Så vidt jeg kan se, er det en højst original idé, Nivaagaard her har fået med at arrangere en udstilling, der tager sit udgangspunkt i, hvad just en kunsthistoriker har betydet for en række kunstnere, hvoraf i hvert fald nogle af dem hører til de interessanteste i samtidens Danmark. Som regel arbejder en kunsthistoriker med at få hold på og fortolke forgangne tiders kunst, i fred for at blive sagt imod af de længst hedengangne selv, der skabte denne kunst. Eller også optræder kunsthistorikeren i ord og gerning som talsmand for et udvalg af samtidens kunstnere ikke sjældent med den pågældende kunstner selv som en slags spindoktor bag historikeren. Når jeg tænker tilbage på mine egne mange år som kunsthistoriker, kan jeg ikke rigtig komme på noget tilfælde, hvor en fagfælle haft nogen særligt afgørende betydning for en kunstners arbejde. Altså med undtagelse af netop kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, talsmanden for 'Den store stil' i de første årtier af det forrige århundrede. Jeg tvivler på, at den fornemme Julius Lange, hvis apollinske (med Nietzsches ord!) kunstsyn den dionysiske Wanscher brød med, fik anden betydning for samtidens kunst end den, der fulgte med Langes magtposition i det, man i dag betegner som 'kunstinstitutionen'. Magten besad også den efter min mening utåleligt bedrevidende Niels Lauritz Høyen omkring 1800-tallets midte, og han fik i høj grad betydning som ideolog for sin samtids kunst, men hvad han afstedkom var vel nærmest at spærre de danske kunstnerne inde i den ulyksalige nationalisme, som var en følge af de storpolitiske begivenheder mellem 1848 og 1864; man blev sig selv nok. Wanscher, derimod, fik aldrig rigtig nogen anden magt end den, hans ord og tanker gav ham. Men både ord og tanker groede frem af en nysgerrighed og en lærdom og en udfarende kraft, som næppe nogen anden dansk kunsthistoriker har besiddet. Han var Julius Langes elev som kunsthistoriker, men brød med ham og gik nye veje. Han beherskede de klassiske sprog og lærte sig senere i livet oldegyptisk. Han var udøvende maler, billedhugger og arkitekt. Han var gennemmusikalsk, spillede selv, var velbevandret i musikteori og skrev f.eks. en indtagende bog 'Om Mozarts Don Giovanni', hvor han ikke bare utroligt kompetent analyserer sig frem til genialiteten i den måde, Mozart svøber da Pontes tekst ind i musikalske udtryk på, men bringer også en karsk og mundrap oversættelse til dansk af teksten. Dette gennemlevede forhold til alle kunstarterne manifesterede sig ret overraskende, da Det Kgl. Teater i 1935 lod ham udføre dekorationerne til 'Barberen i Sevilla'; jeg overværede som teenager en opførelse, og jeg husker den stadig som en mageløs oplevelse for både ører og øjne. Han var helt fortrolig med højdepunkterne i den vesterlandske litteratur og kunne, efter sigende, en aften igennem i venners lag recitere lange partier af Vergil og Dante og Torquato Tasso på henholdsvis latin og italiensk. Sine kunsthistoriske bøger illustrerede han med egne analytiske tegninger og akvareller efter Raffael, Michelangelo og så videre, og når det gjaldt arkitekturhistorien, blev teksten forklaret med hans egne opmålinger efter templer, paladser og kirker. Som elev af Martin Nyrup var han ikke bare i stand til at opmåle, men også til selv af projektere de huse, han boede i. De opmålinger, han gengav i sine bøger, er, efter onde tungers sigende, dog ikke altid korrekte: Han målte op for helt ud at fatte den hemmelighedsfulde geometriske harmoni, der må have ligget til grund for arkitektens arbejde; men når det så viste sig, at harmonien efter Wanschers opfattelse svigtede lidt her og der, så korrigerede han sin opmåling under henvisning til, at her må entreprenøren have målt forkert. I masser af år var Wanscher Kunstakademiets lærer i kunstens historie, og da jeg selv i 1939 begyndte at studere kunsthistorie, var det en given sag at følge hans ugentlige forelæsninger i den propfulde, store sal. Forinden havde man kunnet se den lille, tætte mand varme op, stormende utilnærmelig frem og tilbage på Kunstakademiets