Min kibbutz er væk. Den hedder Hefzi-bah, og stedet er her stadig, husene ligger smukt ved foden af bjerget Gilboa i det nordlige Israel, markerne breder sig ud over dalen.
Her lever mennesker, og nogle af dem er blandt mine bedste venner, så jeg bliver ved med at komme i min kibbutz. Men ideen er forsvundet: Den kollektive livsform er afskaffet, børnehuset er lukket efter arbejdstid, og den store spisesal ligger ubrugt hen midt i bebyggelsen som en kun alt for symbolsk ruin.




























