De nordiske svaner flyver lavt i denne tid og kan risikere at skulle synge deres svanesang. Problemet er signalerne fra Nordisk Ministerråd og ministerrådets sekretariat. Der er nemlig gået management, slagord og Cassius Clay-retorik i administrationen af det nordiske samarbejde. Sådan er det mange steder efterhånden; det er ikke svært at finde ministerier og styrelser med samme tilbøjelighed. Det nordiske samarbejde har hidtil ikke været særlig hårdt ramt. Men på et møde kort før påske i Bergen fik de forsamlede kendere af skole, uddannelse, forskning og sprog en tidstypisk peptalk af ministerrådets afdelingschef for området. Tilhørerne var faglige rådgivere, som fordeler de midler, der tilflyder området, men fremover skulle det være slut med den decentrale faglighed. Nu skulle man bejle til en horisontal pulje og lægge vægt på relevans, fokusering og effektivitet inden for bestemte indsatsområder, i den kommende tid således forskning og innovation, kvalitet i uddannelserne og samarbejde med de baltiske lande. Der findes en række puljer inden for den såkaldte Nordplus-støtteordning: 'Nordplus junior' finansierer skole- og ungdomssamarbejdet; der er en tilsvarende pulje til støtte af forskning på universiteter og højere læreanstalter (ja, der står 'læreranstalter' i ministerrådets folder), en pulje er afsat til sprogsamarbejdet, én er reserveret til voksenpædagogisk arbejde, og 'Nordplus nabo' arbejder regionalt for netværksarbejde mellem Norden, de baltiske lande og Nordvestrusland. For 2007 er der afsat knap 75 millioner kroner til det hele, men fremover skal de faglige udvalg inden for de forskellige områder altså afstå deres suverænitet til en såkaldt horisontalt indrettet storpulje. Lad os kaste et blik på de kommende indsatsområder; det bliver et kritisk blik. 'Forskning og innovation' kan ingen have noget imod, om end modeordet 'innovation' synes overflødigt; det er indbygget i forskningsbegrebet. Kunne man ikke forvente en bedre 'fokusering' af et ministerråd, der krævede 'fokusering' af de forsamlede fagfolk? 'Forskning' er en blankocheck i den foreliggende sammenhæng. Næste indsatsområde kaldes 'kvalitet i uddannelserne'. Der har i over ti år været arbejdet seriøst med kvalitetsudviklingen af uddannelserne, også på nordisk plan. Danmark har siden 1999 haft et statsligt evalueringsinstitut, EVA, til evaluering af uddannelserne, og EVA har et fint netværk af nordiske partnere. PISA-undersøgelserne har sat en lavine af evalueringsaktiviteter i gang, og netop forskelle og ligheder inden for Norden er i fokus. Så her er politikerne og ministerrådet 10 år for sent ude. 'Samarbejdet med de baltiske lande' var et varmt emne for 15 år siden, nu er det mere tempereret. Men her har politikerne altså igen villet sætte et fingeraftryk. Jeg ønsker alt godt for de baltiske lande, men jeg kan for min død ikke se, hvad de har at gøre med det nordiske samarbejde, mens jeg let kan se, hvordan inddragelse af de baltiske lande i det nordiske samarbejde kan svække det. Først det første: Det nordiske samarbejde bygger på tre relationer: en geografisk, en historisk og en sproglig. Geografisk: De nordiske lande og områder ligger i Nordeuropa, omkring Østersøen og Nordatlanten. Ud fra en rent geografisk betragtning kunne det egentlig være lige så naturligt at lade Norden omfatte de baltiske lande og Nordvestrusland som Danmark. Men den geografiske relation har som bekendt ikke været udslaggivende for udviklingen af det nordiske fællesskab. Det har den historiske og den sproglige derimod. Dansk, norsk, svensk, færøsk, finlandssvensk og islandsk er nordiske sprog, udviklet af samme rod. Grønlandsk, samisk, finsk og baltisk er strukturelt fjernere fra nordisk end f.eks. urdu. Så den sproglige relation er heller ikke alene udslaggivende for kategoriseringen af det nordiske, den historiske må med. Der er særlige