0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mod-oplysningen

Fremtidens intellektuelle bliver en hoben kritikløse zombier, hvis vi fortsat hænger os i bagateller og fodnoter i stedet for at gøre fælles front mod den store kampagne for afskaffelse af oplysning, der p.t. føres i Europ

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fremtidens intellektuelle bliver en hoben kritikløse zombier, hvis vi fortsat hænger os i bagateller og fodnoter i stedet for at gøre fælles front mod den store kampagne for afskaffelse af oplysning, der p.t. føres i Europa. Marianne Stidsen er lektor ved Nordisk Filologi.

Frihed, lighed og broderskab. Sådan lød som bekendt slagordene under den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Vi har et andet ord for denne epoke: oplysningstiden. Oplysningstiden er kendetegnet ved opgøret med gamle feudale autoriteter, med klerikalt tyranni, med social ulighed, med åndelig formørkelse. Grundtanken var, at man ikke skulle tage verden, som den fremtrådte, for gode varer. Den kunne laves om, forbedres, justeres. Derfor er oplysningstiden også defineret ved sit fokus på fremtiden og fremskridtet. Det kan godt være, tingene ikke ser alt for gode ud lige nu. Men der kan gøres noget ved det. Ved fælles indsats og ved fornuftig handlen ud fra et helhedsperspektiv.

Postmodernismen, der fik så vældig vind i sejlene i sidste halvdel af forrige århundrede, satte store spørgsmålstegn ved disse ideer. Faktisk er det ikke forkert at se bevægelsen som et kritisk korrektiv til lige præcis oplysnings- og fremskridtstanken.

Man ville vise, at oplysningen ikke kun var en storstilet fortælling om menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed, som det hed hos filosoffen Kant. Man ville vise, at den havde nogle alvorlige brister. Jo mere fortællingen skred frem, jo tydeligere blev det, at den lagde meget øde på sin vej. Som Goethes Faust var den parat til at ofre mangen en Gretchen og mangen et lille stråtækt bondehus for at kunne tromle fremad i moderniseringens navn. You have to hack your way with a meat ax, som den amerikanske byplanlægger Robert Moses sagde i 1950'erne.

I dag har vi, vil jeg påstå, en ny stor fortælling under opsejling, som vi bliver nødt til at forholde os til - ja, gerne dekonstruere. Den adskiller sig fra den kritiske postmodernisme ved decideret at vende oplysningen på hovedet. Ikke blot vise dens brister og brådne kar, men direkte gøre det uoplyste til idealet. De mest brugte ord og vendinger i øjeblikket blandt politikere er: »Det skal de kloge hoveder ikke bestemme«, »Det ved folk nok bedst selv«, »Vi tror ærlig talt på, at folk godt selv kan finde ud af at« og »Det er altid den samme lille intellektuelle gruppe, der råber højest«. Den kan passende få navnet:
mod-oplysningen.

Intet sted ser man den så tydeligt som inden for undervisningssektoren, hvor jeg selv arbejder. Men trods sporadisk kritik er det min fornemmelse, at de tiltag, reformer og reguleringer, som regeringen i sin korte leveperiode har nået at spille ud med, ikke er blevet set i deres rette sammenhæng. De er blevet betragtet enkeltvis og ad hoc, som det er så typisk for vores pragmatiske tidsalder, hvor de rettelig burde ses som led i den nye store mod-oplysningsfortælling, der har rejst sig for øjnene af os, nærmest uden at vi har ænset det.

Det er min klare opfattelse, at før vi opdager, hvordan tingene indgår i en nøje planlagt politisk strategi, der decideret har til formål at fremme uoplystheden, vil vi være hjælpeløse fluer i selv samme regerings garn.

Vi vil bruge kræfter på at diskutere bagateller og fodnoter, som vi kan tærske langhalm på og blive indbyrdes uvenner om, mens den store fortælling lige så stille kører om hjørner med os og trækker os rundt ved næsen. Kræfterne bliver vendt indad - med entropisk effekt til følge - hvor de burde vendes udad i en fælles, hørlig protest mod den vej, der de seneste måneder er slået ind på. En vej, som ingen intellektuel eller uddannet person med blot nogen historisk viden burde kunne goutere.

Lad mig tage tre konkrete eksempler: et, der har med eleverne at gøre, et, der har med forskningen at gøre og et, der har med lærernes situation at gøre. Eksemplerne skal tjene til at belyse, hvordan der målrettet arbejdes på at splitte et miljø ad ved at spille faggrupper og interessenter ud mod hinanden.

Inden for danskfaget, som er mit felt, tales der for tiden uophørligt om kompetencer. Og så vidt jeg kan se, gælder det ikke alene mit fag.

Kompetencesnakken har bredt sig rundt i alle hjørner af undervisningssystemet. Den går ud på, at vi nu skal til at måle elevernes kunnen på en mere positivistisk facon, end det hidtil er sket - især inden for humaniora, hvor man ellers har levet højt på den såkaldt idiografiske tradition, der sætter dannelse over - eller i det mindste på niveau med - uddannelse.

