0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

EU's blinde øje: Palæstinensisk terror

Kronikøren, der er partiløst medlem af Europaparlamentet, anklager EU for gennem sin støtte til palæstinenserne at styrke den arabiske antisemitisme. Kroniken er et uddrag af en takketale holdt i anledning af modtagelsen af Theodor Lessing-prisen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I en tid, hvor det atter en gang globalt er jøderne, der skal have skylden for alt, hvad den verdensomspændende kapitalisme synes at anrette, er alliancen mellem den europæiske antizionisme og den arabiske antisemitisme, en alliance, der forsøger at destabilisere og i sidste ende tilintetgøre Israel, stærkt truende. Denne alliance er så meget mere effektiv, som den ledsages af Den Europæiske Unions frigørelse fra USA.

EU er siden Osloprocessen en af de vigtigste økonomiske sponsorer af Den Palæstinensiske Autonomimyndighed (PA). Da det første gang rygtedes, at PA kunne bruge disse penge til at oprette 'sorte kasser' til finansiering af krigen mod Israel, tog jeg initiativ til oprettelsen af et undersøgelsesudvalg i EU-parlamentet. At hjælpen fra EU til PA ikke blev brugt korrekt, er en velkendt hemmelighed både i EU-parlamentet og i kommissionen. Alligevel var der megen modvilje mod oprettelsen af undersøgelsesudvalget, og det er ikke så mærkeligt, hvis man ser nøjere på EU's politik på området.

EU er i denne krig - thi det er en krig mod Israel, som PA fører - alt andet end en neutral iagttager. Siden begyndelsen af 1990'erne forsøger EU - med baggrund i de fremragende forbindelser, som bl.a. består mellem Tyskland og de fleste arabiske lande - at spille en rolle i regionen. Man kan sige, at siden NATO's krig mod Jugoslavien i 1999 er fredsprocessen i Mellemøsten de europæiske militære stormagtsambitioners næste testfelt. EU har siden 1992 opkastet sig til palæstinensernes beskyttelsesmagt. Herved agerer EU ikke blot som et samlet statsforbund; også enkelte medlemslande udmærker sig både med diplomatiske uvenligheder og direkte understøttelse af palæstinensiske institutioner.

Udadtil bedyrer EU's institutioner til stadighed, at de til enhver tid formaner begge sider til dog igen at holde fred med hinanden. Men den, der læser resolutionerne og følger med i EU's politik, véd, at det ikke forholder sig sådan. Man behøver blot én gang at se udstillingerne vedrørende Israel og Palæstina i EU-parlamentets foyer, hvor Israel beskyldes for at ville tilintetgøre palæstinensernes samfund og brændemærkes som apartheidstat, for at vide, på hvis side EU står.

Mens Israelerne gang på gang konfronteres med konkrete krav, og hvert israelsk skridt udførligt kommenteres og kritiseres, henstiller man altid kun i abstrakte vendinger til de palæstinensiske myndigheder om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at forhindre attentaterne. Man er jo virkelig imod selvmordsattentaterne. Også hvis de sker efter ordre fra de institutioner, som man forsyner med penge. Men man har uhyre megen forståelse for attentaterne, og derfor kan man betvivle, at EU's officielle repræsentanter, når de mødes med deres protegéer fra Hamas, Fatah og andre morderbander, insisterer ret længe på at behandle emnet 'selvmordsattentater'.

Den propagandistiske understøttelse suppleres af den finansielle. I årene 2000-2001 beløb den totalsum, som EU-hjælpen faktisk udbetalte til de palæstinensiske områder, sig til mindst 330 millioner euro.