Bibliotek i dyb koncentration, ikke ræd for at give en mildt alkoholiseret Otto Gelsted, eller hvem der ellers kom ham på tværs, et los i ryggen. Forelæsningerne var intense, de blev ledsaget af lysbilleder - fotografier eller hans egne opmålinger og tegninger efter de store mestres malerier. Alle lyttede i åndeløs spænding, for talen var altid passioneret og båret af en dybt personligt gennemlevet, vel nærmest eksistentiel, stillingtagen til sit emne, der altid viste vej til det store og det største. Endnu i begyndelsen af 1940'erne skrev han meget ofte kronikker i Politiken. De gik lige til sagen i et herligt knapt og klart sprog, og perspektiverne var storslåede: Én af dem bragte et forslag om at fjerne sejladsen fra Københavns indre havn og i stedet bygge boligkvarterer langs havnefronten, terrasseformede blokke, med hvad han selv kaldte »hængende haver« (ligesom i Babylon!) på søsiden nøjagtig det, som man desværre kun halvhjertet og ufuldstændigt har forsøgt at virkeliggøre i de senere år, godt og vel et halvt århundrede efter Wanscher. Andre kronikker tog udgangspunkt i hans besættelse af de gamle egyptere, hvis sprog han som ældre satte sig ind i og som ledte ham til så utrolige - og mildt sagt utroværdige - resultater som, at guldhornenes billeder og indskrift måtte føres tilbage til egypterne, der i øvrigt også havde givet byen Sæby sit navn og måtte have leveret Vendsysselbønderne deres rødbrogede køer. Grandiose visioner på tværs af tid og rum og al sandsynlighed. Men medrivende læsning for den tyveårige. Onde tunger mumlede, at Wanschers besættelse af egypterne bundede i hans trang til at fraskrive jøderne enhver form for selvstændig kultur; efter hans mening skulle de nemlig have hentet hele molevitten hos egypterne. Og den slags tanker var farlige i 1940'erne. Noget gik helt galt, men det skulle der nu ikke meget til under besættelsen. I grunden tror jeg det hele drejede sig om næsten ingenting, vist mest af alt om noget så grundlæggende upolitisk som at få frigjort den Store Stil i kunst og tænkning, der lå ham så dybt på sinde. Den skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Wanscher var en hidsigprop, og engang, hvor studenterne på Kunstakademiet protesterede over noget, han havde sagt, skal han i raseri være faret tværs over Kongens Nytorv for at klage til tyskerne på Angleterre. 5. maj blev han arresteret, men derudover skete der ikke andet, end at han blev afskediget fra Kunstakademiet uden pension og frataget den efter sigende livsvarige fondsbevilling, han hidtil havde modtaget. Han forsvandt ud af samfundet. Bøger fra hans bibliotek dukkede op i Fiolstrædes antikvariater, ofte forsynede med tegninger og noter i hans klare håndskrift. Engang i1950'ernes anden halvdel ringede han til mig på museet, formentlig fordi jeg var den eneste, han ikke kendte, og vi derfor ikke havde nogen høns at plukke med hinanden. Spørgsmålet var, om Kobberstiksamlingen ville købe hans talløse dagbøger, som var fulde af tegninger og akvareller. Jeg cyklede ud til villaen på Fortunfortvej, som han selv havde tegnet. Blev budt indenfor af den tætbyggede, velklædte, lyslevende og ukuelige mand, der mest af alt mindede mig om en britisk landadelig. Vi gik ind i en mægtig stue eller sal, der var to etager høj, husets eneste egentlige rum. Jeg troede knap mine egne øjne, for på den høje endevæg hang Raffaels 'Kristi Gravlæggelse', et af Tintorettos vidunderlige malerier fra Markuslegenden og et hovedværk af Correggio. I det sene eftermiddagslys tog de sig ud som originaler, men det var naturligvis Wanschers kopier. Høje vinduer på den tilstødende langvæg gav udsyn over en lille have i let antydet barokstil. Foran et af vinduerne stod arbejdsbordet, hvor en foliopublikation af et egyptisk papyrushåndskrift lå åbent sammen med Wanschers egne notater. Den modsatte langvæg var gennemskåret på tværs af en trappe, som førte op til et galleri. Hele væggen rummede hans bibliotek, og foran på gulvet stod et cembalo med opslåede noder. .. Galleriet førte videre til rummets anden smalle side, til en