Der er syv års forskel på, hvor længe man lever, afhængigt af om man har en kort eller en lang uddannelse. Syv år mindre at tilbringe med dem, man elsker. Syv års tab for individet. Syv års tab for familien. Men også et tab for samfundet. Rent bortset fra at det er nærliggende at mene, at kun et uciviliseret samfund accepterer så store sociale forskelle i sundhed, så er de syv års forskel i livslængde, som følges af en endnu større forskel i sygdomsfrie år, helt centralt i den politiske debat. De nyeste tal fra 2005 viser, at veluddannede 30-årige københavnske mænd kan se frem til at leve over syv år længere end en 30-årig med en kort uddannelse, ligesom veluddannede kan se frem til flere år uden alvorlige sygdomme. Hvis man bor på Nørrebro, lever man lige så længe som i Rumænien - hvis man bor i Søllerød, lever man lige så længe som i Sverige. Det synes ejendommeligt, at den markante ulighed i sundhed ikke står højest på prioriteringslisterne for fagforeningerne og politikerne. Man må undres over, hvad det kan være for problemer, der er mere væsentlige end syv års forkortet liv. Det antal år, vi tilbringer på arbejdsmarkedet, er blevet en faktor, der handles med i politik, men overdødeligheden blandt dem med kort uddannelse kan ikke direkte forklares ved antal år tilbragt på arbejdsmarkedet. Faktorer vedrørende Kost, Rygning, Alkohol og Motion (KRAM) er i dag direkte årsag til 40 procent af al sygdom og for tidlig død. I gruppen af personer med kort uddannelse er der i sammenligning med gruppen med lang uddannelse flere, der ryger, flere, der drikker alt for meget, flere, der er overvægtige eller fede, og tiltagende flere, der er fysisk inaktive. Der sker en tiltagende polarisering i sundhed. De højtuddannede tager sundhedsbudskaberne til sig, de spiser sundere, de motionerer mere, og der er betragteligt færre, der ryger. Aldrig har så mange været så sunde, aldrig har så mange været så usunde. Den svageste og dårligst uddannede tredjedel af befolkningen får stort set ikke gavn af en generelt voksende sundhed i samfundet. Når en gruppe af borgere, defineret ved deres uddannelses længde, har et forkortet liv, så er der i en vis forstand tale om et arbejdsmiljøproblem, også selv om årsagen til tidlig død vedrører såkaldte livsstilsfaktorer. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har lavet en indstilling, der omhandler arbejdsmiljøindsatsen frem til år 2010. Et råd af sagkyndige (LO og Dansk Arbejdsgiverforening indbefattet) har udformet visionerne for indsatsen på arbejdsmiljøområdet. Fire områder prioriteres fra regeringens side for at forbedre arbejdsmiljøet: arbejdsulykker, det psykiske arbejdsmiljø, høreskadende støj og muskel- og skeletbesvær. Denne prioritering kan undre, for selv om man kunne eliminere samtlige arbejdsulykker, undgå høreskader, stress og bevægeapparatskader, ville det ikke påvirke dødeligheden i et sådant omfang, at det kunne spores i statistikkerne. Det ville påvirke sygelighed og dermed livskvalitet, og det er godt. Det ville kunne spare sygedage og dermed være en samfundsmæssigt økonomisk gevinst. Men visionært set i relation til den overdødelighed, der er blandt dem med den korte uddannelse - det er det ikke. Når fagforeningerne tilsyneladende svigter deres medlemmer. Når man i et vist omfang kan sige det samme om de politiske partier, hvis kendemærke det er at tale de svages sag. Og når regeringspartierne ikke formulerer en politik rettet mod løsningen af dette store nationale problem, så er forklaringen i nogen grad ideologisk. Der er tale om en i samfundet udbredt ideologi, der bygger på individets ansvar og frie ret. Dette gælder ikke blot de klassiske liberale partier, men også Socialdemokratiet og fagforeningerne, der forsvarer individets ret. I et demokratisk samfund er det den