Lad mig vise Dem et særligt slående eksempel på EU-politikken: Med sit MEDA-program understøtter EU middelhavslandene. Programmet fik pludselig særlig betydning, da Israel, kort efter al-Aqsa-intifadaens udbrud, besluttede ikke længere at videresende visse skatter og afgifter til de palæstinensiske myndigheder, som Israel indtil da havde opkrævet for disse, men at indefryse dem. Den israelske regering begrundede dette kontraktbrud med, at de palæstinensiske myndigheder med deres penge understøttede terroristiske aktiviteter imod Israel. I denne situation besluttede EU ikke - som man kunne have formodet - at gå til bunds i sagen og at efterprøve, om disse bebrejdelser mod modtageren af så store summer EU-penge kunne være berettiget. Bebrejdelserne blev tværtimod en gang for alle afvist som »israelsk propaganda«. I slutningen af år 2000 blev det besluttet kortfristet at stille yderligere 90 millioner euro til PA's rådighed, ganske vist på visse betingelser, herunder en ordentlig kontrol. Skønt PA erklærede at ville overholde disse betingelser, skete nærmest det modsatte. Alligevel afholdt dette ikke EU's udenrigsministre fra i juni 2001 yderligere fortløbende at stille 10 millioner euro pr. måned til rådighed for PA som direkte budgettilskud. Disse tilskud udgør mere end 10 procent af PA's budget.

For endnu en gang at gøre det klart: Israel siger, at man lukker for pengestrømmen, fordi man frygter, at pengene bruges til antisemitiske terrorhandlinger - og EU kan ikke hurtigt nok springe ind i nøjagtig det finansielle hul, som opstod heraf, og stille ekstrapenge til rådighed, og gør det som direkte budgettilskud, dvs. som ikkemålrettet, men generel understøttelse.

Kommissionens reaktion på det materiale, der blev forelagt af Israel, var - forsigtigt udtrykt - ikke særlig overbevisende. Ikke mindst gentog den kommissær, som sagen sorterede under, uafladeligt, at der ikke fandtes nogen beviser for bebrejdelserne. Og når han alligevel indimellem tog stilling til et af de mange 'ikkeeksisterende' klagepunkter, undveg han alle konkrete bebrejdelser, gjorde absurde sammenligninger, gendrev bebrejdelser, som ingen havde fremsat, forklarede tekniske detaljer, som intet havde med sagen at gøre - og alt dette blev gjort med en tibetansk bønnemølles søvndyssende ihærdighed. Undrer det Dem stadigvæk, at EU-parlamentet ikke for alvor overvejer at efterprøve, om europæiske skatteyderes penge blev brugt til finansiering af antisemitiske mordattentater? Man har virkelig vigtigere ting på dagsordenen. Velbekomme, siger jeg bare!

Men hvorfor skulle de palæstinensiske myndigheder overhovedet bruge penge til antisemitiske terrorhandlinger? Et blik på den totale politiske situation kan give svaret. Det er efterhånden blevet godtgjort gennem et utal af kendsgerninger, at den såkaldte al-Aqsa-intifada var en krig planlagt af de palæstinensiske myndigheder, hvilende på beslutningen om at ville føle sig provokeret af Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget. Krigens mål var at tvinge Israel til at gå med til oprettelsen af en palæstinensisk stat på PA's betingelser. PA har for sin krig mod Israel ikke blot ikke mødt nogen modstand fra det palæstinensiske samfund, men derimod dettes begejstrede bifald. Det er en følge af, at der siden midten af 90'erne i de palæstinensiske områder og i alle andre arabiske lande er udkommet et hav af antisemitisk litteratur, som har fundet rivende afsætning, herunder 'Zions vise mænds protokoller', Fords bog om de 'Internationale jøder' og Hitlers 'Mein Kampf'. Delvis drejer det sig også om nutidig holocaustbenægtelseslitteratur fra Europa og USA, delvis om egne arbejder af syriske saudiarabiske, libanesiske og palæstinensiske skribenter, heriblandt høje embedsmænd fra de pågældende staters regimer. Antisemitiske hetzartikler findes i regeringsnære aviser; antisemitiske 'statements' formuleres af officielle studentersamfund og velrenommerede professorer ved nationale, panarabiske og internationale konferencer. Hele udbredelsen af denne litteratur ville ikke være mulig uden det pågældende statsapparats og uden PA's velvillige understøttelse eller i det mindste stiltiende anerkendelse. Heller ikke de nye skolebøger, produceret af PA og finansieret af forskellige europæiske lande, er fri for antisemitiske klichéer.

