Min moster havde en smuk hånd. Den var slank, fine årer bugtede sig hen over håndryggen, knoglerne anedes, uden at det blev uhyggeligt. Jeg elskede at kigge på hendes hånd. Jeg ville også gerne røre den, men når jeg rakte ud efter den, tog hun om min, så vi holdt i hånd, og det var jo noget andet end at røre ved den. Hun havde forskellige ringe, jeg studerede på nært hold, meget smukke ringe, de var valgt ud, så de passede til det, hun havde på. En af ringene havde hun altid på. Når jeg spurgte, om jeg måtte prøve den, sagde hun hver gang, at hun ikke kunne få den af. Den sad på hendes ringfinger, bred, glat, fuld af funklende sten. Jeg havde aldrig set hendes hånd uden den ring. Den var vokset sammen med årerne og knoglerne, den fejlfri hud. En dag var ringen væk. Moster havde taget ringen af, gnedet hænderne ind i sæbe og vristet den fra sin finger, afleveret den hos en fornem guldsmed og bedt ham om at smelte den om. Moster havde set en drøm af en ring. Det var sådan en, hun ville have på sin finger nu. Hun var sådan set også træt af den gamle. Så kunne resten af familien mene, hvad den ville.

For mig var der tale om en nedsmeltning, for hende var det en omsmeltning, og i hvert fald stod der en pæl af uenighed imellem os. Hvad var den værd, ringen? Det er et spørgsmål, der rejser sig mange steder: Hvad er tingene værd for os? Hvilken værdi tilskriver vi dem? Smelter vi om, eller smelter vi ned? Hvor meget vil vi betale eller bytte med? Hvad vil vi give afkald på? Vi ser det på finansmarkedet, i ejendomshandelen, i international politik og i den hjemlige. Vi ser det også i litteraturen. På biblioteket er Balzac og Tolstoj røget i kælderen – eller i magasinet, som det hedder. Nu står der krimier på hylderne. For ikke så længe siden fandt jeg dem i udstilling, et bord var rykket ud midt i biblioteket, på bordet var udvalgte bøger sat frem i fotogene stillinger. De udvalgte var kriminalromaner.