Jeg begynder i Simon-Dach-Str. i Friedrichshain eller F’hain, som den østlige bydel hedder i SMS’er og berlinsk dagligtale.

Det er en kølig efterårsaften ved 21-tiden, og jeg tror, at jeg er havnet på Mallorca; restaurantfacaderne er udført i et billigt plastikmateriale i stærke se mig-farver, som formodentlig har til formål at tiltrække ’den dumme turist’, og de, der er gået i fælden, sidder udenfor og nyder deres eksotiske indiske, japanske og thailandske retter, på trods af at vi er nået ned omkring 5-graders stadiet. Kun varmelampernes uddunstninger afslører, at vi befinder os på den meget nordlige del af jordkloden, og passerer man tæt forbi bordene, står det klart, at det ikke er turister, men en blanding af unge berlinere og herboende unge udlændinge, som vælger det gamle arbejderkvarter i Eastend, fordi det er billigere end både de ’afgået ved døden’-vestlige boligkvarterer og de ’genopstandne fra de dødes aske’-østlige kvarterer Mitte og Prenzlauer Berg. Kuldeånden står ud af munden på de spisende gæster, men man skal ikke tage fejl, det er et selvvalgt martyrium; berlinerne insisterer på at sidde udenfor, indtil minusgraderne tvinger dem væk fra de lange træbænke. Mentalt er man rykket lysår mod syd i forhold til den københavnske eskimotilværelse. Og de ved det selv: Berlin er en sydeuropæisk storby! Går man rundt om hjørnet ved Krossener Str., ændrer barerne pludselig karakter til små trendy outposts, hvor man ikke kan se forskel på personale og besøgende: De er alle sammen cool på den afdæmpede måde. Lidt længere henne ad gaden ligger Boxhagener Platz, hvor der afholdes marked om lørdagen og loppemarked om søndagen; ikke som bourgeoisiets marked på Kollwitz Platz i Prenzlauer Berg, men snarere som et umuligt sammensurium af 70’er-retro, tyrkisk skrækmode, enkelte antikviteter og alverdens skrammel, som skal manøvreres videre i kredsløbet. Det er ikke kun i de berlinske køkkener, at man skal sortere sit affald i et kompliceret økosystem med fem forskellige spande; også livets øvrige produkter synes at gå fra ejer til ejer. Min tyske sambo er næsten ved at få sin kaffe galt i halsen, da hun hører, at jeg har købt en ny cykel ved en cykelhandler frem for på et marked. Berlinernes lyst til genbrug er blandt andet udtryk for det begær efter fortiden, som udfoldes i disse år, hvor man tilsyneladende har en ekstrem trang til at købe genstande, som minder om de idylliske 50’ere, de glade 60’ere eller de spraglede 70’ere. Jeg får et mindre chok, da jeg hører prisen på en rædselsfuld orange og brun lampe, som jeg tænkte ville være o.k. i mit jomfrubur: 60 euro. Ja, så er den vist betalt, som man ville sige, der hvor jeg oprindelig kommer fra. Men genbrugstrangen skyldes også, at en meget stor gruppe mennesker er tvunget til at spare (en arbejdsløshedsprocent på cirka 20 og en normalløn for ufaglært arbejde på mellem 5 og 8 euro forklarer det meste). Desuden befinder vi os jo i det tidligere DDR, og der er ingen tvivl om, at de økonomiske systemer endnu ikke har tilpasset sig Vesten fuldkomment. Generelt er det jo positivt med forskellige livssyn og levemåder, men man spørger sig selv, om man virkelig havde regnet med, at der ville være et så stort mentalt og materielt skel mellem Øst og Vest i dag, 15 år efter genforeningen? Cirka en måned efter min ankomst mødte jeg en gruppe unge danske kvinder, der efter et par dage i Berlin med stolte stemmer konstaterede, at de endnu ikke havde været i ’Vesten’. Jeg indså, at det havde jeg heller ikke (bortset fra Kreuzberg), at jeg egentlig ikke vidste, hvad man skulle derovre – i Vesten. Men skulle det nu være noget at være stolt over? Forfatteren Kurt Tucholsky beskrev allerede i begyndelsen af det 20. århundrede Berlin som en ’Weltdorf’ – en verdenslandsby, hvilket på fin vis afspejler den nuværende globale landsby, hvor mennesket på en gang lever lokalt og globalt. Berlin består af utallige centrummer, der tilsammen udgør en storby. Man færdes inden for små lokale enheder, hvor man bor, arbejder, køber ind, har sin yndlingscafe, sin yndlingsrestaurant og sin stambar. Byen er ni gange større end Paris; et faktum, der jo ikke ligefrem tilskynder til at styrte ud på cyklen og opsøge andre bydele, hvis det altså ikke er strengt nødvendigt. Og det er det åbenbart ikke, heller ikke for de tidligere DDR- og BRD-borgere, som man skulle tro havde en interesse i at kigge over ’på den anden side’, men som tilsyneladende ikke har nogen skrupler med at leve videre, som om der endnu stod en fysisk mur ned gennem hovedstaden. I en af mine senere udgange til Vesten, besøgte jeg en kunstner i hans hjem i Charlottenburg, bourgeoisiets højborg. Man må naturligvis se bort fra Bahnhof Zoo, der ligger i områdets udkant og stadig er tilholdssted for ludere, lommetyve og narkomaner og skriger til himlen om virkelighedens urimelige fordelingspolitik. Da jeg nævnte, at jeg har bosat mig i Friedrichshain efter at have boet den første tid i Prenzlauer Berg, sagde han med overbevisning i stemmen: »Det vil altid være et dårligt kvarter!