Jeg har boet i Riyadh i Saudi-Arabien i fem måneder fra april til september 2007. Mine fordomme om muslimer blev manet til jorden. Jeg erfarede, at i dette land, med en diktatorisk konge, hvis styreform vi må og skal tage afstand fra, lever venlige mennesker, der på intet tidspunkt viste afstandtagen eller fjendtlighed over for mig. På intet tidspunkt blev jeg bedt om at rejse hjem – selv om jeg dagligt optrådte med blottet ansigt og uden tørklæde. Fem gange i døgnet kalder muezzinerne til bøn fra samtlige minareter i Riyadh. Første gang ved halvfemtiden – det kommer an på, hvornår solen står op – og sidste gang ved halvnitiden om aftenen. De øvrige ’kaldetider’ er ca. kl. 12, kl. 16 og kl. 18. I begyndelsen af vores ophold blev vi ganske irriterede over at blive vækket af larmen fra de seks omkringliggende moskeer – de startede altid lidt forskudt – men efterhånden vænnede vi os til det og lærte, at livet i Saudi-Arabien er styret af bønnerne – af Allah – for han er den styrende faktor her. Vi lærte at leve efter den dagsorden, som bønnen stiller. »Hvad er klokken? Kan vi nå at handle inden næste bøn eller skal vi vente? Vi kan også køre ind til mall’en (indkøbscenter) under bønnen, og så passer det med, at vi er dér, når butikkerne åbner igen«. En dag ’gemte’ vi os i Debenhams (det engelske stormagasin) under bønnen. Vi sad bare på en bænk, men nej, en sikkerhedsvagt kom og bad os forlade butikken. Han undskyldte sig med, at forretningen kunne få Muttawa (det religiøse politi) på nakken. Vi spillede selvfølgelig dumme og uvidende – for man må gerne opholde sig inde i supermarkeder og restauranter, mens der er bøn; man kan bare ikke betale eller komme ud – man er ligesom lukket inde. Store jerngitre ruller ned for alle ind/udgange, så man ikke stikker af fra regningen, og dørene i restauranter bliver låst og bevogtet af vagter. Men man tør heller ikke forsøge at flygte fra regningen – vi skulle nødig være ham/hende, der får hugget hånden af næste fredag på ’Chop-Chop’ Square. Det sker hver eneste uge – ofte flere gange om ugen – at mænd bliver halshugget, får højre hånd hugget af eller bliver stenet på den offentlige plads i den gamle bydel af Riyadh – i daglig tale kaldet ’Chop-Chop’ Square. Myndighederne i Saudi-Arabien påstår, at det er af profylaktiske grunde, man gør det – meget mærkeligt, at der bliver ved med at være arbejde til bødlen! På selv samme plads holder familier picnic om eftermiddagen, børn spiller fodbold og skyder på mål – dvs. et område afgrænset af to sko eller to vandflasker – eller de løber på løbehjul og rulleskøjter. Ja, det kunne såmænd være en scene fra Fælledparken i København, men vi er i hjertet af det land i verden, der fortolker islam på en ultrakonservativ måde, som er foreskrevet i Saudi-Arabiens officielle udgave af islam, Wahhabi-islam. Muhammed Ibn Abd al-Wahhab (1703-1791), en lærd i Mekka og Medina, dannede sammen med Ibn Saud, en lokal stammeleder, en religiøs-politisk bevægelse. Ibn Saud brugte wahhabismen til at legitimere sin jihad for at undertvinge og forene Arabiens stammer ved at omvende dem til denne puritanske udgave af islam. Vi har opholdt os i et land, hvor kontrasterne mødes hvert sekund og overalt. Sort /hvidt – mænd/kvinder – arabisk/amerikansk. I gadebilledet vrimler det med sortklædte kvinder og børn i grupper på to til otte – en saudisk kvinde færdes aldrig alene. Hun kan risikere at blive opfattet som en ’billig/villig’ kvinde (jvf. den i medierne meget omtalte sag om den voldtagne kvinde i Saudi-Arabien). Kvinder og børn har et vældigt socialt liv – dvs. at kvinderne fra flere generationer danner et vertikalt netværk for hinanden – det er her, man opdrages, hér man skaber sin identitet som kvinde. Det skal dog tilføjes, at unge piger/kvinder fra velhavende familier færdes i venindegrupper i Almamlaka – en shopping mall i Kingdom Tower – indkøbscentret over alle indkøbscentre. Her udlever de et ungdomsliv som i Vesten sammen med veninder uden for familiens kontrol. Mobiltelefonerne bipper konstant – sms’erne tikker ind hvert minut – man kan kun gætte, at de sms’er med venner af modsatte køn. Disse piger opfører sig fuldstændig som danske teenagepiger i Fields eller på Fisketorvet. Den eneste markante forskel er klædedragten – sort abaya (lang sort frakke/kappe) og burka (et