Den herskende vestlige politik er uden vaklen over for ’den internationale terrorisme’.

I lyset af terrorhandlingerne 11.9. 2001 og senere menings- og hensynsløse attentater (særlig i England og Spanien) har USA i tæt samarbejde med EU og medlemslandene blæst til ’kamp mod terrorisme’. ’Terrorisme’ – forstået som attentater mod en sagesløs civilbefolkning – bekæmpes med alle magtmidler. I dag kan det konstateres, at de vestlige regeringers foranstaltninger nyder bred folkelig opbakning. Der er en almindelig forståelse for og accept af regeringernes fremfærd – netop i lyset af, at det agtværdige mål er at ’beskytte sagesløse mod attentater’. Mit budskab er, at denne acceptable – og derfor alment accepterede – politik er politisk kamuflage, der dækker over en basalt antidemokratisk og afsporende magtpolitik. De mest iøjnefaldende dele af terrorkampen er de politiforanstaltninger, der bliver stadig mere følelige i det civile samfundsliv. Det drejer sig ikke kun om skærpede straffebestemmelser til imødegåelse af attentater. I tillæg hertil foregår der en voldsom udbygning af den politimæssige efterforskning, kontrol og overvågning. USA’s og EU’s ’terrorlister’ er i modstrid med elementære krav til retssikkerhed: Uskyldige mistænktes forsvarsmuligheder indskrænkes, i takt med at adgangen til hemmelig politiregistrering og overvågning udvides. Enhver kan havne på terrorlisterne, blot politi og efterretningstjenester nærer ’mistanke’. Hellere medtage ti uskyldige på listen end risikere at en eneste skyldig går fri! Så vidtgående en politimagt er i klar uoverensstemmelse med sund nordisk retspolitik. Omfattende politibeføjelser kompromitterer borgernes retssikkerhed. Omkostningerne for retssikkerheden har flere danske jurister allerede peget på, ikke mindst i tilknytning til ’terrorpakker’ og de mange EU-vedtagelser om skærpet politimagt, der er truffet siden september 2001. Retssikkerheden forringes, i takt med at ’kampen mod terrorisme’ skærpes. Der er tale om en retspolitisk militarisering, der rummer klare politistatstendenser. Hvor langt terrorismebekæmpelsen har fjernet sig fra elementær retssikkerhed, gav Politiken en – næsten absurd – illustration af med artiklerne om Vollsmosesagen i avisen 21. april. Her beskrives det, at politiets (PET’s) agent har været anstifter. Han har forsynet de tiltalte med de sprængstoffer og våben, der blev fundet hos dem, og som udgør PET’s og anklagemyndighedens centrale grundlag for denne ’terrorsag’. En sådan direkte medvirken til lovstridig handling kan en agent ikke tillade sig efter retsplejeloven. Vollsmosesagens uhyrlighed illustreres af en juridisk professor fra Aalborg, der til Politiken udtaler: »Reglerne for agentvirksomhed gælder ikke, når det handler om terror. Der findes ikke regler for PET«. Oversat til almindeligt dansk betyder professorens budskab: Fraværet af tilgængelige og klare regler, der sætter grænser for PET’s aktiviteter, betyder simpelthen retsløshed. De samlede tilsidesættelser af elementær retssikkerhed, der er knyttet til den politimæssige indsats mod terrorisme, er frygtindgydende. Men det er kun begyndelsen: I sammenhæng med de øvrige fronter i ’krigen mod terrorisme’ er situationen værre. Langt værre. Vesten befinder sig i et retspolitisk vakuum, der er opstået som følge af, at de politiske beslutningstagere har lukket øjne og ører for – ja, ligefrem tabubelagt – enhver debat om terrorismens økonomiske, sociale og psykologiske baggrund. Ingen har nogensinde stillet det afgørende kriminalpolitiske spørgsmål: Hvad er baggrunden for den terrorkriminalitet, der truer sagesløse herhjemme? Når