For lidt overet år siden havde jeg det privilegium at blive løsladt fra det mest berygtede fængsel i den arabiske verden, Abu Ghraib, sammen med fire andre vesterlændinge. I otte dage havde vi været tilbageholdt af et af de mest grusomme diktaturer i vores tid. Men vi var uskadte. Ingen havde krummet et hår på vores hoveder. Dermed ikke sagt, at der ikke foregik tortur på det tidspunkt. Det gjorde der - på selv samme cellegang. Stort set hver aften ville en af fangerne blive banket i sin celle eller under forhør. Vi hørte deres skrig og de dumpe slag mod deres kroppe og håbede hver gang, at det ikke ville blive vores tur. Det var dermed med forargelse mere end forbavselse, at jeg i midten af januar første gang fik bekræftet, at misbrug igen havde fundet sted i Abu Ghraib, eller Baghdad Central Correctional Facility, som det nu var omdøbt til af de nye magthavere. Blot en simpel pressemeddelelse, der oplyste, at der blev efterforsket muligt misbrug i Abu Ghraib. Ikke noget, der blev lagt særligt mærke til, og to dage senere druknede historien i dækningen af blodbadet efter en af de hidtil største bilbomber i Bagdad. Rygterne om misbrug gik allerede blandt lokale såvel som reportere, da jeg kom tilbage til Bagdad i december 2003. Jeg prøvede at få adgang til Abu Ghraib, men blev i en e-mail dateret 8. december orienteret om, at jeg ikke ville kunne fotografere eller interviewe fanger, for »i vores brigade overholder vi Genèvekonventionen strengt«. Paradoksalt nok er billederne af en skrækslagen irakisk mand, der bliver truet og bidt af hunde, dateret få dage senere, 12. december. I disse dage tages de indledende skridt til at straffe den håndfuld soldater, der har optrådt på de billeder, der er offentliggjort indtil videre. Imidlertid afslører en hurtig gennemlæsning af general Tagubas rapport, at disse soldater ikke handlede på egen hånd, men derimod på ordrer udstedt af MI (Military Intelligence) og muligvis 'Other Government Agencies', som blot er et andet ord for CIA. Specialist Sivits, som er den første til at få behandlet sin sag, har erkendt sig skyldig, samarbejder med efterforskerne og vil dermed få en lavere straf. Hans vidneudsagn har indtil videre som ventet sværtet de øvrige involverede soldater til, men pure frikendt ledelsen. I Tagubas rapport peges der imidlertid på grov pligtforsømmelse fra ledelsens side, især brigadegeneral Karpinski og oberstløjtnant Phillabaum har haft meget lidt overblik over forholdene i fængslet og ikke ført kontrol med deres ansvarsområder. I vid udstrækning har de, der burde stilles til ansvar længere oppe i hierarkiet, fået lov at sige op eller blot fået reprimander og vil sandsynligvis dermed ikke blive straffet. Det falder desværre godt i tråd med den nuværende amerikanske regerings politik. Vi skal ikke glemme, at Bushregeringen valgte at trække USA ud af Den Permanente Internationale Domstol (ICC), som netop er beregnet på sager som denne, samt besluttede, at Genèvekonventionen ikke gjaldt for fangerne på Guantánamo - og at dens efterretningstjeneste rutinemæssigt har overført fanger til lande med et mere 'afslappet' forhold til tortur i tiden efter 11. september. Argumentet for at trække sig fra ICC var, at USA ikke ville udsættes for pression og nok selv skulle straffe sine egne lovbrydere. Det ser desværre ikke ud til at være tilfældet. Kun hårdt presset har Donald Rumsfeld beklaget behandlingen af fangerne i Irak, men selv i senatshøringerne var hans fokus, at han ikke havde forstået omfanget af billederne og derfor ikke havde imødegået det effektivt, i langt højere grad end det var at beklage, at der er fremelsket et klima, hvor disse overgreb synes at være i orden. Til en vis grad har han ret. Det er ikke første gang, der er rapporter fremme om overgreb på fanger i forbindelse med 'krigen mod terror'. Under Kongressens høringer om efterretningsbilledet ledende op til 11. september bemærkede Cofer Black, den tidligere chef for CIA's Counterterrorist Center, om fleksibilitet inden for operationerne: »Dette område er stærkt fortroligt. Alt, hvad jeg ønsker at sige, er, at der var et før 11.9. og et efter 11.9. Efter 11.9. kom fløjlshandskerne af«. Er vi derfor ikke alle medskyldige i at vende det blinde øje til og stiltiende acceptere, at i 'krig' sker der grimme ting? Vi lod os lulle