I det forløbne år har jeg holdt gæsteforelæsninger om dansk sprog og dansk sprogpolitik i Moskva, Tórshavn og Ljubljana og i den forbindelse gjort en opmuntrende iagttagelse: Lige så forskellige disse byer er, lige så interesserede var tilhørerne alle tre steder i emnet. Ikke noget med at det måske ikke var umagen værd at beskæftige sig med så lille et sprogområde som det danske, et område hvor der vist endda tales et uskønt sprog med mange strubelyde. Tværtimod blev dansk opfattet ikke blot som et vigtigt gammelt kultursprog men også som et sprog med betydelig udbredelse. Det er jo heller ikke forkert, for blandt verdens cirka 5.000 sprog hører dansk til de 100 største; og dets aktionsradius er ganske stor, for med skrevet eller meget tydeligt udtalt dansk kan man nå ud til 20 millioner mennesker i hele Norden. Et spørgsmål der optog mine tilhørere, var hvilke problemer det giver at afstanden mellem skrift og udtale er så stor i dansk. Gør afstanden det ikke svært for børn at lære at læse? Det gør den sandsynligvis, og de forhindringer danske skolebørn skal forcere, er i hvert fald højere end dem f.eks. finske skolebørn står over for. Finsk skrives jo så lydret at læsning i vid udstrækning forekommer at være lige ud ad landevejen. For svenske skolebørn kan det heller ikke være særlig svært at tilegne sig en skrivemåde som kaka, for den svarer jo til udtalen. Ganske anderledes forholder det sig med et dansk ord som kage, hvis afslutning jo slet ikke skrives som det udtales. I den forbindelse er det naturligt at nævne at danske skolebørn klarer sig relativt dårligt i internationale læseundersøgelser, jf. de hidsigt debatterede PISA-undersøgelser. I Ljubljana blev jeg indbudt til møde med Sloveniens kulturminister, Vasko Simoniti. Han spurgte mig hvordan vi i Danmark takler den dobbelte udfordring at fastholde vores nationalsprog samtidig med at vi skal agere internationalt på fremmedsprog, frem for alt engelsk. Hertil svarede jeg at der var brug for en dobbelt strategi der styrker både nationalsproget og beherskelse af fremmedsprog, og at man må se i øjnene at de sproglige udfordringer er blevet større efter at globaliseringen har banket på døren. 23. januar sidste år fik Danmark for første gang en samlet sprogpolitik. Den står at læse i regeringens sprogpolitiske redegørelse (Kulturministeriet, 2004), og i den fremhæves det at dansk også i fremtiden skal være et komplet og samfundsbærende sprog, et sprog som kan bruges til at udtrykke tanker om alle sider af tilværelsen. Et nøgleord er parallelsproglighed: »Der er behov for en strategi, hvor dansk styrkes, uden at engelsk eller andre sprog nedprioriteres«. Kursen er altså nu udstukket, og målet med sprogpolitikken er at sikre dansk som et vitalt, identitetsbærende og totalfunktionelt sprog. Det var der bred tilslutning til ved redegørelsesdebatten i Folketinget. For at give et fagkyndigt bidrag til den sprogpolitiske debat havde Sprognævnet i 2003 udarbejdet et forslag til retningslinjer for en dansk sprogpolitik. Forslaget blev sendt til kulturministeren, Folketingets Kulturudvalg og pressen, og det var med til at sætte dagsordenen for den sprogpolitiske forespørgselsdebat i Folketinget 20. marts 2003. Tidligere havde Sprognævnet holdt en konference om engelsk indflydelse på dansk og udgivet bøger om dette forhold og om det danske sprogs status. Det var også repræsenteret i det udvalg der havde fået til opgave at udarbejde et oplæg til en politik for det danske sprog. Udvalgets rapport ('Sprog på spil') udkom i september 2003. I sine første leveår efter starten i 1955 var Sprognævnet forholdsvis ukendt i befolkningen. Når dets ansatte blev spurgt om deres profession, fandt de det klogest at svare: »Jeg arbejder i noget der hedder Dansk Sprognævn«. Dansk hvad?! Det gjorde det ikke lettere at der samme år var blevet oprettet en forening ved navn Dansk Sprog værn, en forening der efter retskrivningsreformen i 1948 arbejdede for at afskaffe bolle-å og genindføre store begyndelsesbogstaver i substantiverne. Befolkningens ukendskab til Sprognævnet skyldtes nok især at det førte en lidt fornemt tilbagetrukket tilværelse. Det passede sine pligter samvittighedsfuldt - at følge det danske sprogs udvikling, at besvare spørgsmål fra myndighederne og offentligheden og at redigere og udgive den officielle retskrivningsordbog. Nogle anså Sprognævnet for en lidt støvet institution. Støvet blev først rystet grundigt af gevandterne i begyndelsen af firserne. Medvirkende hertil var radioprogrammet 'Sprogminuttet'. Senere fulgte tv-programmet 'Stav et tal', en konkurrence hvor deltagerne ud fra nogle bogstaver skulle danne et ord og stave det korrekt, og hvori der også indgik et regnestykke og et indslag om dansk sprog. I begge disse programmer medvirkede ansatte i Dansk Sprognævn. 