I dag for 120 år siden blev der født en dreng i Ulverston i England. Han blev senere verdensberømt. Både hans far og hans mor var skuespillere, så traditionen tro ville også han til scenen.

Han begyndte da som 16-årig at spille komedie på et lille teater i Glasgow i Skotland. Hans navn var Arthur Stanley Jefferson, men mange år senere blev han kendt verden over som Stan Laurel – eller på dansk: Gøg. Og for straks at imødegå et naturligt spørgsmål: Oliver Norvell Hardy, Gokke, var to år yngre. Stan Laurel var den mest kreative af de to. Mens Gokke var på golfbanen, udviklede Gøg sammen med andre deres figurer, plots og gags. Dette her er naturligvis en forenklet version af den intrikate proces at skabe en filmfarce. Den udvikles i bedste fald over et ganske fast skema, og i parrets tilfælde (hvor kortfilmene vekslede med lange film) med respekt for de to karakterer, der meget hurtigt lå så fast, at de, som i vore dages tv sit-coms, aldrig må udvikle sig. Det er vigtigt. I episode efter episode optræder vore tv-favoritter uden at have lært af de fejltagelser, de har begået i tidligere episoder. Deres menneskelige begrænsninger er uforanderlige, deres horisont fast. De er konstante karakterer – som mange politikere. Hvem husker ikke Jens Otto Krags »Man har et standpunkt, til man tager et nyt!« – en udtalelse, der vakte opstandelse i pressen såvel som blandt hans kollegaer på tinge. Først langsomt kom man – i hvert fald i dele af pressen – til den erkendelse, at det nok var noget af det klogeste, man længe havde hørt fra en politiker. For tider skifter og sæder mildnes, og selv politikere må skifte med. Men stadigvæk synes alt for mange politikere, at man har et standpunkt, og det holder man fast ved, selv om økonomien går i selvsving, bankerne drysser som blade om efteråret og Holmens Kanal truer med at gå over sine bredder og gøre gulvene på Christiansborg livsfarligt glatte..