historiske bånd mellem Norge og Danmark, som var under samme regent 1380-1814, og mellem Sverige og Finland. Island fik selvstyre i 1918 og blev republik i 1944 efter mere end 600 års dansk administration. Færøerne fik hjemmestyre i 1948, Grønland i 1953. Begge er indtil videre forblevet i rigsfællesskab med Danmark. De baltiske lande har i århundreder ikke haft sådanne nordiske tilknytninger uden for deres eget område, men de har unægtelig været under andre åg. Som det ses, aftegner de tre kriterier forskellige grænser inden for det nordiske, men skulle balterne ind i det, ville man ignorere det historiske og det sproglige til fordel for det geografiske, med skadelige følger for det sproglige fællesskab. For danskere, nordmænd og svenskere (centralskandinaverne) har hidtil kunnet udnytte den sproglige hjemmebanefordel, det er at kunne tale sit modersmål i nordiske forsamlinger. Islændinge behersker dansk og 'blandinavisk' (en islandsk variant af skandinavisk med elementer fra flere af sprogene), men med stigende besvær. Færinger klarer stort set alle skandinaviske sprog. Finsktalende har døjet med det, men har og har haft svensk så tæt inde på livet, at det er gået, medmindre de har skullet lyttet til mumledansk, som er en udfordring for enhver ikke-dansk og såmænd også for en del danskere! Der er allerede eksempler på, at nordiske forsamlinger har givet efter for presset fra finner og andre ikke-nordisktalende og har tolket konferencer eller brugt engelsk som konferencesprog. Noget sådant indebærer et nordisk domænetab, hvad der er beklageligt, da man på få uger kan blive bedre til de nordiske nabosprog, end man f.eks. kan blive til fremmedsprog efter 10 års undervisning i fremmedsprog som engelsk, tysk eller fransk. Inddragelse af de baltiske lande vil forstærke presset mod de skandinaviske sprog, og kostbar tolkning eller dårligt engelsk bliver alternativet til nordiske møde- og konferencesprog. »Beklageligt«, skrev jeg, altså en værdidom. Jeg skrev det, fordi de nordiske lande efter min mening kan havde uhyre glæde af et intensiveret samarbejde, ikke mindst i en tid, hvor verden både bliver større og mindre. Om der er udviklet en nordisk identitet, kan diskuteres. Fællestræk mht. livsvilkår og samfundsforhold indebærer ikke nødvendigvis oplevelsen af en fælles identitet. Derimod kan man tale om et vist, ikke ubetydeligt og ofte ubevidst, nordisk sammenhold. I europæiske og internationale sammenhænge søger personer fra de nordiske lande ofte sammen; i internationale konkurrencer holder man i Norden gennemgående med sine landsmænd, men er et andet nordisk land i spil mod et ikke-nordisk land, er sympatierne i Norden gennemgående samlet omkring den nordiske aktør, ligesom det regnes for selvfølgeligt, at skolerne i Danmark, Norge og Sverige orienterer om sprog, samfund og kultur i nabolandene. I det øvrige Norden er der obligatorisk undervisning i mindst et af de skandinaviske sprog. De nordiske lande er blevet »de lande, vi plejer at sammenligne os med«. Hvert land og område har sin egen kultur, tradition og aktuelle position, men man kan sammenligne sig, netop fordi hvert land både kan finde noget genkendeligt og andre træk, der er anderledes uden at være fremmede. Om end sympatien landene imellem ofte er mere implicit end eksplicit, er den dog en realitet, udviklet som den er i et frivilligt, ikke-organiseret nordisk samspil. Det nordiske sprogfællesskab er ikke et historisk monument, men en levende realitet. Hver dag krydser over 100.000 nordboere grænsen til et andet nordisk land. De kommer kun undtagelsesvis for at fastholde et kulturelt fællesskab, men normalt for at opretholde og udbygge handelsmæssige og personlige relationer. Utallige foreninger og interesseorganisationer har nordiske kontakter, og samspillet er kun sjældent præget af studenterskandinavister og konferenceløver, langt