Allerede i 1932 udstedte en Landvæsenskommission i Grindsted By forbud mod forurening af byens grundvand, idet man stillede konkrete krav til et antal navngivne erhvervsvirksomheder.

Man kan derfor i dag undre sig over, at byen gennem de efterfølgende årtier har været plaget af landets mest omfattende grundvandsforurening, men ikke mindst må man forbløffes over, at byens største og Danmarks mest forurenende virksomhed slet ikke var omfattet af kendelsen. Det drejer sig om den dengang syv-otte år gamle fabrik Grindstedværket A/S (GV), senere omdøbt til Grindsted Products eller nu Danisco Ingredients, der ejes af de tidligere så hæderkronede Danske Sukkerfabrikker. Den var måske for ung til at blive trukket ind i et retssystems søgelys? Eller var dens ledelse dygtig – eller måske smart – nok til at undgå det? Der er nemlig ikke tvivl om, at den som kemikaliefabrik selv efter datidens liberale målestok må have haft både et affalds- og et forureningsproblem. Og i dag, 75 år senere, er den dystre sandhed, at netop GV – nu Danisco – gennem årene har været kilde til nogle af de største og mest spektakulære forureningssager i Danmark. Tænk blot på de dramatiske kviksølvforureninger i Grindsted-Varde Å forårsaget af konstante spildevandsudledninger direkte til åsystemet i tiden op til cirka 1970. Det er forureninger, der stadig findes, men som i dag gennem naturlige processer er blevet gemt under nydannede slam- og sedimentdannelser, der som et gulvtæppe nådigt lægger sig over bunden af åer og søer. Eller tænk på de kontroversielle dumpninger af spildevandslud i Atlanterhavet, der blev tilladt af et nydannet dansk miljøministerium i 1973, men blev standset ti år senere på grund af mere end 200 overtrædelser af dumpningsbetingelserne. Det gav dog ikke anledning til retsforfølgelse, fordi Miljøstyrelsen løbende havde set gennem fingre med de ulovlige forhold. Samtidig er GV den danske virksomhed, som gennem en lang årrække har skabt de mest omfattende grundvandsforureninger i Danmark. Det drejer sig om nedgravning og udtømning af i alt 285.000 ton kemikalieaffald og spildevand, der fra tankvogne daglig blev pumpet ud i Kærgaard Klitplantage i årene mellem 1957 og 73, for ikke at tale om den lige så omfattende grundvandsødelæggelse, der blev skabt i samme periode, og som i dag bevæger sig over en bred front under Grindsted By. Her er det en hel by med cirka 10.000 indbyggere, der danner det gulvtæppe, som hviler over fortidens synder. »Det var dengang, vi svinede«, som det blev udtrykt af firmaets nuværende miljøchef ved et offentligt møde i Dansk Industri i efteråret 2005. Man kunne næsten høre, hvorledes han i tankerne tilføjede: »Men Vorherre holdt jo heldigvis – godt hjulpet af myndigheder og politikere – hånden over os!«. I 1960’erne gav svineriet anledning til det endnu eksisterende badeforbud på vestkysten ud for depotet. I hele det 35 ha store udtømningsområde i klitterne frarådes det danske publikum og turister at færdes. Klitdepotet blev skabt, og det voksede under stort pres fra virksomheden, som dermed bekræftede sin dygtighed til løbende at forhandle sig til rette i forhold til usikre myndigheder som Klitdirektorat og lokale eller centrale sundhedsmyndigheder – uden at miste ’retten’ til at fortsætte en praksis, der slet ikke burde have fundet sted. Personligt erindrer jeg det nævnte badeforbud og den uro, det skabte, da det blev forelagt af den stedlige embedslæge og senere bekræftet af Sundhedsstyrelsen, som jeg på det tidspunkt var knyttet til med funktion af laboratoriechef. Personligt var jeg også kortvarigt – men rimelig heftigt – inddraget i de tidlige analyser af kviksølvforurenede fisk og vandprøver fra Karlsgårde