Den konspiratoriske paranoia har grebet Mellemøsten: Israel er kun toppen af den store sammensværgelse, skriver kronikøren, der er minoritetskonsulent. For nogen tid siden var jeg til et arrangement om konflikten i Palæstina og faldt efterfølgende i snak med en mand med oprindelse i Mellemøsten om den tragiske konflikt i Palæstina. Efter at en fortrolighed efter nogen tids samtale var opnået, begyndte han forsigtigt at fremføre konfliktens helt store skjulte problemstilling: Der var bag konflikten tale om en gigantisk jødisk konspiration, der arbejdede for Israels interesser. Her var især medier og bankvæsen i jødernes magt. Ja, det kunne såmænd også ses i Danmark, hvor f.eks. både TV 2 og Politiken var underlagt jødiske interesser. En sådan opfattelse er desværre ikke enestående og trives i brede mellemøstlige kredse, herunder desværre også i flere akademiske kredse. Konspirationsteorier har både i den vestlige verden og i Mellemøsten ofte haft jøder som omdrejningspunkt. Fra den senere middelalder blev jøderne i stigende grad en mere og mere afsondret gruppe fra det eksisterende samfund. Jøderne havde som en intern gruppe en høj grad af indre solidaritet, hvilket nemt kunne mistænkeliggøres af det omgivende samfund. F.eks. blev den store pest i 1315 af flere anset for at være et jødisk plot for at forgifte kristendommen (selvom jo også jøderne døde i store mængder). Konspirationsteorier er dog især forbundet med europæisk historie efter 1750. Under oplysningstiden, og specielt under den franske revolution, blev konspirationsteorier et værktøj til at fortolke verden med. Den konspiratoriske tænkning kulminerede i 1890'erne i Rusland, hvor det synlige resultat var 'Zions vises protokoller'. Andre bemærkelsesværdige antisemitiske værker er August Rohlings 'Der Talmud-Jude', Henry Fords 'International Jew' og Hitlers 'Mein Kampf'. Konspirationsteorier havde imidlertid efter afslutningen af Anden Verdenskrig udspillet deres rolle i vestlig tænkning, men denne vin skulle snart finde nye flasker! Den konspiratoriske opfattelse fik nemlig en voldsom opblussen i Mellemøsten i mellemkrigstiden, hvor konspirationsteorier havde en god grobund. For det første var der her en generel opfattelse af, at der bag social forandring og bevægelse altid er 'makers and movers of history'. En ofte set misperception i Mellemøsten er at se og opfatte adfærden hos andre som mere planlagt, centraliseret og koordineret, end den i virkeligheden er. For det andet var der her materiale at bruge i den stigende konflikt med de jødiske indvandrere i Palæstina, så nazisterne fandt her et velvilligt publikum for udbredelsen af deres antisemitisme. Den første oversættelse af 'Zions vises protokoller' til arabisk lå klar i 1926. I dag er protokollerne overraskende aktuelle i Mellemøsten - især hos fundamentalistiske grupper som f.eks. Hizb-ut-Tahrir og Hamas. Alene det faktum, at fundamentalistiske grupper næsten kun ser jøder som konspiratorer, peger på den europæiske oprindelse i konspirationsteorierne. Den konspiratoriske tænkning, og den medfølgende antisemitisme, kan derfor ses som endnu en europæisk 'sygdom', der er bragt ud i verden på linje med f.eks. nationalismen og kommunismen. Ikke et eneste værk, der afviser 'Zions vises protokoller', er endnu blevet trykt i Mellemøsten, hvor meget den end i dag er miskrediteret i Vesten. Konspirationsteorierne er næsten uden undtagelse alle kendetegnet ved, at de er fiktive og ikke afspejler en reel virkelighed. Men ved blot at agere på basis af implicit konsensus om en konspiration vil 'offeret' opføre sig, som om det systematisk var udsat for konspirerende kræfter. Dette indebærer i Mellemøsten en ekstrem mistænksomhed over for alt og alle, her især jøderne, Israel og Vesten. Konspirationsteorierne får derved, uanset deres