Om få måneder forlader jeg, efter 40 års undervisning og forskning, min stilling som professor i historie ved et dansk universitet. Jeg glæder mig, men denne følelse skyldes ikke, at jeg dermed slipper for de studerende, som ifølge mine kolleger ikke kan måle sig med tidligere årgange.
Jeg vil savne denne generation af unge, som er internationalt orienteret, i stand til at udtrykke sig mundtligt og skriftligt, og som er åbne og fordomsfri over for den fortidsverden, som det har været min opgave at indføre dem i. Det er ejendommeligt, hvordan stort set hver eneste ny generation historien igennem har ment, at dens efterkommere var uduelige, og vor egen tid er ingen undtagelse. Således beklager universitetsansatte sig over studerende, som ikke præsterer det, som generationen før mener, at den magtede. Dette er imidlertid ikke min erfaring. Tværtimod mener jeg, at universiteternes problemer ikke skyldes de studerende, men i høj grad den tidligere regerings konkurrenceideologi, hvor alt skulle måles og vejes. Samtidig lider de højere anstalter under en topstyring, som i hvert fald for mit vedkommende har fjernet enhver lyst til at deltage i et kollegialt fællesskab. Ja, jeg er en håbløs idealist, der bekender sig til fortidens lærdomsmodel i den lyse middelalder, hvor et universitet bestod af et lærerlav, der vedtog retningslinjer for deres uddannelser og samtidig forventede respekt og afstand af de offentlige myndigheder.
