»Vi kan vælge at blive et stærkere foregangsland« var, hvad den tidligere socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, fremhævede som det langsigtede drømmemål, han i samarbejde med de radikale havde sat sig i forbindelse med udlændingepolitikken. I dag kan målet siges at være nået: Danmark er blevet Europas foregangsland - dog ikke lige på den måde, Poul Nyrup Rasmussen havde forestillet sig. Drømmen kunne nemlig først realiseres, da han mistede magten ved valget i 2001, og andre tog over. I dag flokkes parlamentariske delegationer fra andre europæiske lande til Danmark for at lære af de nødvendige stramninger, vi har foretaget, og rundt om i Europa - i lande som Portugal, Spanien, Storbritannien, Holland, Tyskland og Belgien - skeler man til Danmark i forbindelse med de lovinitiativer, der er i gang på udlændingeområdet, idet man jo rundt om i de gamle europæiske lande endelig har forstået nødvendigheden af at genindføre normaltilstande. Og at det nu er i den 11. time, hvis de gamle europæiske kulturer skal bevares. Det glæder mig, at Danmark og store dele af Europa er kommet så langt, at det, vi andre - i al beskedenhed nævnt - har sagt i årevis, nu bredt accepteres som fornuftigt. Og man må samtidig undre sig over, at det skulle tage så mange år. Tænk, hvad Europa kunne være blevet sparet for, hvis man i tide havde lyttet til vore veldokumenterede advarsler. Om end den fortvivlede situation på udlændingeområdet herhjemme jo på ingen måde kan bebrejdes os, har det altså alligevel været i vores lod at skulle normalisere. Og vi er i et frugtbart samarbejde med regeringen gået i gang med den opgave, for normalisering er præcis det, vi i denne sammenhæng ønsker at nå frem til. Nogle af vore modstandere - og det gælder ikke mindst denne avis' lederskribenter - har konsekvent hævdet det modsatte, nemlig at vi repræsenterer det ekstreme, men intet kunne være mere forkert. Det er det normale, vi nu er på vej tilbage til, når det gælder udlændingepolitikken i Danmark. Det er modsat det unormale, det abnorme, der har været gældende herhjemme siden ændringen af udlændingeloven i 1983. Den lov, som havde Hans Gammeltoft-Hansen som arkitekt og - forfærdende at tænke på - den konservative Poul Schlüter som bygmester ... Det, vi nu har sat i gang, er altså, at Danmark er ved at blive normaliseret. Normalisering er at sige det forskruede farvel. Normalisering er at vende ekstremismen ryggen og at holde op med at leve i en fantasiverden. Normalisering er at få begge ben ned på jorden. Og efter knap et kvart århundredes højtflyvende fantasi er Danmark nu igen så småt ved at finde sine ben. Jeg betragter det, som er blevet sat i gang i valgperioden mellem 20. november 2001 og 8. februar 2005, som første fase i det, som skal ende med at være Danmarks politik, når det gælder flygtninge og indvandrere. Ved det seneste folketingsvalg blev Dansk Folkeparti yderligere styrket, og VOK-flertallet fik bekræftet, at det danske folk bakker op om linjen i udlændingepolitikken. I Dansk Folkeparti er vi nu så småt ved at gøre klar til anden fase af udlændingepolitikken. Og denne fase har en hel del at gøre med den velfærdsdebat, som officielt starter, når Velfærdskommissionen ved juletid har afleveret sine anbefalinger, men som jo uofficielt allerede er i fuld gang. Det er dog kun de sædvanlige, velfærdsforringende temaer, man hidtil har turdet tage fat på diskussionen af - om vi skal have efterlønnen afskaffet, om pensionsalderen skal sættes op - eller om folkepensionen eventuelt skal sættes ned. Det ville være langt mere relevant, hvis spørgsmålet om antallet af flygtninge og indvandrere og de enorme udgifter, de påfører os, blev diskuteret, men her kniber det med modet. Og det til trods for, at en fremtidssikring af velfærden ikke er mulig, hvis vi ikke får overblik over den årlige tilstrømning af nye flygtninge og indvandrere i årene fremover. I 1997 blev det af Danmarks Statistik anslået, at det offentliges udgifter til flygtninge og indvandrere beløb sig til knap 30 milliarder kroner årligt. Siden har vi ikke haft ordentlige udregninger, men det årlige beløb er nok ikke blevet mindre. Denne diskussion er jeg og mine partikolleger allerede i fuld gang med at tage rundt om på møder i landet, når fremtidens velfærdssamfund diskuteres. Men mens almindelige mennesker meget gerne vil tage også denne diskussion, er de andre partier ikke til sinds at tage den på Christiansborg; her foregår således den samme strudseleg, som man har leget i årevis. Men denne gang skal strudsepolitikerne ikke få lov til at sætte dagsordenen. Vi har et par