Så er det sket.

Jeg er blevet 80. Døden er inden for rækkevidde, og den gamle redaktør af mit liv kan roligt forvente, at jeg – på et endnu ukendt tidspunkt – må overskride min absolut sidste deadline og efterlade mit livs mere eller mindre tumultariske historie til andres bedømmelse, mens resterne af min fysiske gestalt går op i røg. Hvorvidt den gamle redaktør – hvis/når jeg møder ham i det hinsidige – også mener sig i sin gode ret til at bedømme min forvaltning af samme liv, står, i bogstaveligste forstand, hen i det uvisse. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at han, i givet fald, vil være mig nådig. Det stikker jo dybt i os, dét med skyld og ansvar, uanset om vi er troende eller ej, og hvad der sker med os efter døden, er jo uomtvisteligt en gåde. Selv har jeg i årevis, på baggrund af en ganske bestemt oplevelse, haft en til vished grænsende fornemmelse af, at livet er et midlertidigt forløb, underlagt en styring, hvis væren og væsen ligger uden for ordenes rækkevidde. Den menneskelige hjerne, som uophørligt søger efter nye indsigter og ny revolutionerende viden, producerer jo også – ad biokemisk vej – følelser, forudanelser og fornemmelser, og altså – til tider – en form for oplevelser, det er umuligt at sætte ord på; medmindre man altså er så fast forankret i en tro, at man kan udtrykke dem via en religiøs terminologi. Eller i musik. Carl Nielsen passerede ordenes rækkevidde i værket ’Det uudslukkelige’ og videregav det som et sublimt musikalsk udtryk for sin egen indre oplevelse af kosmisk væren og tidløshed. Men uanset hvad vi på den vis oplever, må vi bevare jordforbindelsen, mens vi er her, og bevidst være til stede i tiden, denne uhåndgribelige størrelse, som Einstein dog havde geni nok til at håndtere i sin relativitetsteori. I bogen ’The Universe and Dr. Einstein’ (udg. 1948) giver forfatteren Lincoln Barnett (samtidig med Einstein på Princeton University) en karakteristik af Einsteins opfattelse af tid og rum: »Einstein viste, at selv rum og tid er former for intuition, der lige så lidt kan adskilles fra vor bevidsthed, som vor opfattelse af farver, form og størrelse. I rummet findes ingen objektiv realitet i form af en ordning eller et arrangement af de genstande, vi opfatter i det, og tiden har ingen uafhængig eksistens uden for den rækkefølge af begivenheder, med hvilke vi måler den«. Piet Hein sagde det ganske kort: »Tid, det er noget, man koger æg efter«. Og det er jo fint sagt. Men jo mere tiden udmønter sig i alder, denne frygtindgydende realitet, som vi kun kan opfatte som et uomgængeligt bevis på tidens eksistens, jo mere bevidste bliver vi om det universelle styrtløb, vi deltager i. F.eks. er oplevelsen af en smuk solnedgang i sig selv en spektakulær størrelse. Det er jo ikke solen, der ’går ned’. Det er den planet, vi står på, som fører os baglæns ind i mulmet og videre med rundt på sin døgnlange roterende rumfart omkring stjernen i vort solsystems centrum, og imens bliver vi 24 timer ældre. Den 24-timers regel er der ingen, der kan pille ved. Vi hænger på den – både på tiden og den snurrende klode – og må finde os i, at vi en skønne dag bliver tryllet helt bort. Og det går stærkt. Det, der sker nu, er allerede nu blevet til noget, der skete lige før, og det, der skete lige før og lige før og lige før igen – det er pludselig blevet til noget, som skete engang for længe siden. I den græske mytologi bliver menneskene ædt i den sidste ende. Tiden, guden Kronos, æder sine egne børn, og han er umættelig. Milliarder har han allerede opslugt, og nye milliarder vil ud i al fremtid havne i fadergudens – tidens – forslugne gab. I Det Gamle Testamente indleder Prædikeren med sætningen: »Alting har sin tid«, sine bestandigt gyldige vers om tidens – og livets – beskaffenhed (Prædikerens Bog, kap. 3), men længere fremme i samme kapitel taler han om døden og belærer menneskene om, at de ikke skal tro, de får særbehandling, når livet er slut: »Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne. Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed. Alle går samme sted hen; alle er blevet til jord, alle bliver til jord igen«. Så er det sagt. Men det var engang i oldtiden, og jeg lever her og nu og agter at tage højde for, hvad der sker i nutiden og – forhåbentlig – et godt stykke ind i fremtiden, inden jeg går til forklaringskysten. Vi er blevet for mange, vi gamle, så mange, at vi nu er på vej til at true nationaløkonomien, og i kølvandet på den trussel fremstår de aldersramte nu i medierne i temmelig fastlåste billeder. Enten er de så rige, at de i et egotrip kan rejse verden rundt og spendere friværdien på golfbaner og gourmetrestauranter, eller også tilhører de den store hvidhårede flok, hvis medlemmer taknemmeligt modtager en tusindlap – lagt ud som madding af populistiske, stemmefiskende partier – og som blokerer færdslen i Netto, når de, støttet til en rollator, falder i staver foran den røgede medister i køledisken. Hastigt styrer man uden om lille hvidkrøllede fru Mortensen, som iført gråmeleret frakke, beige sundhedssko og håndtaske står dér og fylder op. Hun går sikkert til bingo hver onsdag i forsamlingshuset. I virkeligheden tilhører fru Mortensen den generation af kvinder, som i høj grad var med til at skabe velfærdssamfundet. Hun var blandt de første kvinder, som i stort tal gik ud på arbejdsmarkedet i 50’erne for at sikre, at hendes børn fik en bedre uddannelse end hun selv, at familien fik et bedre hus at bo i, og at manden fik den bil, han hidtil kun havde kunnet drømme om. Og hans generation var ikke just den mest hjælpsomme, når børnene skulle sendes i skole, huset gøres rent, tøjet vaskes og maden stå på bordet. Ikke sært, at hun nu har fået bevilget en rollator. Når danskerne leverlængere, end de gjorde i min barndom, hvor man blev betragtet som gammel i 50-60-års alderen og kunne regne med at dø omkring de 70 (som af samme grund blev kaldt støvets år) – så skyldes det nok, at vore mødre, takket være fremsynede politikere, blev de første i danmarkshistorien, som efter en fødsel fik regelmæssige besøg af en sundhedsplejerske og dermed viden om vigtigheden af vitaminer og mineraler. Vore mødre fyldte os med torskelevertran, og de fyldte os også med usprøjtede grøntsager, frisk uhomogeniseret mælk og kød fra medicinfrie dyr. Så det er nok derfor, vi er her endnu. Selv udgør jeg ikke nogen større trussel for det samfund, som frygter en stadig voksende ’ældrebyrde’. Jeg overlever på folkepensionen, en pauver journalistpension og en mindre kassekredit, og rent genetisk ser det også lovende ud. Min mor blev otteoghalvfems og min far hundrede år. Begge døde de af sund alderdom, og min – til det sidste – hjernefriske far havde røget cigarer hver eneste dag, siden han var i tyverne. Selv hænger jeg på cigaretterne, når jeg hygger mig, og det samme gør mange andre gamle. De har altid forbundet rygning med hyggeligt samvær med andre, men også dét vil antitobaksmafiaen have forbudt de steder, hvor gamle mødes. Snart kommer der vel også, som en følge af den omsiggribende puritanisme, et tilsvarende forbud mod, at de får sig en snaps, en øl eller et glas rødvin. Herregud, kan den formynderiske frelserhær, som i kolonner ruller ind over landet, ikke skelne mellem brug og misbrug, og kunne de ikke – i det mindste – skåne de gamle, som alligevel snart skal dø. Puritanismen og moralismen blomstrer. Den genopstandne luthersk-fundamentalistiske tidehvervsbevægelses prædikanter, som melder sig ind i ’folkelige’ nationalistiske partier for at få politisk indflydelse, minder mig i skræmmende grad om Oxfordbevægelsen og Moralsk Oprustning, som i min barndom og ungdom – også ad politisk vej – førte dundertale mod anderledestænkende. Nu er det 68-generationen, man er ude efter. Men om end mange dengang var politisk naive i deres nærmest religiøse tro på Marx og Engels, så var det altså folk fra deres lejr, som i 60’erne og 70’erne kastede den varme sten i vandet og