Den åndelige mobilisering mod Israel var således begyndt længe før september 2000.

Vi véd selvfølgelig kun lidt om, hvad der sker i det palæstinensiske samfund. Ikke blot på grund af sproglige barrierer, men også fordi oppositionelle og såkaldte kollaboratører bringes til tavshed ved terror og skræmmekampagner. Men det ser ud, som om antisemitismen har slået rod i Mellemøsten, og at en særlig arabisk antisemitisme er opstået. Vi skal derfor ikke hengive os til forhåbninger om, at den antisemitiske bølge i den arabiske verden kun er en kortvarig opblomstring af krigspropaganda, som i tilfælde af en afspænding af situationen igen vil forsvinde.

Det er klart, at antisemitiske terrorhandlinger spiller en stor rolle ved forsøget på at opnå krigsmålene. Terrorhandlingerne gør livet i Israel nærmest utåleligt, de fører til forøget udvandring og nedgang i indvandring. I øvrigt kan israelerne gøre, hvad de vil - for deres modpart er det alligevel altid kun et udslag af deres 'zionistiske imperialisme'.

Krigen mod Israel har kun ét mål: destabilisering af det israelske samfund, svækkelse af Israel som militær og politisk faktor og til slut Israels tilintetgørelse. Terrorhandlingerne mod israelere forøves ikke kun af oppositionelle kræfter i de palæstinensiske områder, men også af brigader, som har tætte forbindelser til Fatah. De understøttes logistisk og militært af PA-understøttede politi- og agentapparater; folk, som af Israel eftersøges som 'terrorister', sættes på PA's lønningsliste. Der er - for nu at sætte det polemisk på spidsen - en kappestrid omkring mord og drab imellem de brigader, som er knyttet til PA, og de grupper, der betales af Syrien, Iran og indtil for nylig af Irak. Kappestriden udstrækker sig også til det finansielle område. Den, der betaler, bestemmer melodien. PA har nogle ekstra ulemper, som man forsøger at udligne for ikke at miste kontrollen: Den tostrengede strategi - at forøve attentater og samtidig forhandle med Israel om terrorens afslutning - kunne i den antisemitisk opfanatiserede befolknings øjne virke som forræderi mod palæstinensernes sag. Desuden må PA bortlede opmærksomheden fra ansvaret for levevilkårene i de palæstinensiske områder.

De vil sikkert tilgive mig, at jeg er så udførlig, men jeg tror, at det uden denne kontekst kun vanskeligt kan forstås, hvorfor den - så godt som beviste - bebrejdelse for PA's 'sorte kasser' næsten automatisk fører til en formodning om, at der af denne skyggehusholdning er blevet finansieret attentater imod israelske borgere og institutioner.

Tilbage bliver spørgsmålet om, hvorfor EU og EU-parlamentet tilsyneladende ikke vil have, at det er sandt. Jeg mener, at det ligger i, at der i konflikten er en vidtgående interesseidentitet mellem EU og PA. Denne væsentlige overensstemmelse er den såkaldte 'internationalisering af konflikten'. PA ønsker denne internationalisering, fordi de af europæerne venter en engageret partitagen for deres interesser. Og deri har de formentlig ret. EU som statsforbund ønsker konfliktens internationalisering for at tydeliggøre behovet for dets formidlerrolle. Jo længere konflikten varer, og jo hårdere den bliver, desto tydeligere viser det sig, sådan som europæerne ser det, at USA ikke er i stand til at mægle. Deraf slutter EU, at begge sider ganske enkelt har brug for den rare onkel fra Europa med dets demokratiske og økologiske værdier, dets velfærdsstater og civilsamfund for at løse konflikten. Hvor er det dog godt for begge sider, at Europa findes, og hvor dårligt for verden, at den ene part, nemlig Israel, ganske enkelt tillader sig at føre en vildvest-politik a la USA! Et gennemsnitligt EU-parlamentmedlems bevidsthedstilstand er ikke anderledes end bevidsthedstilstanden hos gennemsnitsdeltageren i en tysk fredsdemonstration, og jeg anser denne blanding af naivitet, moralisme, antiamerikanisme og antizionisme for at være en alvorlig fare.