store opgaver, der skal overstås, inden vi på udlændingeområdet for alvor går i gang: De nye kommunale strukturer skal færdiggøres, hvilket sker medio juni, og vi skal have afstemningen om EU-forfatningen overstået ultimo september. Men med finanslovsforhandlingerne - og senere velfærdsreformen - vil DF markere disse som indledningen til implementering af fase 2 i udlændingepolitikken. Det bør være en selvfølge, at udlændingepolitikken bliver en vital del af den kommende velfærdsreform. Jeg synes derfor, det er rimeligt og rigtigt, at jeg allerede nu skitserer nogle af de normaliseringstiltag på udlændingeområdet, vi agter at lægge op til, idet jeg dog først vil tillade mig at gentage, at der på udlændingeområdet allerede er sket meget positivt til gavn for det danske folk. Jeg har altid sagt ligeud, at succes med integration af udlændinge fra den tredje verden alene kunne sikres, såfremt indvandringen skete i et kontrolleret tempo. Altså at antallet af indvandrere var afgørende og bliver altafgørende for landets fremtidige velfærd. Tidligere fandt man det upassende, når jeg tog ordet antal i min mund - i dag bør det vist være almindelig accepteret. Og formålet med de stramninger, som vi gennemførte, var da også at nedbringe antallet af asylansøgere og af familiesammenførte, hvilket lykkedes. I 2001 søgte 12.512 personer asyl i Danmark, i 2002 var dette antal halveret til 6.068, i 2003 yderligere nedsat til 4.593, og i 2004 var tallet nedbragt til 3.235. I de fire nævnte år så tallene for opholdstilladelser således ud: 6.263, 4.069, 2.447 og 1.592. Anerkendelsesprocenten for asylansøgere i de samme fire år: 53 procent, 28 procent, 22 procent og 10 procent. Familiesammenføringstilladelser i årene: 10.950, 8.151, 4.791 og 3.832. Vi kan glæde os over, hvor langt vi er kommet - men også samtidig erkende, at de problemer, der er blevet skabt med ghettoisering, nedbrydelse af folkeskolen, bandekriminaliteten blandt indvandrere etc. kræver endnu mere kontrol med, hvem der kommer ind i landet, ligesom en række yderligere tiltag nu skal iværksættes frem mod normaliseringen. Disse tiltag vil jeg i det følgende i punktform opridse: I dag gives permanent opholdstilladelse efter syv års ophold i Danmark. Vi ønsker, at det overordnede princip er, at begrebet permanent opholdstilladelse helt fjernes, men at der på dispensation kan gives permanent opholdstilladelse efter minimum 10 år. Yderligere siger vi, at den permanente opholdstilladelse kun kan gives til familiesammenførte og indvandrere - aldrig til flygtninge. Det forholder sig jo netop således, at Danmark ikke er forpligtet af nogen konvention til at give permanent ophold til flygtninge. Flygtninge skal ifølge konventionerne beskyttes, men ikke have permanent ophold; de skal derimod hjemsendes, når forholdene i hjemlandene er til det. Vi lægger vægt på, at der hurtigst muligt sker en total nedbrydning af ghettoerne i Danmark. Det er en skamplet på landet, at der findes ghettoer, og det første skridt til nedbrydningen er, at beboere, der er på offentlig forsørgelse, og som bor i ghettoer, skal tvinges til at flytte til en anden bolig i en anden boligafdeling - måske til en anden kommune, og om nødvendigt til en anden landsdel. Vi hylder i det hele taget det princip, at flygtninge ikke skal kunne flytte frit, før de er blevet selvforsørgende, og at flygtninge, der er boligplaceret rundt om i landet, ikke frit skal kunne flytte, før integrationsperioden på tre år (vi ser gerne dette udvidet til fem år) er forløbet. Kravet fra os til de nye er, at de skal være selvforsørgende og selv kunne betale for den nye bolig - hvad enten der nu er tale om indskud i en lejet bolig eller om udbetaling på en ejerlejlighed. Ofte har vi slået til lyd for, at flygtninge - herunder kvoteflygtninge - skal hjælpes i deres nærområde, og dette er nu ved at blive almindeligt accepteret af de fleste europæiske regeringer som en god idé. Fokus på hjælp til flygtninge i nærområdet skal styrkes, og flere og flere Danida-midler skal sluses over til at løse denne opgave med opførelse af flygtningelejre i eksempelvis Afghanistan, Somalia, Iran, Irak og Kenya. Dansk Folkeparti vil allerede i forbindelse med finanslov 2006 have Danida-midlerne øremærket til denne opgave. Vi vil i den forbindelse have standset muligheden for, at ulande, som ikke tager egne borgere retur, fortsat får ulandsstøtte. Der er allerede efter den seneste finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti indskrevet muligheden for at trække i bistanden, men vi vil nu forlange, at bistanden med det samme indstilles, såfremt ulandene