Kioskbasker,lufthavnslitteratur, knaldroman, sommerferielæsning. Ser man på kriminallitteraturens 'kælenavne', synes genren at være litteraturens svar på en charterrejse. Den anbefales til sommerhuset og til græske sandstrande, til adspredelse og til dem, der gerne vil holde et frikvarter fra virkeligheden. Men i stedet skulle man anbefale en digtsamling eller en af de talløse danske kortromaner, som udkommer i disse år, og som udsiger åh så meget om - ja, hvad egentlig? Sig selv, måske. For en krimi er ikke længere bare en krimi, en fortælling om et lig i et bibliotek og om en småbøsset engelsk detektiv på sporet af en forbrydelse og på vej væk fra sin egen kedsomhed. Kriminallitteraturen har gennem de seneste 20-25 år distanceret sig så kraftigt fra sit udgangspunkt som en kulørt underholdningsgenre, at den i dag kan være vanskelig at skelne fra den litteratur, der anmeldes og kanoniseres som såkaldt finlitteratur. Det kan være meget svært at få øje på den store æstetiske kvalitetsforskel mellem John Le Carré og V.S. Naipaul, mellem James Ellroy og Paul Auster, og mellem Per Olov Enquist og Arne Dahl - sidstnævnte vender jeg i øvrigt tilbage til. Forskellen ligger heller ikke i kvaliteten af den litteratur, der skrives, men af en eller anden besynderlig grund i den genre, der skrives inden for; det er nemlig meget lidt fint at skrive historier om forbrydelser, hvis altså man vil tages seriøst som forfatter i Danmark. Og hvem har også lyst til at være kioskbaskerforfatter, grisefestdigter eller leverandør af det litterære soundtrack til Ibiza? Sagen er bare, at kriminallitteraturen for længst har overhalet kritikken indenom. Den moderne kriminallitteratur er en overraskende livskraftig genre, som ikke blot vil underholde, men også debattere psykologiske, sociale, politiske og moralske problemstillinger, der berører det moderne menneske i det offentlige rum. Det er med andre ord en bedre idé at tage en dansk novellesamling med på ferie, hvis man vil have lidt uforpligtende strandlæsning, man trygt kan falde i søvn til. Kriminallitteraturen er nemlig for længe siden trådt ud af den kuvøse, som den befandt sig i mellem de to verdenskrige, hvor særlig Agatha Christie fodrede et europæisk publikum med smag for et letfordøjeligt mord, og hvor en amatørdetektiv betragtede forbrydelser som et interessant, men ikke videre tankevækkende puslespil. I mellemtiden har kriminallitteraturen nået skelsår, og den har lagt sin æstetiske livsførelse bag sig, så man i dag kan tale om, at den - for at følge Kierkegaards termer - er blevet en etisk form for litteratur. Og det er blandt andet det, der gør den til mere end 'bare' en krimi. Et aktuelt eksempel er 'Europa Blues', som er skrevet af Arne Dahl - et pseudonym for tidsskriftsredaktøren og kritikeren Jan Arnald, der i december sidste år afslørede sin virkelige identitet. Romanen omhandler det sår i Europas sjæl, som nazitiden efterlod, og over 358 velskrevne sider diskuteres skyld, straf og ansvar for den kollektive europæiske historie, som blev skabt under Anden Verdenskrig, og som ligger indlejret i vores samtid. Weimar, Odessa, Milano, Berlin og Buchenwald udgør de centrale stationer på Arne Dahls dybt moralske, men ikke moraliserende, togt gennem Europa, der - vil jeg vove at påstå - ikke lader læseren uforandret tilbage. Forandringen skyldes ikke pinagtige og indgående beskrivelser af smerte, tortur og ondskab skrevet med henblik på at fremtvinge en skærpet bevidsthed om krigens trængsler, for dertil er Dahl for raffineret. I stedet fortæller han om virkningerne af den menneskelige ondskab og om de konsekvenser, den har, dels for dem, som oplever den, dels for dem, som udøver den, og for alle, der skal leve videre bagefter. Et af romanens emner er den nationale arv fra Anden Verdenskrig, som svenskerne først for nylig er begyndt at se nærmere på, og som bl.a. har en klar forbindelse til, at det var den svenske racebiologiske forskning, der inspirerede den tyske i årene op til krigen. Dygtige svenske læger