oftere af folk på arbejde. Man kan i Norden nemlig inspireres af sine naboer. Og det nordiske samarbejde omfatter alle sociallag; fra danske bygningsarbejdere i Tromsø, svenske sygeplejere i Danmark og norske erhvervsfolk i Danmark til færøske studenter ved nordiske universiteter, islandske geologer i Grønland og finske bankfolk i Stockholm. For slet ikke at tale om islandske investorer i dansk erhvervsliv. Gennem det nordiske uddannelsessamarbejde søges der en øget mobilitet på alle niveauer. Men hovedparten af det nordiske samarbejde er opstået uden for det politiske system og har udviklet sig naturligt som følge af de tætte historiske, kulturelle og sproglige bånd mellem landene. Nu ser det imidlertid ud, som om det nordiske samarbejde har fået et nyt problem, organiseringen af det i Nordisk Ministerråd. Nordisk Råd rummer parlamentarikere fra alle lande og områder, mens Nordisk Ministerråd er det udøvende organ. Sekretariatet har hovedkontor i Store Strandstræde i København, og hvert fjerde år kommer der principielt et nyt hold embedsmænd og sagsbehandlere, der skal sætte sig ind i sagerne og erstattes af andre, lige når de har lært de administrative labyrinter at kende. Jeg har på forskellig afstand fulgt en del af dem, især de sproglige, gennem årene, og hver gang har jeg korset mig over det administrative system og de besværlige procedurer. Den nordiske koreografi er håbløs og ritualiseret. Håbløs, fordi man tilsyneladende helst vil have fuld repræsentation fra alle områder så ofte som muligt. Folk flyves ind fra fjerne regioner, ofte uden at bidrage med mere end et par sætninger - og flyver så hjem igen. Møder skal helst spredes ud over hele området; inden for det seneste år har der således været arrangementer i Grønland og på Svalbard. Principielt helt i orden, men det kunne være interessant at se, hvad dette system egentlig koster. Administrationen er ikke effektiv. Ministerrådet har skåret ned på sagsbehandlerområdet, så mange af udvalgene har fået mangelfuld betjening, ofte af kompetente og sympatiske sagsbehandlere, der er administrativt overbebyrdede, bl.a. med omfattende koordination mellem dem, der ved noget, og dem, der administrerer sagsbehandlerne. At politikere kommer og går, også dem, der har ansvaret for det nordiske, ved enhver, og sådan skal det være. Men hvorfor skal administratorerne i ministerrådet udskiftes omtrent hvert fjerde år? De har det med at få de samme ideer, pakket ind i nye ord, som deres forgængere, men nu ser det ud til at være gået rent galt. Nu er der byttet om på mål og middel. Ved åbningen af Bergen-mødet udtalte en departementsråd på vegne af det norske formandskab, at fagudvalgene var »sekretariatets forlængede arm«. Undskyld, men var det ikke sekretariatet, der skulle betjene fagfolkene og politikerne? Der sad vi, en 50-60 personer, der frivilligt og ulønnet arbejder inden for vores fag med den nordiske dimension, og en højtlønnet embedsmand betragter os som systemets forlængede arm. I forlængelse af denne indstilling holdt ministerrådets afdelingschef en indledende prædiken og leverede med dæmpet patos et Power Point-show med indlagte fotografier fra en embedsmandsrejse til Grønland: Han viste forsamlingen af embedsmænd stående foran kælvende bræer. Og hensigten var, at vi skulle forstå globaliseringens konsekvenser. Der var det igen, det nedslidte og uklart anvendte ord, som han bestemt ikke har stået fadder til, men er formidler af. Hvis klimaforværringen fortsatte, kunne vandstanden stige seks meter. Han for sit eget vedkommende havde konstateret, at hans eget hus ikke ville blive oversvømmet. Vi skulle alle sammen tænke globalt, skulle vi, vi skulle fremme målstyret forskning, og forsamlingen sad og grundede over, hvad den havde at sige til sit forsvar. Meget få af de tilstedeværende uddannelsesfolk og forskere i forsamlingen kunne stille