Allerede i sin samtid blev Georg Brandes belært om, at han tog munden for fuld, når han ene mand tog æren for at have indført kvindesagen i Norden. En hæder, der snarere tilfaldt forfattere som Mathilde Fibiger, Camilla Collett og Frederika Bremer. Men selv om Brandes udstillede sin forfængelighed og skabte tvivl om sin dømmekraft, når han frabad sig kvindesagen »forvrøvlet af uvidende Kvinder«, er der ingen, der kan fratage ham den kolossale betydning, at det netop var ham, Georg Brandes, datidens store kulturpolitiske fyrtårn, der oversatte og skrev et flammende forord til John Stuart Mills 'Kvindernes Underkuelse', der udkom på dansk allerede i 1869. Så meget desto større var skuffelsen, da han svigtede i kampen om stemmeretten begrundet i angsten for, at kvinders stemmer ville gavne datidens højrefløj. Økonomisk og erotisk frihed, ja så gerne, men politisk frihed til kvinder, nej, det var for farligt. Så sent som i 1908 forfægtede Brandes synspunktet, fortæller Jørgen Knudsen i den imponerende store Brandesbiografi, som ved vejs ende foråret 2004 er blevet behørigt og berettiget hyldet. At Brandes' omstridte forhold til de mange kvinder i hans liv blev lige præcis så dramatisk og uhyrligt, som Jørgen Knudsen dokumenterer, kan næppe undre. Med sit erotiske oprør tændte han frihedens flamme hos det køn, der i hans øjne var så politisk uforstandigt, at han ikke turde betro kvinder retten til at stemme. De største skandaler og menneskelige katastrofer i Brandes' liv er overstået, da Jørgen Knudsen når frem til de sidste år fra 1914-27 og dermed værkets afsluttende bind med den gådefulde titel 'Uovervindelig taber'. Det ulykkelige samliv med hustruen Gerda var ophørt i 1910, da Brandes flyttede ind i en lejlighed på Strandboulevarden i bekvem nærhed af Thalitha Schütte, der havde været fast elskerinde siden 1905. Det erotiske vanvid udløst af Brandes' kroniske utroskab, der blev indledt allerede i tiden omkring Gerdas første barsel, åbnede til et livslangt ægteskabeligt inferno. Men Brandes, for hvem erotisk troskab var uden mening, handlede, som han måtte, skriver Knudsen, der peger på den særlige »gudernes nådegave«, der befrier helten for den »basale neurose, som vort kristne, syndsbelæssede samfund kalder dårlig samvittighed«. Og ja, der er meget i Knudsens fremstilling, der tyder på, at Brandes faktisk var samvittighedsløs i kærlighed, forstået på den måde, at her var en mand med en sag så stor, at den ganske overskyggede de personlige omkostninger. Tro over for sagen, og salig i sin tro, det var det afgørende. Der er dog meget, der undskylder den Brandes, der var fyldt af høje idealer på kvindernes vegne. Til gengæld har jeg svært ved at se, hvad der skulle undskylde Jørgen Knudsen, der veloplagt og udførligt fortæller om heltens erotiske liv, seende og dog blind for det ulighedens katalog, som stoffet i sig selv bevidner. Det ulige forhold mellem mænd og kvinder til trods lykkes det Jørgen Knudsen at fastholde et uskyldigt, romantisk blik fra første til sidste skandale. Brandes' forhold til den fyrre år yngre, gifte Gertrud Runge, kvinden, der i lighed med hustruen må finde sig i alt, er i Jørgen Knudsens øjne smukt og livsbekræftende. »Thalitha Schütte var et problem, eller rettere: Gertruds skinsyge var et problem«, forklarer Knudsen, der ubesværet ser bort fra Gertruds selvmordsforsøg og den kedelige, dårlige stemning, når aftaler må ændres, fordi Thalitha er i byen. Oprigtigt hylder han Gertrud for indsatsen, alt mens helten beundres for den »ubegribelige kærlighedsevne«, der trods den høje alder holder ham i gang. I sit opgør med ægteskabet vendte Brandes sig lidenskabeligt mod mandens uindskrænkede magt over kvinder og børn. Men hans egen praksis betød reelt, at han udvidede domænet fra en til flere kvinder uden at tilstå dem samme ret. Da Thalitha Schütte i 1912 indrømmer, at hun har bedraget ham med vennen Anatole France, får dette »dobbelte forræderi« Brandes til at bryde helt sammen. Jørgen Knudsen undrer sig, piedestalen vakler et kort øjeblik, men ikke nok til at ødelægge Knudsens romantiske kynisme, der fejrer usete højder i ærgrelsen over Brandes' fiasko i relationen til Karen Blixen. Fiasko? De fik aldrig en fælles historie, men hvad kunne der ikke være sket! Jørgen Knudsen ser for sig Brandes som »det sandskorn der, kastet ned i den mættede opløsning, fik