Det kommer snigende inden for alle områder af samfundet, man studser måske indimellem over det, men sjældent standser man op og gør status. Men status er, kort og godt, at der i de seneste 10-15 år i stigende tempo er sket en kommercialisering af tænkning og sprog. Hver for sig er eksemplerne måske uskyldige nok. Herre Gud, hvad gør det, at superligaen bliver til Coca-Cola-ligaen og Faxe-kondi-ligaen? Og betyder det noget, at Sepp Pionteks træningsdragt er erstattet af Morten Olsens forretningsmandshabit, når de følger landskampene? Er det ikke bare udmærket, at børsstof fylder mere end kulturstof i nyhedsformidlingen? Og skal jeg hæfte mig ved, at min forespørgsel til kordegnen om, hvorvidt en vielse kunne finde sted en bestemt lørdag, blev besvaret med et venligt »Desværre hr., kirken er booket, ja booket i hele dén måned, alt er udsolgt«? Og hører det ikke bare til betingelserne i globaliseringens tidsalder, at konkurrencetænkning og elitedyrkelse præger forskning og uddannelse? Lad os se på et par af de skred, der er sket, og begynde med sporten, der jo inkarnerer alt det, der er oppe i tiden: konkurrence, underholdning og penge. Lad mig straks bemærke, at jeg for så vidt er på udebane, bortset fra, at sporten jo også er gået i sproget: Vi sparker bolden til hjørne, hvis vi udskyder en beslutning, vi går efter bolden, ikke efter manden, vi kan være holdspillere eller solospillere eller sidde på udskiftningsbænke, vi giver folk det røde eller det gule kort, vi kører med klatten eller begår fodfejl, vi ser på tingene ude fra sidelinjen, vi kommer med indspil til medspillere og modspillere, eller vi dømmer hinanden ude. Og sådan kunne man blive ved. Og det gør man så, bevidstløst dag efter dag. Billedsproget spejler udviklingen. Sportens arena er i stigende grad styret af økonomiske interesser, og pengeomsætningen får ikke sjældent større fokus end sportsudøvelsen. Der er jo ofte tale om regulær menneskehandel. For nogle millioner køber én klub en spiller fra en anden, og så er det jo spændende, om investeringen tjener sig ind. Ejerne og trænerne udtaler sig med alvorlige miner i tv, der har rigelig sendetid til den slags, excentriske rigmænd redder deres hjembys klubber med kæmpesummer - og man må spørge sig selv: Hvad er det, de redder? Er det lokalsamfundets græsrødder, de tænker på, eller er det branding, det gælder. Er det bare tre bogstaver, f. eks. A, G og F? Er spillerne gutter fra byen, der skal have en hånd? Næ, for der er langt mellem de lokale, og nationerne blander sig lystigt på banen, hvor integrationen (her på businessclass) ser ud til at gå bedre end andre steder. Eller se på Tour de France. Rytterne repræsenterer ikke nationer, men private virksomheder. Navnene omtales hundredvis af gange i hver reportage, og rytterne placerer sig der, hvor pengene er; andet tilhørsforhold er der ikke tale om. Og så lader de sig tilplastre som levende reklamesøjler. Sporten er blevet investorernes legeplads. Konkurrencetænkning og branding sniger sig også ind i uddannelsesområdet. Lad os først lige ryste hovedet og overveje, hvad vi har et uddannelsesvæsen til: at give rum for børn og unges udvikling og uddannelse med henblik på deres personlige vækst og deres muligheder for at bidrage til samfundsudvikling og arbejdsliv. Det tør kaldes en samfundsopgave af dimensioner, og vi har et par hundrede års tradition for, at det netop er et samfundsanliggende, et fælles ansvar. Men nu skal der konkurreres. Man så det her i januar, hvor gymnasier og andre ungdomsuddannelser skal rekruttere elever til det kommende skoleår. Mange skoler laver regulære kampagner, rektor skal sælge skolen, og den store dag med åbent hus-arrangementet er kulminationen, hvor de muntreste og mest tiltrækkende lærere trækkes frem, hvor glade elever fortæller om de herlige rejser og fede fester, og rektor en passant