Casper Christensen oser af det, P3's univers er fuld af det, sitcomfiguren Chandler fra 'Friends' er en sand mester i det, men det stopper slet ikke der. I dag kan man synge med på hele teksten til 'Den knaldrøde gummibåd', smutte ud til lidt fyraftensstrip med drengene og sende hardcore pornobilleder rundt på kontoret. Man kan have en plakat af Blake fra 'Dollars' hængende over skrivebordet, råbe 'perker' i en hilsen til en mørklødet kammerat og 'møgso' efter en veninde, alt sammen iført den gamle lyserøde Lacostetrøje og helt uden skam eller fare for at blive anklaget for dårlig smag. Det er måden, man sætter voks i håret på, måden, man bærer sine cowboystøvler på, og da jeg til en større fest for nylig kiggede ud på dansegulvet, spekulerede jeg på, om ikke det også er måden, man danser på. Det er ironi, jeg taler om, og det er meget mere omfattende, end sådan som det beskrives, når man slår ordet op i Gyldendals Fremmedordbog: »Fra græsk: eironeia forstillelse. Udtryksmåde ved hvilken man med skjult, fin spot siger det modsatte af hvad man egentlig mener«. For ironi er ikke bare det at sige det modsatte af det, man mener, men er en måde at anskue verden på, som i dag kan siges at være så fremherskende, at vi alle er blevet ironikere. Ironi er ikke bare skyld i mængden af lidet kønne truckerkasketter, T-shirts, der reklamerer for alt fra vaskepulver til kakaomælk, og plakater, der opfordrer til at banke en heteroseksuel, men er også blevet en politisk, retorisk og æstetisk strategi, der kan gøre det utroligt svært at vide, hvad folk egentlig mener om alt fra politik og ligestilling til Christiania og præsident Bush. Ironi spiller ind på hele vores mediebillede og måden, hvorpå vi i dag aflæser ethvert æstetisk produkt - det være sig film, litteratur eller kunst. Men hvad er denne her ironi for noget, der fylder så meget? For mange er ironi et synonym for de ting, der er galt med det postmoderne samfund. Efter tragedien 11. september 2001 var amerikanske medier fulde af kommentarer om, at den nye alvor måtte betyde en længe ventet ende på ironiens tidsalder. »Én god ting kan der komme ud af denne tragedie«, skrev forfatteren og journalisten Roger Rosenblatt i Time Magazine, »det må blive enden på The Age of Irony«. Nu var man nødt til at tage verden alvorligt igen, mente kritikerne, for virkeligheden var atter blevet virkelig. For kritikere som Rosenblatt, og en stor mængde konservative amerikanere, står ironien som den store synder i hele det selvrefleksive og dekonstruktive spil, der i et stykke tid nu har været i gang med at relativisere hele den vestlige civilisations normsæt. De skælder ud på den postmoderne ironi, der sammen med dekonstruktivismen og postmodernismen holdt sit indtog i akademiske og intellektuelle kredse i 1970'erne og medførte en vedvarende metaleg med traditioner, normer og genrer, der ikke tager noget som helst, og slet ikke sig selv, alvorligt. For andre er brugen af ironi et sundhedstegn og på mange måder det tænkende menneskes redning. Douglas Adams, forfatter til romanen 'The Hitchhiker's Guide to the Galaxy', er inde på det, når han siger, at ironi er det intelligente menneskes mulighed for at komme med en vigtig pointe og samtidig have det lidt sjovt. I kraft af sin relativisering af det omgivende kan ironi være et stærkt våben i kampen mod konventioner, dogmer og traditioner. Kierkegaard beskriver ironiens forførende frihed i 'Om Begrebet Ironi' fra 1841, hvor han også beskriver, hvordan en ironisk tone kunne give én »anseelse af at være dannet, at have blik på livet, forstand på verden«, og betegne »én for de indviede som medlem af et vidtudstrakt åndeligt frimureri«. Ironikeren bruger ironi til at hæve sig op over virkeligheden, til »at være fri over den«, som Kierkegaard skriver. Ironikeren finder frihed ved at så tvivl om virkelighedens autenticitet. Derfor kan ironien være et stærkt kunstnerisk og politisk våben, som den ofte er det i dag. Den kan så at sige tage kampen op 'indefra' ved at genbruge gamle myter og klichéer på en ironisk måde, så en helt anden mening bryder frem, som den canadiske litteraturforsker, Linda Hutcheon, beskriver det i en af sine bøger om ironi, 'Irony's Edge'. »Ironiens forbundethed med de dominerende diskurser, som den udfordrer - den bruger deres sprog som fundament - er dens styrke, for det gør det muligt for den ironiske diskurs at købe tid (at blive tilladt og endda lyttet til, selv om den måske ikke bliver forstået) og samtidig relativisere den dominerende diskurs' autoritet og stabilitet« (min egen oversættelse). Et eksempel er den engelske forfatter Angela Carters ironiske genfortælling af