politikerne undviger dette spørgsmål, har de dermed fraskrevet sig muligheden for at finde nogen forklaring på den terrorismeekspansion, der muligvis truer i disse år – og dermed har de afskåret sig fra at artikulere en relevant og virkelighedsdækkende terrorpolitik. Hovedsagen errystende klar: Det er umuligt at bortforklare, at verdens stormægtige overklasse – befolkningerne i USA og EU-landene (med filialer i verden) – defineres som ’fjender’ i adskillige af de fattige – store og befolkningstætte – dele af verden, ikke blot den muslimske. Baggrunden for den fattige verdens fjendeopfattelse er, at USA og EU (med filialer) gennem deres ekspansive økonomiske praksis (der sine steder har karakteren af regulær udbytning og undertrykkelse) forviser størsteparten af Jordens befolkning til fattigdom og ydmygende livsbetingelser – og lukker effektivt for relevante og påtrængende udviklingsmuligheder. Den voksende umyndiggørelse af den fattige verdens befolkninger ligger i forlængelse af århundreders koloniherredømme og udbytning, og den moderne udgave ledsages af en forløjet retorik og en ikke mindre effektiv undertrykkelse af den fattige verdens mennesker. Det er temmelig elementært, at en så kynisk og menneskeforagtende vestlig adfærd kan inspirere forarmede millioner i Asien, Afrika og Sydamerika til modstand. Verdens økonomiske ulighed blev analyseret af den svenske økonom og velfærdspolitiker Gunnar Myrdal for et halvt århundrede siden – med det klare budskab, at en økonomisk og social udligning af ulighederne på langt sigt er en global overlevelsesbetingelse. Siden er kløften mellem den rige og den fattige verden på ingen måde mindsket. Den er vokset – og den vokser hver dag – som følge af den vestlige industriverdens umættelige økonomiske appetit, der i praksis blokerer for relevante udviklingsmuligheder i den fattige verden. Den politiske retorik om ’udviklingsbistand’ fungerer som et skærmbræt for politiske aktiviteter, der permanent øger verdens økonomiske ulighed. Ikke blot som følge af Vestens økonomiske overlegenhed. Også i kraft af ’udviklingsbistand’ til os selv! Jeg skal blot nævne, at de mange milliarder kroner, der hvert år uddeles i ’landbrugsstøtte’ i EU, betyder en lammelse af store dele af de afrikanske og asiatiske bønders afsætningsmuligheder. Vestens grådighed er grænseløs. Den mætter sig tilmed i immigrationspolitikken, der bygger på, at den rigeste del af verden (USA og EU) lokker veluddannede mennesker fra den fattige verden til, for at de kan bidrage til ilandenes fortsatte økonomiske vækst, mens dørene er smækket i for de virkelig trængende. I en rapport fra 2006 har Verdensbanken påpeget regulære vestlige hjernetyverier fra den fattigste del af verden. I området syd for Sahara udgør de højtuddannede kun cirka 4 procent af befolkningen, men næsten halvdelen af dem emigrerer på basis af lokkemad fra EU og USA. I Zambia har man siden uafhængigheden for 40 år siden uddannet cirka 600 læger; der er færre end 50 tilbage i landet. Disse tyverier begås med henvisning til ’kapløbet om globaliseringen’. Pia Christmas-Møller har udtalt disse afslørende ord: »Vi har brug for eksperthjælp i visse brancher, og den hjælp skal de danske virksomheder have lov til at hente«. Fra verdens fattigste samfund! Ikke et ord om, at denne kyniske politik utvetydigt bidrager til yderligere forarmelse af den fattigste del af verden. For slet ikke at tale om drivhuseffekten: CO{-2}-udslippet kommer fra (og er til større klimatisk gavn end skade for) ilandene. De klimatiske katastrofer rammer den sydlige halvkugle. Den samlede vestlige politiske og økonomiske