Det er nu et år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 tegninger af Muhammed. Der er blevet sagt og skrevet uendelig meget om de tegninger siden, både i Danmark og i udlandet. Sjældent har en håndfuld tegninger skabt så stor splid – oven i købet med stor uenighed om, hvad striden handlede om. Et år efter offentliggørelsen og med krisens højdepunkt på mindst et halvt års afstand synes jeg, at det er på tide at uddrage de positive sider af konflikten og at diskutere, hvordan vi kommer videre, hvordan vi undgår en lignende situation, og hvordan vi løser de problemer, som krisen var symptom på. For mig er kodeordene i en fremtidsorienteret status over Muhammedkonflikten: mere viden, mere dialog, mere kulturmøde. Muhammedkonflikten er nok isoleret set den sag, der i nyere tid har fyldt mest ved de danske middagsborde og på for- og bagsæder i taxaerne i Danmark. Og over så lang en periode. Pludselig blev der diskuteret værdier som ytringsfrihed og grænserne for den – ikke en dag eller to, men i mange dage, i månedsvis. Og pludselig var det ikke kun for de højstemte. Det synes jeg personlig er det mest positive, der er kommet ud af Muhammedkonflikten. At vi turde diskutere emner med hinanden, der rakte ud over det hverdagsnære i betydning og konsekvens. Mangfoldighed Det har også været positivt, at Muhammedkonflikten afslørede en mangfoldighed i den muslimske gruppe i Danmark og en stor lyst til både at forsvare og deltage i demokratiet, når man ser bort fra nogle brodne kar, der forsøgte at tage patent på den rette fortolkning af islam. Men Muhammedkonflikten lærte os også, at der er mange områder, hvor vi stadig halter langt bagefter, og hvorpå vi nu bliver nødt til at sætte et større fokus. Islamisme er en trussel for vores demokrati, og vi bør derfor blive klogere på, hvad det er, der er ideologien bag islamisme, hvordan vi forhindrer dens udvikling, og hvordan vi selv værner bedst om det, som er vores særlige adelsmærke her i Danmark: demokratiet. Dialog er et af demokratiets allerstærkeste kort i kampen mod enhver form for intolerance og snæversyn. Men vi må også sande, at det er en enorm udfordring at føre en dialog fra en demokratisk platform med nogen, der står på en ikkedemokratisk platform. Som simpelthen har taget en ikkedemokratisk forståelse af samfundsindretningen med sig. Det måtte jeg sande, da jeg under Muhammedkonflikten besøgte en af mine gamle venner, en egypter. Han havde ved den lejlighed besøg af en af sine andre venner, en marokkaner. Sidstnævnte har boet i Danmark fra barnsben, taler fejlfrit dansk og er i det hele taget velorienteret og velargumenterende. Vi fik en snak om tegningerne og konflikten i det hele taget. Men trods et mangeårigt kendskab til danske forhold sagde han alligevel, at han syntes, at danskerne skulle have givet muslimerne en undskyldning. »Hvilke danskere«, spurgte jeg, »og til hvilke muslimer? Både danskere og muslimer er forskellige. Mener du, at alle fem millioner skulle give en undskyldning til hele verdens muslimer?«. »Nej, men statsministeren er jo Danmarks overhoved, så skal han undskylde, og han skulle i det mindste have grebet ind over for Jyllands-Posten«.
Demokratisk udgangspunkt
Jeg prøvede at forklare, at principielt er det ikke en opgave for statsministeren. Pressen er i princippet fri og står kun til ansvar over for den danske lovgivning – og læserne naturligvis.
»Nej, det er jo statsministeren, der bestemmer det hele – derfor bestemmer han også over avisen«.
Den salut fik mig til at tænke længe over, at det nogle gange er svært at komme med sin demokratiske selvforståelse og diskutere med nogen, hvis udgangspunkt – trods mange, mange år i Danmark – stadig er præget af den selvforståelse, der hersker i diktatoriske stater eller totalitære regimer: at magten alene er centreret hos én eller få, og at uanset hvilke organer der er tale om – domstolene, forvaltningen eller pressen for den sags skyld – så er de alligevel underlagt den eller dem, »der bestemmer det hele«.
