0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kronik af Naser Khader: Et år efter tegningerne

Demokrati kræver viden og dialog, ikke flere ’goddag mand økseskaft’-diskussioner. Et nyt ’demokratiets rejsehold’ er nu på vej landet rundt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS WILMANN
Foto: THOMAS WILMANN

Naser Khader er formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd og medlem af Folketinget (R).

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er nu et år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 tegninger af Muhammed. Der er blevet sagt og skrevet uendelig meget om de tegninger siden, både i Danmark og i udlandet. Sjældent har en håndfuld tegninger skabt så stor splid – oven i købet med stor uenighed om, hvad striden handlede om.

Et år efter offentliggørelsen og med krisens højdepunkt på mindst et halvt års afstand synes jeg, at det er på tide at uddrage de positive sider af konflikten og at diskutere, hvordan vi kommer videre, hvordan vi undgår en lignende situation, og hvordan vi løser de problemer, som krisen var symptom på.

For mig er kodeordene i en fremtidsorienteret status over Muhammedkonflikten: mere viden, mere dialog, mere kulturmøde.

Muhammedkonflikten er nok isoleret set den sag, der i nyere tid har fyldt mest ved de danske middagsborde og på for- og bagsæder i taxaerne i Danmark. Og over så lang en periode.

Pludselig blev der diskuteret værdier som ytringsfrihed og grænserne for den – ikke en dag eller to, men i mange dage, i månedsvis.

Og pludselig var det ikke kun for de højstemte. Det synes jeg personlig er det mest positive, der er kommet ud af Muhammedkonflikten. At vi turde diskutere emner med hinanden, der rakte ud over det hverdagsnære i betydning og konsekvens.

Mangfoldighed
Det har også været positivt, at Muhammedkonflikten afslørede en mangfoldighed i den muslimske gruppe i Danmark og en stor lyst til både at forsvare og deltage i demokratiet, når man ser bort fra nogle brodne kar, der forsøgte at tage patent på den rette fortolkning af islam.

Men Muhammedkonflikten lærte os også, at der er mange områder, hvor vi stadig halter langt bagefter, og hvorpå vi nu bliver nødt til at sætte et større fokus.

Islamisme er en trussel for vores demokrati, og vi bør derfor blive klogere på, hvad det er, der er ideologien bag islamisme, hvordan vi forhindrer dens udvikling, og hvordan vi selv værner bedst om det, som er vores særlige adelsmærke her i Danmark: demokratiet.

Dialog er et af demokratiets allerstærkeste kort i kampen mod enhver form for intolerance og snæversyn. Men vi må også sande, at det er en enorm udfordring at føre en dialog fra en demokratisk platform med nogen, der står på en ikkedemokratisk platform. Som simpelthen har taget en ikkedemokratisk forståelse af samfundsindretningen med sig.

Det måtte jeg sande, da jeg under Muhammedkonflikten besøgte en af mine gamle venner, en egypter. Han havde ved den lejlighed besøg af en af sine andre venner, en marokkaner. Sidstnævnte har boet i Danmark fra barnsben, taler fejlfrit dansk og er i det hele taget velorienteret og velargumenterende.

Vi fik en snak om tegningerne og konflikten i det hele taget. Men trods et mangeårigt kendskab til danske forhold sagde han alligevel, at han syntes, at danskerne skulle have givet muslimerne en undskyldning.

»Hvilke danskere«, spurgte jeg, »og til hvilke muslimer? Både danskere og muslimer er forskellige. Mener du, at alle fem millioner skulle give en undskyldning til hele verdens muslimer?«.

»Nej, men statsministeren er jo Danmarks overhoved, så skal han undskylde, og han skulle i det mindste have grebet ind over for Jyllands-Posten«.

Men facts alene gør det ikke. Vi vil også sætte skub i debatten. Derfor udgiver vi som led i Oplys Demokratiet et debathæfte med titlen ’Dagens Danmark – en demokratisk udfordring’, hvor meningsdannere af vidt forskellig observans kommer med deres personlige udspil. F.eks. skriver Birthe Rønn Hornbech om demokrati og ytringsfrihed. Og vi har mange andre planer, ideer og materialer, som alle løbende kan følges på DFS’ hjemmeside ( www.dfs.dk). Når rejseholdet tager hjem, går de lokale i gang med at føre vores og deres egne ideer ud i livet – meget gerne sammen med andre foreninger, klubber, institutioner og enkeltpersoner i lokalmiljøet. I princippet slutter indsatsen aldrig, for diskussionen om demokratiet er aldrig slut. Men vi håber at kunne skabe et foreløbigt højdepunkt næste år på grundlovsdag. 5. juni 2007 skal vi ikke bare fejre grundloven. Den skal være Demokratiets Dag. Med arrangementer i flest mulige byer rundt om i Danmark vil vi forsøge at revitalisere grundlovsdag. Vi vil udvikle den traditionelle, men noget passive grundlovsmødeform eller i hvert fald supplere den med et mere aktivt og involverende tilbud. Vi ønsker at give folket ordet, at give folk mulighed for selv at tale om centrale demokratiske problemstillinger og begreber. Og vi er meget bevidste om, at det er nødvendigt at eksperimentere med debat- og mødeformerne i et moderne demokrati. Grundideen i Demokratiets Dag er en walk-and-talk. Som et orienteringsløb i lidt mere afslappet tempo skal borgerne gå fra post til post i små grupper på fem-seks mennesker. Ved hver post får de et spørgsmål eller et udsagn, som de skal diskutere, mens de går videre til næste post. Før og efter selve walk-and-talk’en kan de lokale arrangører uddele mad og drikke, arrangere småkoncerter, lade foreningerne opstille boder, organisere konkurrencer og for den sags skyld også lade politikere og kulturpersonligheder holde taler efter velkendt grundlovsdagsmodel. Naturligvis kan ingen garantere, hvor meget demokratiuddannelse og demokratidebat, der kommer ud af Oplys Demokratiet. I sidste ende afhænger det jo af, hvad borgerne vil. Sådan er demokratiet – heldigvis. Men jeg er overbevist om, at mange, mange danskere – uanset oprindelse – hellere end gerne vil lære mere om demokratiet og diskutere dets udformning og udvikling. Hvis blot de får et godt tilbud. Og det er bl.a. op til folkeoplysningen at give dette tilbud.