den til at krystallisere tidligere, måske endda rigere, end det nu skete«. Og Blixen kunne måske »have genvakt den evne til selvforglemmende begejstring, der er det smukkeste hos ham«. Slangen i paradiset er Blixens moster. Da den 62-årige Brandes mødte op på Rungstedlund, blev han mødt med en løgn om, at den 19-årige beundrer ikke var hjemme. Knudsen græmmer sig. Et »stort uheld«, samstemmer Blixen tyve år senere. Selv er jeg helt klart på mosters side. Jeg havde heller ikke lagt niece til det projekt. Skal der endelig drømmes, leger jeg hellere med tanken om, hvad der var sket, hvis Brandes havde takket ja, da filologen Lis Jacobsen friede i 1912. Som en af de helt store kvinder i dansk åndsliv kom og gik Lis Jacobsen uanmeldt som en af de få, læste ham som 16-årig og sendte ham sin første artikel som 20-årig. Men Brandes var, selv jøde, ikke til jødiske kvinder, forklarer Knudsen. Men det var vist mere end det. Måske kunne han slet ikke forelske sig i jævnbyrdige kvinder? Den smukke, ombejlede Lis Jacobsen var nok det bedste tilbud, han fik. Da hun i 1915 uforfærdet skrev til ham om hans »flygtige forhold til kvinder«: »Hundreder synes at have optaget dem lidt, men ikke én at have betydet noget for Dem«, blev Brandes vred. Og næppe formildet af tilføjelsen, at hans forhold til én kvinde er »uforandret«: »Deres skildring af Deres moder har altid bevæget mig ...«. Gertrud Runges herlige historie om det første besøg hos Brandes styrker Lis Jacobsens pointe: »»Sæt Dem der - De skal sidde her«. Han pegede på en lav, gammeldags stol, slidt på armene så den sorte bund var synlig. Den var for lav til at være bekvem, hvorfor jeg bad om at måtte tage en anden. Forbavset, næsten smerteligt sagde han da: »Vil De ikke sidde i den stol. Det er Moders stol«. Selvfølgelig satte jeg mig straks i den«. Gammeldags, slidt og ubekvem? Hun fyldte den ud, »om ikke som moder, så dog som fortrolig«, skriver Jørgen Knudsen, der skønner, at hun som »ung, smuk, levende, hjælpsom, omsorgsfuld, dygtig, grænseløst beundrende kvinde« med en enkelt undtagelse kun har haft hans moder som forgænger i opgaven, moderen »hvem han også havde betroet alt, og som en overgang også havde været hans kritiske hjælper«. Køn på hjernen? Ja, måske. Men hos Brandes og Knudsen er besættelsen så massiv, at de end ikke forstår det. De romantiske blinde pletter fører mig videre til titlens gåde. 'Uovervindelig taber'? Mange har undret sig, for det er da helt uforståeligt, at Jørgen Knudsen dømmer den mand som taber, hvis navn som isme førte videre til dagens kulturradikalisme, der fortsat deler vandene, kulturkampen og Folketinget med. Brandes som taber? Med Jørgen Knudsens billede var han med sine forelæsninger om europæisk litteratur at ligne med en Prometeus, der bragte oplysningens ild til menneskene. At han personligt følte sig som taber af den kamp, han havde sat sig i spidsen for, at han i lighed med Prometeus blev straffet af guderne, hindrer ikke den ild, han tændte, i at brænde stadigvæk. Sandt nok. Brandes blev ikke professor ved Københavns Universitet, medlem af Videnskabernes Selskab eller modtager af Nobelprisen, men de personlige skuffelser kalder ikke hans »store fortælling om det befriende spring ud af en snæver tradition« tilbage. Ændrer ikke det forhold, at køn og kirke, lyst og læsning med ham og efter ham var ændret for altid. Da Første Verdenskrig brød ud, fyldte den 72-årige Brandes sig med arbejde i op til 16 timer i døgnet. Han oplevede krigen som alle idealers sammenbrud, skrev som i en rus de fire store heltebiografier om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo for således med skriften at fastholde de humanistiske værdier, som med krigen blev sat over styr. Men da den dødsmærkede Brandes til sidst med 'Sagnet om Jesus', 'Petrus' og 'Urkristendom' mislykkes i sit forsøg på at bevise, at Jesus aldrig har eksisteret, forstår Jørgen Knudsen som i et klarsyn hele forfatterskabet som et »slavesprog«, en »aldeles nedslående historie om kristendommens enorme magt over danske sind«. Den bemærkelsesværdige sammenfatning lyder i sin helhed: »En lynende begavet outsider sætter sig som ung det høje mål at knuse den infame kirke, men vælger at bruge slavesproget i sit forsøg, det drille-sprog der samtidig indebærer en anerkendelse af kirkens uangribelighed. Han lader helt fra begyndelsen sit