Der kommer unægtelig lidt ’goddag mand økseskaft’ over den slags diskussioner, som er med til at fastholde den utrolig begrænsende og snærende opfattelse af, at der er ’os’, og så er der ’dem’. Og det gælder fra begge sider af sådan en diskussion.
Det er frustrerende og får mig altid til at tænke over, om dialogen har grænser. Jeg er nok snarere nået frem til, at dialogen i hvert fald i nogle tilfælde har en begrænset rækkevidde i konkrete situationer. Over for både den noget snæversynede verdensopfattelse og den direkte intolerante ditto.
Men den slags samtaler – som jeg har haft mange af under Muhammedkonflikten – ender alligevel med, at jeg bliver mere og mere overbevist om, at den demokratiske tankegang skal være grænseløs, og at dialogen på én gang er en del af demokratiets essens og – trods alle vanskeligheder – et af de bedste redskaber til at formidle viden om og udbrede demokratiet.
Uenigheder blandt demokrater
Når jeg skriver, at debatten om religion og demokrati ikke må låses fast i en ’os og dem’-modsætning, er det ikke bare en velment, naiv og idealistisk hensigtserklæring. Det bygger på virkeligheden.
Ser man tilbage på forløbet, studerer debatspalterne, genser tv-programmerne og genopfrisker samtalerne i familierne og på arbejdspladserne, er det tydeligt, at diskussionerne i Danmark om demokrati var og er meget mere end uenigheder mellem ’demokratiske danskere’ og ’udemokratiske islamister’.
Debatten afslørede jo også store uenigheder blandt demokrater, såvel af gammeldansk som nydansk oprindelse:
– Hvad er tilladt i ytringsfrihedens navn?
– Hvilken beskyttelse sikrer religionsfriheden?
– Hvad skal man bruge sin ytringsfrihed til?
– Hvordan håndterer vi forskellighed i demokratiet?
– Er demokrati flertalsstyre eller mindretalsbeskyttelse eller begge dele?
– Hvilke konsekvenser får globaliseringen for demokratiet?
Disse og mange andre spørgsmål kunne udløse lige så ophidsede diskussioner blandt danskere af alle baggrunde – og blandt demokrater i andre lande – som et begrænset kendskab til demokratiets og de demokratiske rettigheders historie og indhold.
Men uenighederne udspringer ikke kun af manglende viden. Det handler også om, at demokratiet – på grundlag af centrale værdier – hele tiden må udvikle sig i takt med udviklingen i samfundet i øvrigt. Demokratiet i dag kan ikke være identisk med demokratiet for 100 år siden. Så er det ikke demokratisk.
Derfor kan vi ikke og må vi ikke reducere demokratidebatten til en for/imod-konfrontation. De spørgsmål, som Muhammedkonflikten rejste, er vi nødt til at stille os selv og hinanden – igen. De er aldrig besvaret en gang for alle.
Demokratiet er et sæt rettigheder og en styreform, som hele tiden skal forklares og forsvares, konfronteres og udvikles.
Folkeoplysning
Det mindede Muhammedkonflikten os om. Hvis vi tager imod den udfordring, der ligger i disse og andre demokratispørgsmål, så kan vi for alvor bruge et godt gammelt udtryk om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Under alle omstændigheder har Muhammedkrisen hjulpet os i DFS (Dansk Folkeoplysnings Samråd) og vores medlemsorganisationer med at definere, hvad folkeoplysning om demokrati handler om i vore dage. Folkeoplysningen har altid været en integreret og vigtig del af demokratiet. For det første, fordi folkeoplysningen har været med til at levere det fundament af viden, som gør det muligt for borgerne at være aktive deltagere i demokratiet. For det andet, fordi folkeoplysningen har skabt rammerne for den livsnødvendige samfundsdebat og dialogen om demokratiet.
Med denne tradition i rygsækken har de folkeoplysende foreninger, skoler og oplysningsforbund rundt om i landet rigtig gode forudsætninger for at tage udfordringen fra Muhammedkonflikten op. Men traditionen og forudsætningerne er også samtidig en forpligtelse, som vi i et par måneder har arbejdet på at leve op til. Vi kalder det Oplys Demokratiet.