aktivitet over for verdens forarmede udviklingslande efterlader befolkningerne i personlig frustration og politisk afmagt. Hvordan reagerer mennesker på systematisk ydmygelse – med apati eller modstand? I adskillige afrikanske samfund hersker apatien. Flertallet følger det kristne budskab og vender tålmodigt den anden kind til. Men i stadig flere samfund vokser modstanden, ikke mindst i den muslimske verden. Her finder vi USA’s og EU’s ’fjender’, der udløser oprørsaktiviteter, der af USA og EU defineres som terrorisme. Denne fejlslutning beror på forbigåelsen af, at det er Vestens skånselsløse dominans over den fattige verden, der er med til at skabe oprørets – ’terrorismens’ – socialpsykologiske fundament – og en politisk motivering. I USA’s og EU’s verdensbillede er der ikke plads til elementær socialpsykologi. Vestens ’kamp mod terrorisme’ er uden blik for den elementære indsigt, som fagfolk gennem lange tider har forsøgt at introducere i de nordiske landes almene kriminalpolitik, nemlig en indsats, der fokuserer på at finde en forklaring på kriminaliteten – for at kunne imødegå den gennem forebyggelse. Den mest nærliggende forklaring på ’terrorismen’ – verdens fordelingspolitiske uretfærdigheder, der fortsat udbygges af Vesten – forbigås totalt. I USA’s og EU’s optik er kampen mod terrorisme en kamp ’mod ondskaben’. I denne kamp undergraver magthaverne ikke blot retssikkerheden. Det værste er et forfærdende antal civile ofre og ødelagte samfund i de ’terrormistænkte’ områder, som Vesten bekriger. Vestens krigsmaskineri fungerer – under USA’s ledelse – med en blind brutalitet, der er uendelig meget grusommere end den ’terror’ over for Vestens samfund, som er vore magthaveres alibi. I Irak. I Afghanistan. Og (under Israels ledelse og med tilslutning fra USA og EU) i Mellemøsten. Vestens (inklusive Israels) ’kamp mod terrorisme’ rammer de angrebne områders civilsamfund – civile sagesløse – i en målestok, der får den ’terrorisme’, der udgør Vestens officielle moralske alibi, til at tage sig ud som nålestik. Vestmagternes ødelæggelse af civilsamfund og den militære volds andre – talrige – inhumane sider forties af vestlige militarister. De henholder sig til et forlorent og forløjet moralbudskab: Der er tale om en »kamp mod ondskaben, for demokrati og frihed«, som George W. Bush har udtrykt det. Dette alibi er ikke alene i modstrid med realiteterne. Det kommer samtidig til at dække over en dobbeltmoral, der får Vestens brutalitet til at fremstå som en række af verdenshistoriens største krigsforbrydelser. Tydeligst i relation til USA’s overfald på Irak (der fik følgeskab af Danmark). I den seneste uafhængige rapport (Baker-Hamilton) er konklusionen såre simpel (som gengivet bl.a. af Noam Chomsky): »Den virkelige årsag til invasionen er, at Irak har verdens næststørste oliereserver, som er billige at udvinde, og at landet ligger midt i det område, hvor verdens største energiressourcer findes. Det handler ikke om adgang til disse ressourcer, men om kontrol over dem (og om profit, for energiselskabernes vedkommende)«. Forsvar for demokrati og frihed? – Nej! Egne magtinteresser? Ja! Den sørgelige virkelighed er, at de krige, vestmagterne fører ’mod terrorismen’, vil stimulere de ramte områders modstandsberedskab. De USA-ledede krige vil virke stik modsat deres erklærede hensigter. Vestmagternes barbari stimulerer oprørstrangen. I dagens mellemøstlige konflikter har USA, Israel og EU ansvaret for utallige civile ofre. Det samme gælder NATO’s bombardementer i Afghanistan. I Irak kan det konstateres, at den amerikanske krigsmaskine ikke blot har medført