ikke tager egne borgere retur fra Danmark, når de her har fået afslag på ansøgning om opholdstilladelse. Mange udlændinge udvises, efterhånden som de har afsonet deres dom for kriminalitet - og det er godt, at udviklingen går i den retning. Men i den forbindelse - og for effektivt at kunne sikre, at de ikke vender tilbage igen illegalt - ønsker Dansk Folkeparti grænsekontrollen genindført, hvilket vi uden problemer midlertidigt kan gøre selv inden for Schengensamarbejdet. Med en genindførelse af grænsekontrollen bekæmper vi samtidig menneskesmugling af enhver art, menneskehandel og indførelse af narko og våben. Det er naturligvis vores primære mål, at Schengen-aftalen helt ophæves, men sekundært er vi tilfredse med, at kontrollen midlertidigt genindføres. Tildeling af dansk indfødsret er desværre langsomt ved igen at komme ud af kontrol. På dette område må vi erkende, at vi ikke har gjort det, vi skulle. At opnå dansk indfødsret skal være undtagelsen snarere end reglen. Og som et minimum for at opnå det skal man have været selvforsørgende i mindst 10 år og tale og skrive dansk. Terrorister med dansk indfødsret skal have indfødsretten annulleret. Der skal sættes en stop for genopdragelsesrejser - læs: hjernevask, som angiveligt op mod 5.000 børn årligt bliver de uskyldige ofre for. Forældrene skal om muligt udvises - ligesom al offentlig bistand til den pågældende familie skal inddrages. På samme måde skal ferieflygtninge - altså folk, der rejser på ferie i det land, de er flygtet fra - udvises og opholdstilladelsen i Danmark ophæves. I det hele taget skal flygtninge og familiesammenførte og mange andre udlændinge, der ikke kan eller vil finde sig til rette her, motiveres til at rejse. Der er mange flygtninge i Danmark - eksempelvis fra Balkan eller fra de palæstinensiske selvstyreområder, der allerede burde rejse nu. Det gælder også, hvis de allerede har fået permanent opholdstilladelse: De skal motiveres til at rejse - og have gode tilbud om repatriering. Udvisning af kriminelle udlændinge skal gøres meget nemmere. Vi vil fremover ikke vise tolerance over for kriminelle udlændinge. Fængselsdømte udlændinge skal ikke kunne opnå prøveløsladelse - og skal som hovedprincip, hvis der er tale om grove forbrydelser, udvises efter endt afsoning, hvor det er muligt. Vi vil ej heller længere være tolerante, når det drejer sig om terrorister. Der skal således indføres en nul-tolerancepolitik over for personer og organisationer, der støtter terrororganisationer. Vi skal fortælle nye i landet, at det er den danske kultur, der skal være kendetegnet for Danmark. Vi vil fremover kun give opholdstilladelse til udlændinge, der underskriver en erklæring om at ville overholde danske love og regler samt respektere og værdsætte dansk kultur - herunder demokrati og ligeværdighed mellem kønnene. Vi vil ikke længere gøre knæfald over for særlig adfærd eller skikke, hverken i skolen eller på arbejdspladserne. Af andre tiltag vil Dansk Folkeparti arbejde for følgende: Det skal fremover være slut med stemmeret til udlændinge fra tredjelande. Kun udlændinge fra Norden eller EU skal kunne stemme ved kommunale valg i Danmark. Indrejsevisa skal fremover indeholde fingeraftryk og registreres centralt. Vi vil ophæve loven om opholdstilladelse til forkyndere, idet vi finder, at fanatiske islamitter benytter præcis denne vej til at snyde sig ind i landet; vi vil dog samtidig sørge for nogle muligheder for dispensation, således at eksempelvis præster fra den russisk-ortodokse kirke eller ordentlige imamer vil kunne få midlertidig adgang, som dog skal fornyes en gang om året. Vi skal have familiesammenføringsreglerne skærpet yderligere. Vi vil således have indført en bankgaranti på min. 100.000 kroner, og vi skal have indført en dna-test af familiesammenførte børn, idet det jo har vist sig, at mange familiesammenførte børn i virkeligheden ikke er børn af de personer, der hævder at være deres forældre. Det er mange års forsømmelse og laden stå til, der har skabt de meget store problemer på udlændingeområdet, som nu er dagligdag i landet, og vi vil fra Dansk Folkepartis side ikke tolerere, at dette område ikke bliver en vital del af den velfærdsreform, som for alvor kommer til diskussion ved juletid. Danmark ved nu af smertelig erfaring, hvor strudsepolitik fører hen. Tidligere havde Dansk Folkeparti som mulighed kun i tale og skrift at advare. I dag har det danske folk givet os de parlamentariske muligheder for at forhindre, at en ny strudsepolitik bliver grundlaget for landets fremtidige velfærd. Disse parlamentariske muligheder vil vi vide at udnytte.