskudsgilde, der senere fik et mindre twist i genfortællingen (Ehrmann, 2001). Heinrich Paulus fremsatte også den tanke, at Jesus blot var »skindød«, og hans genopstandelse blev forklaret ud fra historien om den romerske soldat, der ifølge Johannesevangeliet (19,34) stak Jesus i siden med et spyd. I 1800-tallet var åreladning fortsat et mirakelmiddel mod det meste, og det virkede for Heinrich Paulus oplagt, at den behandling måtte have reddet Jesus. Åreladning er imidlertid gået af mode, der er ikke tale om nogen brugbar behandling af nogen som helst sygdom, og vi har manglet en logisk forklaring på, hvordan den historiske Jesus overlevede korsfæstelsen. Læger, der før har spekuleret over korsfæstelse, har forsøgt at forklare døden ud fra en hypotese om, at positionen med langvarigt at stå eller hænge med armene ud til siden nok har kvalt den fæstede. Når en patient indlægges på hospital med alvorlige vejrtrækningsproblemer, er det første, man gør, imidlertid at lejre dem siddende med armene ud til siden, og det virker ulogisk, at netop denne stilling skal have skylden. Konklusionen, at korsfæstede døde af vejrtrækningsbesvær, hviler da også på en mistolkning af foreliggende øjenvidneskildringer af ubehagelige torturseancer fra før Første Verdenskrig. Hvis Jesus var i stand til med kraftig røst at anråbe sin Gud, umiddelbart før han blev livløs, understreger det kun, at hans vejrtrækning ikke har fejlet noget. Prøv blot selv at råbe så højt, at du sikrer dig tilskuere adskillige meter væk (og din Gud i himlen kan høre det): »Elí, Elí! lemá sabaktáni« (aramæisk for »Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?«). Tro mig, det har jeg aldrig set en mand på vej i respiratoren være i stand til. Man besvimede og døde på et kors, fordi man blev tvunget til at holde sig stille og opret. Jagerpiloter besvimer, når de 'trækker for mange g' i retning af deres fødder. Centrifugalkraften slynger blodet, der burde strømme til lunger og hjertet, ned imod fødderne, og piloten besvimer, når blodgennemstrømningen til hjernen falder ('blackout'). Det samme sker, selv om man ved Jordens overflade blot 'trækker en enkelt g' i retning af fødderne, altså blot hænger stille med benene nedad (Lav Madsen, 2003). Det tager oftest blot lidt længere tid end i et fly. På Rigshospitalet har vi i årevis undersøgt, hvad der sker, når man bliver helkropsvippet med hovedet opad, en kropsposition, der minder om korsfæstelse. Helkropsvipning er en model for blødningschok, og resultaterne af vippebordsundersøgelserne har dannet grundlag for en moderne strategi for styring af kredsløbsfunktionen hos kritisk syge patienter. Resultaterne har også fortalt os vigtigt nyt om årsagen til besvimelsestilfælde, en af de hyppigste årsager til, at patienter indlægges på hospital, og resultaterne har altså også bragt os forklaringen på, hvorfor man dør under korsfæstelse. Under vipning, som under korsfæstelse, akkumuleres blod langsomt i benene, idet tyngdekraften trækker en stadig større mængde blod ned i benenes og bækkenets blodårer. Smerte, tørst, varme og den første blødning efter tortur har i sig selv stresset kredsløbet hos den fæstede, men tyngdekraften er den største synder. Når blod ophobes i benene og dermed ikke længere frit strømmer til hjertet og lungerne (hvor der er tvingende brug for det), ses de ændringer i puls og blodtryk, som også kvinden og Jesus har undergået. På et tidspunkt bliver blodmængden i hjerte og lunger for lille, og som en konsekvens heraf falder blodtrykket og pulsen kritisk. Det skete for den 44-årige kvinde, og det skete for Jesus Kristus af Nazaret, præcis som det skete for de mange tusinde andre, romerne henrettede ved korsfæstelse. Kommer man hurtigt ned at ligge, er blodtryksfaldet ikke farligt; man oplever et anstrøg af svimmelhed, som når man rejser sig for hurtigt fra sengen om morgenen, men man kommer sig i løbet af sekunder. Kommer en besvimet korsfæstet ikke ned fra korset, vil han imidlertid udvikle chok og dø af den skade, som iltmangelen udøver på hjernen. At Jesus klarede hele seks timer på korset og den unge kvinde blot 20 minutter, skyldes formentlig, at Jesus blev korsfæstet med bøjede ben. Når benene er bøjede, vil blodet i dem ophobes meget langsommere. Det er et yndet tidsspilde blandt læger at give sig af med forklaringer på historiske mænds og kvinders sygdom og død. Og der er naturligvis en vis sport i at forklare døden for den kendteste i den vestlige kultur, men det er ikke gået alle forklarerne lige vel. Heinrich Paulus' åreladningsteori vedrørende Jesu umirakuløse genopstandelse blev af flere betragtet som blasfemi, og årene efter publikationen af hans hypotese bragte problemer. Hans forklaring var i øvrigt heller ikke god. Hvis det er sandt, at en soldat gennemborede Jesus, har det ikke hjulpet ham, tværtimod. Yderligere blødning har blot forværret hans chance for at opretholde en normal blodmængde i hjerte og lunger. Hvis nogen romersk legionær gjorde noget godt for Jesus, har det været ham, der rakte Jesus en vædet svamp og dermed gav ham en chance for en smule restitution af en svindende blod- og væskemængde. Josephus, den jødiske historiker fra det første århundrede e.Kr., er ikke blot kendt som en af de få, der har givet ekstra-bibelsk reference til Jesus af Nazaret, han er også kendt for beskrivelsen af, hvordan en af hans venner overlevede en korsfæstelse. (I vennens tilfælde, da Josephus bestak sig til at få ham ned). Og selvfølgelig kan man overleve en korsfæstelse, og selv blodtryksfald og livløshed udviklet under korsfæstelse er ikke ensbetydende med død. Blivende skade indtræffer først efter 5-6 minutters svært blodtryksfald. Hvis man hurtigt kommer ned fra korset, vil man vågne igen og være så rask som før. Se blot den 44-årige kvinde. Og vedrørende Jesus har nogle beretninger argumenteret for en hurtig nedtagning; ifølge jødisk skik måtte man således ikke forblive fæstet natten over (5. Mos. 21,23). Måske faldt han endda ned, ligesom kvinden. Teksterne synes enige om, at Kristus først genopstod på tredjedagen, men denne tidsangivelse overholder ikke et vigtigt bibelkritisk kriterium, kriteriet vedrørende 'uensartethed': »Tredjedagen« ekkoer tidlige jødiske skrifter af dødes genopstandelse og er derfor formodentlig lige dele øjenvidneberetning, lige dele opdigt (Ehrman, 2001). Korsfæstede døde ikke af udmattelse eller lufthunger, de døde af et reflektorisk blodtryksfald, der først førte til et (banalt) besvimelsestilfælde, siden til organskade og død. Troens Jesus Kristus af Nazaret gik durk igennem døden; den historiske Kristus kom formentlig hurtigt ned fra korset og kom sig af sit besvimelsestilfælde. Strix Television tilbød mig venligt at gennemse råbåndene, og jeg har set hvert sekund af kvindens korsfæstelse; der er ingen tvivl om, at kvinden udviklede et ganske almindeligt besvimelsestilfælde.