Hvad er det, de har gang i, nordmændene? Hvorfor render de rundt i folkedragter år efter år, hver gang det bliver 17. maj? Det er deres nationaldag, men helt ærligt, i Danmark kan vi godt fejre grundlovsdag i en behersket tone uden bondedragter fra fordums tid og uendelige optog med hornorkestre og pyntede brandbiler. Enhver, der har været i Norge eller set norsk tv 17. maj, ved, at dagen er en euforisk festdag. Alle, der kan, er på gaden for at høre taler og se optog, gerne med det norske flag i hånden. Årets kommende studenter klæder sig i røde kedeldragter og kører rundt i smadrede biler. Der er folkefest for børn og barnlige sjæle – lir og lagkage, masser af lagkage. Dagen slutter med fest og god mad. For traditionalister består middagen af fed norsk rømmegrød med kanelsukker og smør efterfulgt af fårepølse, fenalår og skinke med fladbrød og godt med øl. Men hvorfor al den festivitas? En del af forklaringen er, at 17. maj ikke blot er Norges pendant til vores 5. juni. Den danske grundlovsdag markerer som bekendt afskaffelsen af enevældet og det første spæde spadestik til det demokrati, vi har i dag. Det gør Norges nationaldag for så vidt også, men for nordmændene ligger der meget mere i det. Efter Napoleonskrigene måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Det udnyttede nordmændene og erklærede sig selvstændige 17. maj 1814. Landet blev godt nok tvunget ind i en union med Sverige kort tid efter, men det var på andre og friere vilkår end under de mange års danske herredømme. Man fejrer kort sagt uafhængigheden af en detroniserende overmagt, omtrent som amerikanerne gør 4. juli. Netop derfor er det ikke vanvittig morsomt at være dansker i Norge på denne dag. År efter år kommer politiske og kulturelle 17. maj-talere helt mekanisk ind på de mørke år, hvor de ondsindede ’danskekonger’ herskede over det norske folk. Det var den lange periode fra slutningen af middelalderen og frem til 1814, der siden blev døbt 400-års-natten – af nordmændene. Danskekongerne tvang de hårdt prøvede nordmænd til at skrive og tale et stærkt fordansket sprog, man udnyttede norske naturressourcer og efterlod landet i fattigdom.
De eneste, der havde det godt i Norge under denne sorte periode, var den danske eller dansksindede elite i de få større byer og så de adelsfolk, som den danske kongemagt eksporterede til Norge. Den jævne befolkning blev holdt i et jerngreb, og hver gang det gik skidt med den danske økonomi, var det nordmændene, der trak det korteste strå. Der kom ikke nok forsyninger fra Danmark, folket led, og mange sultede ihjel. Dramatikeren og forfatteren Henrik Ibsen (i øvrigt far til begrebet ’400-års-natten’) har skrevet om en sådan situation i sit berømte helteepos ’Terje Vigen’ fra 1862. Få år før løsrivelsen fra kongemagten i København er Danmark-Norge i krig mod englænderne, og der kan ikke sejles mad op til de norske kyster. Den unge Terje Vigen og hans lille familie sulter. Konen og datteren er ved at dø, og ene mand ror han over Skagerrak til Danmark i en jolle for at hente mad. Med fyldt jolle vender han hjem igen, men tæt på Norges kyst bliver han beskudt af et engelsk krigsskib. Han redder selv livet, men maden går tabt, og hans kone og barn dør af sult. For mange er Henrik Ibsens lange kvad en vigtig påmindelse om, hvad der (historisk) sker, når fremmede nationer har magten i Norge: Den norske befolkning står tilbage som tabere. I dag er det fuldstændig umuligt at forestille sig den norske fattigdom anno 1814, men denne ene dag om året bliver landets forarmede fortid altså fundet frem og udstillet. Det samme gør det folk, der var skyld i alle ulyksalighederne: danskerne. I de senere år er der kommet flere nuancer ind i den årlige 17. maj-debat. Visse norske historikere og kulturpersonligheder har understreget, at 400-års-natten ikke kun var én lang periode med mørke og depression, og at danskerne ikke bare var kyniske marionetførere. Norge var underlagt et diktatur, ja, men kongemagten i København tilførte også nordmændene en lind strøm af kultur. Imponerende bygningsværker skød op, og hele byer som Kristiansand og Kristiania (senere Oslo) blev anlagt. Den danske embedselite kom med kunst, musik og litteratur – ja kort sagt god stil og dannelse i tidens ånd. Det er svært at sige, hvor Norge havde været i dag uden den store indflydelse sydfra, men de fleste er enige om, at den danske kulturpåvirkning har været ufattelig stor og vigtig for Norge. Og i dag ville formentlig kun meget få nordmænd ønske sig, at Norges kulturudvikling siden middelalderen havde været uden dansk indflydelse.
