Det grønlandske samfund står over for store ændringer efter at have opnået selvstyre og ret til at disponere over Grønlands undergrund. Der foregår for øjeblikket et stort antal råstofundersøgelser varetaget af international konsortier, hvoraf mange enten allerede udvinder eller har planer om omfattende udvinding. Grønland har med denne udvikling en ny mulighed for at forbedre sin økonomi og få et selvfinansieret samfund, men samtidig skal det grønlandske samfund håndtere firmaer med stærke interesser og ’kulturer’, således at hverken den grønlandske befolkning, kulturarven eller naturen lider overlast. Jeg har fået at vide over mailen, at museets gæstebolig, hvor jeg troede, at jeg skulle bo, nu var optaget af konservatorer fra Nationalmuseet, og da jeg lander og ankommer til museet, er både museets inspektører og medarbejdere overraskede over at se mig. Tilsyneladende er jeg kommet til at meddele, at jeg først ville komme i morgen. Så nu står jeg på souschefens kontor, kigger ud over Nuuk Fjorden og har ikke rigtigt noget sted at bo. »Vores to muligheder for indkvartering er optaget, og selvstyret har store problemer med at få fundet boliger til arbejdskraft udefra«, siger souschefen, »men fra i morgen kan du leje en lejlighed for 900 kr. om dagen ude ved lufthavnen«. Det er jeg desværre nødt til at sige nej til, mit rejsebudget kan ikke holde til den udgift, og jeg vil også gerne bo tættere på museet. Souschefen tager telefonen og ringer til en veninde, de taler grønlandsk, og da hun lægger på, siger hun: »Min veninde flytter ned i min lejlighed, så kan du bruge hendes«. En time senere står vi i venindens lejlighed. Det er et helt nyt byggeri, to flotte rum – elmeparketgulv, tror jeg, hvide vægge og udsigt både ud mod fjorden og ind mod byen med klipper og byggeri i forgrunden. Veninden, ’E’, er ministersekretær. Hun siger, at hun vil lægge nyt sengetøj på. Inden hun går og overlader mig sin nøgle, nævner hun, at der er mad i køleskabet, jeg bare kan bruge af. Jeg føler mig en smule forlegen, hvordan kan jeg gengælde det her? Med en times varsel flytter jeg direkte ind i hendes rum med alle hendes personlige ting liggende fremme – med fuld tillid til, at jeg er o.k., som havde vi været venner hele livet, eller hvordan tænker hun? Jeg er lidt nysgerrig, måske kunne jeg lære noget. Næste dag tænker jeg, at nu må jeg hellere tage affære og finde noget at bo i. På turistkontoret findes muligheden for indkvartering på vandrerhjem til en overkommelig pris.

Det viser sig, at der er tale om en form for formaliseret privat indkvartering. Manden i kontoret ringer rundt, til han finder et ledigt sted. »Du skal bo hos P. Olsen«, siger han og viser mig på kortet, hvordan jeg finder derover: »Du kan gå på denne her vej«, siger han og peger på signaturen for en vej på kortet, der slår en stor bue, men du kan også bare gå på tværs af alle vejene mellem husene, som også er markeret på kortet. Da jeg fortæller souschefen, at jeg nu har fundet et sted at bo, siger hun, at hun ellers har arrangeret, at jeg kan bo i ’E’s lejlighed de næste tre dage, til der måske bliver plads i en af museumsboligerne. Jeg svarer, at jeg tror, ’E’ bliver glad for at få sin lejlighed igen, og souschefen trækker på skuldrene. Da jeg senere begiver mig af sted til min nye adresse, tager jeg selvfølgelig vejen mellem husene – det viser sig, at det gør alle andre gående stort set også. Lidt sjovt, der er ingen indhegnede privathaver om husene, eller gårde, afspærringer, porte eller plankeværker, som jeg ellers selv er vokset op med. I Grønland ejer man ikke personligt jorden. Solen skinner, og børn cykler på de små træbroer, som går over klipperne, voksne er på vej med indkøb etc. Der er god stemning i Nuuk i dag. Alt, hvad der er bygget af mennesker, er slidt af vejr og vind, af lange vintre og storme, nu skinner solen, og alle er ude. Hen over og mellem