Humaniora er i krise. Alle, der læste om Helge Sanders planer for humaniora ved, at der er krise, og at regeringen ønsker at detailstyre universiteterne ud af denne krise. Derfor er der grund til at diskutere de reelle løsninger. Mit bud er, at humaniora skal være for alle universitetsstuderende! Så kort kan kriseløsningen formuleres. I stedet for at betragte de humanistiske fag som rene specialistuddannelser fortjener langt flere studerende at få del i de indsigter, humaniora tilbyder. Diskussionen om humanioras berettigelse i et videnssamfund har frem for alt fået formidlings- og dialogargumenterne frem. Humanistisk viden er ikke egnet til at forblive i elfenbenstårnet - den vil ud, diskuteres og benyttes. Krisen er udelukkende en formidlings- og dialogkrise. Først er der i denne diskussion grund til at se til USA. Den amerikanske collegeuddannelse, det vil sige de første fire år på universitetsniveau i USA, omfatter det, man kunne kalde en højere almendannelse. Det amerikanske liberal arts college kan med danske øjne ses som en krydsning imellem en fortsættelse af gymnasiet, en folkehøjskole og et universitet. Man lærer ikke kun om sit specialfag, sit major, men har en bred vifte af muligheder for at udvide sin horisont inden for såvel humanistiske, samfundsvidenskabelige som naturvidenskabelige, kreative og handelsrelaterede områder. Det, denne institution formår i USA, er at være en kreativ og dynamisk ramme for unges selvrealiseringsønsker, samtidig med at man i løbet af de fire år også får afklaret sig fagligt og forberedt sig på en erhvervsrolle efter college. Oven på de fire år er der talrige varianter af kortere eller længere masteruddannelser, der mere specialiseret rettes imod professioner og erhvervsfunktioner. Også kommende jurister, læger og ingeniører skal igennem den brede almendannende collegeuddannelse i USA. Dermed undgår man, at disse unge som i Danmark får deres intellektuelle horisont drastisk indsnævret allerede i 19-års alderen, hvor de går ud af gymnasiet og ind på en specialuddannelse. Hen imod slutningen af de fire år på bachelor bruges mere og mere tid på hovedfaget, og man forbereder sig mere målrettet imod sin fremtidige karriere. Hvor den europæiske universitetsuddannelse er specialiseret fra start til slut, bevæger den amerikanske sig altså fra bredde til dybde. Og hvad man bruger af tid på bredden, er snart vundet i faglig motivation og modenhed, når specialet er valgt. En dansk udgave af denne model ville med det nuværende høje faglige niveau på alle universiteterne sikre forskningsbaseret undervisning i alle fag, også i de tilvalg, der ikke hører til de studerendes hovedfag, men til de obligatoriske spredningskrav. Man ville altså kunne udnytte den solide reelle faglighed - som regeringen efterlyser så stærkt i hele uddannelsesforløbet - i stedet for at tillempe og udtynde humaniora, som det somme tider sker. Den store popularitet af humanistiske fag f.eks. på Handelshøjskolen i København (CBS) bygger jo på den faglighed, som de populære undervisere - man kunne nævne filosofferne Ole Thyssen og Ole Fogh Kirkeby eller tyskfilologen Per Øhrgaard - har opnået på de klassiske humaniorauddannelser. Ud over handelshøjskolerne har både sundhedsuddannelserne og de tekniske uddannelser allerede lidt af denne slags humaniora. Det er al ære værd, at man formår at bygge bro imellem den humanistiske kernefaglighed og så erhvervslivets problemer, og samtidig viser dette eksempel, at vi som nation eller enkeltindivider ikke kan undvære den rene vare. Hvad skal vi med den humanistiske viden i et videnssamfund? Modsat anklagen om forældelse udmærker humaniora sig ved i den grad at være relevant for enhver. Blot et kig på forårets debat om synet på Anden Verdenskrig viste med al tydelighed, at alle må have en så dyb indsigt som muligt i landets historie for at kunne tage stilling til, hvordan vi ønsker at forholde os til store moralske dagsordner. Og modsat statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i debatten havde en meget afvisende holdning til en dialog med sagkundskaben, vil jeg fremhæve, hvor helt uundværlige faghistorikernes bidrag var i denne sammenhæng, noget som allerede filosoffen K.E. Løgstrup påpegede i den tidlige efterkrigstid. Men humaniora er mere end dette. Alle livets praksisområder - at kommunikere - at tage moralsk stilling - at være kreativ - at afklare sig sit verdensbillede - har hver sin fordybelsesviden inden for humaniora. Humaniora vokser ud af det levede livs problemer. Humanistisk