Mens en kommission med medlemmer fra Grønland og Danmark i øjeblikket arbejder på at blive enige om betingelserne for selvstyre, er Grønland blevet et aktuelt emne i samfundsdebatten. Det er ikke mindst fordelingen af eventuelle indtægter fra olien i den grønlandske undergrund, der har skabt diskussion. Dernæst har DR’s dokumentarudsendelse ’Flugten fra Grønland’ vakt forargelse. Den foranledigede blandt andet Dansk Folkepartis medlem af selvstyrekommissionen, Søren Espersen, til at forlange, at Grønland skulle sættes under politisk administration. Senest gav regeringspartiernes irritation over, at grønlandske folketingsmedlemmer tillod sig at have en mening om asylpolitikken, sig udslag i forskellige tilrettevisende kommentarer. Disse udfald kulminerede, da Søren Pind i DR 2’s Deadline beskrev Lars Emil Johansen og Juliane Henningsen som »to grønlandske politikere, som lige pludselig er kommet ned fra indlandsisen for at drive dansk indenrigspolitik«. I samme forbindelse blev slet skjulte trusler vedrørende bloktilskud og forhandlingerne i selvstyrekommission fremført fra flere steder. Udfald af denne karakter skaber ridser i lakken på det noget selvgode billede, som mange danskere har af landets koloniale fortid. De udstiller en kolonial grundpræmis, som tilsyneladende stadig styrer den danske opfattelse af grønlændere – i denne optik er de endnu ikke ligeværdige medspillere. Derimod træder det forhold, der prægede kolonitiden, tydeligt frem: Udviklingsmæssigt er de en slags børn, der endnu ikke er klar til at få ansvar og blive taget alvorligt. Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt at opfatte Danmark som en human kolonisator af Grønland, og om danskerne har taget et egentligt opgør med den koloniale fortid? Dansk KOLONIHISTORIE er omfattende – den strækker sig i geografisk forstand over Vestafrika, Caribien, Indien og Nordatlanten – og lader ikke de store kolonimagter noget tilbage i forhold til grusomhed. Ligesom hos de andre kolonimagter blev der i 1700-tallets Danmark høstet enorme fortjenester af den atlantiske slavehandel, og det er vanskeligt at forestille sig, at slaverne på en dansk plantage følte sig mere humant behandlet end slaver andre steder. Ikke desto mindre opfattes Danmarks koloniale fortid, af mange, som charmerende og hyggelige minder om tidligere tiders storhed. Vi ser os selv som en lille uskyldig nation, der selv, når den drev slavehandel og kolonialisme, tilsyneladende gjorde det med en særlig hensynsfuldhed. Men hvordan med det danske engagement i Grønland? Var danskerne i denne specifikke koloniale situation ikke mere humane og mindre udbyttende end andre kolonisatorer? På mange måder kan man svare bekræftende, og hvis man eksempelvis sammenligner forholdene i Grønland med den brutale behandling, som den australske urbefolkning blev udsat for, falder sammenligningen klart ud til Danmarks fordel. 1800-tallets grønlandspolitiske debat og de beslutninger, der kom ud af den, var præget af et grundlæggende ønske om at beskytte den oprindelige grønlandske kultur mod en voldsom og brat overgang til den moderne ’civiliserede’ verden. Især i anden halvdel af 1800-tallet var en positiv, til tider noget romantiseret holdning til den oprindelige inuitiske kultur fremherskende, og dens beskyttelse mod den moderne kulturs skyggesider var et centralt tema. Imidlertid er det relevant at overveje, hvad rationalet bag det danske engagement var. Det havde fra starten i 1721 to sider: Den ene var et ønske om at vække grønlænderne til kristendommen og fordrive deres stupide overtro (jf. Hans Egedes skrifter), den anden var et banalt økonomisk motiv. Efterhånden blev det en dominerende opfattelse, at grundlaget for at få en rentabel forretning ud af Grønland var, at grønlænderne forblev en befolkning af dygtige sælfangere. Dette betød, at det var vigtigt for handlen, at grønlænderne ikke blev for europæiske, idet de så ifølge logikken fik svækket deres evner som fangere. Jo mere ’europæiske’ grønlænderne var, jo mindre var produktionen af landets råvarer (hovedsageligt skind og spæk). Handlens interesser var derfor ofte i modsætning til missionens; eksempelvis ønskede handlen