fiktive karakter, en betydning, idet deres virkningshistorie er til stede. Konspirationer opfattes som meget magtfulde, i kraft af at konspirationen opererer skjult, og at gruppen, der står bag konspirationen, har en exceptionel grad af solidaritet. Paradokset i konspirationsteorier er, at konspirationen udspringer af svaghed, idet en given gruppe bliver nødt til at benytte lyssky metoder for at sætte sine mål igennem over for en ofte stærkere modpart. Konspirationens skjulte karakter gør, at den ikke kan bevises eller modbevises ud fra en normal historisk-kritisk metode, og konspirationens logik kan derfor ikke brydes med historiske facts. Logikken er netop, at en god konspiration ikke kan bevises, og kan den det, må noget være gået galt for konspiratorerne! Konspirationsteorierne er derfor særdeles sejlivede, og de afviser muligheden for, at der bag historiske begivenheder skulle ligge en tilfældighed eller chance. De transformerer ulykken til en plan, tilfældigheden til et skema og kaoset til et plot. Som Evans-Pritchard viste med azande-heksene, sætter konspirationsteorier ikke spørgsmålstegn ved, at træer vælter, og folk dræbes; de spekulerer kun over, hvorfor lige netop dette træ væltede, eller hvorfor netop disse folk blev dræbt. Den konspiratoriske tænkning har derved flere fællestræk med såkaldte primitive religioner. Konspirationsteorier har den funktion, at de placerer skyld for negative historiske begivenheder. Der skal være forklaring på det uforklarlige. Konflikt og deprivation disponerer kulturer for at være mistænkelige og acceptere forskellige former for 'paranoia'. Der er således flere strukturelle ligheder mellem en individuel og kollektiv/kulturel paranoia. Et samfund, der opererer med konspirationsteorier, er derfor et usundt samfund. Mellemkrigstidens Europa er et godt eksempel, idet konspirationsteorier i denne periode florerede voldsomt, og dette samfund var som bekendt ikke sundt. Det er imidlertid tydeligt, at konspirationsteorier har en langt mindre betydningsfuld rolle, hvor moderniteten er fremskreden. Det er derfor spørgsmålet, om et samfund, der lider af en konspiratorisk paranoia, korresponderer til et bestemt udviklingsmæssigt stade og dermed informerer os om fundamentale strukturer i samfundsmæssige forhold. I så fald vil konspirationsteorierne først ebbe ud, når Mellemøsten får inkorporeret moderniteten, hvilket vil kræve en strukturel ændring af de mellemøstlige samfund. Her har Vesten et stort ansvar for at hjælpe til med at udvikle regionen, herunder indledningsvis at få løst Palæstinakonflikten på retfærdig vis. De mellemøstlige konspirationsteorier har en generel tendens til især at beskylde jøderne og jødernes allierede, USA, for islams og de islamiske landes elendige situation. Israels styrke kommer ikke fra deres dygtighed, men fra tricks og lyssky aktiviteter, som har undermineret islam og Mellemøstens stater. Muslimerne havde forventet, at deres historiske overherredømme Dar al-Islam konstant havde udbredt sig, men i stedet er det igennem de sidste hundrede år blevet voldsomt decimeret. Før den muslimske verden reelt havde forstået, hvad der havde ramt den, havde europæerne via en global ekspansion, erobringer og handel direkte ramt dybt ind i den islamiske selvforståelse. Den muslimske verdens mange nederlag bragte ligefrem tvivl om den muslimske åbenbaring. Etableringen af staten Israel i 1948 var den synlige kulmination. Israel var et Naqbah , en kalamitet af voldsomme historiske proportioner for den islamiske verden, og de efterfølgende militære succeser i 1967 og 1973 udgjorde ydmygende teologiske og politiske problemer. Vestens store befolkning og økonomi ville klart være en stor udfordring for den arabiske verden. Men at jøderne som et lille folk på kun ca. 15 millioner, og som endda