'Sprogminuttet' blev senere overtaget af Erik Hansen og Jørn Lund, medlemmer af nævnet fra henholdsvis 1973 og 1982. Erik Hansen blev formand i 1985, og i de mange år han med sin hvasse karisma bestred dette embede, profilerede Sprognævnet sig mere og mere. Sprognævnets største medieprojekt var dets medvirken fra 1988 til 1993 i Danmarks Radios Tekst-TV. Og nævnets nyeste engagement er dets medvirken i DR's sprogrubrik 'Ud med sproget'. Når man bliver kendt, risikerer man at komme i blæsevejr, og i årenes løb har det ikke skortet på kritik af Sprognævnet. I 1985 blev Erik Hansen interviewet om hvilke nye staveformer man kunne forvente i en nært forestående udgave af Retskrivningsordbogen. Som eksempler gav han bl.a. majonæse, resurse og remulade, lydrette former der ville blive indført som valgfrie ved siden af mayonnaise, ressource og remoulade. Det vakte stor opstandelse og udløste den såkaldte majonæsekrig. Det blev indvendt at man med sådanne former legitimerede almindelige stavefejl og bidrog til den almindelige 'forfladigelse' af sproget. Især stavemåden majonæse blev anset for plat. Måske var grunden hertil at ordet endte på næse, men hvorfor havde folk så ikke brokket sig over polonæse, der for længst var blevet tilpasset dansk i stavningen? Resultatet af mediestormen blev at kulturministeren (Mimi Jakobsen) og undervisningsministeren (Bertel Haarder) pålagde Sprognævnet at gennemgå de påtænkte ændringer og indskrænke dem. Det bevirkede bl.a. at indførelse af stavemåderne gymnasie, seminarie, studie og så videre som valgfrie former ved siden af gymnasium, seminarium, studium og så videre blev opgivet, og når man ser bort fra drypvise fornyelser som podie og stadie, er det den dag i dag kun korrekt at skrive de mange ord af denne type med -ium. Det kan man faktisk godt forsvare, for selv om formerne med -ie er meget udbredte i talesproget, bruges de ret sjældent af gode og sikre sprogbrugere i skriftsproget; og også skriveformerne med -ium er jo lydrette og derfor nemme at stave. Derimod forstår jeg ikke dem der også på andres vegne kræver stavemåder som ressource og mayonnaise. Som allerede nævnt klarer danske skolebørn sig dårligt i internationale læseundersøgelser, og ved at insistere på at de i ord som disse møjsommeligt skal tilegne sig stavemåder der ligger fjernt fra udtalen, gør man indlæringen sværere end den behøver at være. Der er ikke engang nogen gevinst at lokke med, for hvem kan gennemskue at mayonnaise er afledt af bynavnet Mahón, eller at ressource er afledt af forældet fransk ressourdre (rejse sig igen)? Ifølge sprognævnsbekendtgørelsen fra 1997 skrives ord fra fransk i overensstemmelse med de regler der gælder for oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk, således f.eks. palæ og miljø (ikke palais og milieu). Ved at vælge stavemåder som resurse og majonæse følger man altså de bestemmelser der gælder i dag. Sprognævnet besvarer over 14.000 spørgsmål om året, heraf to tredjedele telefonisk og en tredjedel med e-post, og det antal er der ikke noget andet sprognævn i Norden der når op på. Til de spørgsmål der er særligt krævende, hører spørgsmål der har med retssager at gøre. Langt de fleste drejer sig dog om ikkejuridiske forhold, og da alle hånde spørgsmål af den type fortsætter med at strømme ind, er der ingen tvivl om at svartjenesten er værdsat. Den bruges af private firmaer, offentlige institutioner og enkeltpersoner, og det der spørges om, vedrører især korrekt sprogbrug i stavning, orddannelse, bøjning og syntaks. I midten af firserne opstillede en medarbejder ved Sprognævnet en toptiliste over sproglige problemer: et eller flere ord (uden for/udenfor?), bindebogstaver (vidensbank/videnbank), stavning af fremmedord (ressource/resource?), dobbelt eller enkelt konsonant (postbuddet/postbudet?), adverbielt -t (fem genstande daglig/dagligt?), stort eller lille bogstav (jer/Jer?), præpositioner (på/i Grønland?), stumt d (bræt/brædt?), komma (efter, at/, efter at?) og kongruens (de er overbevist/overbeviste om?). På toptilisten fra midten af firserne lå kommaspørgsmål på en niendeplads, og kommaspørgsmål kom der efterfølgende bestemt ikke færre af. Det skyldtes at der i 1996 blev indført et nyt komma ved siden af det traditionelle, samtidig med at det såkaldte pausekomma udgik. Den efterfølgende kommakrig, der udspillede sig i det offentlige rum, blev bilagt i 