viden er derfor i realiteten uomgængelig for enhver. Spørgsmålet er blot, om vi som land skal give plads til at forhøje refleksionsniveauet for alle borgere via et mere intimt møde med forskere, der har brugt et liv på at fordybe sig - eller om vi som statsministeren skal vende ryggen til fagligheden i et forsøg på at styrke den liberale selvtillid. Den bredere almendannelse, der ville blive et resultat af en liberal arts model for alle universitetsstuderende ville fremme det, der i pædagogiske kredse diskuteres som medborgerlig dannelse - eller citizenship education. En liberal arts almendannelse på universitetsniveau ville være en væsentlig styrkelse af den medborgerlige dannelse i Danmark. Vi har brug for reflekterede og veloplyste borgere - langt ud over dels gymnasiets bidrag til denne dannelse, dels de specialiserede studerende vi nu har f.eks. i historie. Den danske tradition har skilt princippet om at lære for livet ud af sine højere uddannelsesinstitutioner. Denne store tanke, som Grundtvig fremhævede med stor virkning, blev forvist til de nu ligeledes kriseramte folkehøjskoler i den danske kontekst. I USA er denne formel blevet integreret fuldstændig med de højere uddannelsesinstitutioner. På et amerikansk liberal arts college lærer man både for livet og for erhvervslivet! I de første år på et college er der mulighed for at opgradere sine evner til regnskabsføring og ved siden af tage kurser i kinesisk filosofi og spille skuespil om aftenen sammen med sine medstuderende under vejledning af en kyndig kapacitet. Denne livsform på college giver mindre anledning til sabbatår, frafald og fjumreår. Da jeg selv efter gymnasiet brugte et år på et liberal arts college i USA, følte jeg, at jeg blev taget alvorligt som et helt menneske ved siden af at være en fremtidig jobindehaver. I Utrecht i Holland har man indført en liberal arts bacheloruddannelse efter amerikansk forbillede integreret i et klassisk europæisk universitet. Og denne uddannelse er blevet utrolig populær. Dette viser, at ideen sagtens kan implementeres i en europæisk kontekst. Regeringens politik er i øvrigt helt i tråd med den amerikanske collegetanke. De sidste par års kanon-initiativer viser en ærlig og dyb interesse for at styrke den generelle almendannelse - særlig med hensyn til den nationale kulturarv. Og dette er prisværdigt. Men regeringen lader til at glemme, at uden humanistiske forskere og studerende vil omgangen med denne kanon højst blive et diskret vip med hatten - før man haster videre til livets egentlige sager. Kanondebatten er speciel, fordi den lader til at forene de politiske modsætninger imellem højre og venstre. Langt de fleste er enige i, at det bedste, der er tænkt, sagt og skabt - for at citere den engelske pædagog Matthew Arnold - fortjener at komme alle til gode. Men det er også oplagt, at kanondebatten stammer fra en tradition, som råder over en helt central institution til denne form for almendannelse - den angelsaksiske collegeuddannelse. I Danmark lader det til, at kun gymnasiet kan tjene den almene dannelse. Dette er i lyset af videnseksplosionen og princippet om livslang læring en helt uholdbar indstilling. Den almene dannelse skal naturligvis følge med hele livet - og hvad er mere oplagt end at udbyde almendannende kanonkurser på institutionen for den højeste viden - universitetet? Dette skal naturligvis ikke være alt, hvad universitetet har at tilbyde. Af hensyn til hele uddannelsessystemets kvalitet skal der udbydes alle de samme humanistiske fag på masterniveau som nu - og måske flere. Men dette skal være et tilbud for dem, der vælger denne type profession, eller dem, der er så videbegærlige, at de er indstillede på at studere et fag, hvor jobbet ikke nødvendigvis passer én til én med uddannelsen. Disse mennesker er ikke tabere i videnssamfundet, men stærke videnstilegnere, der er utrolig godt rustede til videre- og genuddannelse, når det viser sig nødvendigt. En misforståelse, der næsten vækker associationer til industrisamfundets fordisme-tænkning - er den, at man kan rationalisere ved at skære de små humanistiske fagmiljøer bort i et forsøg på effektivisering. Humaniora er ét skridt videre - og har på denne måde foregrebet videnssamfundet. Her er mangfoldighed en kvalitet i sig selv. Spændvidden på den hjemlige faglighed - altså også specialisterne i de helt små sprog- og kulturfag spredt på institutionerne i landets regioner - er en rigdom for refleksionens bredde og dybde på en gang. Man vinder intet ved at nedlægge små