fortæller, at kvalitet er det, man satser på. Sådan foregår det selvfølgelig ikke alle steder, men tendensen er vidt udbredt. En nødlidende skole i Gentofte har villet lokke eleverne til med et tilbud om en computer; det er nu nok ti år for sent, og fascinationen af computere som klassesæt nok til at overse; også det kan Farum Kommune tale med om. Endvidere lancerer man en sejlerklasse - næppe noget, man gør af hensyn til rekruttering af søens folk; skolens hjemmeside viser en sejlbåd i noget, der kunne ligne et eksklusivt middelhavsmiljø. Jeg skal ikke afvise, at det kan have sin berettigelse, at en af landets gymnasieskoler har en sejlerklasse, men den er næppe opstået af en overskudstænkning, men af nød: Vi må finde på noget at profilere os med, så vi bliver konkurrencedygtige. Det er kun et par årtier siden, et sådant pædagogisk/økonomisk ræsonnement var utænkeligt. Det vakte regulær forargelse, da Holte Gymnasium i sin tid lancerede sig som et livsstilsgymnasium med en glittet, farverig brochure, der skulle eksponere skolen. Som jeg erindrer det, skadede man sit omdømme, og skolen, som havde været meget søgt, måtte lukke - nok ikke kun af den grund. Men i virkeligheden var man blot to årtier forud for sin tid, og det kan ikke betale sig! I dag skal alle skoler ikke bare have et værdigrundlag, de skal også have en profil, og det varer nok ikke længe, før man ansætter informations- og reklamefolk. De er der jo allerede, men de fleste trods alt kun eksternt tilknyttet. På de højere niveauer har man i mange år talt om kandidatproduktion, studietrinstilvækster og tilskud efter taxameterprincippet, og skaden ved det var til at overse, hvis det kun var ordene, man skulle vænne sig til. Men økonomistyringen har i nogen grad dehumaniseret universitetslivet, gennemløbshastighed prioriteres ofte højere end fordybelse, og lærerne må, også for deres egen ansættelses skyld, se at få produceret så mange kandidater som muligt, samtidig med at de for at meritere sig må bejle til de prestigegivende, ofte engelsksprogede tidsskrifter, så instituttet og universitetet kan hævde sig i den internationale konkurrence. Universiteterne er bl.a. kastet ud i en skærpet konkurrence på grund af de internationale og oppefra kommende ønsker om benchmarking. I universitetspolitiske sammenhænge har jeg bemærket, at udtrykket 'internationalt samarbejde' næsten er forsvundet til fordel for 'international konkurrence'. Og Videnskabsministeriet slår tonen an. Samtidig bejles der til stadighed til erhvervslivet. Ministeriet har ifølge sin egen selvforståelse »til formål at sikre samspillet mellem erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesmiljøerne samt at styrke koordination i forhold til erhvervs- og innovationspolitikken«; først erhvervsliv, så forskning, så uddannelse. Det er sikkert også et fingeraftryk fra Videnskabsministeriet, når der i Københavns Universitets resultatkontrakt står: »Der er brug for, at der uddannes flere ph.d.er. For at sikre erhvervslivets efterspørgsel og for at sikre det nødvendige antal forskere til at varetage universiteternes udvidede opgaveporteføljer ...« Bemærk igen rækkefølgen! Ministeriets billedsprog hentes ofte i sportsverdenen, man vil være i front, forrest i feltet, førende, bære førertrøjen og udnævne såkaldte regionale videnpiloter. Der er gået Cassius Clay i ministeriets kommunikation. Jeg så bukkefoden ved et Sorømøde for et par år siden, hvor der blev diskuteret forskning under overskriften 'Fra forskning til faktura'. Der synes at være tale om en vidt udbredt tro på, at man kan skrige sig til kvalitet og nærme sig ved at sætte sig store mål. Den såkaldte Lissabonproces går bl.a. ud på, at EU i år 2010 skal være verdens mest konkurrencekraftige økonomi; man vil satse på bl.a. såkaldt videnøkonomi. Lad os håbe, at man ved, hvad man taler om, men man ved åbenlyst ikke, hvad