Politikens billedchef, Per Folkver, skrev 9. januar om fotografiet, at det ikke »mener« noget. »Fotografiet i sig selv er dumt (...). Fotografiet er en teknik, der fastholder virkeligheden. Fotografiet tolker den ikke«. Anledningen var et billede fra flodbølgekatastrofen, som Politiken havde bragt en uge tidligere, af et navngivent dansk par, der havde lagt sig på stranden for at tage sol - midt i ruinerne fra tsunamiens hærgen. Begge koncentrerer sig om solbadningen. Manden er i forvejen bronzegylden, mens kvinden har rullet sin bikiniunderdel sammen i en pølse over bagdelen for at få mest mulig sol. Omkring dem er alt smadret, og de første bunker af vragrester er samlet sammen. Bagest i billedet går to lokale folk rundt og rydder op i ødelæggelserne. Den ene har hvide handsker på. Den anden smiler, som Per Folkver rigtigt konstaterer, tilsyneladende »filuragtigt« til fotografen Martin Lehmann. De har øjensynligt begge sanset situationens forargelige absurditet. Mener dette fotografi ikke noget? Er det dumt? Gengiver det blot en ansamling af kendsgerninger? Dette udsagn er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt i den banale forstand, at det, vi ser, faktisk har fundet sted. Det er, eller det var sådan, som billedet viser. Manden havde faktisk denne bronzerede kulør. Parret lå faktisk, hvor de lå. Den thailandske arbejder fangede i et splitsekund fotografens blik. Men det er også forkert. Det er forkert i den fundamentale forstand, at ethvert fotografi er en iscenesættelse. Det er det i den banale forstand, at fotografen beskærer virkeligheden: Hvad skal med, og hvad skal ikke med? Billedet er fotografens billede, en forlængelse af hans blik og sandsynligvis udvalgt blandt masser af billeder af samme og tilsvarende situationer. Billedet er med andre ord en beslutning, der i første omgang - i fotografiets øjeblik - er truffet af fotografen og i næste omgang af Politikens redaktion: Vil vi bruge det eller ej? Skal det anbringes så iøjnefaldende, som det blev gjort, på forsiden af søndagsavisens PS-sektion? Denne kæde af beslutninger hviler på en række fotografiske og journalistiske kriterier, hvis formål er at fortælle en historie. Én bestemt historie og ikke en anden, vel at mærke. Disse kriterier kan være æstetiske, etiske eller nyhedsorienterede. Æstetiske derved, at billedet i kraft af sit motiv og sin komposition fortæller en historie om naturens uovervindelighed, sådan som man i romantikken og senromantikken skildrede vandfald, vulkaner og bjerglandskaber. Etiske derved, at billedet tematiserer det moralske dilemma, som man som turist må håndtere. Skal man involvere sig? Vise medfølelse? Eller bare pragmatisk-afstumpet leve videre? Nyhedsorienterede derved, at billedet viser, at sådan ser det ud - eller sådan ser det blandt andet ud - i Thailand lige nu. Alle disse beslutninger kan være truffet ud fra bevidste kriterier, eller de kan være intuitive, ubevidste eller indlejrede i kulturelle selvfølgeligheder. Så alene af den grund er det forkert, at fotografiet intet mener. Men det er også forkert i den forstand, at ethvert fotografi repræsenterer en forhandling mellem en iagttager og et stykke virkelighed. At tage et billede og at offentliggøre det er at gøre noget ved og med den virkelighed, billedet repræsenterer. Man tager noget ud af en kontekst og viderebringer det i en anden sammenhæng. Det må man have forhandlet om - ikke nødvendigvis spurgt om og fået lov til, men forhandlet om, fuldstændig ligesom man forhandler med modparten eller i hvert fald med sin egen samvittighed, når man omarrangerer noget, andre har skabt. Fotografen handler ved at trykke på udløseren. Men han forhandler også: Spørger sig selv og sit motiv om rimeligheden af den handling, som fotografiet er et resultat af. Men i netop dette eksempel er sagen endnu mere ligetil. Der må have foregået en forhandling i ordets helt bogstavelige betydning. Fotografen ved, hvad parret hedder. Han må have spurgt dem og må derfor enten have fået lov til eller i hvert fald sagt, at dette billede skulle offentliggøres i Politiken. De ved, at de bliver fotograferet, og de har sandsynligvis tilmed accepteret det. På tilsvarende måde har fotografen haft øjenkontakt med arbejderen i baggrunden. Også de har altså i et splitsekund indgået en overenskomst om netop dette billede, netop denne iscenesættelse. Så derfor mener fotografiet i høj grad noget i den forstand, at nogen har lagt mening i det. Det er ikke kun læserens sag. Billedet har sin egen mening, som skabes i mødet mellem en fotograf og en virkelighed, der fotograferes. Men samtidig tror fotografen eller i hvert fald billedredaktøren åbenbart, at det ingen mening har. At det er meningsløst. Denne dobbelthed, at fotografiet på den ene side formaterer