tog til Tyskland og udførte hårrejsende eksperimenter med levende mennesker og var dermed indirekte involveret i en krig, som det officielle Sverige tog kraftigt afstand fra. Og selvfølgelig var de det, skriver Dahl. Det var hele Europa på den ene eller anden måde. Historien har det med at gentage sig, og i dag er Sverige, Danmark og Norge en del af en omfattende sexindustri og handel med centraleuropæiske kvinder, der fratages deres værdighed og fundamentale menneskerettigheder på samme vis som jøderne i kz-lejrene. Med andre ord handler 'Europa Blues' om retfærdighed og etik, om vores opfattelse af mennesket og om vores måde at omgås hinanden på i det demokrati, vi praler af at have opfundet, og som vi kalder den europæiske civilisation. Modsat litteraturens kronisk stive pegefinger, Milan Kundera, begiver Arne Dahl sig ikke af med gammelmandsjeremiader over sædernes forfald eller benytter chancen til at fremture med alenlange moralprædikener, som blæser håret tilbage på læseren. For det er i høj grad op til den enkelte at drage sine konklusioner. Det etiske verdensbillede er langtfra entydigt, og 'Europa Blues' viser også, at retfærdighed ikke altid går hånd i hånd med et moderne retssystem, hvilket tilføjer romanen en befriende politisk ukorrekthed, og det er netop denne politiske ukorrekthed, der etablerer et grundlag for en debat om godt og ondt. Samfundsengagementet, den enkeltes ansvar og forhold til omverdenen, er et lige så centralt element i nutidens kriminalromaner som underholdningselementet, og genren viger i det hele taget sjældent uden om sociale problematikker eller holder sig tilbage fra at blande sig i diskussioner, der omhandler det moderne menneskes livsvilkår. Aktiv dødshjælp, illegal organdonation, krigstraumer, pædofili, holocaust, magtmisbrug, korruption, terrorisme, doping og racediskrimination har været emne for nogle af de kriminalromaner, der er udkommet i løbet af de seneste måneder. Men sjovt nok opfatter mange stadig genren som verdensfjern. En kriminalroman betragtes som en triviform, altså en slags Barbara Cartland bare for mænd, og særlig i Danmark tages genren så useriøst, at man ikke engang finder Leif Davidsen i det ambitiøse og digre trebindsværk om dansk litteratur fra Henrik Pontoppidan til Christina Hesselholdt, som udkom sidste år. Til gengæld kan man finde digtere, hvis litterære betydning og værdi man virkelig skal have luppen frem for at få øje på. Det kan selvfølgelig også skyldes, at danskerne modsat svenskerne og nordmændene skriver tankevækkende dårlig kriminallitteratur - med enkelte undtagelser. Mens Sverige har så stærke forfattere og fornyere af genren som Henning Mankell, Åke Edwardson, Liza Marklund, Håkon Nesser, Jan Guillou og 'Arne Dahl', har Norge Gunnar Staalesen, Kim Småge, Karin Fossum og Anne Holt, men i dansk litteratur er der langt mellem snapsene. Peter Høegs 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' varslede ellers for over ti år siden en fornyelse af genren og af vores opfattelse af den, men succesen blev ikke fulgt op hverken af Høeg selv eller af andre. Sat på spidsen skal man helt tilbage til Anders Bodelsens og Poul Ørums romaner fra slutningen af 1960'erne eller have fat i Dan Turèll for at finde noget, der virkelig kan få læseren op af stolen. Og det er ellers ikke, fordi genren mangler læsere. Kriminallitteraturen er vores suverænt mest populære genre. Måske handler det også om, at vi ikke er engagerede nok i vores omverden til at kunne beskrive den. At vi er for dovent anlagt rent åndeligt og mangler interesse i at deltage i det demokrati, som svenske og norske forfattere er lige så optaget af, som den forbilledlige duo Maj Sjöwall og Per Wahlöö var i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Der skulle ellers være emner nok at tage fat på. Integration er velsagtens et af tidens mest påtrængende politiske og sociale problemer, for nyligt aktualiseret af knivdrabet på en italiensk turist. Pædofili er et andet, hvilket vi - hvis ikke vi vidste det i