Benny Andersen har skrevet: »Jeg har ikke noget mod døde, nogle af mine bedste venner er døde«. Sådan har jeg det også. Men jeg har meget imod, at flere af mine venner skulle igennem en smertefuld og uværdig periode, før de døde. Det vil jeg selv gerne undgå, men det er ikke så let at tage sagen i egen hånd, som nogen måske tror – i hvert fald ikke, hvis man forestiller sig, at det skal ske på en forsvarlig måde uden traumatiske oplevelser for udenforstående.
Med den nuværende danske lovgivning er det ikke muligt i praksis at tagen sagen i egen hånd, hvis man først er kommet på plejehjem eller ligger på hospitalet. Ikke alle kan være så heldige som en af min mors venner, hvis død hun beskrev på følgende måde: »Han vågnede op en morgen og opdagede, at han var død«. Jeg har for længst nået den alder, hvor man hver dag læser avisens dødsannoncer. Og det sker stadig hyppigere, at man møder et navn, man kender. Ikke helt sjældent står der, at den afdøde efter en modig kamp mod kræftsygdommen har fået fred. Det illustrerer nok en udbredt indstilling til, hvad der forventes af terminalt syge mennesker. Et af formålene med denne Kronik er at problematisere denne indstilling og at stille forslag om en ny tilgang til den afsluttende fase af livet med fokus på det enkelte menneskes ret til en selvstændig afgørelse.