Sø og Varde Å i 1967-68, som blev iværksat på baggrund af dystre efterretninger, som nåede Danmark, om forgiftning og dødsfald blandt japanske fiskere i den kviksølvforurenede by Minimata. Hermed startede en af de første ’store forureningssager’, der var hovedhjørnestene i det såkaldte Forureningsråds arbejde i tiden fra 1969-72. GV’s forureningspraksis kom til at danne en af de mest markante baggrunde for dannelsen af det første Miljøministerium og dermed Miljøstyrelsen i 1973, der som en af sine første handlinger nødvendigvis måtte gribe ind og standse udtømningerne i Klitdepotet. I stedet fik GV tilladelse til at dumpe sit affald, først i Nordsøen, men som allerede nævnt reelt i Atlanterhavet. Og Klitdepotet? Dér skete intet, ud over at det blev lukket – og efterladt, som vi ser det i dag. Det er i dag usikkert, i hvilken grad lokale eller centrale myndigheder har været inddraget i de tidligste dele af GV’s mangeårige forureningspraksis. Virksomheden synes at have handlet stort set ’selvstændigt’ gennem den lange krigs- og efterkrigsperiode og er dermed årsag til den grundvandsødelæggelse, der i dag breder sig over hele byen som resultat af den nærmest ryggesløse lokalhåndtering af spildevand og kemikalieaffald inden for byens grænser – forud for og formentlig sideløbende med udtømningerne i Klitdepotet. Den nøjagtige udbredelse af denne jord- og grundvandsforurening er i dag helt utilstrækkeligt beskrevet. Det gælder både den geografiske afgrænsning og den dybde, som den nedsivende forureningsfront har nået i forhold til byens forskellige grundvandsreservoirer. Det er i den forbindelse beskæmmende, at kommunens politiske og administrative enheder til stadighed ved henvendelser eller offentlige omtaler forsøger at benægte eller fortie situationens alvor. Skyldes det, at byens største erhvervsvirksomhed og arbejdsplads, byens stolthed, sidder med ved forhandlingsbordet, når det vestjyske byråd holder møde? Forureningen omfatter imidlertid hele byen, og den er i sit udspring resultatet af de allerede nævnte direkte udledninger til byområdets naturlige vandsystemer. Dette suppleres og overtrumfes af nedsivningen fra i alt 8.000-10.000 ton kemikalieaffald, som i tønder eller fra containere er dumpet i den åbne ’banegrav’ uden for fabrikkens vestvendte port. Og yderligere er grundvandsforureningen under byens sydlige dele det uundgåelige resultat af ud- og nedsivning fra mindst 100.000 (!) ton kemikalieaffald, der i årtierne indtil 1973 blev læsset af på Grindsted Bys ’gamle’ losseplads. Det er anslået, at ca. 45 procent af byens totale affaldsmængde i den pågældende periode hidrørte fra fabrikken. Hermed er ikke engang nævnt den kilde til forurening, som i tidens løb har hobet sig op inden for kemikaliefabrikkens eget grundareal, og som virksomheden tilsyneladende vægrer sig ved at lade undersøge. Det er en mængde, der er ganske ukendt for offentligheden, men som angives at være årsag til forureningen af det vand, der bevæger sig under byens centrale dele, og som hyppigt af beboerne trækkes op til f.eks. havevanding. Interessant er det derfor, at netop fabriksgrunden i en af Ribe Amts sidste rapporter omtales som den formentlig største kilde til byens grundvandsforurening. Både enkeltvis og samlet er alle disse kemikaliedeponeringer uden sidestykke i dansk miljøhistorie, og de i dag eksisterende forureninger er i omfang helt åbenbart af internationalt format. Kemisk har de en relativt ensartet, men kompleks sammensætning, som afspejler GV’s produktion gennem trekvart århundrede. Det drejer sig især om sovemiddelkemikalier (af barbiturattypen) og såkaldte sulfapræparater (datidens antibiotika), hvortil kommer et stort