slør/hovedbeklædning, der dækker ansigtet og kun lader øjnene være synlige). Kun de daddelformede, meget smukke sorte øjne, omkranset af moderigtig makeup, vidner om et liv og en glød, der hører fjantede, forelskede piger til. Som skrigende kontrast til disse sortklædte kvinder møder vi de hvidklædte stolte arabiske mænd. Alle saudiske mænd bærer nationaldragten: klorinaffarvede hvide lange kjortler og hvidt eller rød/hvidternet tørklæde holdt på plads af en sort ring. Den for tiden gældende mode dikterer måden, som tørklædet er arrangeret på. Det forlyder, at bakspejlet i bilerne er indstillet således, at chaufføren konstant kan spejle sig for at tjekke, om tørklædet sidder rigtigt. Man møder også meget ofte familier i bybilledet. Typisk for en saudisk familie går den ’hvide’ mand forrest efterfulgt af en eller flere ’sorte’ kvinder – den saudiske lov tillader, at én mand kan have op til fire koner – og bagest kommer så en asiatisk barnepige med børnene. Temmelig ofte er børnene meget tykke, meget uopdragne og for pigernes vedkommende meget yndige i tøjet. Lige til de bliver kønsmodne – så ’fanges’ de i den sorte heldragt. Denne klædedragt skal forhindre fremmede mænd i at se en anden mands kvinde eller blive fristet af hende. Den saudiske kvinde må ikke tale med fremmede eller kigge en fremmed mand i øjnene. Derfor ser man også, at det er manden, der betaler for varerne, når der handles, for det er kun mænd, der arbejder i forretningerne. Altså mænd fra andre arabiske lande end Saudi-Arabien. Helt almindelige vestligt klædte mænd mellem 20 og 40 år som er udstationeret i en periode fra Jordan, Syrien, Egypten, Libanon eller Marokko. De arbejder i alle forretninger – børnetøj, dametøj, dameundertøj, sko, herretøj og parfumerier. 20 til 25 mænd står på spring for at betjene én i de superlækre parfumerier, som der findes tre til fire af i hver af de ca. 50 indkøbscentre i Riyadh. Serviceniveauet er meget højt i alle disse forretninger. Overalt møder man venlige, nysgerrige og interesserede sælgere, som absolut ikke er påtrængende, men derimod bare vil hjælpe og snakke med en ikke-sauder på handelssproget: engelsk. Desværre kom jeg aldrig rigtig i kontakt med en saudisk kvinde, ej heller fik jeg en invitation til at gæste en familie. Men jeg blev mødt af mange nysgerrige, venlige blikke fra disse ’sorte’ kvinder, hvis øjne stråler og smiler tilbage til mine blå – lige så nysgerrige øjne. Jeg bar, ligesom alle kvinder, abaya, når jeg var ’ude i samfundet’, men som vestlig kvinde behøvede jeg ikke at bære hovedbeklædning i form af burka eller tørklæde. Vi vestlige kvinder – og for øvrigt også mange kvinder fra andre arabiske lande end Saudi-Arabien, kunne frit ’friste de saudiske mænd’ ved at vise vores blottede hoveder. Den moderne arabiske kultur bygger på en god portion beduintraditioner – blandet med alt, hvad der kan købes af amerikansk livsstil. Riyadhs byplanlægning med store lige ottesporede motorveje med serviceroad, hvor lokale forretninger kan nås fra bilen, vidner om, at USA er det store forbillede. Saudierne elsker store benzinslugende biler – kæmpe biler, der rummer koner, børn og barnepiger, og som kører side om side med gamle lastbiler, der transporterer kameler og geder. Og det er vel unødvendigt at sige, at alle biler bliver ført af mænd, da det stadig er forbudt for kvinder at køre bil. Det ville også være svært for kvinderne; thi det kan være ganske vanskeligt at se og orientere sig med totalt tildækket ansigt. Vi vestlige kvinder ville aldrig vove at køre en bil – trafikken er mildest talt kaotisk. Mændene i Riyadh praler af at have verdensrekord i bilulykker med dødelig udgang. Skræmmende! Vi var derfor temmelig lettede, da vi afleverede den lejede bil i lufthavnen ved hjemrejsen – vi havde overlevet livet på motorvejene i Riyadh – ja, vi havde klaret den uden én eneste skramme. Og vi kørte mange kilometer. Der findes ingen offentlige transportmidler i byen, så man er tvunget til at køre i bil, hvis man vil/skal ud. Det er utænkeligt at færdes til fods – dels pga. varmen dels pga. risikoen for at blive kørt ned. Vi så dog enkelte fodgængere og cyklister – det var fattige arbejdere fra Asien, og det skal siges, at de levede livet meget farligt. En anden amerikansk livsstil, saudierne har taget til sig, er fastfoodkulturen. Så