Den globale opvarmning er ved at tage fart, og nu gælder det om at forhindre, at den løber løbsk, dvs. at sætte alle kræfter ind på at standse stigningen i atmosfærens indhold af kuldioxid.

Det bringer atomenergien tilbage på den politiske dagsorden, fordi den i modsætning til forbrændingen af de fossile brændsler kul, olie og naturgas ikke udleder kuldioxid til atmosfæren. Den nye miljøvismand, Eirik Schrøder Amundsen, erklærede ved sin tiltræden, at atomkraft skal indgå i analysen af, hvordan Danmark bedst og billigst får reduceret sit høje kuldioxidudslip. Atomkraft indgår selvsagt ikke i de planer for Danmarks energiforsyning frem til 2025/2030, som regeringen, Industrirådet og Ingeniørforeningen fremlagde tidligere på året. Energibesparelser og udbygning af den vedvarende energi skal føre til en kraftig reduktion af kuldioxidudledningen til atmosfæren. I 2025/2030 vil olie og naturgas dog fortsat være en vigtig del af Danmarks energiforsyning og skal importeres, når Nordsøens forekomster bliver udtømt. Kul, olie og naturgas dækker ca. 80 procent af det globale energiforbrug. De 20 procent af Jordens befolkning, som bor i de rige lande, står i dag for ca. 60 procent af forbruget og for godt 60 procent af udslippet af kuldioxid. En kraftig vækst i energiforbruget er imidlertid på vej i ulandene, hvor 25 procent af klodens beboere lever i områder uden elforsyning, befolkningstallet stadig vokser, og de rige landes livsstil er under udbredelse. Det vil øge presset på de fossile brændsler med risiko for, at produktion og distribution ikke kan holde trit med efterspørgslen. Men en kraftig vækst i forbruget af de fossile brændsler er uforenelig med FN’s Klimapanels advarsel om, at opvarmningen kan løbe løbsk, hvis stigningen i atmosfærens indhold af kuldioxid fortsætter efter 2015. Hertil kommer, at jordklodens beholdning af fossile brændsler og andre råstoffer har en begrænset størrelse og ikke rækker til, at alle dens seks til måske ni milliarder beboere kan opnå de nuværende rige landes levestandard. Væksten i forbruget af de fossile brændsler må nødvendigvis stoppe, før alle har fået opfyldt deres ønsker. Man kan håbe på, at det kan ske på grundlag af internationale aftaler. Markedet for de fossile brændsler vil under alle omstændigheder være ændret i forhold til i dag, når Danmark i en nærmere fremtid skal importere olie og gas, og det hvad enten det er reguleret af internationale aftaler eller er alles kamp mod alle. Bestræbelserne på at skabe uafhængighed af import af fossile brændsler bør derfor fortsætte. Det moderne samfundsliv er så energiafhængigt, at det på forhånd synes at være både politisk og praktisk umuligt at nå til hurtig enighed om at gennemføre den af Klimapanelet anbefalede reduktion af kuldioxidudslippet. Men den globale opvarmning ser ud til at have mere fart på end forudsat i Klimapanelets analyser. Der skal handles hurtigt. FN’s klimatopmøde i København i 2009 er måske den sidste mulighed for at stoppe opvarmningen, inden den løber løbsk. En interessant analyse af situationen gives i den engelske videnskabsmand James Lovelocks nye bog ’Gaias hævn’ (Hovedland 2006). Det er ham, som i 1979 opstillede den såkaldte Gaia-hypotese. Gaia er navnet på de gamle grækeres gudinde for Jorden og blev af Lovelock brugt som betegnelse for jordoverfladens totalitet af klipper, jordbund, vand, luft og liv. Gaia fungerer som en selvregulerende mekanisme, der fastholder temperaturen og det fysiske og kemiske miljø i det interval, som er gunstigt for livets opretholdelse. Lovelock konstaterer nu, at Gaia ser ud til at have svært ved at følge med den globale opvarmning. Hendes vrede over den mishandling, hun udsættes for, truer med at udslette livet på Jorden. Det vil med andre ord sige, at vi kan være ved at overskride den tærskel, det point of no return, hvor klimaet tager over. Udslippet af kuldioxid og dermed anvendelsen af de fossile brændsler skal derfor bringes til ophør hurtigst muligt, og effektivisering og besparelser i energisektoren, lagring af kuldioxid i undergrunden og udbygning af den vedvarende energi skal intensiveres. Men det kan ifølge Lovelock ikke bremse kuldioxidudledningen kraftigt nok og kan navnlig ikke sikre energiforsyningen i de kommende årtier. Atomenergien beskrives som »den eneste virkningsfulde medicin, vi har til rådighed lige nu«. De ca. 440 atomreaktorer, der nu er i drift Jorden over, dækker kun ca. 7 procent af den globale