Med Oplys Demokratiet vil vi udføre tre opgaver på én gang:
– Vi vil uddanne i demokrati, dvs. de grundlæggende kendsgerninger om det danske demokrati og de demokratiske rettigheder og menneskerettighederne og deres historie;
– vi vil skabe muligheder og rum for dialog mellem forskellige holdninger til demokrati;
– vi vil skabe muligheder og rum for møder mellem forskellige kulturer.
Derfor rejser en håndfuld erfarne folkeoplysere i disse måneder rundt i landet. Her holder de møder med lokale folkeoplysende skoler og foreninger og diskuterer med dem, hvordan de lige netop i deres by ud fra deres dagligdag kan iværksætte møder, studiekredse, koncerter, fester, spil, lege osv., der oplyser demokratiet.
Med sig har dette demokratiets rejsehold et idékatalog, som udspringer af et 24-timers idémøde for folkeoplysere, som blev afholdt i foråret på Dalum Landbrugsskole – i øvrigt stedet, hvor Christen Kold oprettede den første danske højskole.
De har også de første demokratiark med indeholdende kort faktuel viden om vigtige sider af demokratiet, f.eks. Ove Korsgaard fra DPU om demokratiets historie, Lisbeth Arne Pedersen fra Institut for Menneskerettigheder om demokratiske rettigheder og Lise Togeby fra Aalborg Universitet om magten i demokratiet.
Demokratiets Dag
Men facts alene gør det ikke. Vi vil også sætte skub i debatten. Derfor udgiver vi som led i Oplys Demokratiet et debathæfte med titlen ’Dagens Danmark – en demokratisk udfordring’, hvor meningsdannere af vidt forskellig observans kommer med deres personlige udspil. F.eks. skriver Birthe Rønn Hornbech om demokrati og ytringsfrihed. Og vi har mange andre planer, ideer og materialer, som alle løbende kan følges på DFS’ hjemmeside ( www.dfs.dk).
Når rejseholdet tager hjem, går de lokale i gang med at føre vores og deres egne ideer ud i livet – meget gerne sammen med andre foreninger, klubber, institutioner og enkeltpersoner i lokalmiljøet. I princippet slutter indsatsen aldrig, for diskussionen om demokratiet er aldrig slut.
Men vi håber at kunne skabe et foreløbigt højdepunkt næste år på grundlovsdag. 5. juni 2007 skal vi ikke bare fejre grundloven. Den skal være Demokratiets Dag.
Med arrangementer i flest mulige byer rundt om i Danmark vil vi forsøge at revitalisere grundlovsdag. Vi vil udvikle den traditionelle, men noget passive grundlovsmødeform eller i hvert fald supplere den med et mere aktivt og involverende tilbud.
Vi ønsker at give folket ordet, at give folk mulighed for selv at tale om centrale demokratiske problemstillinger og begreber. Og vi er meget bevidste om, at det er nødvendigt at eksperimentere med debat- og mødeformerne i et moderne demokrati.
Grundideen i Demokratiets Dag er en walk-and-talk. Som et orienteringsløb i lidt mere afslappet tempo skal borgerne gå fra post til post i små grupper på fem-seks mennesker. Ved hver post får de et spørgsmål eller et udsagn, som de skal diskutere, mens de går videre til næste post.
Før og efter selve walk-and-talk’en kan de lokale arrangører uddele mad og drikke, arrangere småkoncerter, lade foreningerne opstille boder, organisere konkurrencer og for den sags skyld også lade politikere og kulturpersonligheder holde taler efter velkendt grundlovsdagsmodel.
Naturligvis kan ingen garantere, hvor meget demokratiuddannelse og demokratidebat, der kommer ud af Oplys Demokratiet. I sidste ende afhænger det jo af, hvad borgerne vil. Sådan er demokratiet – heldigvis.
Men jeg er overbevist om, at mange, mange danskere – uanset oprindelse – hellere end gerne vil lære mere om demokratiet og diskutere dets udformning og udvikling. Hvis blot de får et godt tilbud. Og det er bl.a. op til folkeoplysningen at give dette tilbud.
