Kære Daniel Det er netop ordet 'frygteligt', jeg må bruge nu, fordi jeg ikke længere kan nå dig. Ordet frygteligt, som jeg må anvende, fordi jeg savner dig, og tænker på dig hver dag. Og på hvordan du engang tog min hånd så tillidsfuldt, og fulgte mig igennem byen, og igennem hele verden. Og hvordan du fortsatte med At tage min hånd, selv da du var femten og næsten voksen. Men nu siger du, at jeg er skyld i alle dine sorger, og at jeg har mishandlet dig som barn, selv om jeg kun husker, at jeg bed dig kærligt i dine små ører, og kyssede dine små tæer, og fortalte dig alle de grusomme eventyr, du ønskede at høre, om børn og monstre, og om helte og skurke, drager og løver, og om os og de små, bitte dyr, hvis hjerte banker ... Men jeg tror dig næsten: Jeg må på en eller anden måde have mishandlet dig, da du var barn. Hvordan skulle det ellers være blevet sådan, at vi var fremmede for hinanden? Dit eget eventyr er jeg ikke i stand til at fortælle, så frygteligt det er: Som voksen sov du i et vådt og muggent telt i hård frost og regn langt ude i skoven. Du samlede flasker i parker, på veje, i skraldebøtter. Du gik rundt i gaderne, og talte med dig selv og med ingen. Dine ord linedansede som små, uhyggelige krøblinge over dine afgrunde, og faldt skrigende ned igen i det sydende sted i din hjerne, hvor alle lyde forstærkedes, så du så monstre overalt, og du forbandede dig selv, og mig og alle omkring dig. Du ledte desperat efter den skyldige. Du lignede en hulemand med dit meterlange hår. Dit blik var fjernt og meget vredt. Din vrede var rettet mod mig, mod dig selv, mod ingen. Så elskede du pludselig alle mennesker i verden. Du klippede dig skaldet. Du skiftede tøj, du skiftede sko, du skiftede hud. Men ingenting ville længere passe. Alt var enten for stort eller for småt. Du spiste kold tomatsovs på glas, makrel i tomat, blomkål med tomat, alle former for retter med tomat, som du tilberedte over nogle fyrfadslys i dit mugne telt ude i skoven. Mon tomaten besad et hemmeligt stof, der kunne helbrede dig for din angst? Du vidste ikke længere, hvem du var, eller, hvem du havde været. eller, hvem vi andre var, eller, hvad du, eller vi var blevet til. Og du fik mig til at tvivle på, om jeg overhovedet selv var til, eller nogensinde havde eksisteret. Jeg famlede mig rundt alle steder, ligesom alle de andre, der holdt af dig, og ledte efter dig i det skræmmende, uvirkelige univers. Og jeg magtede og forstod mindre og mindre, og til sidst næsten ingenting. Hvor skulle jeg nu gå hen for at finde dig? Sidst jeg så dig, gik du som en idiot på fortovet med stive skridt, og hilste med din absurde honnør på ingen! Det var netop 'ingen', du hilste på, Da det tilsyneladende er ham, du kendte bedst. Du hilste på dig selv. Eller, du hilste på den del af dig, der gik forbi der ude på gaden, hvor jeg i det samme gik forbi. Måske tænkte du: - Der går min far, det er mig selv, 'Ingen!'. Og jeg genkendte mig i dig, men ikke dig. Jeg ville spørge dig om noget. Hvad siger man til en, man elsker, som man ikke har set i tre år? Jeg turde ikke spørge dig om noget særligt, måske noget om vejret i stedet for det anmassende: - Hvordan går det? Hvordan har du det? Kan jeg på nogen måde hjælpe dig? Hvad skal man spørge om, når det er nogen, man tror, man kender så godt, og som man tror, stadig går rundt på jorden? - Tror du, at det bliver regnvejr i dag? Men i virkeligheden ligger du måske stadig i dit telt ude i skoven, og mit spørgsmål kan have stor betydning for dig netop i dag, hvor det har øset ned hele dagen. Måske sidder du netop nu og spiser af et glas med lunken tomatsovs, som du har varmet over fyrfadslys. Eller spiser du af en dåse med makrel i tomat, eller bider du i et stykke brød med et par skiver af selve tomaten? Og så forestillede jeg mig, at jeg hørte dig svare: - I dag bliver det en fin dag! Skoven er så smuk på alle årstider, Men særligt nu, hvor alle træernes blade er ved at sprænges i alle mulige farver af frosten. I dag bliver det en fin dag! Men når regnen fortsætter, og frosten sætter ind, håber jeg og har tillid til, at teltet er tæt, og at dit tøj holder tørt. Eller, at du tager det tøj, jeg har lagt ud til dig i en pakke foran teltet, og som du endnu ikke har pisset demonstrativt på. Uden denne tillid ville jeg løbe skrigende bort. Men hvor er det: Borte? Er det der, hvor du er nu? Eller er det der, hvor jeg er nu? Du sagde engang, at alt var et spørgsmål om tillid. Men da var vi næsten også altid sammen, og som regel i tørvejr ... Nu håber jeg, at tomaten virkelig indeholder dette magiske stof, som en dag, når du har spist tomater nok Og længe nok, vil gøre dig rask, Og du vil komme smilende ud af mørket, og hilse på mig, og omfavne mig, som du gjorde lige før, da du forlod mig for mange år siden - For et øjeblik siden.