Kernen i dansk udenrigspolitik - varetagelse af nationens interesser over for andre lande fortrinsvis i vort nærområde - har i over 70 år været at tilslutte sig et allerede etableret europæisk samarbejde, skabt af andre og formet af dem tilpasset deres interesser. Vores indtræden har været tøvende og nærmest modstræbende. Danmark har sjældent underskrevet traktater om samarbejde med andre europæiske lande uden tilhørende forbehold, undtagelser, tillægsprotokoller, erklæringer om Danmarks stilling plus ensidige danske proklamationer om, hvad vi ikke ville være med til. Man skal lede længe for at finde danske politiske tilkendegivelser - de findes, men er få - af, hvad vi vil, men oversvømmes af udsagn om, hvad vi ikke vil. Der tegner sig et billede af et land, der afviser at påtage sig ansvar, er allergisk over for at tage initiativer, sidder på gærdet og venter, prøver at stoppe eller bremse, hvad andre foreslår, hvorefter vi hopper ned med et ben på hver side. Danmark skal slippe billigst og nemmest igennem - nyde fordelene, men yde samt betale mindst muligt. I 1945 meldte Danmark sig som allieret nation ved FN's oprettelse efter under krigen at have leveret 10 procent af Nazitysklands fødevareforbrug og have haft flere danske i tysk end i allieret krigstjeneste! LÆS OGSÅDanmarks enegang får konsekvenser, når vi får brug for EU I Nato drejede det sig om britisk og amerikansk tilsagn om tropper til Danmark (forstærkninger) for at forsvare dansk territorium, uanset at vi ikke selv ville betale for et ordentligt forsvar med udgifter målt over for bruttonationalproduktet i bunden af Nato-skalaen. I EU drejede det sig og gør det stadig om fordele for Danmark uden tanke på bidrag til solidaritet og udvikling af Europa som økonomisk tyngdepunkt, uanset at det er en central dansk interesse. Nogle føler sig givetvis brøstholden over denne karakteristik. Derfor vil jeg gerne - inspireret af mine oplevelser som departementschef - fremlægge en liste over Danmarks forbehold og undtagelser med deres eget budskab. Nogle vil mene, at det er udtryk for optimal varetagelse af danske interesser, i og med at vi er sluppet igennem med den holdning og har opnået det maksimale resultat for Danmark. Mest muligt for mindst muligt. Andre - og dem tilhører jeg - mener, at det afspejler en holdning, som, hvis den blev anlagt af andre nationer, ville underminere ethvert forsøg på internationalt samarbejde.
Komisk nok begynder listen med Danmarks underskrivelse af Antikominternpagten 25. november 1941 i Berlin. Den danske regering accepterede underskrivelse, forudsat at denne blev ledsaget af en tillægsprotokol med fire forbehold. Efter et nervepirrende mellemspil lykkedes det udenrigsminister Scavenius i Berlin at få noget igennem, der med god vilje svarede til bemyndigelsen.