de sidste par tusinde år har været et svagt og undertrykt folk, kunne rejse sig og true hele den arabiske verden, var et anslag mod den arabisk-muslimske selvopfattelse. Det, at islam havde fået et tilbageslag, ledte mange muslimer til at se deres fald, ikke som et resultat af jødisk-israelsk overlegenhed, men som et resultat af forræderi og konspiration. Nederlagene burde i stedet have ført til selvransagelse, men denne vej er ikke en del af Mellemøsten. Konspirationsteorier gør det derved muligt at undslippe et historisk ansvar, idet man er blevet narret og udnyttet på skamfuld vis af jøderne. Antagelsen er derfor i brede mellemøstlige kredse, at Israel kun er en spydspids for en langt kraftigere verdensomspændende styrke. Ud fra en arabisk tankegang er logikken klar. Hvorfor favoriserer USA fire millioner jøder i Israel på bekostning af 200 millioner arabere? Israel har hverken olie eller penge at tilbyde. Svaret må derfor være, at de otte millioner jøder, der lever i diasporaen, kontrollerer USA. Jødisk lobbyisme i USA ses ikke som realpolitik, men som værende en del af konspirationen. Logikken er, at araberne ikke blot konfronterer nogle få zionister i Israel, men i stedet er oppe imod en verdensomspændende jødisk konspiration, der endda rækker langt ind i de arabiske stater selv. Dette rationale er især blevet en del af den islamisk-fundamentalistiske ideologi, og alt tolkes igennem denne ideologiske prisme. Hos f.eks. Hamas og Hizb-ut-Tahrir har konspirationsteorier fået en ganske tydelig og eksplicit karakter og nævnes som en del af deres ideologiske grundlag. Kommunikeer, interview, pressemeddelelser mv. afspejler ofte en opfattelse af, at en verdensomspændende konspiration arbejder mod islamisk-arabiske interesser. FN's internationale konference om befolkningsudvikling i 1994 udløste stærke reaktioner fra netop disse kredse, da man opfattede, at jøderne prøvede at svække islam ved at stimulere muslimer til lavere fertilitetsrater. Jødernes forsøg på at ødelægge islam er f.eks. så vigtig for Hizb-ut-Tahrir og Hamas, at ingen begivenhed kan tolkes uden for denne kontekst. Opfattelsen er, at betydelige institutioner i samfundet og verden er en del af det netværk, jøderne opererer med. I Hamas' charter artikel 22 kan f.eks. læses, at jøderne gennem penge har opnået kontrollen med medierne, og at FN er et organ, som kun skal varetage jødiske interesser (Israel er vel næppe enig heri!). Opfattelsen er, at jøderne er i stand til ikke bare at påvirke, men direkte kontrollere den historiske retning. Både den franske og russiske revolution og imperialismen var et resultat af jødernes vilje. Ja, selv Rotary og Lions Club er jødiske organisationer, der måske uden selv at vide det arbejder for den verdensomspændende konspiration. At inspirationen her kommer fra 'Zions vises protokoller' er ikke til at tage fejl af. For at retfærdiggøre en sådan opfattelse af begivenhederne overses ofte store historiske linjer. Der ses bort fra, at jøderne under holocaust blev slået ihjel i millionvis, og i stedet fokuseres på de fordele, som jøderne har fået ud af holocaust. F.eks. udtalte Hamas i en presseudtalelse angående holocaustkonferencen i Stockholm februar 2000, at »Holocaust er en gigantisk fantasi, der kun tjener zionistiske interesser«. Den, der har en fordel, har også et motiv. Jødernes fordel af holocaust er så overvældende, at der ikke kan være tale om en historisk tilfældighed. Rationalet er, at jøderne trækker Europa rundt ved næsen på grund af et fiktivt holocausttraume. Og hvem havde den største fordel af angrebet på World Trade Center? Hos mange arabere, men især hos Hizb-ut-Tahrir og Hamas, er svaret soleklart: jøderne - så ergo må det være jøderne, der stod bag angrebet 11. september! Denne verdensanskuelse kan med rette betegnes