fag - tværtimod kræver det utrolig små investeringer at opretholde en meget bred kompetenceprofil på den danske scene. Det danske videnssamfund kan nyde godt af en så 'bredbåndet' kontakt til udenlandske vidensmiljøer som muligt, der netop sikres ved få, men dygtige repræsentanter for selv meget eksotisk viden. Vi udspænder sammen et net af viden - og det er bredden af dette net, der udgør vores kollektive mulige tankebredde, som igen ruster os til at møde det uforudsete - det uforudsigelige i den historiske udvikling, der ligger foran os. Men hvor mange studerende har vi brug for inden for de forskellige faggrupper? Masseuniversitetet er et barn af 1960'erne, men med et stadig stigende studentertal helt frem til i dag. I Danmark tager nu 29 procent af aldersgruppen fra 25 til 34 år en lang videregående uddannelse. Men hvad læser disse mange studerende da i dag? For de egentlige universitetsuddannelsers vedkommende var fordelingen blandt kandidaterne i Danmark 2001 den, at medicin- og sundhedsfagene var de største fag med 30,8 procent af de studerende, efterfulgt af samfundsfag, jura og handelsuddannelserne med samlet 24,2 procent af de studerende, humaniora og de kunstneriske fag udgjorde14,4 procent af de studerende, de pædagogisk rettede fag 11 procent, ingeniørerne 9 procent, biologi, fysik, matematik og it samlet 7,1 procent (OECD 2003). Hvad siger disse tal? De fortæller, at universiteternes uddannelsesfordeling som helhed har fulgt udviklingen i det funktionelt uddifferentierede samfunds behov for kvalificeret arbejdskraft. Langt de fleste universitetsuddannelser er før som nu tydeligvis rettet imod særlige samfundsfunktioner. Den præcise strukturtilpasning er naturligvis et yndet spørgsmål for regeringen, og her beder man til højere magter om, at færre dog ville læse humanistiske fag, flere ingeniørvidenskab, naturvidenskab og handel. Og der bliver henvist til Sverige, som har minimeret sit 'spild' ved bare at have 5,7 procent kandidater inden for humaniora og de kunstneriske fag. Dog er denne andel hverken særlig stor eller lille i Danmark i forhold til OECD-gennemsnittet på 12,0 procent. En ud af syv studerende læser humaniora eller et kunstnerisk fag; det har vi vel råd til som samfund! I USA og Storbritannien er andelen på henholdsvis 14,2 procent og 16,8 procent. Erfaringen viser derudover, at man må være varsom med at planlægge ud fra ekstrapolationer af arbejdsmarkedets aktuelle behov. Tidligere satsninger på f.eks. ingeniører og læger har ført til store pukler af arbejdsløshed inden for disse fag. En tommelfingerregel kan derfor være forsigtighed og bestræbelser på at bevare mangfoldigheden i arbejdsstyrkens kvalificering. Videnskabsministeren er tidligere på året blevet mere vildledt end vejledt af en rapport om de humanistiske fag. Rapporten blev til under et ministerielt kommissorium, som i sig selv var relativt åbent og visionært. Arbejdsgruppen, der overvejende bestod af folk fra handelshøjskolerne, valgte dog selv udelukkende at beskrive det mindretal af kandidater, der bruger deres uddannelse til at få job i det private erhvervsliv. Ved at skære hele roden til de humanistiske fags eksistensberettigelse bort formår rapportens forfattere at gøre ægteskabet imellem 'tomme' formelle kompetencer og businessrelevans til eneste berettigelse for de humanistiske uddannelser. At indsigt i og kvalificeret debat om politiske, etiske og filosofiske forhold angiveligt ikke skulle give deltageren et mere kvalificeret syn på etik, menneskelighed og bløde værdier er også en påstand, der skriger til himlen. Hvorfor vil vores statsminister og med ham regeringen ikke have tillid til historikere eller andre, der har ofret tid og kræfter på virkelig grundigt at sætte sig ind i fortidige og samtidige politiske, moralske, kulturelle, etiske, æstetiske eller filosofiske forhold? Hvad er det for en frygt? En relevant frygt kunne være, at når 'eksperttyrannen' har talt, så kan alle andre ikke være med i debatten. Der bliver en status- og videnskløft. Men hvad skal man gøre ved en sådan kløft? Afskaffer man den ved ikke længere at gå i dialog med 'eksperterne', dem, der har fordybet sig, så kan det være, at operationen lykkes, men patienten, videnssamfundet, dør. Målet med humaniora må være kommunikerende forskning, dialog. At hæve det almene niveau, for at alle kan gå i dialog med forskerne. Og én passende institution for denne dialog er universitetet. Det både almendannende og kompetencegivende universitet. Vågn op, universitetsbestyrelser!