antal omdannelses- og nedbrydningsprodukter, klorholdige opløsningsmidler og kemiske hjælpestoffer. I omfang er forureningskemien derfor ret uoverskuelig, med et væld af enkeltstoffer med kendte eller (oftest) ukendte virkninger på miljø og mennesker. Ejendommeligt, for ikke at sige urimeligt, har det været til stadighed at blive præsenteret for både virksomhedens og myndigheders overfladiske betragtninger om forureningernes ’uskadelighed’. Det gælder, når man betænker tilstedeværelsen af højgiftige kviksølvforbindelser, kræftfremkaldende opløsningsmidler og tjærestoffer, men også – og måske ikke mindst – de tonsmængder af et uoverskueligt antal kemiske stoffer, som har relation til medicinske specialiteter og famaceutika. Det er stoffer, vi normalt ikke har adgang til, eller som vi kun kan få udleveret i milligram- eller grammængder som apotekervarer mod recept fra ansvarlige læger. Der er en lige så uoverskuelig mængde af undersøgelsesrapporter, der foreligger om alle de nævnte forureningsområder, uden at man af den grund kan stole på resultaternes værdi som grundlag for beskyttelsesforanstaltninger, endsige fjernelse. Det skyldes, at undersøgelserne både er spinkle i forhold til forureningens omfang, og at de er udført af mange forskellige entreprenører, der ofte gennemfører analyser efter gentagelsesprincippet. Det betyder, at projektplaner og undersøgelsesarbejde udføres i rimelig overensstemmelse med det »foregående, fordi det skal være muligt at sammenligne« (citat fra en konsulentredegørelse i 1991). Herved undgår man lykkeligt (?) at skabe konflikter i forhold til tidligere undersøgelser, men man giver naturligvis også baggrund for overraskelser, som f.eks. da offentligheden for nylig blev præsenteret for uventede fund af ekstremt høje kviksølvkoncentrationer i to af klitplantagens dumpningsgruber. Af i dag endnu uforståelige grunde var der ikke udført analyser for kviksølv før på et meget sent tidspunkt i de to gruber, som nu planlægges delvist at skulle opgraves. Derved blev kviksølvets tilstandsform (og dermed bevægelighed i undergrunden) ikke undersøgt, og der var ikke udført analyser for kviksølv i de fire øvrige GV-gruber, der alle er af senere dato end de to undersøgte. Det sandsynlige er derfor, at disse er belastet med større mængder kviksølv, nemlig fra en formentlig øget dumpningsaktivitet i perioden før Klitdepotets lukning, dvs. efter Minimata-ulykkerne og dermed på et tidspunkt, hvor både offentlighedens og myndighedernes søgelys kunne ramme hårdt ned på enhver kviksølvforurening i samfundet. Som det for nylig blev offentligt omtalt af en tidligere medarbejder, er det derfor plausibelt, at GV og dets ledelse har ønsket at skaffe sig af med så meget kviksølv som muligt, netop på et sådant kritisk tidspunkt, og det er i dag stadig uoplyst, hvorvidt kviksølv som affaldsstof var specielt reguleret eller ej. Kontrollen med indholdet i de enkelte udlosninger var imidlertid indtil 1973 et ukendt fænomen, og de sidste – endnu i dag uundersøgte gruber – var jo stadig åbne for anvendelse. Samlet taler vi om mere end en halv million ton sundhedsfarligt og miljøfarligt kemikalieaffald, som er efterladt i den danske natur og i undergrunden under en hel by – skabt af en enkelt virksomhed over en mere end 50-årig periode. Historisk er det svært (eller umuligt?) at få afdækket, hvor stor en del af GV’s forureningspraksis, der i denne sammenhæng har været ulovlig eller måske blot fordækt. Men man fristes til at mene, at retssamfundet egentlig skylder os en sådan afdækning. Lige så uforståeligt er det imidlertid, at ansvarlige myndigheder i rækkefølge og som en løbende proces har kunnet acceptere og endda godkende