som en 'intellektuel terrorisme'. Den vidner i sig selv om en total mangel på forståelse for grundlæggende forhold om årsager og virkninger. Det, at jøderne med held kunne konspirere mod hele den vestlige hemisfære og slippe upåagtet af sted med det, er jo paradoksalt. Teorien om en jødisk-zionistisk konspiration har opstillet Israel til noget så stort og monstrøst, at man ganske simpelt ikke kan forestille sig at indgå fred med dette land. I denne verdensanskuelse bliver jøderne dæmoniseret, og enhver adskillelse mellem zionisme, jødedom og israelere forsvinder. Konsekvensen er, at forskellene mellem de forskellige aktører i en given politisk situation eroderes. Ens modpart bliver et hele. Moderate opponenter og endda potentielle støtter i modpartens lejr, som f.eks. israelske venstrefløjsaktivister og militærnægtere, udviskes, og dermed afskærer man sig fra muligheden for realpolitik. Om man som jøde støtter Sharon eller ej er ligegyldigt. Hvis man er jøde eller israeler, er man fjende. Konsekvensen af dette er en de-individualisering af fjenden, og det bliver her psykologisk nemmere at udføre aggressioner over for den konspirerende fjende. Dette indebærer, at der ikke skelnes mellem civilbefolkning og militært apparat hos modparten. Modparten er et sammentømret onde, og terrorhandlinger i alle afskygninger mod fjenden bliver pludselig legitime. Konspirationsteorier får derved en vigtig psykologisk funktion i en konflikt, da de nærer denne radikale dualisme. Denne galvanisering af had betyder, at selv den groveste antisemitisme, som f.eks. sås hos Hizb-ut-Tahrirs løbeseddel i Danmark, florerer uhæmmet. Det faktum, at der ikke er etableret stabile nationalstater og demokratiske politiske strukturer i Mellemøsten (bortset fra Israel), har naturligvis også en direkte indflydelse på udbredelsen af konspirationsteorier. Arabiske ledere leverer en diskrepans mellem ord og retorik og reelle intentioner. Eksempelvis gik egyptere og syrere i 1960 sammen i Den Forenede Arabiske Republik, men blev pludselig kort tid efter fjender! Dette hykleri nærer konspirationsteorier. Den generelle regel er simpel: Udtryk offentligt broderlige følelser over for andre arabere, og udvis fjendtlighed over for ikkearabere. Privat eller under kriser, fortæl, hvad du virkelig føler, hvilket nærmest er det omvendte! Endvidere er konspirationsteorier et glimrende manipulerende værktøj for mellemøstlige ledere. De skaber en atmosfære af mistænksomhed, hvilket er med til at højne magthaverens magt. Her kan f.eks. upassende begivenheder tilskrives fremmed indflydelse. Spurgt ved et sammenstød mellem Hamas og PLO i efteråret 1994 svarede en PLO-minister, at »det var en zionistisk plan«. Flystyrtet i 1999 med EgyptAir flight 990 skabte en del røre. Arabiske aviser som f.eks. AL Ahram angav, at det ikke var dårlige egyptiske piloter eller islamiske fanatikere, der var skyld i flystyrtet, men der var i stedet tale om »en zionistisk konspiration«. Konspirationsteorier er det, der virkelig paralyserer tænkning. Ved at filtrere realiteten igennem denne forvrængende prisme næres en dyb skepsis og afmagt, der frarøver regionen den nødvendige politiske handlekraft. Ved at reducere komplicerede historiske omstændigheder til et plot obstrueres for en forståelse af de virkelige politiske og historiske sammenhænge. Tabte krige og økonomisk armod er jødernes (og Vestens) skyld, efter devisen: Tak Gud for de gode ting, og beskyld jøderne og Vesten for de dårlige. Denne opfattelse er naturligvis en højst uheldig indfaldsvinkel til at få udviklet hele regionen og få løst de alvorlige politiske problemstillinger, som regionen er viklet ind i. Den største fare for Mellemøsten er derfor næppe udenlandske fjender, men snarere det faktum, at egne ulykker relateres til udenforstående kræfter.