Det vigtige i dag er, at eleven tilegner sig forskellige tekniske færdigheder, hvor det vigtige tidligere var, at denne også var i stand til at sætte disse færdigheder ind i en meningsfuld sammenhæng. Ja, at han/hun var i stand til at forholde sig kritisk til sin egen specialkunnen, således at vedkommende ikke blev et viljeløst instrument i hånden på en kommende køber/arbejdsgiver. Lad os da endelig bare kalde dette et idealistisk - eller i hvert fald etisk - aspekt ved den humanistiske uddannelse. Et aspekt, der, skulle jeg hilse og sige, er kommet i alvorlig miskredit den senere tid.

Ejendommeligt er det nu at se, hvordan mange - herunder eleverne selv - under udsigt til denne virkelig alvorlige omorganisering af deres uddannelse, reagerer, som om der blot var tale om småjusteringer og reguleringer, der skal sikre, at de lærer at læse og skrive bedre, og at de dygtigste ikke keder sig for meget i timerne. Og hvem kan ikke gå med til, at det er en god idé? Er vi ikke alle interesseret i, at de næste generationer kan noget så elementært som læse, skrive og regne?

Jo. Men går vi et spadestik dybere, handler det jo om meget mere end det. Det handler om, at man ønsker at trække uddannelserne i en mere teknisk retning, hvor nærsynet specialisering (med forbillede i it-branchen) går forud for idiografisk dannelse, den, der producerer de så forhadte eksperter, der hele tiden insisterer på at hæve sig op over deres fag og have en kritisk holdning til, hvad det bliver brugt til; som ikke kun sætter deres eget solotrip i forgrunden.

Et andet felt, hvorpå der er sket et skred, er inden for forskningen - som både lærere og elever må siges at have fælles interesse i. Som det snart er fremgået til bevidstløshed, skal denne forskning privatiseres.

Og det i alle ender og kanter. Typisk er oraklerne her erhvervsfolk som Asger Aamund, der blot behøver ymte, at universitetet ikke har en skid at sige erhvervslivet, så ryster alle i bukserne og er parate til at give køb på hundrede-årige gamle, hårdt tilkæmpede rettigheder - som i øvrigt har været med til at skabe et også for erhvervslivet fordelagtigt ry i udlandet!

Taget isoleret kan spørgsmålet om privatfinansiering lyde lige så besnærende som det om kompetenceudvikling. For er det ikke indlysende, at samfundet må have noget afkast for alle de penge, der investeres i uddannelse? Cost-benefit, som det hedder. Noget for noget. Kan man se noget mere ynkeligt for sig end den ph.d.er, der i en tv-reklame må se sig henvist til at søge arbejde i en børnehave - som ufaglært pædagogmedhjælper?! Nej, sporene efter det store antal arbejdsløse humanister skræmmer (ganske vist får mange af dem faktisk et fagrelevant arbejde, det tager nogle gange bare lidt længere tid, men det vælger man - diplomatisk - at se bort fra). Så altså - udvidet samarbejde med erhvervslivet. Det skulle være vejen frem.

Endnu en gang må man spørge: For hvem? Ud fra hvad jeg ser, når jeg kigger mig rundt omkring - også til andre faggrupper - virker det ikke just som den lige vej til Lykkeland. En nylig undersøgelse viste, at et stort problem inden for medicinalforskningen er, at medicinalindustrien i udstrakt grad selv finansierer undersøgelsen af nye produkter. Med det resultat, at forskerne som regel ikke finder nogen fejl ved dem! Hvilket man så kan undre sig over eller lade være - alt efter temperament.

Trods de åbenlyse backlash, som ligger i den privatfinansierede forskning, kan man alligevel opleve forskere, der frem for at indse, hvor suspekt et grundlag hele ideen hviler på, giver sig til at lægge op til indbyrdes hundeslagsmål om, hvem der hurtigst kan få etableret givtige økonomiske pipelines til erhvervslivet.

Det minder mig om Suzanne Brøggers historie om dengang, hun blev bedt om at sutte den af på en sovjetrussisk soldat, der havde taget hende til fange. Det var, som hun sagde, som at blive bedt om at klø Hitler på ryggen for 25 øre.

Det var ikke prisen, der var for lav. Det var såmænd heller ikke ryggen, der var noget i vejen med. Det var det hele. Og sådan er det også med den systematiske, efter regeringsdekret privatfinansierede forskning.

Mit sidste eksempel handler om lærernes rolle og status i undervisningen. Torsdag 15. august meldte forskningsministeren ud omkring et nyt forslag - som selvfølgelig var inspireret af it-området (og hvis lovlighed i øvrigt er højst tvivlsom).

Det gik i al sin enkelhed ud på, at de evalueringer, der allerede foregår i stor stil på uddannelsesinstitutionerne, skulle elaboreres.

De studerende skulle fra nu af skrive mere udførligt om, hvad de mener om denne eller hin lærer. Derefter - sådan lød tanken - skulle evalueringerne lægges ud på internettet, så andre elever kunne klikke sig ind og se, hvem de dårlige lærere var.

