Det hele kunne være endt med den ukønnede formering. Verden havde stadig været stor og frodig, men vi havde ikke haft de enorme biologiske tilpasningsmuligheder, der opstod, da arters videreførelse blev overladt til mødet mellem to køn. Og vi havde slet ikke haft store pattedyr, der kunne sidde og spekulere over, hvorfor kønnene mon er så forskellige. Hvornår hjernen opstår og begynder at blande sig i formeringen, ligger ikke fast og kompliceres i nogen grad af usikkerhed over, hvor mange nerveceller der skal til, før man overhovedet vil bruge betegnelsen 'hjerne'. Et godt stykke op i dyrerækken er det tilsyneladende heller ikke et organ, der er særlig vigtigt. En kakerlak, der mister hovedet, dør ikke af tabet af sine hjerneceller, men fordi den ved samme lejlighed mister sin mund og derfor sulter ihjel. Alligatoren, der har en hjerne på 8 gram, har alligevel overlevet uanfægtet i over 200 millioner år. Sammenhængen mellem kropsstørrelse, hjernestørrelse og kønsforskelle varierer en del inden for dyreriget. Som regel vil hannerne være større end hunnerne og tilsvarende være udrustet med en større hjerne. Det gælder dog ikke altid, f.eks. er hannen hos visse edderkopper og hjuldyr væsentligt mindre end hunnen, men stadig et selvstændigt individ. I mere ekstreme tilfælde er de såkaldte dværghanner permanent forbundet med de langt større hunner, som man f.eks. kan se det hos dybhavsfisk og pølseorm. Hos den afsindigt grimme tudsefisk hæfter hannen sig fast på hunnen og vokser efter nogen tid helt sammen med hende. Hannen får næring og ilt fra hunnen og kan koncentrere sig om at producere sæd, og den gydeklare hun har altid en moden han parat. Hos de større pattedyr er hannen som regel størst, men det synes ikke at anfægte hverken myreslugeren eller bardehvalerne, der begge har større hunner end hanner. Hos mennesket er mænd større end kvinder, og det gælder også deres hjerner. Size matters - eller? Man har indtil for nylig ikke vidst, om en stor hjerne også var ensbetydende med mange hjerneceller. Gennem de seneste årtier har vi inden for hjerneforskningen set en stor udvikling i kendskabet til antal og størrelse af hjernens basale byggestene: nerveceller, støtteceller og netværket imellem dem. Eksempelvis er det blevet muligt at tælle antallet af hjerneceller i hjernebarken - det område af vores hjerne, som bl.a. er medansvarligt for styringen af vores højere intellektuelle færdigheder, såsom evnen til abstrakt tænkning, og vores personlighed. Vi ved, at hjernen er et dynamisk organ, der forandrer sig livet igennem. Forandringerne er et resultat af et menneskes aktivitet, interaktioner og oplevelser. På trods af ny forskning, der peger på, at hjernen måske kan danne nye nerveceller selv i voksenalderen, holder vi endnu fast på, at antallet af nerveceller i hjernebarken ikke kan vokse eller gendannes - vi må klare os med dem, vi har. Allerede lidt over halvvejs gennem fostertilstanden er alle de nerveceller dannet, som findes i hjernebarken hos voksne. I den sidste halvdel af fostertilstanden sker væksten i hjernebarken med 173 millioner nye celler per dag, svarende til cirka 12.000 celler per minut. Det er altså vigtigt, at vi passer godt på de gravide piger. Vi fødes med en hjerne, der er flere gange mindre end den voksne hjerne, og cellerne ligger derfor stuvet sammen, men ikke længe. De første leveår vokser hjernen til næsten fuld størrelse. Fordi hjernen vokser hurtigere end resten af kroppen, dingler små børn i 2-3-års alderen rundt med deres alt for store hoveder på deres små stilkehalse. Inde i hovedet er der travlt, cellerne skal have dannet deres netværk og luget ud i forbindelserne, så de bliver, præcis som hjernen vil have det. På dette tidspunkt er kønshormonregulerende hjerneområder forskellige hos piger og drenge. Vi har længe vidst, at mænds hjerner gennemsnitligt vejer cirka 150 gram mere end kvinders, idet gennemsnitsvægten for en kvindes hjerne er cirka 1.250 gram, mens den for en mands hjerne er cirka 1.400 gram. Men det er først for nylig, vi har opdaget, at forskellen i vægt ledsages af en forskel i antallet af celler. Vi ved nu, at en kvinde gennemsnitligt har cirka 19 milliarder nerveceller i hjernebarken, mens mænd i gennemsnit har cirka 23 milliarder. Gennemsnitligt har mænd altså 4 milliarder (eller 17 procent) flere nerveceller i hjernebarken end kvinder. Vi kender ikke årsagen til denne kønsforskel. Vi ved heller ikke, hvad mændene bruger de flere nerveceller til, men forskellen er overraskende stor i sammenligning med andre kønsforskelle - også set i lyset af vores daglige erfaringer. Men som en mandlig kollega engang sagde til mig: »Jeg ved ikke, hvad andre mænd bruger de der 4 milliarder nerveceller til, men jeg bruger mine til at forstå kvinder. Og det kan jeg godt sige dig, Bente, 4 milliarder ekstra, det er slet ikke nok!