energiforsyning og kun ca. 16 procent af den globale elforsyning. Da atomenergi har været taget af programmet i mange lande, er kun fyrre atomreaktorer under bygning i bl.a. Finland, Rusland, Kina, Indien og Sydkorea. Det kan tage ti år eller mere at sætte et atomkraftværk i drift, derfor er en massiv her og nu-indsats af atomkraft ikke mulig. Det rejser spørgsmålet, om det så er nogen nytte til at bygge atomkraftværker? Mit svar er ja, jeg mener ligesom Lovelock, at atomenergien er den eneste af de til rådighed værende energiformer, der kan opretholde og udbygge energiforsyningen og på samme tid bremse opvarmningen. Den rigelige tilgang af elektricitet er ikke mindre vigtig i en varmere verden, end den er i dag. El kan afbøde nogle af følgerne af opvarmningen ved hjælp af køleanlæg, pumper, osv., elbiler kan aflaste benzin og olie i transportsektoren, og el kan bruges til at fremstille brint til lagring af vind- og solenergi og til erstatning for biobrændsler, hvis klimaændringerne begrænser muligheden for at dyrke disses råmaterialer, osv., osv. Kun atomkraftværker vil kunne klare den opgave, når brugen af fossile brændsler er begrænset af både ressource- og klimamæssige grunde. Den ultimative løsning på energiproblemerne, fusionsenergien, ligger nogle tiår ude i fremtiden, hvilket i øvrigt også var tilfældet, da jeg først gjorde dens bekendtskab for 50 år siden. Lande, der har den nødvendige teknologiske og videnskabelige kapacitet og et stabilt politisk system, bør vise global ansvarlighed og solidaritet ved at udbygge elsektoren med atomkraftværker og derved frigøre kul, olie og naturgas til anvendelse dér, hvor disse vanskeligst kan undværes. Det kunne eventuelt blive en del af det internationale samfunds overlevelsesplan. Det globale udslip af kuldioxid ville være 8 procent højere, hvis de nuværende a-kraftværkers produktion skulle leveres af kulfyrede kraftværker, og den globale opvarmning ville have været et mindre problem, hvis Danmark og andre lande med store kuldioxidudslip siden 1970’erne havde udbygget med kernekraft i stedet for med konventionelle kraftværker. Her skal erindres om, at Kina, Indien og Brasilien har nægtet at indgå klimaaftaler under henvisning til, at de lande, som har udledt mest, også skal reducere mest. Modstanden mod atomenergi bygger dels på frygten for, at den er farlig og kan misbruges, dels på den opfattelse, at den belaster naturen på uacceptabel måde. Uranbaseret a-kraft frembyder særlige sikkerhedsproblemer. Kerneprocesserne kan løbe løbsk og forårsage tab af menneskeliv og omfattende og langvarig forurening. Kernenedsmeltningen i Tjernobyl i 1986 er imidlertid den eneste store ulykke i et a-kraftværk, som har forårsaget tab af menneskeliv og regional forurening i de mere end 50 år, vi har haft kernekraft. Det stærkt radioaktive affald indeholder plutonium, som kan anvendes til fremstilling af atombomber, og atomkraftværker og deres radioaktive materialer kan blive mål for terroraktioner. Det er et hovedargument mod a-kraft, som senest er fremført af en gruppe britiske forskere (Politiken 28. juli 2007). Men hvis alternativet er, at klimaet løber løbsk, hvad så? Uheld på atomkraftværker og terroraktioner kan vi reagere og reparere på, men vi kan intet stille op over for et klima, der er kommet uden for kontrol. James Lovelock udtrykker det således: Atomenergien er en ubetydelig trussel i sammenligning med den fare, som livet på Jorden befinder sig i på grund af den globale opvarmning. En sammenligning af nogle tal for driften af et 1.000 MWe kraftværk med henholdsvis uran og kul giver en umiddelbar fornemmelse af den miljøbelastning, som er knyttet til de to brændselstyper. (Kapaciteten af det i 2001 indviede danske kraftværk Avedøre 2 er 500 MWe, den totale kapacitet i danske elværker er ca. 9.000 MWe. MWe = Megawatt elektricitet = 1.000.000 Watt). Et 1000 MWe a-kraftværk bruger 130 ton uranbrændsel om året, som er udvundet af ca. 150.000 ton klippemateriale, det udsender ikke kuldioxid, men efterlader 30 ton højaktivt og 800 ton lavere aktivt affald, som kan komprimeres til at fylde ca. 20 kubikmeter. Et kulfyret 1000 MWe kraftværk bruger omkring to millioner ton kul om året, producerer mange hundredtusinde ton slagger og flyveaske og udleder fem millioner ton kuldioxid, op til 500.000 ton svovl samt kullenes indhold af uran, thorium og andre tungmetaller. Et overslag siger, at alle Jordens kulkraftværker tilsammen udleder op mod 