balkon, ligesom pulpituret i en kirke. Balkonens ene tredjedel var udfyldt med en landsbykirkes orgel, mens de resterende to tredjedele var en barok facade med vinduer ud mod stuen, ligesom de loger, man ser i Christians Kirken, og inde bag vinduerne havde ægteparret deres sovekammer. Han og jeg kom straks i livlig samtale om kunst, musik og tilværelse og dagbøger. Wanscher gik op til orglet og spillede, mens hans kone Hilda trådte bælgene. Vi så på en stak dagbøger, og Wanscher sagde: »Man har kaldt mig antisemit, men det er ganske forkert. Jeg vil have æresoprejsning, derfor skal De gå op til departementschefen og sørge for, at jeg får et ridderkors«, underforstået: Så får Kobberstiksamlingen dagbøgerne. Jeg hældte vand ud af ørerne. Dagbøgerne var prægtige sager i gamle pergamentbind fulde af notater, tegninger og akvareller. Vi drak te under pulpituret og snakkede ivrigt. Dagen var uforglemmelig, jeg havde svært ved at løsrive mig. Næste morgen løb jeg på sønnen, arkitekt Ole Wanscher, fortalte ham henført om besøget og tilføjede, at det der med ridderkorset nok ikke var ganske let. »Åh nej« sukkede Ole. Næste morgen igen havde jeg Wanscher selv i telefonen: »Hvad i alverden bilder De Dem ind, sådan at diskutere mine private forhold med fremmede?«. Det blev trods alt til et nyt besøg, og denne gang medbragte jeg rigsbibliotekar Birkelund, som rådede over flere midler end Kobberstiksamlingen og derfor kunne købe de spændende dagbøger til Det Kngelige Bibliotek for en anstændig pris. Det her var et erindringsglimt fra, hvad man kunne kalde 'forfaldstiden', som trods alt måske ikke var så forfalden endda.Og nu tilbagetil grundtemaet i Wanschers tænkning og forskning: 'Den store stil' - hvad vil det så sige? I 1921 udsendte han en bog, der hedder 'Italien og den Store Stil'. I en række essays analyserer han her mesterværker inden for arkitektur, billedkunst, digtning og musik fra de gamle 'rommere' (som han selv kaldte dem!) til barokken. Allersidst i denne prægtige bog spørger han sig selv: »Hvad er saa egentlig 'Den store Stil'?«. Og jeg vil gerne citere, hvad han svarede: »'Den store Stil' er Alvoren i Kunsten ... Alvoren er Sjælens Fornemhed, Tankens fulde indre Renhed: den hvori det mindre bliver stort ved den rette Betoning; den, der aabner Øjet for Tingenes Helhed, sluttelig ogsaa for Tingenes Sammenhæng. ... Det gælder at have en førstehaands Interesse for en Mands Væsen, at kunne spore hans Stilling til det, han vil sige, og forstaa hans Afgræsning af Sagen, hans Maade at beaande denne. Vi vender altid tilbage til Horatius som den uforlignelige intelligente; og til Vergilius som den sørgmodige og store Skildrer af Bølgen, der voxer og vælter og kaster det sorte Sand højt i Vejret. Dante, der elsker Vergilius, ser alting tydeligt og enkelt for sig; derfor siger han om Kæmpen Antæus, at han bøjer sig ned og atter rejser sig, ligesom man rejser en Skibsmast: Hvem finder de store Sammenligninger uden den, der har Storheden i sit eget Væsen, den som er sand? Kun han kan lære af Mestrene«. Det kan man kalde for et brag af en programerklæring om, hvad det gælder at forstå, når man som vesterlænding lytter, læser og ser på musikkens, digtningens, arkitekturens og billedkunstens værker, eller når man selv er skabende kunstner. For et ungt menneske som mig, med en glubende appetit på at vide og forstå, åbnede han portalen til en stor, vidunderlig verden. På udstillingen får vi at se, hvad hans tanker kom til at betyde for en række kunstnere i en kaotisk og rådvild tid. Men nu, så mange år senere, aner jeg, at der i disse tankers pragt gnaver en orm. Ormen bor i de afsluttende ord: »Hvem finder de store sammenligninger uden den, der har storheden i sit eget væsen, den som er sand?« ... Wanscher mente jo selv at have fundet nøglen til det store og har måske derfor set sig selv som både stor og sand, hvilket kan være farligt, for storhed står jo som bekendt for fald. I hvert fald når det drejer sig om den ydre storhed. Den indre, som åbenbarer sig i Wanschers værk, er jeg dog overbevist om vil bestå.