enkeltes ret at vælge livsstil. Det er en grundlovssikret ret at vælge at gå i hundene - om end de fleste vil være med til at tilføje et 'men det skal være velinformeret'. Med andre ord er de fleste enige om, at samfundet skal oplyse om farerne ved en uhensigtsmæssig livsstil og i et vist omfang skabe de rammer, der gør det muligt at leve sundt. Det er imidlertid ikke umiddelbart indlysende, hvorfor en stor del af befolkningen, defineret ved deres uddannelses længde, frivilligt vælger en livsstil, der kapper syv år af livet. Noget tyder på, at man kan stille spørgsmål ved, om individet i virkeligheden har et frit valg. Det er et problem, at sundhedsbudskaberne måske ikke når alle, der har brug for det, men det ville være nedladende at fastslå, at en tredjedel af befolkningen ikke forstår simple sundhedsbudskaber. Forkerte vaner hvad angår Kost, Rygning, Alkohol og Motion, 'KRAM-faktorerne', klassificeres ofte som selvvalgte livsstilsfaktorer. Men den opfattelse, at livsstil altid er selvvalgt, holder ikke. Vi har længe vidst, at fysisk inaktivitet på arbejdspladsen er et arbejdsmiljøproblem, der koster sygdom og for tidlig død! Det er inden for de sidste få år blevet klart, at passiv rygning på arbejdspladsen også er et arbejdsmiljøproblem, der kan måles i sygdom og for tidlig død! Det er ikke alle borgere, der selv kan vælge, i hvilket omfang de vil være fysisk aktive i arbejdslivet, og vi ved, at tiltagende mange har et fysisk inaktivt arbejdsliv. Ikke alle kan vælge, om de vil arbejde i rum, hvor der ryges eller har været røget. Det er 38 procent af alle faglærte og ufaglærte, der udsættes for passiv røg på arbejdspladsen, mod 19 procent af højere funktionærer. En stor gruppe mennesker udsættes således for faktorer i arbejdsmiljøet, der kapper år af livet, men trods dette er fysisk inaktivitet og passiv rygning på arbejdspladsen ikke prioriteret som væsentlige arbejdsmiljøproblemer. Det er højst urimeligt, at nogle personer udsættes for risikofaktorer i forbindelse med arbejdet, men det kan kun i ringe grad forklare, at gruppen med kort uddannelse er mere usund og lever kortere end gruppen med lang uddannelse. De syv års forskel i livslængde skyldes først og fremmest en tilsyneladende selvvalgt livsstil - med 'tilsyneladende' menes, at baggrunden for valg af livsstilsvaner er kompleks. I et vist omfang viderefører vi forrige generations vaner. Hvis dine forældre eksempelvis ryger, er der større risiko for, at du selv bliver ryger. Men vi arver også, i genetisk forstand, anlæg for bl.a. udvikling af fedme og alkoholisme. Hvis man er stresset, økonomisk presset, har problemer, er deprimeret, syg eller har smerter, kan det ligge lige for at søge trøst i overspisning, søge adspredelse på sofaen foran fjernsynet eller dulme stress og sorg i røg og druk. Omvendt er det langt mere overkommeligt at efterleve sundhedsbudskaberne, hvis man har fysisk og psykisk overskud. Man må altså stille spørgsmål ved, om valg af livsstil er et helt frit valg. Samfundet, herunder arbejdspladsen, kan bidrage til at skabe rammer, der gør det nemmere at være sund. Jeg nævner i flæng eksempler på, hvad en arbejdsplads kan gøre: sund og billig kantinemad, røgfrit miljø, rygestopkurser, alkoholpolitik, badefaciliteter, der gør det mere attraktivt at bruge kroppen som transportmiddel (hård cykling, løb), pauser i arbejdstiden til egen fysisk aktivitet, understøttelse af firmaidræt osv. Fagforeningerne kan og bør inddrage retten til sund livsstil i overenskomstforhandlingerne. Vi er ved at nå nye rekorder, hvad angår antal ledige stillinger, og det overvejes nu, om det er nødvendigt at importere arbejdskraft for at sikre en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke. I samme åndedrag er efterlønsordningen sendt til debat. Sagen er, at hvis vi