ind i, at den nye trussel var 'asymmetrisk' og måtte bekæmpes med utraditionelle midler. Vores egen regering var meget sendrægtig til at tage affære i sagen om den danske fange på Guantánamo. Men hvordan stiller det os? Hvis vi lader os degradere til terroristernes niveau og ikke overholder internationale aftaler og konventioner, hvad gør så os bedre end dem? At halshugge en mand for åbent kamera er grusomt og primitivt - men at banke en mand ihjel i fangenskab, pakke ham i is for derefter at lægge et drop i hans arm, tilkalde et lægehold og transportere ham ud i hemmelighed er blot en institutionaliseret form af samme grusomhed. Rumsfeld har udtalt, selv efter at have set de forfærdelige billeder, at »Genèvekonventionen ikke præcis gælder i Irak«. Det er en form for arrogance, jeg ikke mener, vi har råd til. Hvis vi nogensinde skal overbevise omverdenen og os selv om, at vi har legitime intentioner med indsatsen i Irak og det øvrige Mellemøsten, dur det ikke, at vi konstruerer reglerne efter forgodtbefindende. Menneskerettigheder bør ikke gradbøjes. Under mineophold i Irak har jeg set og hørt om andre eksempler på overtrædelse af Genèvekonventionen. Jeg tilbragte godt en uge med et amerikansk infanterikompagni i sunnitrianglen. Kommandanten brugte lægehjælp som pressionsmiddel mod fanger, de havde taget. En af disse fanger nægtede at tale og blev derfor nægtet behandling for et alvorligt skudsår i bughulen. Der var udbredt enighed om, at han ville dø, hvis han ikke begyndte at 'synge'. Jeg havde ikke adgang til fængselsafsnittet, igen med henvisning til Genèvekonventionen, men jeg bevidnede ydmygelse og trusler mod fanger uden for cellerne. Alt sammen accepteret af lejrens kommandant. Det er særdeles betænkeligt, når der opstår et klima, hvor soldaterne ikke mener, de behøver følge spillereglerne for krigsførelse. Meget peger på, at en hemmelig kommandostruktur med meget vide beføjelser blev skabt efter 11. september under direkte kontrol af Rumsfeld (jævnfør Seymour Hershs 'The Gray Zone' i The New Yorker 16.5.). De var direkte ansvarlige for operationer mod al-Qaeda og Taleban og blev også sat ind i starten af krigen i Irak, primært for at finde masseødelæggelsesvåben. Da modstanden senere viste sig at være større og mere organiseret end ventet, bragte man kommandanten fra Camp X-Ray i Guantánamo Bay ind som konsulent for, hvordan man kunne skaffe sig bedre efterretninger. Generalmajor Miller anbefalede, at man inddrog militærpolitiet, der fungerede som vagtstyrke, direkte i efterretningsarbejdet til »aktivt at skabe forhold for succesrig udnyttelse af arrestanterne« (min oversættelse). Man overførte et program, der var udviklet til at behandle 'High Value Detainees' under kontrol af CIA på baser i Afghanistan og Cuba, direkte til Irak til at behandle oprørere såvel som almindelige kriminelle, der var under bevogtning af en dårligt uddannet og demoraliseret reservebrigade. Forbrydelserne i Abu Ghraib fandt sted efter disse anbefalinger - og selv om Tagubas rapport peger på, at det fik lov at florere på grund af dårligt lederskab, bør ansvaret efter min mening placeres meget længere oppe i hierarkiet. Den udbredte opfattelse, at man kæmpede for en højere sag, som frigjorde USA fra ansvar over for konventioner, havde taget overhånd og fik lov at løbe løbsk inden for Abu Ghraibs mure. Hvorfor skulle der så gå mere end tre måneder, før billederne kom ud, og pressen dermed begyndte at tage notits af det? Pentagon har hidtil haft held med at underspille rapporter om overgreb, der har fundet sted på deres forskellige faciliteter verden over, til trods for at der er syv separate efterforskninger i gang rangerende fra tortur til dødsfald i deres varetægt. Medierne har ikke været synderlig interesserede tidligere. Faktisk har dele af især den amerikanske presse været velvilligt indstillet over for brugen af tortur af terrorister. Det er dog forstummet nu, hvor vi alle har set, hvor fornedrende det reelt er. Billederne bragte det ind i vores stuer og gjorde det virkeligt og umuligt at komme uden om. Rumsfeld er i stigende grad upopulær såvel i US Army som i Pentagon. Hans egenrådige ledelsesstil er hos dele af staben ikke faldet i god jord. Der er stigende utilfredshed med, at man hastede ind i en dårligt planlagt krig, og at hæren nu