Igen: Hvad er der nu galt med den idé? Er det ikke helt o.k., at de sagesløse studerende har mulighed for at få syn for sagen for, hvor de får mest for pengene? Svarende til, da man i sin tid ville offentliggøre klagerne over praktiserende læger, så patienterne lige kunne tjekke referencerne, inden de lod manden stikke kanylen i bagperronen.

Men igen igen: Hvis man ikke ser, at dette er det måske til dato mest eklatante og udspekulerede eksempel på, hvordan regeringen systematisk forsøger at chikanere hele undervisningsstystemet ved at stresse alle i det - præcis som man nu vil gøre med rockerne! - ja, så er man virkelig for dum. - Eller for uoplyst, skulle man måske hellere sige. Blot må man her klandre regeringen den skønhedsfejl, at forslaget næsten er for gennemskueligt. Hvor den hidtil er lykkedes nogenlunde med at camouflere sine tiltag så godt, at såvel lærere som elever har været i tvivl om, hvad der egentlig foregik, står det nu med åbenlys tydelighed klart for enhver.

Der er selvfølgelig tale om et - åh så banalt - forsøg på at spille lærere og elever ud mod hinanden. Præcis som kompetence-diskussionen skulle spille eleverne ud mod hinanden, og forsknings-privatiserings-snakken skulle spille lærerne og forskerne ud mod hinanden. Hvad ser man ikke for sig? Lærere, der går på arbejde - rystende i bukserne for, at de ikke kan levere varen, læs:
kompetencerne, hurtigt og underholdende nok? På den måde vil man kunne sikre et evigt kredsløb af studerende, der får, hvad de tror, de har krav på, og dermed vaccinerer sig effektivt mod at få det, de måske ikke på nuværende tidspunkt kan overskue at bede om; men som de på længere sigt vil være langt bedre tjent med, nemlig genuin oplysning. I enhver forstand af ordet. Og man sikrer sig dermed endegyldigt, at uddannelsessystemet bliver et selvregulerende system, der gradvist, men sikkert eliminerer enhver ansats til (system)kritisk tankegang.

Gulag var så vist ikke den eneste måde at komme af med besværlige dissidenter på. En anden er lige så stille at lade dem æde hinanden op indefra. Så har man tilmed rene hænder.

Skulle det ikke være fremgået klart nok allerede, mener jeg, det er på høje tid, de/vi involverede parter i denne nøje tilrettelagte, skønt sindrigt camouflerede, mod-oplysningskampagne siger fra. Og gør det så højt og tydeligt, at det ikke kan misforstås. Også for fremtidens skyld.

De videre konsekvenser af disse på overfladen måske uskyldigt udseende enkelttiltag er ikke alene, at universiteterne og undervisningssystemet i det hele taget bliver omdannet til en pølsefabrik, med lærerne som en slags sofistikerede samlebåndsarbejdere, der mekanisk stopper fragmenteret vidensfars ind i hovederne på eleverne; men også at vi alle står i fare for - i mod-oplysningens navn - at blive omdannet til funktionæragtige zombies, der giver sig til at udføre en på forhånd indstuderet bevægelse, når der bliver trykket på en knap. Uden at stille spørgsmål.

Det er de skræmmeperspektiver, der melder sig, når man et øjeblik løfter hovedet fra de daglige rutiners og ad hoc-slagsmåls hovedpude og ser, hvilken ny stor fortælling, der faktisk - som den flodbølge, der i øjeblikket skyller gennem Europa - er ved at rulle sig op rundt om os.

En fortælling der ikke kun har betydning for undervisningssektoren, selv om dens spor nødvendigvis mærkes særlig kraftigt der. Den har netop betydning for hele demokratitanken, for de værdier, vi har yndet at holde i hævd gennem en menneskealder.

Går man tilbage til 1700-tallet og oplysningstiden, hvor demokratitanken for første gang tog mere substantiel form, er der en ting, som slår én ved definitionen på en sådan styreform. Og det er, at den ikke kun handler om, at flertallet bestemmer. Den handler i nok så høj grad om, at flertallets bestemmelser må hvile på et myndigt og oplyst grundlag.

Hvad vi ser i øjeblikket er en paradoksal gestus: Med den ene hånd vil man af alle kræfter fastholde demokratiet (ikke mindst som identitetsgivende modtræk til de såkaldt udemokratiske stater); med den anden vil man afskaffe demokratiets sine qua non: det oplyste individ.

Man ser for sig et demokrati styret af lutter primitive væsener, der udelukkende er drevet af overtro og materielle behov. Væsener, der ser enhver fremmed som en potentiel trussel mod egen lagkage. Væsener, der fuldkommen mangler erfaringens anden dimension, den, der ikke handler om, hvad jeg lige har oplevet som målestok for alting, men som tværtimod handler om den erfaring, der har akkumuleret sig gennem historien, og som kunne give et praj om, at den mest nærliggende vej måske ikke altid er den mest hensigtsmæssige. På længere sigt. Væsener, hvis højeste ambition er på en skærm at vise deres afklædte bagdel for de andre væsener i flokken.

Hvad i alverden skal man kalde en sådan styreform: demokratur?