en mere spredt beboelse for at sikre en effektiv fangst, mens missionen ønskede en mere samlet beboelse, hvor det var lettere at nå de enkelte grønlændere med det kristne budskab. Man bør derfor næppe tolke den danske vilje til at beskytte og bevare den traditionelle grønlandske kultur som udslag af et særligt humant nationalt sindelag. Den danske administration af Grønland kan således ikke opfattes som mindre kolonial end andre kolonimagters. Det er dog ikke tilstrækkeligt at pege på de økonomiske forhold, når man skal forklare den kulturbevarende administrationsstrategi. Den holdning til grønlandsk kultur, der udvikledes i løbet af 1800-tallet, afspejlede nemlig en mere generel international tendens til at romantisere inuitisk kultur. Den inuitiske fanger legemliggjorde på mange måder en tidstypisk liberal ånd i 1800-tallet. Den nøjsomme fanger, som kæmpede for overlevelsen i de mest uimødekommende omgivelser, man kunne forestille sig. En ædel vild, der ikke var korrumperet af tropernes overflod, men derimod stred for overlevelsen i en barsk og frossen natur, hvor dovne eller udygtige måtte gå til grunde. Dyrkelsen af den oprindelige inuitiske kultur betød, at det koloniale projekt i anden halvdel af 1800-tallet var præget af en grundlæggende ambivalens. På den ene side søgte den danske kolonimagt at opdrage og ’civilisere’ grønlænderne, på den anden side hyldede man den oprindelige kultur. Med andre ord var der tale om et kolonialt projekt, der søgte at fremelske en kompliceret blanding af oprindelige og moderne karaktertræk hos den grønlandske befolkning. Ekspeditioner TIL østkysten af Grønland (der blev udforsket i løbet af 1800-tallet) bidrog til at få etableret en etnologisk videnskab om den oprindelige grønlandske kultur. Samtidig fungerede østkystens grønlændere som et sammenligningsgrundlag i forhold til de allerede koloniserede. Paradoksalt nok blev de koloniserede grønlændere ofte beskyldt for ikke at være grønlandske nok. I nedenstående citat er det en af deltagerne i den såkaldte konebådsekspedition, der beskriver kolonien Godthåb (Nuuk). Godthaab, Grønlands ældste Koloni, … er én af de sletteste Kolonier i Landet. At Kolonien er ’slet’, vil sige, at Grønlænderne dér ere gjennemgaaende daarlige Sælhundefangere og fattige, og at der derfor ingen synderlig Indhandling af det grønlandske Hovedprodukt, Sælhundespæk, er. Grunden … er den, at de her have været længst i Berøring med Evropæerne, og disses Nærværelse har ingen gavnlig Indflydelse paa Grønlænderne. De faa Smag for Civilisationen, dens gode sider kunne de ikke naa, derfor tage de saa meget ivrigere imod dens daarlige og lettilgængelige Sider, De hengive sig til Nydelsen af Kaffe og Tobak med en lidenskab, om trodser al Beskrivelse; det koster Penge! For at faa disse sælger de alt! De Skind, de skulde lave Klæder og Baade af, det Spæk, de skulde spise. Denne holdning blev flettet ind i den koloniale administrationsstrategi, og med den administrative reform ’forstanderskabsordningen’ (indført som forsøg i 1857 i enkelte distrikter og senere indført i resten af Grønland) blev forskellige tilskyndelser og privilegier til fangererhvervet integreret i en institutionel struktur. Den helt centrale skikkelse i anden halvdel af 1800-tallets grønlandsspørgsmål var H.J. Rink. Rink er ofte blevet beskrevet som den store beskytter af den grønlandske kultur, og der er heller ingen tvivl om, at han havde en grundlæggende respekt og beundring for grønlænderne og deres land. Han var en utrættelig forsvarer af det handelsmonopol, som hindrede frihandel og fastlagde betingelserne for handel med grønlænderne. Uden denne beskyttelse mente Rink, at grønlænderne ville gå til grunde. Rink og hans ligesindede (traditionalister) ønskede en administrationsstrategi, der understøttede bestemte kulturtræk (især kajakfangst), mens andre skulle ændres. Eksempelvis mente traditionalisterne, at fordelingsfællesskabet på de enkelte bopladser (hvor fangst blev fordelt fra de dygtigste fangere til de mindre dygtige) måtte afskaffes. Faktisk sammenlignede Rink omfordelingen med tyveri, fordi de dovne fangere blev understøttet af de dygtige og flittige. Også på de