40.000 ton uran om året. Det svarer til to tredjedele af samtlige atomkraftværkers årlige forbrug af uran. Atomkraftens stærkt radioaktive affald er farligt, men håndterbart, fordi det er samlet på ét sted og ikke fylder ret meget. Jeg ser som geolog ingen uløselige problemer knyttet til deponeringen af dette affald. Kulkraftværkernes affaldsmængder bliver spredt over store områder og er årsag til miljø- og sundhedsproblemer. Det, sammenholdt med det kuldioxidudslip, de tab af menneskeliv og den miljøødelæggelse, som produktion, transport og anvendelse af kul, olie og naturgas er årsag til hver eneste dag Jorden over, viser, at de fossile brændsler i den daglige drift belaster miljøet mere end kernekraften. Atomkraftværker drives af den energi, som frigives ved atomare spaltningsprocesser i uran og thorium. Thoriums spaltningsproces er mere kompliceret end urans, hvilket gør, at uran hidtil har været det foretrukne reaktorbrændsel. Uranreserverne er imidlertid små, mens thorium findes i meget større mængde i jordskorpen. Derfor arbejdes der i nogle lande på at udvikle thoriumbaseret atomenergi, og i Indien, som har store thoriumforekomster, anvendes thorium i et par reaktorer. Men thorium er også interessant, fordi dets atomspaltning adskiller sig fra uranspaltningen ved ikke at kunne løbe løbsk og ved at efterlade en mindre mængde affald med et lavere indhold af atombombe-materialet plutonium. Det taler for at erstatte uran med thorium for at gøre atomkraften mere miljøvenlig og mere sikker. Om det er nok til at gøre atomkraften acceptabel, er genstand for intens debat i Norge. Ja-siden repræsenteres af koncernchefen for det store elselskab Statkraft Bård Mikkelsens, der har udtalt, at »det er en undladelsessynd« ikke at undersøge muligheden for at bygge et atomkraftværk, som kan udnytte Norges store forekomster af thorium. De samlede norske miljøorganisationer repræsenterer nej-siden. Norges Forskningsråd har i marts i år nedsat et ekspertudvalg til at udrede fordele og ulemper ved at bruge thorium som reaktorbrændsel. Udvalgets rapport vil være af interesse for os, fordi vi på en måde er i samme båd som nordmændene. Der er store thoriumforekomster ved Narsaq i Sydgrønland (mit forskningsområde i mange år), og også vi skal indrette os på, at forsyningen med Nordsøolie og naturgas ikke varer evigt. Grundstoffet thorium blev opdaget i 1829 af den svenske kemiker Jöns Jacob Berzelius, da han analyserede et norsk mineral. Han opkaldte det nye grundstof efter den nordiske tordengud Thor. Thors hammer er et symbol på energiudøvelse. Den ovenfor nævnte norske udredning vil forhåbentlig samle den eksisterende viden om thoriums muligheder som brændsel i miljøvenlig atomenergi og vise, hvor der er behov for yderligere viden. Det kunne i givet fald lægge op til, at man på nordisk plan går i gang med det forsknings- og udviklingsarbejde, som kan føre til fremstilling af miljøvenlig kernekraft ved hjælp af thorium. I den forbindelse vil det være klogt at være forberedt på, at der kan vise sig en interesse for at udnytte de grønlandske thoriumforekomster. Vi ved ikke, om det vil lykkes at bremse opvarmningen og regulere energiforsyningen ved hjælp af internationale aftaler, eller om det bliver den globale opvarmning og dens følge af naturkatastrofer, som overtager planeten. Men de løsninger, vi vælger, skal tilgodese både os og vore efterfølgere på Jorden. Vælger vi kernekraften, kommer de måske til at leve i en lettere solafsvedet natur med radioaktivt affald sikkert opbevaret dybt under deres fødder. Fravælger vi kernekraften, lever de måske under ekstreme klimaforhold i en stærkt afsvedet natur i evindelige kampe om dyrkbar jord, vand og andre ressourcer. Det er i mine øjne en undladelsessynd ikke at medtage atomenergien i overvejelserne af, hvordan man på én gang kan bekæmpe den globale opvarmning og sikre fremtidens energiforsyning, således at Gaia, eventuelt med hjælp fra Thor, bliver i stand til at regulere temperaturen og forholdene i det hele taget og dermed opretholde betingelserne for fortsat liv på Jorden. Mine tanker går til de mennesker, der på hele menneskehedens vegne på meget kort tid og på et ufuldstændigt grundlag skal træffe beslutninger, som i yderste konsekvens handler om livets fortsatte eksistens på Jorden. Min bekymring er, at opgaven er så kompleks og involverer så uforenelige nationale og kulturelle interesser, at det bliver naturen, som får det afgørende ord.