forurenende dispositioner, der efterfølgende standses som uforsvarlige eller utilstrækkelige – for derefter næsten i 15-20-års intervaller atter at give plads for nye, også utilstrækkelige behandlingsformer. Og krænkende for retsbevidstheden er det yderligere at iagttage, hvorledes virksomheden løbende har været i stand til at unddrage sig ansvar for forureningskonsekvenser, badeforbud m.m., som er resultatet af dens egen tidligere, næsten destruktive praksis. Det er vel alene af disse grunde rimeligt, om virksomheden sammen med de offentlige/politiske parter i dag begyndte at tage ansvar og bidrage til gennemførelsen af manglende analyser og forureningsbeskrivelser, inklusive en nødvendig ’inddæmning’ eller eventuel oprensning af de forureningsfronter, som med usvigelig sikkerhed bevæger sig fremad mod vest under såvel Grindsted By som Kærgaard Plantage? På sin side skylder de offentlige myndigheder – dvs. regering og byråd – at fremskaffe og fremlægge det kompleks af tilladelser, som over tid har dannet grundlag for Grindstedværkets mangeartede, ofte tvivlsomme dispositioner. Herudover mangler der stadig et stort analysearbejde i alle Kærgaardgruberne og under Grindsted By. Og hvornår lykkes det at belyse både forekomst, form og spredning af det kviksølv, som ikke er blevet ’bemærket’ af forskere, analyselaboratorier eller entreprenører igennem 20-30 års halvhjertede udredningsarbejder? Under det fremtidige oprensningsarbejde skylder man endelig forklaring på, hvorledes man vil gennemføre oprensninger af oppumpede grundvandsmængder. Skal det ske ved bygning af rensningsanlæg i klitterne? Eller ved at transportere det forurenede materiale til f.eks. Esbjergs eksisterende anlæg? Rimeligere havde det måske været, om man pålagde GV/Danisco i Grindsted By at forestå et sådant arbejde, således som det blev foreslået i Dansk Ingeniørforening i foråret 2007. GV/Danisco har jo den grundlæggende viden om den kemiske forurening, der er skabt, og man har samme adgang til ekspertise og relevante tekniske anlæg som myndighederne. GV/Danisco bekender sig officielt og internationalt til Corporate Social Responsibility eller Virksomhedens Sociale Ansvar. Det er et ansvar, man helt åbenlyst tolker fremadrettet, men det burde naturligvis også omfatte det sociale ansvar knyttet til ’fortidens synder’. GV/Danisco har også økonomisk placering og styrke til at tage medansvar for såvel undersøgelser som afværgeforanstaltninger, der er nødvendige i både Grindsted By og Kærgaard Plantage. Det er en virksomhed, som gennem årtier har hentet – og stadig gør det – EU-støttemidler hjem fra Bruxelles til brug for eksportfremstød og nyt udviklingsarbejde, dvs. midler, som også danske skatteborgere som helhed betaler, samtidig med at beboere, brugere og turister i de forureningsramte områder skal bære byrderne af det ufærdige arbejde. Man må derfor også spørge, hvordan man fra dansk side i en sag af denne art kan stå til ansvar f.eks. over for de regler for affaldsdeponering, der er gældende ret i hele EU. Det er regler, som miljøministeren for nylig klart forsikrede ville blive fulgt og respekteret. Men det er også regler, som samme minister i et efterfølgende svar til Folketingets Miljøudvalg næsten skamløst måtte indrømme ikke er implementerede i Danmark. Sagen om A/S Grindstedværkets, nu Daniscos forureningsproblemer drejer sig dermed ikke alene om juridiske tolkninger omkring ret, ansvar eller forældelsesfrister m.v. Det er også en sag om både lovgiveres og myndigheders svagheder. Men måske mest af alt om et privat selskabs sociale ansvar over for sit land og en by, som kommer i afhængighedsforhold – og om eftertidens dom over et lurvet Miljødanmark.