klipperne vokser græs og blomster op, fjorden er blå, luften helt klar, så fjeldene står helt tydeligt bag husene, de har stadig sne på. Fra de betongrå boligblokke hænger vasketøjet ud fra altanerne og blafrer i mange farver, selv betonblokkene, symbolet på alt det grimme i Grønland, er faktisk smukke – mærkelig pittoreske levende bygninger med fantastiske beliggenheder i landskabet, tænker jeg, mens jeg går over broer, gneissklipper og på stier mellem husene. Det viser sig, at P. Olsen har et af de ’gamle’ enfamiliehuse, sandsynligvis bygget i 1950’erne. Det ligger på en skrænt mellem farvede huse fra samme periode. P.s er helt blåt. Jeg møder P. i døråbningen, og hun viser mig op på det værelse, jeg skal leje. Det er sønnens, kan jeg se på fodboldpokalerne, det er et lille lokale på første sal med skråt loft og et lille vindue. P. fortæller om børnebørnene, der også er billeder af i værelset, inden hun viser mig rundt i det lille hus. »Jeg har taget dørene af alle rummene«, siger P., dog på nær til toilettet, konstaterer jeg. Men ellers er det rigtigt nok. Udlejningsværelserne, som er de to eneste rum på første sal, er dog forsynet med gardiner i døråbningen. P. fortæller, at to danske piger, som sejler kajak, har lejet det andet værelse. Huset er vel 50 m ² i grundplan og har et køkken og en stue, som er delt i to af en reol i stueplanet, desuden findes trappen til første sal og toilettet som en lille tilbygning. De to rum på første sal har skrå vægge og et vindue hver. P. fortæller ukrukket og ugenert om huset og tingene, mens vi går rundt, at Olsen (manden) er død, at hun er pensioneret som lærer, og at hun syntes, det blev for kedeligt at gå hjemme uden arbejde. Der er mange ting i det lille hus. P. og datteren har indrettet systue i den halve stue på stueetagen. Der ligger syede ting af sælskind, vanter, fodbolde, anorakker, skindlapper osv., og på to borde står to symaskiner. I et hjørne i den ene side af den halve stue står et forholdsvis stort glasvitrineskab med helseprodukter: »Det er mudder og saltprodukter fra Det Døde Hav, som vi sælger«, siger P. »Før solgte vi levende fisk mod psoriasis, men fiskene døde«. Køkkenet er også præget af aktivitet, på komfuret står kød og spæk i en gryde med vand, og også kartofler er gjort klar. På spisebordet ligger en gennemsigtig frysepose med tørret kød, en pakke Kærgården, et stereoanlæg og en stor æske med tebreve, frugtte. Jeg kigger ned i gryden og ser mørkt kød, hvidt spæk og tyk hud. »Er det hvalkød i gryden«, spørger jeg. »Ja, vi skal ha’ grønlandsk mad i dag, min datter og jeg«, siger hun. Jeg kigger en gang til, »Ja, det er et harmonikastykke«, siger P. (dvs. fra hvalens hals). I den sidste stue kører fjernsynet, fladskærm naturligvis, foran to små sofaer stillet i vinkel langs væggene. P. peger hen på sofaerne og siger: »Her sover vi, når der er lejet ud«. Jeg undrer mig: Jeg vader lige ind i P.s hus og liv og snakker med hende helt uden forbehold, jeg føler mig enormt godt tilpas hos hende. Hun har ingen reservation, ikke skyggen af undskyldende holdning over, hvordan hun bor, og at der ikke er fuldstændig renoveret og opryddet over det hele, ingen generthed over at skulle dele sit hus (og sit liv) med andre. Men heller ingen påtrængende nysgerrighed. Da jeg lægger mig i sønnens seng for at slappe lidt af, kan jeg lugte, at hvalen er ved at blive kogt, emhætten kører på højeste gear og blander sig med lyde af sværdslag fra en film i fjernsynet. Jeg kigger over på gardinet i døren. Praktisk talt er huset et rum i to etager, når alle dørene er taget af, sådan kan P. bedst lide at bo, også til trods for at hun får nye mennesker inden for døren hele sommeren igennem. Og døre fylder jo meget. Jeg undrer mig igen og tænker, at hjemme ville det være omvendt, men føler mig samtidig enormt komfortabel med situationen – her er god stemning, det fungerer fint, mærker jeg.