godt som alle de store amerikanske madkæder ligger side om side med kinesiske grill og falafel-restauranter. Men så ophører al sammenligning! I Riyadh er alle spisesteder delt op i to afdelinger. Én kun for mænd og én for kvinder og familier dvs. børn og mænd ifl. med kvinder. Der er også to separate køer ved fastfood- restauranterne, adskilt af en skærm. I familiesektionen, hvor vi kvinder skal gå ind, er der båse med tykke gardiner – i disse båse gemmer man sig så, når man spiser, og jeg vil tro, at arabiske kvinder herinde tager burkaen af, mens de spiser. Tjenerne – som naturligvis er mænd – nøjes med at række armen ind bag gardinet, eller kvindens mandlige ledsager kommer ud af båsen og tager imod maden. På enkelte restauranter er der udendørs servering – som regel er det for varmt at sidde ude – men denne afdeling er kun for mænd. Rent temperaturmæssigt er det også mere behageligt at sidde indenfor – aircondition holder temperaturen nede på 20 grader – tåleligt for de tildækkede kvinder. Ja, det er et meget mærkeligt samfund – og jeg undrer mig stadig over – hvordan kvinderne kan leve under disse forhold. Men ifølge kvinderne ønsker de selv at være tildækkede, hvilket fremgår af forskellig litteratur, jeg har læst. Klædedragterne – såvel mænds som kvinders – bygger på kulturelle traditioner og ikke på islam. Hvordan kan man nu som dansk kvinde finde på at tage til Saudi- Arabien? Til et land, der har et styre, man som dansker må tage afstand fra? Det gør man heller ikke som almindelig turist. Min mand skulle udstationeres et halvt år gennem sit firma, og efter mange overvejelser og et weekendbesøg i Riyadh besluttede vi at sige ja til den udfordring, det ville være at komme til et ellers lukket land. Til et islamisk land, som er så anderledes end andre islamiske lande – ja, forskellig fra alle andre lande vi kender. Vi har ikke fortrudt, at vi tog af sted. Vi boede dejligt i en moderne compound – en velbevogtet ghetto for vesterlændinge og enkelte familier fra andre arabiske lande – med fri adgang til mange sportsfaciliteter – i et internationalt minisamfund med lejlighed til at skabe kontakter til en masse nye mennesker – i et land, hvor solen skinner de fleste dage, og hvor det er behageligt at være trods temperaturer på op mod 50 grader. Vi kvinder var ikke låst inde i vores compound – vi kunne frit planlægge en tur ’ud i samfundet’. Vi skulle blot bestille en limousine – bebyggelsens egen taxa – eller vi kunne tage en shuttlebus til en af byens malls. To gange dagligt var der kørsel til og fra et indkøbscenter. Eller vi kunne vente på, at vores mænd kom hjem og hentede os. Leveomkostningerne i Saudi-Arabien er det halve af Danmarks, benzin koster 75 øre pr. liter, og det var meget billigt at spise på restaurant. Som en sidegevinst fik vi mulighed for at holde nogle ferier i de omkringliggende lande: Bahrain, Qatar, Emiraterne, Oman og Jordan – lande vi nok ikke ville have taget til, hvis vi ikke var lige i nærheden. Disse rejser var med til at give os et meget nuanceret billede af arabere. Vi mødte mange meget venlige, nysgerrige og gæstfrie mennesker – mennesker, der ligesom os er stolte af deres smukke land og dets fantastiske kultur. VI har lært, at Saudi-Arabien er et polariseret samfund, hvor nogle mennesker er så rige, at man ikke har fantasi til at forestille sig, hvor mange milliarder de ejer, og andre – primært mænd fra asiatiske lande – lever et liv under slavelignede forhold, men som har valgt at leve i dette land langt væk fra egen familie og til en løn på 500 kr. om måneden, hvoraf halvdelen sendes hjem til familien. Vi har lært, at en saudisk familie udadtil lever på samme måde som en dansk – at kvinderne virker glade og accepterer deres liv i en for os forfærdelig klædedragt – vi har lært, at ikke alle beder fem gange om dagen; livet fortsætter på gader og i indkøbscentre, selv om der bliver kaldt til bøn, og forretningerne lukker. Nogle mænd kører til deres lokale moske, andre går i moskeen i centret. Kvinderne sætter sig i grupper og hyggesnakker eller lægger sig op ad et butiksvindue for at bede med ansigtet vendt mod Mekka. Vi har også lært meget om os selv – vi har lært at sætte meget pris på vores demokratiske værdier her i Danmark – og vi har lært at elske vand i et land, hvor alkohol er uden for rækkevidde.