Den engelske by Bradford er et skræmmeeksempel på, hvad muslimske ghettoer betyder for byudviklingen i Europa, skriver dagens kronikør, der er journalist og medredaktør af debatbogen 'Islam i Vesten'. I Manninghambydelen i Bradford ligger Hanover Square, et af de smukkeste torve i den ellers noget nedslidte nordengelske by. Torvet består af en bue af toetages sandfarvede huse i victoriansk byggestil. På et af husene ses en mindeplade for Margaret McMillan, der for mere end 90 år siden grundlagde den britiske sygeplejeskole og var en pionér i arbejdet med at forbedre undervisningen for arbejderklassens børn. I dag er her, som den engelske psykiater og forfatter Theodore Dalrymple har udtrykt det i en af sine mange aviskommentarer, »ikke et hvidt ansigt at se, ej heller en kvindes«. Lignende forhold nævnes også i 'Bradford Race Review', en rapport fra 2001, som stadig er et aktuelt pejlemærke for en muligvis katastrofal udvikling i Bradford. Selv om Dalrymples karakteristik måske ikke er helt korrekt: Der ses kvinder, den dag jeg besøger Hanover Square og bydelen sammen med en kollega. De er blot behørigt tildækkede, som omtrent enhver kvinde, man møder i Manninghambydelen, der overvejende bebos af muslimer med rod i Mirpurdistriktet i Azad Kashmir. Mange af kvinderne bærer hidjab og lang frakke. Men en stor del, også unge kvinder med barnevogn, er så tildækkede, at kun øjne og måske næse er synlige i den sorte hellange dragt. Ellers ses på og omkring torvet kun mænd, klædt som var vi i nordvestprovinsen i Pakistan ved den afghanske grænse. Flere af dem kredser omkring den madrasa, der er indrettet i et hjørnehus. Samtidig holdes der her, som overalt i området, et skarpt øje med fremmede, der gør ophold foran en islamisk institution. Dalrymple skriver videre i den pågældende kommentar, at Bradford i dag synes lige så opdelt som Sydafrika under apartheid. Og det er ganske rigtigt, til fods og i bil gennem byen konfronteres man med usynlige mure, der skiller byens boligkvarterer for de forskellige etniske og religiøse grupper: sikh, hindu, muslim, afro-caribier eller etnisk brite. Den asiatiske gruppe kan visse steder bo i de samme områder. Men i de enkelte gader bor man, alt efter hvilken religiøs gruppe man tilhører. Bradfords indbyggere mødes på arbejdsmarkedet, i diverse råd, hvor minoriteter er repræsenteret eller til f.eks. festivaler som Bradford Mela. I 2000 etablerede kommunen Bradford Race Reciew (BRR), der under lord Herman Ousleys ledelse i 2001 udgav den nævnte undersøgelse om byen. Ousley beskriver en »by i frygt«, ude af stand til at diskutere åbenlyse problemer og med voksende mistillid og polarisering muslimer og ikke-muslimer imellem. Ousley nåede endda ikke at kommentere de voldsomme uroligheder sommeren samme år, hvor Bradford ligesom Oldham og Burnley eksploderede i vold, en vold, der fejlagtigt i pressen mest er beskrevet som 'raceuroligheder'. I kommentarer til rapporten redegør en række mennesker med indgående kendskab til byen for de stigende spændinger mellem de etniske og religiøse grupper. Disse spændinger kan ikke blot forklares som en følge af den arbejdsløshed, byen har oplevet gennem en årrække, eller dårlige sociale forhold. Det er også tydeligt, fremgår det af rapporten, at en række karakteristika udelukkende henfører til den muslimske gruppe. En af kommentatorerne til rapporten er R.V. Mahony, der i årene fra 1984-90 havde en fremtrædende post i byens Råd for Racerelationer. Mahony skriver bl.a.: »Både geografisk og socialt er der i mange af Bradfords områder ingen kontakt mellem racerne«. Og videre: »I et historisk lys plejer kolonister at blive til immigranter; imidlertid synes denne proces at foregå den modsatte vej rundt i Bradford. De pakistanske og bengalske samfund forventer at genskabe omgivelser, der er som deres oprindelsesland«. Ikke mindst på uddannelsesområdet ses det, at det i dag er meningsløst at anvende betegnelsen asiater. De indiske børn klarer sig i dag bedre end hvide briter i skolen. Børn med pakistansk eller bengalsk baggrund, altså typisk muslimske børn, klarer sig dårligst. En stor del af de muslimske børn i Bradford starter skolen med ringe engelskkundskaber, og det er ingen hjælp, at de på mange skoler omtrent kun møder andre muslimske børn. En skoleinspektør i byen går så vidt som til at tale om »regulær apartheid« i undervisningen, da der i Bradford i dag er omkring 30 skoler fordelt på forskellige klassetrin, hvor mere end 90 procent af eleverne er