den verden, det afbilder, og på den anden side foregiver at gengive verden, som den er, denne dobbelthed gælder imidlertid ikke bare for det journalistiske fotografi. Nej, den er et sindbillede på journalistikken generelt og ikke mindst på den katastrofejournalistik, der udfoldede sig omkring tsunamien i Det Indiske Ocean i dagene fra 27. december til omkring 15. januar. Også denne journalistik troede tilsyneladende på den ene side, at den gengav virkeligheden, som den var, mens den på den anden side var et produkt af sine egne forudsætninger og derfor formaterede denne virkelighed på de særlige præmisser, som den arbejdede ud fra. Hele den intense journalistiske dækning af katastrofen omkring Det Indiske Ocean var et billede af to ting: Af katastrofen. Og af de medier, der fortalte om katastrofen. 'Katastrofen i Det Indiske Ocean' var ikke virkelighed. Den var mediernes virkelighed. Det var den for det første på den måde, at der blev fortalt en historie, hvis struktur og narrative forløb var medieskabt. Det var den for det andet på den måde, at prioriteringen af den journalistiske indsats var baseret på iagttagernes, det vil sige journalisternes, mediesystemets og læsernes prioriteringer og ikke kun på det, der 'virkelig' skete, det vil sige ikke på katastrofens prioriteringer. Det var den for det tredje på den måde, at ét medie fortalte én historie, og et andet medie en anden historie. Der eksisterer en række mediespecifikke matricer, det vil sige skrevne og/eller uskrevne regler for, hvilken historie den enkelte avis og det enkelte ugeblad kan fortælle. Det var den for det fjerde på den måde, at medierne ikke blot bidrog til at fortælle, hvad der skete, men også involverede sig i det, man højstemt kunne kalde det danske sorgarbejde. Medierne har en terapeutisk funktion, og den fortælling, der blev fortalt, blev også formet herudfra. Og det var den endelig for det femte derved, at medierne ikke blot satte katastrofen på den nationale dagsorden. De fjernede den også igen. De besluttede sig for, at nu var historien slut. Medierne håndterer viden ved at informere - og ved at undlade eller ved at ophøre med at informere. Hvis bare informationssluserne stod åbne til omverdenen, ville vi blive sprængt af al for meget viden. Derfor hjælper medierne os ved at sortere fra. De hjælper os til ikke altid at vide alting - for eksempel ved at glemme. Medierne er en glemmemaskine. Lad mig uddybe og eksemplificere de fem punkter. Beretningen om tsunamien var en fortælling, og som sådan havde den en struktur. Groft sagt var forløbet som følger: De første dage var kaotisk registrerende. Der var sket noget frygteligt, som ingen havde overblik over. Det var som de indledende takter til en af de sene symfonier af Beethoven: Man er på vej mod en grundtoneart, men ved endnu ikke hvilken. Dernæst blev grundtonearten fundet. Nogle aviser forsøgte at være nøgternt registrerende. For eksempel anlagde Berlingske Tidende en vinkel, der havde det internationale samfund som implicit observatør. Andre anlagde straks et snævert dansk og aktivistisk perspektiv. Klarest var nok Ekstra Bladet, hvis hovedhistorie 29. december handlede om, hvordan deres udsendte journalist hjalp en fortvivlet dansker med at finde sin familie. Her var det 'Danmark' og 'danskere' - og avisens egen heroisme - der var det afgørende nyhedskriterium. Hvilke danskere, helst kendte, havde været involveret i katastrofen? Man genfandt kriteriet i de mange lokalaviser. Hver eneste lille danske flække havde åbenbart mindst én borger, der havde været i Thailand eller i hvert fald kendte nogen, der havde været det, da katastrofen brød løs, og som derfor fik en kort berømmelse på forsiden af lokalavisen. Tredje fase var terapeutisk. I Politiken blev denne fase allerede indledt 29. december, hvor Ib Michael i en lang, personlig beretning fra åstedet fortalte, hvordan han havde reddet sin bærbare computer fra bølgerne. Beretningen fortsatte 3. januar, hvor den danske forfatter skrev om sin deltagelse i hjælpearbejdet - ikke for at hjælpe, forstod man, men som »ren terapi«. Herigennem fik Politiken i parentes bemærket på sin egen finkulturelle måde mulighed for også at deltage i identifikationsjournalistikken: Flodbølgen set gennem kendt dansk forfatter. Til sidst fulgte en evaluerende fase. Man kritiserede det danske kriseberedskab, de nordiske regeringers indsats og så videre og så videre, og Udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersen, måtte i en helsidesartikel i Politiken 9. januar stå skoleret og undskylde det manglende beredskab. Men man anlagde også en moralsk, revsende tone. Udsagnet var, at danskerne er blevet et navlebeskuende folkefærd, der stiller egne småproblemer over den store katastrofe. Ved verdens undergang