der kan lade sig gøre. Og de melodier, der spilles fra de højeste politiske niveauer, smitter af gennem hele systemet. Hvis det kunne føre til målet, var det jo ideelt, men hvis man tror, at konkurrence og elitedyrkelse er den vigtigste dynamo, tager man fejl. Der skal mere til! Og det er ingen garanti for kvalitet, at en såkaldt World University Ranking for nylig har rangordnet de humanistiske fakulteter og placeret Københavns Universitet som nr. 9 i Europa og nr. 23 i verden. Men den politiske offentlighed ligger under for den slags. Videnskabsministeren mener at kunne hjælpe udviklingen på vej ved at åbne for private universiteter. De vil kunne øge den interne konkurrence, hedder det, og frit udvikle incitamentstrukturer (muliggøre højere løn), så udenlandske forskere kommer hertil. I et land med 11 universiteter og flere university colleges på vej kan det let føre til, at man konkurrerer sig ihjel og forfejler et af hovedformålene med universiteterne: at bidrage til samfundets husholdning ved at uddanne dygtige læger, ingeniører, advokater, embedsmænd og administratorer, økonomer, samfundsforskere, agronomer, præster, tandlæger, gymnasielærere osv., kort sagt personer, der skal gøre tjeneste i det danske samfund. Universiteterne er ikke kun til for forskernes skyld, og deres berettigelse er ikke kun at forsyne samfund og erhvervsliv med forskningsresultater, der kan patenteres. Kan man nu hjælpe udviklingen på vej ved at placere eksterne folk, herunder erhvervsfolk, i universitetsbestyrelserne? Det må jo vise sig efterhånden, om det kan være med til at skabe rammerne for en mere dynamisk organisationsstruktur, en hurtigere beslutningsproces og et udviklende forsknings- og uddannelsesmiljø. Universiteterne har stort set valgt fornuftigt ved at finde erhvervsfolk, der ved, hvad forskning er. Men der lyder i tiden mange mere ukritiske stemmer, der over én kam mener, at det offentlige generelt og ubetinget skal lære af det private erhvervsliv. Og så lister kommercialiseringsspøgelset sig igen let ind på området for de fælles anliggender og det fælles ansvar. Den offentlige sektor bliver ofte under ét betragtet som en tung maskine, som et nærmest sovjetisk system, bestykket med skrankepaver, der er organiseret i strenge hierarkier. Sådan er det langtfra alle steder. Faktisk er mange af de dygtigste ledere, jeg har kendt, folk i den offentlige sektor. Dér er man nødt til at tilpasse sig skiftende politiske vilkår, man skal kunne kommunikere både internt og eksternt, og der er medarbejdere med rettigheder og indflydelse, som man må samarbejde med. Det betyder, at man som leder er nødt til at være lydhør - i stadig bevægelse. En administrerende direktør med en tillidsfuld eller slumrende bestyrelse bag sig løber derimod den risiko at blive mindre dynamisk. Hvis man ikke hører til de ledere, der sørger for også at omgive sig med folk, der kan levere et kvalificeret modspil, kan man som chef falde for fristelsen til at ansætte supportere og købe konsulenter til det besværlige - og så i øvrigt passe sit ledelsesnetværk. Ikke så få køber sig efterhånden en ven og rådgiver, en coach, som de taler med om virksomhed og privatliv ved frokoster eller middage i byen. Tro nu ikke, at ret mange lederliv er sådan, men det er faktisk en mulighed, dog ikke i den offentlige sektor - med et par landskendte undtagelser. Alligevel skal lederne dér hele tiden høre på, at de skal lære af de private, og på de kurser, der udbydes, tales der ikke sjældent et sprog, der er gennemsyret af letkøbt filosofi og psykologi pakket ind i dyre, tidstypiske ord. Det sprog er i sin ideologi beslægtet med de tendenser, der for længe siden har gjort lånere på biblioteker, patienter på sygehuse og gæster på et museum til brugere. Almindelig medmenneskelighed er ved at blive reduceret til serviceydelser. At også tv-stationerne