traditionelle eventyr, der gør, at de gamle fortællingers ret så misogyne og patriarkalske egenskaber pludselig træder frem i et helt andet lys. Den amerikanske forfatter Paul Auster benytter sig ligeledes af ironi i sin romantrilogi, 'New York Trilogi' fra slutningen af 1980'erne, der tog den traditionelle detektivroman under kærlig ironisk behandling og sagde noget nyt om det vestlige, rationalistiske livssyn, der tror sig i stand til at løse alle universets mysterier. Utroligt mange forfattere, filmmagere og kunstnere leger på den måde ironisk med medier, genrer og normer og forholder sig via ironien kritisk til både sig selv og det samfund, de er en del af. Den ironiske leg bliver brugt med dyb alvor. Men Kierkegaard skriver også om ironiens anvarsløshed, og det er netop denne del af vores postmoderne ironiske adfærd, som ironiens kritikere er ude efter. Det forførende ved ironien, ifølge Kierkegaard, er jo netop, at virkeligheden mister sin vægt. Ved at bruge ironien distancerer man sig fra verden og mærker en befriende intethed. Når man ikke kan regne med det, der siges eller det, der gøres, er den enkelte i ord og gerning på en måde befriet for tingenes forpligtende betydning. Ironien som sådan gør fri, men tager ikke stilling til det omgivende. Man kan illustrere det ved mødet mellem kritikere af rap- og hiphopmusikkens sprogbrug og de unge, der enten producerer eller lytter til den. Rap- og hiphopmusikgenren benytter sig af nogle stereotype fremstillinger af kønnene, men som oftest med et glimt i øjet. Kvinder er bitches, kællinger og møgludere, tænker kun på at se godt ud - og så på mænd, naturligvis, og allerhelst alfahannen iblandt dem. Til dem, der måtte mene, at kvindeportrætterne er afstumpede og sexistiske, kan man kun sige, at det er de alligevel ikke. For, som eksempelvis Jokeren siger, »ordene skal ikke tages så bogstaveligt«. Det er svært at hive de feministiske skarpskud frem, når hele den ironiske diskurs gør opmærksom på, at alt siges i anførselstegn. Straks tager man sig jo ud som en af dem, der ikke har forstået ironien. Ironi gør det på den måde muligt at sige nærmest hvad som helst. I stedet for holdninger kommer det til at handle om hvem, der er indviet i det ironiske fællesskab og hvem, der ikke er. De tog fejl, de, der mente, at ironien døde den septemberdag i 2001. Hvis den var væk fra medierne i et par dage derefter, er den i hvert fald på alle måder vendt tilbage og fylder mere og mere i et mediebillede, der i stigende grad forudsætter, at beskueren automatisk vil forholde sig ironisk til ethvert budskab. Men når den nu altid har været der, ironien, hvorfor er den så blevet mere dominerende i dag? Det giver forfatter og kritiker Umberto Eco en god forklaring på. Han illustrerer situationen ved at fortælle om den postmoderne mand, som forelsker sig vanvittigt i en kvinde af samme tid. Han kan ikke sige til hende, at han er »vanvittigt forelsket« i hende, selv om det er sådan, han har det. For, som Eco siger, »han ved, at hun ved (og hun ved, at han ved), at disse ord allerede er skrevet af Barbara Cartland«. At komme med en sådan kærlighedserklæring ville være som at genbruge ord, der allerede på det grundigste er blevet misbrugt til ukendelighed. Men der er en løsning på det postmoderne problem, og det er her, ironien kommer ind i billedet. Han kan sige til hende: »Som Barbara Cartland ville sige det, så er jeg vanvittigt forelsket i dig«. Således, siger Eco, vil han have undgået en »falsk uskyld«, og det er lykkedes ham at sige det, som han gerne ville sige: At han elsker hende, men at han elsker hende i en tid, hvor al uskyld er tabt. Med bevidstheden om, at hans erklæring allerede er devalueret på forhånd, tager den postmoderne mand sine selvbevidste forholdsregler og sætter kærligheden i anførselstegn. Men det, man kan spørge sig selv om, i denne selvparodierende tid, er, om denne postmoderne mand egentlig får sagt det, han gerne ville sige til kvinden, han elsker. Er denne selvreflekterende 'parodi' på en kærlighedserklæring det samme som kærlighedserklæringen uden en refleksion over dens klichéfyldte klang? Manden har sikkert svært ved at tro på den store forelskelse, som er blevet misbrugt af romanblade, diamantreklamer, Hollywoodfilm og alt andet mellem himmel og jord, der har villet sælge ting i kærlighedens navn. Hans behov for, så at sige, at sætte sin kærlighedserklæring i citationstegn er et udtryk for en dyb mistro til det, han har lyst til at sige. Han taler ganske vist stadig om kærlighed, men om kærligheden som noget, der allerede er en parodi. Det er det, ironien kan. Den kan gøre, at vi stadig kan tale om ting, vi gerne vil