seminarier, der blev oprettet for at uddanne grønlandske kateketer (hjælpepræster), slog dyrkelsen af visse ’oprindelige’ kulturtræk igennem. Der blev undervist i faget ’det nationale eller grønlandske erhverv’, hvor seminaristerne skulle lære at sejle i kajak og drive fangst. Ligeledes blev det især ved seminariet i Nuuk tilstræbt, at seminaristerne ikke blev vænnet for meget til en europæisk levevis. At grønlænderne i deres tid på seminariet ikke mistede ’deres rødder’ i den grønlandske kultur, blev anset som yderst vigtigt. Der var mange gode intentioner i denne strategi, og i mine øjne er der ingen tvivl om, at mange centrale danske aktører var motiveret af en oprigtig og ægte sympati for Grønland og landets indbyggere. Imidlertid er en snæver sammenkædning af viden og magt et fundamentalt karaktertræk ved den moderne kolonialisme. Den viden, kolonimagten genererede om de koloniserede folk, lader sig kun vanskeligt skille fra den koloniale magtudfoldelse. Som beskrevet var der i 1800-tallets Grønland en tydelig kobling af etnologisk videnskab og administrativ magt – man kan sige, at danskerne erobrede Grønland på et forståelsesmæssigt plan. Det var den danske kolonimagt, der besad midlerne til at definere den grønlandske kultur. Denne sammensmeltning af viden og magt betød, at den koloniale magtudfoldelse til tider blev skjult eller naturliggjort i videnskabeligt etablerede sandheder om den grønlandske kultur. Ambivalensen i den danske administrationsstrategi, hvor visse kulturtræk blev dyrket, mens andre blev afvist, betød, at det ideal, den danske kolonimagt havde opstillet for ’grønlandskhed’, baserede sig på en præcis dosering af oprindelige og moderne kulturtræk. Hvis grønlændere ikke havde den rette dosering, kunne de være ’forkerte’ på forskellige måder. Denne doseringsproblematik kan eksemplificeres, ved at der ses på den grønlandske seminarielærer Rasmus S.J. Berthelsen, der i 1849 blev ansat som hjælpelærer ved Godthåb Seminarium. Der var en tydelig tendens til at kategorisere ham som en falsk grønlænder, fordi han var præget af sit uddannelsesophold i Danmark. Forstander ved Godthåb Seminarium, Carl Emil Janssen, skrev nedenstående om Rasmus Berthelsen: ( Berthelsen er) bleven afvandt med og udygtig til egentligt nationalt Forhverv, og samtidigen selvfølgelig har faaet Vaner og Fornødenheder, der vanskeliggjøre, om ikke hindre et ægte Grønlænderliv. Det er ikke underligt, at Rasmus Berthelsen havde et blandet forhold til sine danske foresatte og gav udtryk for det i forskellige tekster. Han var en begavet grønlænder, der havde tilegnet sig kolonimagtens kultur dygtigt nok til, at han kunne fungere som lærer ved et seminarium, men i processen mistede han, i danskernes øjne, sin kulturelle identitet. Hans manglende evner som fanger diskvalificerede ham som ægte grønlænder efter kolonimagtens målestok. Det er ikke vanskeligt at se paralleller til den aktuelle situation, hvor grønlandske folketingsmedlemmer, der bryder rammerne for deres ’tildelte rolle’ ved at tillade sig at søge medindflydelse, rammes med patroniserende latterliggørelse og trusler. Det ville være passende at bruge Søren Pinds pinlige svipser og den øjeblikkelige interesse for emnet som afsæt for en egentlig refleksion over Danmarks koloniale fortid i Grønland. En afkoloniseringsproces er ikke overstået ved, at et land slipper ud af sin kolonistatus – tilbage står opgøret med de erkendelsesmæssige effekter af kolonialismen. Den aktuelle situation afspejler, at Danmark og Grønland befinder sig i en postkolonial situation, hvor opgøret med dette mentale efterslæb af kolonitiden ikke er tilendebragt. Den postkoloniale kritik har, som det ganske rigtigt bemærkes i en artikel i Information 2. februar 2008, ikke nydt den store udbredelse i Danmark. Selv om der findes adskillige gode undtagelser, er danske forskere i nogen grad veget tilbage fra at vende den postkoloniale kritik mod Danmarks egen koloniale fortid, og under alle omstændigheder har disse studier ikke haft stor gennemslagskraft i medierne. Det er på høje tid, at denne proces sættes i gang, Danmark skylder både Grønland og sig selv at se kritisk på den koloniale fortid.