2004 da kulturministeren tilsluttede sig et forslag fra Dansk Sprognævn om at de to kommasystemer skulle erstattes af kun ét, og hermed var kommafreden en kendsgerning (Her er London, her er London!). Reglerne er samlet i seks paragraffer, og kun på et enkelt punkt er der - når der ses bort fra en detalje der vedrører ordet men - valgfrihed: Kommaet foran ledsætning - det såkaldte startkomma - kan fravælges, og det er hvad Sprognævnet anbefaler. Man kan altså skrive 'Det man hører, er man selv' eller 'Det, man hører, er man selv' (DR), 'Du tror det er løgn' eller 'Du tror, det er løgn' (reklame for et optikerfirma), og 'Det skal mærkes at man lever' eller 'Det skal mærkes, at man lever' (bogtitel). Især i overskrifter er fravalg af startkomma i dag ikke ualmindeligt (f.eks. 'Millioner til topchefer der går'). En tredje ting Sprognævnet er blevet kritiseret for, er at have indført for mange dobbeltformer i Retskrivningsordbogen, det vil sige ord med to eller flere lige korrekte skrivemåder (f.eks. sadel/saddel). I en leder i Jyllands-Posten kunne man læse følgende (26.1.03): »Dansk Sprognævn har været til liden hjælp for det danske sprog. Nævnet har indført så mange tilladte dobbeltformer, at den fejlagtige opfattelse har bredt sig, at enhver bare kan stave og skrive, som man vil«. Indvendingen mod at have mange dobbeltformer forstår jeg godt, for formålet med retskrivning er standardisering. Når man slår op i Retskrivningsordbogen, er det typisk for at få afklaret en usikkerhed, og så er det irriterende at blive præsenteret for mere end én korrekt skrivemåde, f.eks. for diare, diaré, diarre, diarré. Det hensigtsmæssige må være at Retskrivningsordbogen er snævert normerende. Man må imidlertid gøre sig klart at adskillige dobbeltformer ikke lader sig fjerne på sagligt grundlag. Dobbeltformer må man derfor i en del tilfælde affinde sig med, og så længe vi har haft en officiel retskrivning, har der været dobbeltformer i den (nævnede/nævnte siden 1872 og kollegaer/kolleger siden 1892). I mange andre tilfælde kan man imidlertid på solidt grundlag skille sig af med dobbeltformer, og det var præcis hvad Sprognævnet i 2001 gjorde med 3. udgave af Retskrivningsordbogen. Ved den lejlighed slap vi f.eks. af med bolsje/bolche, cafeteria/kafeteria, gletsjer/gletscher, kastanje/kastanie, konkylie/konkylje, leddegigt/ledegigt, linje/linie, rutsje/rutsche, vanilje/vanille og øjenhøjde/øjehøjde. I dag er kun de førstnævnte af disse stavemåder korrekte. Det er rigtigt at Sprognævnet inden 2001 over en lang periode havde indført mange dobbeltformer. Men i 2001 blev kurven altså knækket, og i den Retskrivningsordbog der udkommer i 2009, vil flere dobbeltformer blive fjernet. Når Sprognævnet vurderer om en dobbeltform kan fjernes, tager det naturligt nok hensyn til formernes udbredelse. Men også udtale tages i betragtning. Når stavemåderne linie (herunder i de mange sammensætninger ordet indgår i) og konkylje kunne fjernes i 2001, var det i overensstemmelse med en regel om, at der efter konsonant skrives -j- hvis vokalen i den foranstående stavelse er kort (pinje, linje) og -i- hvis denne vokal er lang (magnolie, konkylie). Endvidere tager nævnet hensyn til pædagogiske forhold. Det var tilfældet da skrivemåder som bolsje og gletsjer i Retskrivningsordbogen fra 2001 blev normeret som de eneste rigtige. Meget få danskere havde styr på hvornår der i midten af ord skulle skrives ch og hvornår sch, og vejen ud af dette uføre var at fjerne skrivemåder som bolche og gletscher. I udlandet trækker man på smilebåndet ad de danske sprogstridigheder. Majonæsekrig?! Kommakrig?! Er det da et særligt dansk træk at hidse sig sådan op over sproglige forhold? Svaret på det er nej, for man behøver blot at vende blikket mod nord og syd. I Norge forsøgte man i 70 år at nå frem til en fredelig fusionering af bokmål og nynorsk i form af såkaldt samnorsk, men uden held. Hos vores nabo mod syd, i Tyskland, har der været voldsomt postyr over en ret beskeden retskrivningsreform fra 1998. De enkelte forbundslande, der har kompetencen til at vælge mellem det nye og det gamle, har forholdt sig forskelligt til reformen. Den er blevet angrebet voldsomt af enkeltpersoner, bl.a. af kendte forfattere, og det er blevet foreslået at man skal vende helt tilbage til den gamle retskrivning. Fastlæggelse af sprognormer er altså ikke noget man kan tage let på, men nogen skal jo påtage sig dette arbejde, og i Danmark er det blevet betroet et sprognævn. Sammenlignet med andre løsningsmodeller, f.eks. at overlade det til forlag og pressen, er dette ikke nogen dårlig idé.