EU tillader sig den kynisme at vedligeholde denne konflikt, som man angiveligt gerne ser løst, derved, at man finansierer den ene side. Thi kun så længe krigen varer, er der brug for en løsning. Derfor må PA naturligvis ikke pludselig give sig, derfor må PA styrkes således, at man kan køre videre. Det er det ret umenneskelige formål med EU's humanitære hjælp. Og her spiller palæstinenserne den uskønne rolle som kanonfoder for 'Europas skjulte krig mod USA'.

Fortalerne for disse tilskud vil indvende, at det for EU kun drejer sig om at mildne det palæstinensiske folks lidelser. Men selv hvad den humanitære hjælp angår, synes jeg, at det er tvivlsomt. Ikke blot, fordi PA-tjenestemænd har solgt fødevarehjælp, således at de europæiske konservesdåser slet ikke er nået frem til deres egentlige modtagere. Jeg vil her slet ikke tale om de nærmest småborgerlige former for korruption og afpresning, som både høje og lave PA-funktionærer tillader sig. Forsigtigt formuleret: I betragtning af hjælpens størrelse er det bemærkelsesværdigt, at underernæring og mangelsymptomer i områderne er så udbredt.

Også FN's rolle er i denne sammenhæng yderst tvivlsom. Det er ikke kun FN's flygtningehjælp til palæstinenserne, som i skønt samarbejde med de arabiske stater gør alt for at holde flygtningeproblemet åbent og derved giver PA et middel i hånden, så man med kravet om en 'hjemvendelsesret' kan forhindre enhver seriøs fredsproces. Ser man på FN-resolutionerne, den permanente, ensidige fordømmelse af Israel, Israels udelukkelse fra vigtige FN-udvalg, 'uvidenheden' i forhold til de arabiske staters og PA's handlinger og gerninger, FN-institutioners tagen parti for PLO som for eksempel med den verdensomspændende Palæstina-dag, så kan man sige, tonen måske er blevet mere modereret siden hin resolution i 1975, som sætter 'zionisme' lig med 'racisme' - ånden er forblevet den samme.

Det er ikke noget tilfælde, at krigen i Mellemøsten både af den palæstinensiske og den europæiske side benyttes til relativeringen af holocaust eller shoah. Shoah som udtryk for truslen om den tilintetgørelse, antisemitismen altid og overalt indeholder, er Israels centrale legitimation. Vil man Israels forsvar mod sine arabiske og palæstinensiske naboer til livs, vil man anfægte Israels ret til forsvar ved at bestride, at den er en forsvarskamp mod et antisemitisk nationalt projekt, så er man nødt til at fremstille Israel som den egentlige aggressor og forsøge at parallelisere palæstinensernes lidelser under holocaust med shoah. Men ved en nøgtern analyse af fakta fungerer det ikke, og netop deri ligger efter min mening hemmeligheden i resistensen over for de faktiske kendsgerninger. Man kan tale herfra til verdens ende, ophobe faktum efter faktum, anføre det ene argument efter det andet - imod den beslutning at se palæstinenserne som ofrene - uden at komme nogen vegne. Der er oplysningens grænser, også, men ikke kun, i EU-parlamentet.

Allerede i dag er det stadig oftere på mode at benytte erindringen om holocaust imod Israel, imod kampen mod antisemitismen og antizionismen, eksempelvis når der vrøvles om 'ofrenes ofre'. Eller når ens egen antizionisme smykkes som kamp imod den antiarabiske racisme. Men den allerstørste fare består i, at det, der spøger i millioner af menneskers hoveder som globaliseringskritik, antiamerikanisme og antizionisme, bliver til en anvendt fornuft understøttet af den europæiske politik.

ILKA SCHRÖDER

Ilka Schröder er 25 år og MP i Eur