0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tillykke Gøg - med de 120 år

Gøg og Gokke var morsomme, velovervejede og kontante, når der skulle gives igen. Det kunne vore dages politikere lære en del af.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

selvskade. Laurel og Hardy i filmen 'Towed in a Hole'.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I dag for 120 år siden blev der født en dreng i Ulverston i England. Han blev senere verdensberømt. Både hans far og hans mor var skuespillere, så traditionen tro ville også han til scenen.

Han begyndte da som 16-årig at spille komedie på et lille teater i Glasgow i Skotland. Hans navn var Arthur Stanley Jefferson, men mange år senere blev han kendt verden over som Stan Laurel – eller på dansk: Gøg.

Og for straks at imødegå et naturligt spørgsmål: Oliver Norvell Hardy, Gokke, var to år yngre.

Stan Laurel var den mest kreative af de to. Mens Gokke var på golfbanen, udviklede Gøg sammen med andre deres figurer, plots og gags. Dette her er naturligvis en forenklet version af den intrikate proces at skabe en filmfarce. Den udvikles i bedste fald over et ganske fast skema, og i parrets tilfælde (hvor kortfilmene vekslede med lange film) med respekt for de to karakterer, der meget hurtigt lå så fast, at de, som i vore dages tv sit-coms, aldrig må udvikle sig. Det er vigtigt.

I episode efter episode optræder vore tv-favoritter uden at have lært af de fejltagelser, de har begået i tidligere episoder. Deres menneskelige begrænsninger er uforanderlige, deres horisont fast. De er konstante karakterer – som mange politikere.

Hvem husker