vil danskerne ikke bede til, at Vorherre skal vende tilbage for at frelse verden. Nej, de vil klage over, at der ikke stilles krisepsykologisk assistance til rådighed. Prioriteringen af dækningen var helt klart baseret på modtagernes, det vil sige læsernes og mediernes, behov og forventninger og ikke på katastrofens virkelige omfang. Uden at jeg har talt spaltemillimeter, kan der ikke være tvivl om, at der var en iøjnefaldende omvendt proportionalitet mellem dækningens intensitet og antallet af ofre. Thailand fik langt den meste spalteplads, selv om antallet af ofre her var lavest. Midt i lå Sri Lanka. Men det land, der fik mindst omtale, var Indonesien, der havde flest ofre. For hvem har dog været der? Hvilke emotionelle bånd har danskerne til Meulaboh, som Politiken - retfærdigvis - besøgte 5. januar? Ingen. De over 150.000 ofre i Indonesien fik stort set ingen mediedækning. Der har ingen danskere været. Der var adgangsforholdene vanskelige - hvilket ret beset gjorde situationen endnu mere katastrofal. Indonesien? »Det si'r os lissom ikk' nåed«. Katastrofejournalistikken gjorde det også klart, at forskellige medier - f.eks. aviser kontra ugeblade - har forskellige matricer for, hvad de må fortælle, og hvordan de må gøre det. Historien og katastrofebillederne er derfor i lige så høj grad produkter af det enkelte medies skrevne og uskrevne konventioner, som de er produkter af virkeligheden selv. Et meget iøjnefaldende eksempel fandt man i Se og Hør, der 6. januar bragte et forsidebillede af halvt opløste lig spredt ud over en strandbred i Thailand. Præcist tilsvarende billeder havde tidligere været bragt af Information og Ekstra Bladet. Alligevel reagerede offentligheden med den højeste grad af forargelse. Den ene butikskæde efter den anden erklærede, at man ikke ville sælge bladet, og allerede 7. januar måtte min navnebror, chefredaktør Henrik Qvortrup, meddele, at bladet blev trukket tilbage. Nej, Billed-Bladet vidste, hvordan denne sag skulle håndteres: Med forsidebilleder af en tårevædet kongefamilie (»Mens kronprinsesse Mary forsøgte at holde tårerne tilbage, kiggede kronprins Frederik forstenet på de mange fremmødte«, lød billedteksten inde i bladet) og med en personlig beretning af Kurt Ravn, der, som det fremgik af et helsidesportrætbillede, med en rift i panden og ubarberet kunne fortælle om »mit eget mirakel«. Om Se og Hørs blamage var et fejlskøn af Henrik Qvortrup eller et velkalkuleret profileringsstunt er ikke til at afgøre. Men eksemplet viser, at det er det enkelte medie, der i kraft af kulturelle matricer fortæller sin historie om verden. Jeg har allerede nævnt, at dækningen ud over at følge en bestemt fortællestruktur og ud over at have en 'dansk' vinkel på stoffet også havde en betydelig terapeutisk funktion. Der var tale om et enestående eksempel på kollektivt, nationalt sorgarbejde. Sorgarbejdet kulminerede i en landsdækkende terapeutisk session, som startede med dronningens nytårstale 31. december, fortsatte med statsministerens tale næste aften og kulminerede med mindegudstjenesten i Københavns Domkirke søndag 2. januar. Alt dette blev dækket af de landsdækkende aviser og tv-kanaler med en blanding af patos og medfølelse. Et passende stykke tid efter blev det fulgt op af en kolossal tv-transmitteret indsamlingsaften, hvor virksomheder og privatpersoner overgik hinanden i offervilje. Nogle mener, at kun katolikker tror, de kan frelse deres sjæl gennem aflad. Katastrofen i Det Indiske Ocean viste, at det skam gælder os alle sammen. Mediernes funktion er at skabe en bestemt formatering af virkeligheden. De leverer ikke alene den illusion, som ellers er truet i et moderne samfund, at vi lever i en fælles verden. De giver også denne fælles verden en bestemt form. Men det er også mediernes funktion at glemme. Kunsten at fortælle en historie handler ikke mindst om at kunne afslutte den. Få den gjort færdig og komme videre til noget andet. Tænk hvis vi skulle gå rundt og vide alting. Tage stilling til alting. Aldrig kunne glemme og rydde op i erindringen. Her spiller medierne en afgørende rolle. De fungerer som samfundets glemmemaskine. Omkring 15. januar var flodbølgefortællingen slut. Historien var fortalt, og efter en passende pause kunne statsministeren udskrive valg. Velkommen til den næste store fortælling. Jo, fotografiet mener skam noget, og medierne gør det. Ganske vist tror de måske - eller foregiver - at de gengiver virkeligheden, som den er. Men sandheden er, at de formaterer virkeligheden. Ikke fordi de manipulerer og fordrejer. Men fordi de repræsenterer en bestemt kulturel matrice, som de selv gennem tiden har frembragt og hele tiden genskaber og justerer. Det er denne matrice, de ser verden igennem. Det er den, der former mediernes virkelighed.