tale om, men på en sådan måde, at vi samtidig anerkender, at det, vi siger, allerede er blevet sagt. Vi står tilbage med en parodi på det, der har været. Det er underteksten til et væld af de reklamefilm, popsange og film, der i dag produceres. De reklamer for vaskepulver eller 'merci-fordi-du'-til-chokolade', der ikke benytter sig af en ironisk distance til deres egen status som 'reklame', efterlader os nærmest måbende over deres øretæveindbydende naivitet. Hvem tror de, de taler til? Ved de ikke, at vi ved, og at vi ved, at de ved, at vi ved ...? De forekommer os så naive, at nogle af de allermest naive nærmest kan blive til genstand for kultdyrkelse, som det kan ske for en 'Cillit Bang-' eller 'Riesen'-reklame. De reklamer, der derimod taler mere direkte til os, er dem, der med ironi gør nar ad sig selv og deres ærinde. De får os til at føle, at vi bliver talt til som vidende og unikke forbrugere. Det er, som om denne selvrefleksion gør det spiseligt for os, at de så stadig bruger nøjagtig de samme virkemidler, som reklamer altid har brugt. Når blot de gør opmærksom på, at de godt er klar over, at de gør det. Og ikke mindst gør opmærksom på, at de også godt er klar over, at vi godt ved, at de gør det. Reklamer må gerne manipulere, når blot de siger, at de gør det. De må gerne vise bryster og balder for at sælge hvad som helst, hvis bare de gør det på den ironiske 'nej, hvor er det latterligt, at vi gør det, men hov, her gør vi det igen, og værsgo, her er brysterne endnu en gang' måde. Det kan godt være, at der i den ironiske reklame bliver gjort tykt nar ad reklamer, hvor storbarmede kvinder skal løbe rundt på en strand. Men i den ironiske version løber storbarmede kvinder stadig rundt - og måske er de ironiske barme endda blevet en tand større for at understrege ironien. På samme måde med undertøjsmodellen, der afklæder sig med et ironisk glimt i øjet, som skal signalere, at hun godt ved, at hun henvender sig til en beskuer, der ved alt om gamle film noir-scener og feministiske teorier om 'det maskuline blik'. Ikke desto mindre er den afklædte model stadig udtryk for, at en kvindekrop sælger. Bryster sælger stadig - nu blot med den ekstra bonus af meta-bevidstheden om, at vi alle ved, at det er sådan. Danskere benytter sig i meget høj grad af en meget indforstået ironi, noget, der kan gøre det meget besværligt at kommunikere, hvis man, som udlænding for eksempel, ikke er indviet i den undertekst, som der hele tiden refereres til. Så snart man er havnet i en kreds af danskere, der mener at være en smule på bølgelængde med hinanden, kan man ikke regne med et ord af det, der siges - alt skal afkodes og vendes om, det handler om tonefald, tryk på stavelser, kropssprog eller måske bare en lille overdrivelse af en lyd. Nogle gange vil betydningen af et ord være at finde i lige nøjagtig det modsatte af det, der siges, men det kan man ikke være sikker på. Ofte er det eneste, man kan regne med, at det, der menes, ikke er det, der bliver sagt. Men det er bestemt heller ikke sikkert, og da slet ikke i en tid, hvor man, især blandt unge, begynder at kunne tale om 'dobbeltironi' eller 'tripelironi'. Dobbeltironi vil sige, at man faktisk siger det, man mener. Men altså dobbeltironisk. Man siger for eksempel noget, det normalt ikke er pænt at sige: »Sikke en forfærdelig frisure, du har fået«. Man mener ikke, at frisuren i virkeligheden er pæn. Man mener faktisk, at den er grim, som man siger, men man siger det med en ironisk undertekst, der skal fortælle »det her siger jeg faktisk ikke, for det kan jeg simpelthen ikke tillade mig«. Tripelironi er igen en grad længere ude, og så begynder det seriøse afkodningsapparat virkelig at skulle finpudses. Ironi er lige så stille ved at blive en standard for vores kommunikation og ikke den befrielse fra mening, som Kierkegaard talte om. Det spændende er, hvad der sker, når vi alle er ironikere, og kan man så overhovedet blive ved at tale om ironi, når ironi bliver normen, og spændingsforholdet mellem, hvornår der tales ironisk, og hvornår en tekst skal tages bogstaveligt forsvinder? I en popkultur og især i en ungdomskultur, hvor man hele tiden citerer fra andre tider, tekster, popsange og film, er snart enhver handling og ethvert ord sat i anførselstegn, og underteksten er, at 'jeg gør slet ikke det, som det ser ud, som om jeg gør, for jeg gør det jo ironisk'. Dermed sagt, at kælling ikke betyder kælling, perker ikke perker, bøsserøv ikke bøsserøv, for vi lever jo i en postfeministisk og post-alt muligt andet-tid, hvor vi alle ved bedre. Og så er det jo både absurd og anakronistisk at gå i modangreb. For du troede vel ikke, jeg mente det?