ikke havde ulighed i sundhed, var begrebet efterløn aldrig blevet indført. Efterløn tager oprindeligt sit udgangspunkt i den antagelse, at der gennem arbejdslivet sker en nedslidning, som ultimativt ender med uarbejdsdygtighed og efterhånden afhængighed af samfundet. Det er i den tankegang og tro, at efterlønnen har sin berettigelse. Man går i debatten ud fra, at jo længere tid man er på arbejdsmarkedet, jo mere nedslidt bliver man. Begrebet nedslidning anvendes om en række symptomer, der påvirker det daglige funktionsniveau: søvnproblemer, træthed, uoverkommelighedsfølelse, nedsat selvværd, smerter i bevægeapparatet, hoste og åndenød. Disse symptomer tilskrives arbejdsmiljøet. Men symptomerne kan også forklares ved en generel uhensigtsmæssig livsstil. Overvægt og fedme fører til belastning af knæ og hofter med smerter til følge. Dårlig kondition og ringe muskelstyrke opleves som træthed. Organpåvirkninger af lunger, lever og hjerte som følge af røg og alkohol giver hoste, åndenød og smerter. De personer, der kommer først på arbejdsmarkedet, er samtidig dem, der enten ingen uddannelse har eller har den korteste uddannelse. Det er sandsynligt, at det, vi kalder nedslidning på arbejdspladsen, i høj grad er konsekvenserne af såkaldt livsstil, selvvalgt eller ej. Nogle politikere vil afhjælpe nedslidningen ved at fastholde efterlønnen. Men det kan undre, at der ikke stilles spørgsmål ved det helt centrale forhold, at der er nogen, der nedslides hurtigere end andre. Andre vil ophæve efterlønnen, med henvisning til at vi lever længere og derfor også skal tilbringe flere år på arbejdsmarkedet. Men de glemmer det faktum, at en tredjedel af befolkningen ikke har fået del i den øgede livslængde. Den logiske slutning vil være, at såfremt man accepterer en tiltagende polarisering i befolkningens sundhed, så må man også forskelsbehandle, hvad angår det tidspunkt, man træder ud af arbejdsmarkedet. Den moralske og etiske slutning er, at man ikke kan acceptere, at en stor del af befolkningen nedslides hurtigere end andre. Man kan ikke acceptere store forskelle i sundhed i et i øvrigt veloplyst, demokratisk og velhavende samfund. Det faktum, at Socialdemokratiet og fagforeningerne ikke ser selve meningen med deres eksistens udkrystalliseret i en kamp mod sundhedens sociale slagside, forklarer efter min mening begge organisationers svigtende fodfæste. Udgifterne til sundhedsvæsenet stiger med 3 milliarder kroner per år. Denne stigning skyldes i høj grad et tiltagende behandlingsbehov af sygdomme, der kunne have været undgået. Usund livsstil er som sagt skyld i 40 procent af alle sygdomme i dag, men vil ifølge WHO være årsagen til 70 procent af al sygdom og for tidlig død i år 2020. I et samfundsøkonomisk perspektiv er disse tal uoverskuelige, og det synes så oplagt at satse på sundhedsfremme. Den kendte frase, at 'Det er billigere at forebygge end at helbrede', er sand, men kun på sigt. Det er et politisk skisma, at den økonomiske gevinst af at satse på forebyggelse først vil kunne høstes ud over nuværende valgperiode. Den nødvendige satsning på sundhedsfremme og forebyggelse kan derfor kun gennemføres ved bred folkelig opbakning udkrystalliseret i et politisk forlig på tværs af folketingssalen. Der har imidlertid hersket en ejendommelig politisk berøringsangst, når det gælder livsstil. Havde det mon ikke politiske konsekvenser for tidligere sundhedsminister Carsten Koch, da han i sin tid pioneragtigt tog fat om danskernes tobaksmisbrug og dermed pirkede til kernevælgerne? Der er her argumenteret for, at valg af livsstil ikke udelukkende beror på et frit valg. Måske det kunne føre til en politisk åbning, hvor syv års afkortning af livet ikke affærdiges med individets hellige ret til frit at vælge at æde, drikke, ryge og inaktivere sig ihjel.