skabte forårsfornemmelse med deres protester mod destruktiv atomkraft og deres stærke tro på, at det var muligt at redde den truede økobalance ved hjælp af giftfrie dyrkningsmetoder og vedvarende energi. Det er 68-generationens ildsjæle, vi i dag kan takke for, at det økologiske landbrug bliver mere og mere udbredt og giver så gode afkast, at bønder, som ellers har svoret til konventionel landbrugsdrift, nu er begyndt at overveje en overgang til økologi; og ’68’ernes’ stædige kamp for at udnytte, udvikle og indføre vindenergi danner baggrund for, at Danmark i dag er den største vindmølleproducent i verden. Og det er jo noget skidt. Der findes ikke noget mere irriterende end folk, som får ret, og nu, hvor klimaforandringen slår igennem, og den alternative energis hidtil så svorne modstandere i Folketinget må bøje sig og stemme for flere vindmøller i dette land – så higer og søger disse politiske koldkrigere i gamle PET-bøger for at finde noget andet, de kan hænge 68-generationen op på. Klimaforandringen. Nu går naturen for alvor sin gang på helt egne præmisser. Med gigantiske kræfter slår den tilbage mod den menneskehed, hvis kloge hoveder uophørligt har udforsket og udnyttet den, i overbevisningen om, at den menneskelige hjerne var suveræn i forhold til alle andre pattedyrs. Men – »menneskene har ikke noget frem for dyrene« – og nu får vi så, via den ustyrlige natur, at vide, at der er noget om snakken, og at vi absolut ikke har patent på at vide alt. Nu bliver – ikke blot videnskaben, men ethvert menneske – efterhånden tvunget ind i en helt ny bevidsthedssfære. Et klodeomfattende paradigmeskift er på vej. Et nyt verdensbillede. Vore vanemæssigt tilrettelagte livsmønstre nærmer sig en radikal ændring. Naturen tvinger os ind i en kollektiv bevidsthed om sit væsen og dermed ind i en langt dybere erkendelse af, at den verden, vi lever i, er en holistisk affære. Helt nede på det subatomare plan er vi jo en del af naturen. Stjernestøv. Men dommedag kan vente. Hvis der findes (hvad jeg altså har en til vished grænsende fornemmelse af) en form for overordnet styring, hvis væren og væsen ligger uden for ordenes og forstandens rækkevidde, så er den menneskelige civilisation måske – hvem ved – nu bare fremme ved det punkt i programmeringen, hvor vi – via chokbehandling – skal tvinges op på et andet bevidsthedsniveau, som kan åbne for helt nye indsigter og dermed, forhåbentlig, berige os med så megen øget hjernekapacitet, at vi bliver i stand til ikke blot at genoprette klimabalancen, men også – ganske vist på vor tids barske præmisser – at genoprette noget af den balance og det samspil med alt andet levende, som vi havde engang i oldtiden. Det vil ikke ske i min levetid. Lige nu tillader jeg mig at glæde mig over, at alt andet levende end lige netop vi ikke kender til begreber som årsag og virkning, men alligevel følgerigtigt indretter sig efter naturens ændrede gang. Fuglene synger ved kyndelmisse, anemonerne vælger ikke længere april, men blomstrer i februar, og gravandeparret, som førhen var det sikreste forårstegn, når de landede på søen neden for mit hus sidst i marts, har allerede længe ligget og svømmet rundt i parringsglæde. Gravænderne bekymrer sig ikke om, hvad der sker i tiden, den altædende tid, som for mig ikke er lineær, men cirkulær, en kuglerund størrelse. Måske er tiden – livet – bedst sammenlignelig med et garnnøgle. Et kæmpestort ét, som du, mens du er barn og utålmodigt trækker i livstråden for at blive stor og voksen i en fart, kun oplever som noget statisk, der ikke rører sig ud af stedet. Når det så endelig lykkes at få sat gang i rotationen, og du langt om længe er blevet så gammel, at du har fået det meste af et liv strikket sammen, opdager du, at tiden for alvor begynder at rulle. Årene forsvinder hurtigere og hurtigere, livstråden bliver kortere og kortere og garnnøglet mindre og mindre. Til sidst hvirvler det af sted, og så pludselig: Plop! Tråden er slut. Kronos har indhentet dig.