forvejen - fandt ud af i sommerens løb, hvor to unge piger med få ugers mellemrum blev skændet og myrdet. Og ellers kunne industrispionagen, den globale terrorisme og det FN-mandatløse danske engagement i Irak danne skriveunderlag for et par vedkommende kriminallitterære udgivelser. Men måske er der ganske enkelt for få intellektuelle forfattere, som har mod på at tage genren på sig. Ikke kun fordi den herhjemme har lav prestige, hvilket jeg har berørt, men også fordi genren stiller større udfordringer til forfatteren end den øvrige digtning. Forfatteren skal nemlig ikke blot skrive en god roman, men også en god kriminalroman, altså opfylde et dobbelt genrekrav (og naturligvis kunne leve med, at hans udgivelse a priorisk er pseudo- eller tabloidlitteratur, der ikke tages alvorligt af kritikerne). I mange tilfælde kniber det med talentet, eller også er den samfundsmæssige viden ikke stor nok, hvilket gør krimien til en stiløvelse, et samlebåndsprodukt eller til et futilt genreeksperiment uden anden tilknytning til genren end sit hylster. Betegnende for den ambitiøse genre har dens bedste forfattere i reglen en længerevarende uddannelse, flere har en politisk karriere, mange har også i et tidligere liv haft en affære med den avantgardistiske digtning - men lagt den bag sig - og fælles for deres fortællinger er en optimistisk tro på, at mennesket kan rette op på den verden, som den hårdkogte forfatter Raymond Chandler engang døbte a place gone wrong. Ikke at deres romaner ender lykkeligt, det gør de langtfra alle, men de udtrykker den klare grundholdning, at den enkelte kan tage et samfundsmæssigt og personligt ansvar for den store såvel som den lille historie og ændre en smule på verdens skæve gang. Det er idet hele taget et mindre litterært mysterium, at kriminalgenren både kaldes virkelighedsfjern, går under betegnelsen kioskbasker og generelt udsættes for en stedmoderlig behandling af litteraturkritikken, som endnu mangler at invitere genren indenfor på parnasset, i Det Danske Akademi, på universiteterne og i den litterære kanon. Men måske er der et litterært opbrud på vej - her 10-20 år efter opgøret blev taget i resten af den vestlige verden. Det er imidlertid svært at få øje på, når man f.eks. læser klummen 'Hvad læser du?' på bagsiden af nærværende avis' bogsektion. Kun meget sjældent er det kriminallitteratur, som de adspurgte politikere, digtere, universitetsundervisere, skuespillere, journalister og så videre læser. Det er således hverken en krimi, som har betydet mest for dem, en krimi, der har været den største læseoplevelse, eller en krimi, som er den bog, de ville ønske, de havde læst. Men når spørgsmålet 'Hvilken genre er den dårligste?' stilles, kommer krimien på banen - i stærk konkurrence, i øvrigt, med science fiction-romanen. Men spændingsforfatteren Leif Davidsen læser selvfølgelig kriminallitteratur og når i løbet af det korte interview at sige to meget fornuftige ting: at John Le Carrés 'The Constant Gardener' var den største læseoplevelse i 2001, og at man burde give ham Nobels Litteraturpris. »Men den får han nok aldrig«, tilføjer Davidsen. Nej, ikke så længe han skriver kriminallitteratur, kan man fristes til at tænke, selv om hans persontegning, tematik, intrige, stilistiske og sproglige niveau bringer ham på fuld omgangshøjde med V.S. Naipaul, som fik den sidste år. Måske har Nobels Litteraturpris også efterhånden mere med politik end med litteratur at gøre, mens politik stadig kun er en del af kriminallitteraturen. For at vende tilbage til begyndelsen, så er der intet galt i at tage en krimi med til stranden eller i sommerhus. Tværtimod. Man får næppe bedre tid til at læse og fordybe sig i litteraturen end i ferien, og den moderne kriminallitteratur kræver fordybelse. Genren er bare ikke en charterferie, men snarere et heroisk og moralsk quest ind i den moderne livsverden, hvilket også er en betydelig mere interessant destination end det litterære Timbuktu, den øvrige digtning kredser om. Måske kunne en grisefest peppe den op.