muslimer. En stor del af de muslimske børn i alderen 6-14 år tilbringer samtidig to timer efter skoletid med at lære Koranen på arabisk. I byen Oldham startede 133 pakistanske børn fra bydelen Glodwick i år 2000 i skolen. De 129 havde intet eller kun ringe kendskab til engelsk. Her, som i Bradford, skal mange muslimske børn balancere på fire sprog: punjabi i hjemmet, engelsk i skolen, arabisk og urdu i eftermiddags-koranskolen, hvor undervisningen foregår ud fra en ganske anderledes pædagogik. De mange oversøiske ægteskaber angives i rapporten som en af grundene til, at børnene taler så dårligt engelsk. I 60 procent af de ægteskaber, der i dag indgås af muslimer i Bradford, hentes ægtefællen i hjemlandet, det vil sige fra et landsbymiljø i Kashmir eller Pakistan. Det betyder, at der ikke tales engelsk i hjemmet, og er også årsagen til, at befolkningstilvæksten stiger drastisk. Bradford har i dag cirka 490.000 indbyggere. Heraf har omkring 75.000 muslimsk baggrund. I 1980'erne regnede man med, at tallet for den muslimske gruppe ville stige til 130.000 i 2030 og så stabilisere sig. I dag regner man med omkring 130.000-150.000 muslimer i 2020, og at antallet stadig vil stige. Ingen andre grupper stiger tilsvarende. Hinduer og sikher har i højere grad end den muslimske gruppe skabt sig en bedre levestandard. Som årsag angiver rapporten, at de generelt er bedre uddannede, og at kvinderne i disse grupper, i modsætning til de muslimske, typisk er aktive på arbejdsmarkedet. Hinduer og sikher er i et vist omfang rykket ud af de oprindelige boligkvarterer og blander sig i højere grad med andre befolkningsgrupper i kvarterer i eller uden for byen. Den muslimske gruppe klarer sig generelt dårligere i økonomisk henseende. Dette kan være en af flere årsager til, at byens muslimer forbliver i de samme boligkvarterer, ofte af ringe standard. Men det fremgår også af BRR-rapporten, at unge muslimer i høj grad synes trygge ved, at deres fremtid er i Bradford og koncentreret i bestemte områder. I rapporten udtrykker en række unge muslimer et ønske om, at kulturen ikke skal dominere deres liv, men samtidig en usikkerhed over for at rykke for langt væk fra området, f.eks. ind på, hvad der opfattes som fjendtligt indstillede hvides territorium. Der er dog også andre årsager til, at den muslimske gruppe forbliver i en ghetto. Mahony beskriver, hvordan det i stigende grad synes klart, at grupper blandt ældre moskétro mænd og unge muslimer ønsker såkaldte shariaområder, områder kun for muslimer. Her kan man tilføje, at det er helt i islamisternes - de, der opfatter islam som en altomfattende politisk ideologi - og konservative religiøse lederes strategi at holde sammen på flokken for på denne måde at kunne kontrollere ghettoens medlemmer. Ikke mindst er det set fra sådanne religiøse lederes side meget vigtigt, at de muslimske kvinder ikke får kontakt med ikkemuslimske mænd. Overlevelse afhænger af, at kvinderne ikke gifter sig uden forummaen- betegnelsen for det universelle fællesskab af muslimer. Det kan i denne forbindelse nævnes, at i Storbritannien som helhed har 20 procent af afro-caribiere hvide partnere. For den pakistanske og bengalske gruppe er tallet kun én procent. Dr. Philip Lewis er ekspert i sammenlignende religion og bosiddende i Bradford. Lewis skriver i bogen 'Islamic Britain', at der i Bradford, såvel som i muslimskdominerede områder i Birmingham og London, i disse år i stigende grad kan iagttages en »selvbevidst muslimsk identitet« hos unge muslimske mænd, der kan være meget problematisk for muslimske kvinder og for minoriteter i et bestemt område. Minoriteter opfattes som outsidere, og hvad kvinderne angår, oplever Bradford i disse år en stigning af vold mod dem i hjemmet, særlig i det muslimske miljø. Volden er både af fysisk og psykisk art. Det kan, som en ansat ved et af Bradfords psykiatriske hospitaler fortalte os, være en episode som følgende: En oversøisk brud indkvarteres hos sin nye familie i Bradford og oplever derefter, at døren er låst! Visse af disse brude havner i det psykiatriske system. Siden 1999 har man på to psykiatriske hospitaler i byen kønsopdelt de forskellige afdelinger. Den forklaring, vi fik, var, at de mange asiatiske - altså muslimske - kvinder og deres mænd ikke var trygge ved det blandede miljø. Omkring 300 kvinder i Bradford søger årligt politiets hjælp i forbindelse med tvangsægteskab. De unge kvinder har grund til at være bange. Det er kommet så vidt i byen, at grupper fra det muslimske