ret meget op over for kælvende bræer og nedsmeltende isbjerge, men foredraget havde vel også til formål, ud over luftningen af ordet globalisering, at få os til at tænke stort! Slut med besværlige danske vokaler og konsonanter og nedsmeltende sprogforståelse! Væk med irriterende detaljer, ind med engelsksprogede Power Point-slides. Det sad vi så og lyttede til. Og vi kan i publikation efter publikation følge det skrigende misforhold mellem de trendy ord og den virkelighed, der skal forbedres. Formandskabsprogrammet for 2005 hed 'Norden i en ny tid: Viden, dynamik og samarbejde'. Fremstillingen præges af flittig brug af ord som 'strategi', 'konkurrence', 'vidensamfund', 'globaliseringens udfordringer', 'innovation', 'resultatorienteret', 'netværk', 'kompetencer', 'dialog' og så videre, alt sammen gode ord, men de flytter ikke i sig selv noget som helst. Man bliver ikke dynamisk af at bruge ordet i hver anden sætning, ikke innovativ ved at gentage det som et mantra, og resultaterne indløber ikke i en lind strøm, bare man bruger ordet 'resultatorienteret' tilstrækkelig meget. En årbog, også fra 2005, hedder 'Norden som global vinderregion. På sporet af den nordiske konkurrencemodel'. Dette med 'vinderregion' smager lidt af EU's ambition med den latterlige og utopiske Lissabon-proces, der bl.a. på kort tid skulle gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige vidensøkonomi. Denne Lissabon-proces skulle alle nordiske rådgivningsgrupper knytte an til under Danmarks formandskab i 2005. Viel Geschrei! Publikationen 'Norden som global vinderregion' er trods den sproglige fremstillingsform værd at læse. Udgivelsen er blevet til i et samarbejde med Ugebrevet Mandag Morgen. Den er meget bedre end sine ord, den bygger på et grundigt indsamlet materiale, og den pejler bl.a. nogle nordiske værdiforestillinger og karakteristika: tillid, lav magtdistance, inklusion, fleksibilitet, respekt for naturen, protestantisk arbejdsetik (!) og æstetik. Hvad med at begynde med at vise vindervejen ved at lade politikerne udstikke de politiske rammer, assisteret af deres embedsmænd, og at lade fagfolkene stå for det faglige arbejde, assisteret af mere decentrale administrative hjælpere? Det er langt bedre end den øjeblikkelige tendens til, at embedsmændene i ministerrådets sekretariat taler som politikere under hidsig anvendelse af de ord, man for tiden skal være på hold med og tage i sin mund for at demonstrere sin globale vinderattitude. Embedsmænd skal ikke blot være et ekko af politikerne, men først og fremmest kvalificere deres beslutningsgrundlag ved at også at stille kritiske spørgsmål til de politiske udmeldinger. Hvis de tre indsatsområder forskning og innovation, kvalitet i uddannelserne og samarbejde med de baltiske lande virkelig er et produkt af politikernes kreative tænkning, er der i hvert fald nogle embedsmænd i ministerrådet, der har sovet i timen. Om igen! Hvis der ikke sker ændringer, kan man få svært ved at fastholde engagementet hos dem, der endnu udfører det egentlige arbejde, men som i stadig stigende grad kunne fristes til at forlade det ministerrådsadministrerede nordiske arbejde til fordel for bilaterale, skandinaviske og nordatlantiske samarbejdsrelationer, der klarer sig glimrende helt uden for det formelle system. Skal regionen være en vinderregion, skal pengene og kræfterne bruges bedre. Mit forslag er, at Connie Hedegaard som regeringens ansvarlige for det nordiske samarbejde tager initiativ til at omlægge sekretariatsfunktionerne og styrke de faglige rådgivningsgrupper ved at lade dem selv ansætte deres sagkyndige og sagsbehandlere, både til at løse konkrete opgaver og til at samarbejde med ministeriernes sagkyndige. Desuden, for nu at være globalt orienteret: Al den varme luft fra ministerrådets sekretariat gør jo ikke nedsmeltningen af isbjergene og de kælvende bræer mindre.