oprør gå ad litterære, teatralsk-symbolsk-metaforisk-stedfortrædende baner og bliver kateder-helt for følsomme damer af bourgeoisiet, guru for letbegejstrede studerende, der siden kommer på bedre tanker, samt en overkommelig forskrækkelse for et nervøst kleresi. Da han er oppe i 80'erne, erkender han den fatale forsømmelse, og så er det for sent. Da han endelig følte sig stærk nok til det direkte angreb, var han det ikke længere«. Sådan ser en uovervindelig taber ud. Brandes' samlede værker, hans kulturpolitiske indsats, hans mod og inspiration i generationer udlægges som den svages afmægtige bøjen sig ind under overmagten. Jørgen Knudsen påkalder sig Brecht og Æsops fabler som inspiration, selv forbinder jeg 'slavesproget' med Nietzsche, der nu som en foragtens boomerang sendes tilbage i hovedet på Brandes, som i sin tid introducerede ham. Giver det mening? Ikke mening i den forstand, at det kaster lys over Brandes, men måske mening som et udtryk for den afmagt, som Jørgen Knudsen i sin Brandes-identifikation bruger til at afregne med en uforstående og skuffende samtid. I syndikalisten Chr. Christensens opgør med Brandes kommer Jørgen Knudsens resignerede revolutionsromantik frem for fuld udblæsning. »Viste det frigjorte menneske sig ikke at være det selviske menneske, og havde ikke hans reaktionære modstandere ret, når de anklagede ham for at være 'samfundsopløsende'«, spørger Jørgen Knudsen med den rasende Chr. Christensen, der i individualismens kølvand så en trussel mod den fremvoksende arbejderklasse, som vandt styrke på moralske værdier som fællesskab og uegennytte. I individualismens kølvand så han kun »hetæreri og homosexualitet, fylderi og troløshed« som åndelig overbygning og »resultatet af den sejrende livsfilosofi, Georg Brandes har haft æren af at have importeret her til landet«. Chr. Christensens afvisning af Brandes fik langtidsvirkning ikke kun hos kommunister som Nexø, Kirk og Scherfig, men også hos socialdemokrater som Bomholt, skriver Jørgen Knudsen, der spørger sig selv og læserne med, om ikke den bagkloge må give Chr. Christensen ret? Men hvad er der tilbage, svarer jeg, hvis frihed og fremskridt alligevel ikke er to sider af samme sag. Hvis budskabet om individets frigørelse i virkeligheden er en kapitalistisk illusion? Hvis der er behov for bondeanger med tilbagevirkende kraft helt tilbage til det moderne gennembrud, er der sandt nok kun melankolien tilbage. Med Jørgen Knudsen at samstemme, at alt allerede er tabt. 1970'ernes ungdomsoprør, »båret af omtrent lige så umulige håb, som Brandes vakte i sin tid, og henvist til en skæbne som hans: panden løbet mod muren«, er som erfaring og som skuffelse nærværende i Jørgen Knudsens fremstilling, der mod slutningen når helt frem til folketingsvalget 2001: »Efter en tid blev magttænkningen igen det trygge, noget at falde tilbage på i utrygge tider. Ikke respektløs frihed, lige ret til alle og særligt hensyn til de svage, men noget for noget til hver enkelt: belønning til den flittige og artige, straf til den dovne og uartige. Den autoritære rygmarv bekræftet af folkets flertal«. Men så trist og forenklet spiller klaveret trods ikke. Såvel det moderne gennembrud som ungdomsoprøret hæver sig højt over skiftende parlamentariske flertal. Og vi har trods alt kun en regering, til vi får en ny. Jørgen Knudsen drømmer vist stadigvæk om den revolution, der ikke blev til noget? Selv er jeg lettet og taknemmelig over, at man ikke altid får det, som man ønsker sig. Til gengæld har jeg hverken mistet troen på den individets frigørelse, som Brandes satte på dagsordenen i 1871, eller på 1970'ernes kvindeoprør på nye tiders præmisser. Ikke mindst for kvinder er der stadigvæk meget håb at hente i Brandes' projekt. Hans appel til den enkelte om at realisere sig selv kan stadigvæk tænde en brand. Lad det være den anfægtede Jørgen Knudsen en trøst, at netop kvinders historiske krav om lighed og gensidighed kan være med til at tøjle den individualisme, der kammer over og bliver til egoisme. Georg Brandes indledte sine forelæsninger samme år, som danske arbejdere organiserede sig, minder Knudsen om. Men historien er en tand bedre og sammenfaldet endnu mere markant. For 1871 var også året for stiftelsen af Dansk Kvindesamfund. En helt afgørende pointe, hvis konsekvenser desværre ikke reflekteres i Jørgen Knudsens historieskrivning.