miljø står for en organiseret eftersøgning af unge kvinder, der er stukket af fra sådan et ægteskab. Disse grupper terroriserer også liberale familier i det muslimske miljø, bl.a. gennem 'the mobile mob'. Liberale pakistanske forældre modtager anonyme, men vedholdende telefonopkald, hvor de kritiseres for at lade deres døtre krænke familien og det pakistanske samfunds ære. Samtidig lægger disse grupper et konstant og aggressivt pres på jævnaldrende kvinder for at få dem til at blive i hjemmet. Derudover er der en gruppe af unge muslimer, der, samtidig med at de er indblandet i salg af hårde stoffer og udviser truende adfærd over for hvide briter, opfatter sig som praktiserende muslimer; de drikker ikke alkohol og accepterer det arrangerede ægteskab. Sommeren 2001 eksploderede Bradford i vold. Hvad der i pressen blev udlagt som 'raceuroligheder' eller et 'asiatisk problem' var i realiteten unge mandlige muslimer, med rod i Azad Kashmir, der tørnede sammen med politi og en gruppe af hvide briter. Angiveligt skulle urolighederne være startet på grund af et rygte om, at en asiat var blevet overfaldet af unge skinheads i byens centrum. Men samtidig, som den tidligere formand for byens Kommission for Racelighed, Ramindar Singh, har gjort opmærksom på, synes optøjerne at have været planlagt. For den fredelige asiatiskdominerede antiracistiske demonstration, der ønskede at vise sin modvilje mod British National Partys ønske om at demonstrere i byen, forvandlede sig i løbet af et par minutter til en slagmark. Unge muslimer angreb politiet med brosten, glasflasker og benzinbomber. Urolighederne fortsatte gennem fire nætter med nedbrænding af hovedsagelig hvide briters ejendom, bl.a. en pub, BMW-garager m.m. En række personer kom alvorligt til skade, og i alt blev der anrettet skader for omkring 260 millioner danske kroner. Ved andre lejligheder er hinduers religiøse institutioner og forretninger blevet angrebet. BBC offentliggjorde samme år som urolighederne en rapport, hvoraf det fremgår, at visse hinduorganisationer i Bradford anklager muslimer for at ville rense området for hinduer. En talsmand fra organisationen Vishna Hindu Parishad, der har tilknytning til det hindunationalistiske regeringsparti i Indien, taler i den forbindelse om »talebaniseringen af Bradford, Khalifa-bevægelsen (Hizb-ut-Tahrir og Al-Muhajirun, red.) mere end 50 moskeer og 100 madrasaer«. Især Al-Muhajirun-bevægelsens leder, den radikale Londonprædikant Omar Bakhri, der betragter sig som Osama bin Ladens repræsentant i Vesten, er med sine kvartalsvise besøg i byen med til at radikalisere de unge muslimer. Unge hinduer klager over, at de chikaneres og overfaldes af unge muslimer. Muslimske organisationer i området har svaret igen med at anklage hinduer for at stå i forbindelse med højreorienterede hinduorganisationer. Det kan utvivlsomt være rigtigt. Men islamiske institutioner og moskeer med rod i bl.a. den uforsonlige pakistanske deobandisme, der skabte Afghanistans talebanere, har i årevis udvidet deres netværk og antallet af moskeer i byen. Er det urealistisk at forestille sig, at der opfordres til uroligheder som dem, der fandt sted i sommeren 2001 under fredagsbønnen? Den indisk-britiske filmskaber Farrukh Dhondy er inde på lignende overvejelser. Han har beskrevet, hvordan han havde en samtale med en gruppe af unge muslimer før urolighederne brød løs i Oldham. Dhondy fortæller, hvordan disse unge, iklædt kalot, hvid tunika og hvide bukser og med det skæg, som islamisterne anser for obligatorisk, kun kunne tale om, at den vestlige civilisation fortjener at blive ødelagt. Og hvorfor ikke starte med sin hjemby? Ud fra kendsgerninger om hvad der i disse år sker i Europas større byer, er det besynderligt og urovækkende, at forskere i den hjemlige debat kan opfatte ghettoen - og vi taler jo om muslimskdominerede ghettoer - som noget positivt. Muslimske ghettoer er ikke et positivt indslag i et kulturpluralistisk samfund, men tegn på, at en monokultur vinder indpas, og at drømmen om det multikulturelle samfund har spillet fallit. Ghettoen er islamisternes drøm, for i ghettoen kan de få lov at sætte dagsordenen uden synderlig indblanding fra et samfund, der i store træk har valgt at vende ryggen til. Ghettoer er, som Naser Khader for nylig påpegede her i avisen, arnesteder for fundamentalisme og kvindeundertrykkelse. Hvad der i disse år udspiller sig i byer som Bradford, Oldham, Birmingham, Antwerpen og Lyon, er virkelighed i København i morgen.