opfatter sig som konkurrerende aktører i mediemarkedet, behøver knap nok at eksemplificeres; vi læser jo ikke om andet. Oplysning er blevet til public service, som man efterhånden har afstået fra at definere, selv om det burde være uhyre let. Kanalerne og programmerne konkurrerer, medarbejderne efterhånden også, nogle af dem for at overleve. For et par årtier siden var folk i Danmarks Radio stolte af at være ansat lige dér. Nu er mange af dem frygtsomme og piskes rundt i manegen af chefer, uddannet til at tænke i markedsandele, segmenter, koncepter osv. Og kommercialiseringen kan jo godt præge tænkningen uden at manifestere sig i reklamer. Også i DR lyder f.eks. programannonceringen, især i tv, ofte som reklamerne i TV 2. Samme stemmeføring, samme monotoni i den professionelle begejstring for de dramatiske højdepunkter, der vises glimtvis. Indholdet i nyhedsmedierne bidrager i stigende grad til kommercialiseringen af tænkningen, erhvervsstof bliver mere og mere omfattende, bagatelgrænsen er lav, og de stakkels topledere, som hele tiden er i fokus, behandles som orakler; vi skal tilmed høre, hvad der ligger på deres natbord. Tro nu ikke, at dette skrives af en fjende af erhvervslivet. Vi har brug for et stærkt erhvervsliv med gode ledere, og dansk erhvervsliv fortjener at blive taget alvorligt, ikke bare at blive pleaset. Men der er jo andre interessenter i samfundet. Nogle har lidt naivt den opfattelse, at vi alle sammen forsørges af erhvervslivet; det er kun den halve sandhed. Når vi har et højtudviklet samfund, skyldes det jo også eksistensen af alt det andet: Skolen, institutionerne, universiteterne, hospitalerne, administrationen osv. Det skulle egentlig være unødvendigt at gøre opmærksom på dét, men det er det sådan set ikke. Op mod valget hørte jeg indehaveren af en vin- og tobaksforretning ømme sig over, at han og andre næringsdrivende skulle forsørge den offentlige sektor gennem skatterne; specielt lærerne var han ude efter. Han opfattede sig åbenbart som opretholder af et samfund, som lærerne belaster. Men vi har alle en opgave. Lad os igen ryste hovedet: Vi skal have et stærkt erhvervsliv, der lever i vekselvirkning med samfundet og dets uddannelsessystem, men lad os også holde tingene adskilt og huske, at tilværelsen rummer immaterielle værdier, og at samspillet mellem mennesker rummer balancer, som det kommercialiserede eller maskinelle billedsprog ikke kan udtrykke og ikke skal forgribe sig på. Vi har vænnet os til at tale om, hvordan ægtefæller fungerer sammen, jeg har hørt om folk, der evaluerer hjemmesituationen og laver cost-benefit-analyser (hvad giver jeg, og hvad får jeg?) og drøfter deres konflikthåndtering og den gensidige sparring. Jeg skal ikke afvise, at der kan komme noget positivt ud af det. Men når kærlighed, ansvar og engagement bliver til ejerskab og medarbejderskab, ringer alarmklokkerne. »Du må føle medejerskab til børnenes opdragelse«, »de unge skal føle ejerskab til samfundet«, hedder det. Så er vi igen ude i at gøre menneskelige grundfølelser til noget, man handler med. Men mennesker er ikke produkter eller objekter, selv om man med et provokerende udtryk er begyndt at udfase medarbejdere. Nogle hævder, at vi bliver, hvad vi siger. Så enkelt er det heldigvis ikke. Men de aktuelle tendenser i sprog og tænkning kan godt forflygtige væsentlige dele af menneskelivet, dem, der lidt hånligt i tidens sprog kaldes de bløde værdier. Et uheldigt udtryk. De er benhårde. Det er jo dem, vi lever for. Vi har kun ét liv, og meget få ville være tilfredse, hvis deres liv kun var at operere på markedet, at udvikle eller sælge produkter og flytte markedsandele. Hvorfor så tale om det, som om det var tilfældet - og indrette sprog og tænkning derefter? Så er vi jo egentlig tilbage i en rent materialistisk tankegang som den, der styrer samfundsformer, vi i øvrigt tager afstand fra.