civile dødstab på mindst en halv million børn og voksne, men derudover et totalt politisk kaos, der i dag har fået et stort flertal af irakerne til at foretrække Saddam Husseins diktatur frem for de blodsudgydelser og andre grusomheder, der har været den forudsigelige konsekvens af USA’s krigsmaskine. Lemlæstende våben(kemikalier, klyngebomber) bruges i de tre områder, og de rammer først og fremmest børn og andre uskyldige. Er Vestens krigsaktiviteter terrorisme? Ja! Det gælder både NATO’s krig mod den afghanske befolkning og USA’s felttog mod Irak og den israelske bekæmpelse af de arabiske naboer (særlig Libanon) og den palæstinensiske befolkning i Gaza og på Vestbredden, der i stigende grad fratages elementære eksistensbetingelser. Og ikke nok med de militære ødelæggelser. Som påpeget af bl.a. Herbert Pundik, er EU ansvarlig for den af Israel gennemførte nedbrydning af den skrøbelige palæstinensiske administration, herunder et sundhedsapparat, der ganske enkelt udsultes. Hertil kommer Israels systematiske kolonisering, de såkaldte bosættelser, der er en – klart ulovlig – annektering af palæstinensisk jord, med systematiske overgreb mod og ydmygelse af områdets samlede arabiske befolkning. Af den danske officers Afghanistanrapport (omtalt i Politiken 25.4.) fremgår ikke blot, at »mange af bombeangrebene har slået fejl med mange civile tab til følge«. Herudover hører det med til de anvendte krigsmidler, at NATO-styrkerne »bryder ind i afghanske huse og fjerner familiefædre fra fattige familier til langvarige fængselsophold (i Bagram), uden at familierne informeres om opholdssted«. Vestens militære overfald på afghanere, irakere og palæstinensere legitimeres med ’kampen mod terrorisme’. Taleban og Hamas har ganske rigtigt ansvaret for serier af grusomme angreb mod vestlige – europæiske, amerikanske og israelske – tilfældige civile. Hvordan kan det nødvendige oprør mod Vestens brutale herrefolk betjene sig af så inhumane midler? Svaret er deprimerende simpelt: Oprørerne bruger netop de midler, som Vesten har praktiseret i den årelange terrorisering af den fattige verdens samfund – om end i langt mere beskeden målestok end Vesten (endnu!). Jeg eftersøger ofte forklaringer på, at en så veloplyst og demokratisk trænet befolkning som den danske kan acceptere en politik, der er i klasse med verdenshistoriens mest brutale og afstumpede magtbrynde. Jeg har ikke fundet nogen forklaring, der bærer frem. Jeg kan konkludere, at ’kampen mod terrorisme’ føres af kyniske og grådige politikere uden elementær indsigt (for ikke at tale om empatisk forståelse). De forveksler deres tro og forestillinger med virkeligheden. Hvad der kendetegner den politiske tro frem for politisk viden er, at troen er upåvirket af indsigt i virkelighedens vidnesbyrd. Den politiske retorik rummer daglige illustrationer af denne bedrøvelige tilstand. Hvem husker ikke statsministerens kategoriske erklæring om, at Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben (som udgjorde basis for den danske krigsdeltagelse) ikke var noget, han troede; det var noget, han vidste. At FN’s våbeninspektører konkluderede det modsatte, anfægtede ikke Anders Fogh Rasmussen. De uomstødelige beviser for statsministerens fejlbedømmelse har ikke fremkaldt nogen beklagelse, ikke så meget som en indrømmelse af den åbenbare uvidenhed. Det samlede billede er ikke opmuntrende. Der er grund til bekymring over folkestyrets fremtid, hvis ikke der snart fremkommer brede folkelige protester mod det barbari og den uforstand, dobbeltmoral og afstumpethed, der har bragt verden på dødskurs. Hvor er den demokratiske opposition?