«. Mandens overskud af nerveceller er ikke umiddelbart lokaliseret til bestemte områder af hjernen (som for eksempel den del af hjernebarken, der styrer arme og ben), men derimod fordelt over hele hjernebarken. Det større celleantal skyldes altså ikke udelukkende kønsforskelle i legemsstørrelse og muskelmasse. Deler man de to køn op og sammenligner mænd og kvinder hver for sig, er der ikke nogen sammenhæng mellem kropsstørrelse og antallet af nerveceller i hjernebarken hos nogen af kønnene. En stor flot mand kan ikke stå foran spejlet om morgenen og føle sig tryg ved, at hans hjerne strutter af celler, han kan sagtens have færre end det klejne avisbud, der netop smuttede forbi. Samtidig med kønsforskelle i nervecelleantal ses en tilsvarende kønsforskel, når man undersøger nervecellernes fraførende ledningsbaner. Disse ledningsbaner kaldes axoner, og deres funktion er at forbinde nervecellerne med hinanden. Mænd har gennemsnitligt 16 procent længere axoner end kvinder. Det bliver ofte sagt, at kvinders hjerner har et mere udbygget fibernetværk end mænd, og at de har flere forbindelser mellem hjernens to halvdele. Det skulle forklare, hvordan kvinder tilsyneladende er i stand til at foretage sig flere ting på samme tid. Dette har i de senere år vist sig næppe at være rigtigt. Når mænd er 20 år gamle, har de gennemsnitligt en samlet axonlængde i hjernen på 176.000 km, svarende til fire en halv gang rundt om ækvator. Til sammenligning har en jævnaldrende kvinde en axonlængde på 149.000 km. Er det så en fordel at have mange nerveceller og lange fibre? Og hvori består i givet fald fordelen - hvordan ses den i færdigheder og adfærd? Der er ingen forskel i intelligenskvotienten (IQ) mellem mænd og kvinder. Det kan ikke undre nogen, for de fleste IQ-test er netop skruet sammen, så de giver samme resultat for de to køn. Fortolkningen af, hvad en intelligenstest måler, er en kendt pressebombe, og det fremkalder næsten hver gang ophedede diskussioner, når nye resultater bliver fremlagt. Et af problemerne er netop fortolkningen. Diane Halpern skriver i sin bog 'Sex Differences in Cognitive Abilities', at hun i en samtale med en mandlig psykolog fortalte ham, at piger får højere karakterer i skolen end drenge, mens drengene tester højere på visse færdighedsprøver. »Det betyder bare, at skolerne giver drengene dårligere muligheder end pigerne«, sagde psykologen. Muligvis, mente Diane Halpern, men det kunne også betyde, at de udvalgte færdighedsprøver stiller pigerne dårligere end drengene. To forskellige fortolkninger af det samme resultat, fordi den holdning vi har, inden vi overhovedet ser resultaterne, spiller ind på den tolkning, vi giver dem. Det er ikke let at være objektiv. At IQ spiller en vis rolle for folks livsforløb, er ikke overraskende, så kan vi altid diskutere, hvad 'vis' står for. Men der vil naturligvis altid være undtagelser. Det er næppe særlig vigtigt, om du har en IQ på 100 eller 145, hvis du er verdens hurtigste på 100 meter hæk, men det kan gøre en forskel, hvis du har planer om at blive astrofysiker. Det bliver ofte diskuteret, hvor stor en rolle arv og miljø spiller for IQ. Meget flotte, bl.a. danske, adoptionsundersøgelser viser, at IQ hos søskende, som bortadopteres til forskellige familier, i voksenalderen ligner hinanden lige så meget som IQ hos søskende, der vokser op sammen. Sammenholdes det med undersøgelser lavet på enæggede tvillinger, der er opvokset hver for sig, kan man groft slutte, at mindst 25 procent af den samlede variation i IQ mellem søskende er arveligt betinget. Men også miljøet spiller naturligvis ind, nogle gange mere end andre. En intelligensundersøgelse af Teasdale og Owen viser bl.a., at IQ hos unge danske værnepligtige målt ved session flyttede sig 8 point opad i årene fra 1959 til 1989. Præcis hvad der havde så stor en indvirkning på IQ, er ikke klart, men en kombination af en række heldige tiltag, herunder større sundhed og bedre skolegang, er den mest naturlige forklaring. Det er måske interessant at minde om, at det var i samme tidsperiode, kadaverdisciplinen i skolerne blev radikalt neddroslet. Hvor sindene let kommer i kog over IQ, hersker der helt anderledes ro og harmoni, når man ser på de test, der viser kønsforskelle på en række specifikke områder. Sprogligt er der f.eks. en kvindelig overvægt, piger lærer almindeligvis hurtigere at tale end drenge, og de har færre sprog- og læseforstyrrelser. Drenge og mænd er derimod bedre til opgaver, der kræver god