betaler prisen for en regering, der ikke ville lytte til fornuft i månederne op til krigens udbrud. Der er derfor tegn på, at lækken af billederne kommer indefra og er led i et internt opgør - en slags ublodigt kup. Rumsfeld har påtaget sig ansvaret for skandalen, men har afvist, at han vil gå af, til trods for at »det skete på min vagt«, som han erkendte ved høringerne i sidste uge. Det ikke alene skete på hans vagt - han har været primus motor i at skabe grobund for, at noget sådant kunne ske. Det ville klæde ham og den nuværende regering, hvis han reelt tog konsekvensen og gik af. Studier viser, at vi alle kan gøres til bødler, hvis vi placeres i et miljø, hvor det er accepteret og føles legitimt at udføre ugerninger mod de internerede. Mit eget fængselsophold var under et regime, hvor tortur var udbredt - men vores forhørsleder besluttede ikke at torturere os, hvilket han senere forklarede i et interview med min medfange Matthew McAllester, som opsporede ham i efterkrigens Bagdad: »Som en professionel udspørger tror jeg ikke på prygl og tortur. Jeg mener, at forhør er som en åndelig og legal brydekamp mellem udspørgeren og den anklagede. Enhver udspørger, der bruger magt, forspilder sit forhør. Enhver tilståelse opnået ved magt vil være tvivlsom. Udspørgeren får en sand tilståelse gennem dialog. Det er hovedprincippet. Jeg tror på dialog og overtalelse« (Matthew McAllester: 'Reporter's Turn to Ask Questions', Newsday Inc., 2004). Rent juridisk udgør brugen af tortur også et problem. Amerikansk lov forbyder brugen af det, og der er derfor på nuværende tidspunkt uklarhed om, hvorvidt man nogensinde vil kunne gennemføre retssager mod de terrorister, hvis tilståelser er fremkommet under tortur - og det rækker så vidt, som at de folk, de har angivet under tortur, formentlig heller ikke vil kunne bringes for en domstol (jævnfør tidligere US Army Officer Phillip Carters 'Tainted by Torture' på Slate.com). Det er derfor usandsynligt, at der inden for nærmeste fremtid vil blive ryddet op i det juridiske rod, der skabtes i kølvandet på 11. september, hvor terrorister og uskyldige interneredes uden dom og uden adgang til advokater. Der vil ganske enkelt ikke kunne fældes dom over dem. I en artikel af Mark Bowden i oktober 2003-udgaven af det ellers liberale magasin Atlantic Monthly argumenterer han for, at man nu bør skelne mellem tortur og tortur 'lite'. Tortur lite er alt det, der ikke efterlader mærker, såsom søvnberøvelse, udsættelse for kulde og varme, brug af stoffer til at skabe forvirring, hårdhændet behandling (slå, skubbe eller ryste), tvinge en fange til at stå op i dagevis eller sidde i ubehagelige positioner og spille på hans frygt på egen eller hans families vegne. Til listen ville man nu kunne føje en hel række teknikker, som de opfindsomme fangevogtere og deres foresatte i Abu Ghraib kom på, i kategorien seksuelle ydmygelser. Noget af det, der karakteriserer et demokrati, er, at staten har monopol på voldsudøvelse. Tillader vi tortur, lægger vi det ud til individer - før domfældelse. I efterretningskredse argumenteres der desuden for, at med tortur kan man få fanger til at tilstå hvad som helst. De menneskelige omkostninger burde også være åbenlyse for os alle. I Irak hævder CPA (The Coalition Provisional Administration), at 43.000 irakere har været tilbageholdt. Heraf er mere end 36.000 løsladt igen, hvorfor man altså ikke har fundet deres forbrydelser bevist eller grove nok til at blive bragt for en domstol. Jeg vil ikke hævde, at de alle har været underkastet tortur, men jeg har tilbragt nok tid i landet til at vide, at anholdelser kan være særdeles hårdhændede og ofte ubegrundede. Min påstand er, at de har bidraget negativt til opstanden, især i sunnitrianglen. Danmark har altid været i superligaen for menneskerettigheder. Vi betragter os som en af de nærmeste allierede med USA og er med helt fremme i den såkaldte krig mod terror. Skal vi beholde vores status og den respekt, vi har nydt i verden, er vi nødt til at forlange klare regler og gennemsigtighed af vores allierede. Er Genèvekonventionen forældet i forhold til vor tids konflikter, må der tages initiativ til at revidere den og tiltræde den på ny. Det er uansvarligt og uærligt at fortsætte på skrømt og blot kigge den anden vej. Det får ikke problemet til at forsvinde.