rumlig forståelse, de løser visse regneopgaver bedre end piger, og de er dygtigere til opgaver, der kræver et godt måløje som f.eks. dart. Forklaringen på disse kønsforskelle spekuleres der over til stadighed. Det bliver som tidligere nævnt ofte hævdet, at corpus callosum (hjernebjælken), der forbinder nerveceller fra den ene hjernehalvdel med nerveceller fra den anden hjernehalvdel, er større hos kvinder end hos mænd, og at det måske kan forklare nogle af adfærdsforskellene. Der er i sandhedens navn skrevet meget sludder om denne struktur. Allerede starten var pebret. I 1905 foreslog anatomen Spitzka, at størrelsen af corpus callosum var relateret til »men of eminence«, og stor var hans begejstring, da en kollega, der var kendt for sit gode hoved, efter sin død afslørede en corpus callosum langt over gennemsnittet. Tilsvarende stor blev derfor forvirringen, da en mand af umiskendelig afrikansk herkomst kort efter afslørede en corpus callosum, der også var langt over gennemsnittet. Hvordan kunne hjernebjælken hos en mand fra det mørke kontinent nå op på sådan en størrelse? Spitzka have kun én forklaring, han måtte have været »an obscure genius«. For en tid dalede interessen for disse interhemisfæriske forbindelser. Det største nyere videnskabelige arbejde er fra 1997, hvor to forskere foretog en såkaldt metaanalyse. De fandt, at store hjerner tenderer til at have en stor corpus callosum, mens små hjerner har en, der er mindre. Der er dog først og fremmest en stor spredning i størrelsen, og undersøgelsen fandt ingen forskel mellem mænd og kvinder. Den eneste videnskabelige undersøgelse, der rent faktisk har gjort sig den ulejlighed at tælle nervefibrene i hjernebjælken og ikke bare har målt størrelsen af den, fandt heller ingen kønsforskelle, men denne undersøgelse var lille. Det kan derfor ikke på nuværende tidspunkt afgøres med sikkerhed, om de to køn er forskellige i dette område. Der er ingen specielt stor sammenhæng mellem hovedstørrelse og IQ og nogenlunde samme svage sammenhæng mellem hovedstørrelse og hjernestørrelse. Måler man ved hjælp af moderne billedudstyr på sammenhængen mellem hjernens grå strukturer (hvor nervecellerne sidder) og IQ, bliver sammenhængen lidt bedre. Hvad ved vi så om IQ og struktur? Grundlæggeren af frenologien, Franz Josef Gall, havde en hjerne på 1.198 gram, noget under gennemsnittet for kvinder, og Anatole France og Albert Einstein kan have stået skulder ved skulder og modtaget deres nobelpriser i 1921 med prismodtagerhjerner på henholdsvis 1.017 og 1.230 gram, også pænt under gennemsnittet. Dr. John Lorber på Sheffield Universitey i England fik en dag i 1980 henvist en ung mand, fordi en kollega syntes, studentens hoved så lidt stort ud. Til dr. Lorbers overraskelse viste en CAT-scanning af hovedet, at det meste af den unge mands kranie var fyldt med væske med kun en tynd bræmme af hjernevæv presset ud mod kraniets inderside. Stor var alles forbløffelse, da det viste sig, at den anonyme unge mand, der i pressen kom til at gå under navnet »manden uden hjerne«, var en dygtig universitetsstuderende med en IQ på 126. Nu var Lorber kommet i gang, og i årenes løb beskrev han et stort antal mennesker med hydrocephalus eller 'vand i hovedet', der klarede sig langt over forventning. Det er ikke op til kronikøren at påstå, at det ligefrem er en fordel at have en lille hjerne, eller at det øger muligheden for en nobelpris, at hjernen har Einstein-størrelse, der skal nok mere til. Men historierne illustrerer, at det er uhyre vanskeligt at sige, hvad der er den egentlige strukturelle baggrund for IQ. Det er efter mange års forskning lykkedes forskere at vise, hvad alle altid har vidst, at der er forskel på de to køn. Det er dog nok så vigtigt at fremhæve, at der er langt større forskel mellem mennesker, end der er mellem køn, og at vi i forhold til resten af dyreriget er meget ens. På trods af at vi deler 99,4 procent af vores aktive gener med chimpansen, er det kun i sjældne stunder, vi mener, at lighederne er indlysende. Fra et forplantningsmæssigt synspunkt er det hensigtsmæssigt at gøre kønnene forskellige, for hvem andre end de mest henførte narcissister har lyst til at blive gift med sig selv? Tilsvarende kan det ikke nytte, at vi er så forskellige, at vi ikke får sat afkom i verden og får det bragt i vej. Som det ser ud nu, må vi nøjes med at konstatere, at der eksisterer betydelige kønsforskelle i hjernens struktur, og at disse forskelle med stor sandsynlighed er relateret til funktion. En af fremtidens udfordringer bliver at finde ud af hvordan. I mellemtiden kan vi så - trods alt - glæde os over, at det hele ikke endte med en ukønnet formering.