«. Jeg følte mig naturligvis en anelse ramt – man føler jo altid en vis hengivenhed for sin hjemstavn, også selv om det kun har været ens hjem i fire uger – og forsøgte at forsvare: »Kvarteret har måske nogle problemer nu, men det skyder op med designbutikker, gallerier og kreative initiativer. Vent, om ti år har det gennemgået samme forvandling som Prenzlauer Berg«. »Nej«, svarede han bare, »Friedrichshain kan ikke ændres. Det er noget med strukturen, det er et arbejderkvarter, og det vil det blive ved med at være. Hvis du bliver boende i Berlin, bliver du nødt til at flytte til Charlottenburg«. Jeg havde ikke noget særligt imod at bo i et arbejderkvarter og tog U-Bahnen fra Bahnhof Zoo hjem til Friedrichshain, som på mange måder hænger bedre sammen end Charlottenburg. Der er næsten ingen tomrum efter krigens bombninger, og man ser ingen absurde konstellationer som Gedächtniskirkens profil mod Kurfürstendamms mærkevareskiltning. Til gengæld ser man noget, som man ikke længere kan opleve i Vesten. Friedrichshain råder endnu over et par besatte huse, hvor unge bz’ere bor, indtil politiet kommer og smider dem ud. Husene ser en anelse uhyggelige ud, som de står der med vinduer tiltømret med træplader, og man gyser ved tanken om, hvordan det må være at leve uden varme eller strøm på denne årstid i Berlin. Men samtidig efterlader det en mystisk tryghed at vide, at ikke alle unge i hele verden er dynet ind i bekymringer om pensionsopsparing og velfærdsreformer. Stemningen er generelt pessimistisk. Jeg spørger en politiker, om ikke han tror, at Berlin vil vokse sig større og få gang i økonomien i løbet af en tiårig årrække, og henviser til, at flere internationale firmaer, med Sony som den mest prominente, har flyttet deres hovedsæde til Berlin. Han siger nej. Der er hverken en økonomisk eller politisk vilje til at ændre tingenes tilstand i Berlin. I byer som Wien og København har man skabt en blomstrende økonomi og flere job gennem bevidste tiltag, men der er ingen intention om at efterligne eksemplerne her. For en udlænding er denne pessimisme næsten ikke til at bære. Man bevæger sig rundt i byen med de bredeste fortove og højest til loftet i Europa, og så er der ingen optimisme til at understøtte denne mentale og fysiske rummelighed. Berlin er den mest anstændige by, jeg har været i: Der er en enestående tolerance mellem de forskellige folkeslag; man sorterer sit affald; man råber ikke i trafikken, men kører tålmodigt uden om ham, der holder midt på gaden; man behandler hinanden med respekt, og man åbner sit hjem for udlændinge. Egentlig er det vel indlysende, at en sådan by ikke kan gøre sig gældende i dag. Man kan imidlertid også tage de kritiske briller på og spørge, om rummeligheden reelt er udtryk for tolerance, eller om der snarere er tale om opgivelse? Med opgivelse mener jeg, at Berlin befinder sig i en depressiv eller melankolsk tilstand, hvor indbyggerne ikke orker at kæmpe, hverken når det gælder den negative gadevold (heraf de rolige nattevandringer på de brede fortove), eller når det gælder den positive kamp for at ændre tingene til noget bedre (valgprocenten var ved septembervalget i Berlin på 58, hvilket er det laveste siden genforeningen). Man møder således ikke den desperation, der hersker i storbyer som New York, London og Paris, men snarere en depression, der viser sig ved, at selv tiggerne sidder stille på jorden og kigger med et meningstømt blik ud i luften som afbildet på Albrecht Dürers berømte billede ’Melancolia I’ fra 1514. Da jeg første gang arbejder for 5 euro i timen, forstår jeg den nedtrykte stemning meget bedre. Det er helt sikkert en fest, man har lyst til at gå tidligt hjem fra. En vigtig og meget synlig del af byens nedtrykthed er nostalgien; den smertefulde og sentimentale længsel efter fortiden. I Berlin har man igennem flere år talt om Ostalgien, længslen efter det forgangne Østtyskland, men nu er man også begyndt at tale om Westalgien, pendanten til førnævnte nu blot med Vesttyskland som mål for længslen. I de rige vesttyske byer gør man sig sandsynligvis slet ikke begreb om, hvor stor en rolle modsætningen mellem Øst og Vest endnu spiller i hovedstaden. Mens Westalgien primært florerer blandt ældre indbyggere i det forhenværende Vestberlin, der synes, at det var sjovere, dengang man fik kontinuerlige økonomiske tilskud tilsendt fra Vesttyskland, har Ostalgien fat i alle aldersgrupper. Jeg spørger min sambo, der voksede op i DDR, om årsagen hertil, og hun forklarer det med, at de fleste havde det bedre i DDR end i det nuværende forenede Tyskland. Man var ikke rig, men det var de andre heller ikke, og man følte sig ikke fattig, for selv om man ikke havde råd til luksusvarer, blev alle sociale ydelser betalt. Især børnene havde gode vilkår; de kunne dyrke alle slags sport og fritidsaktiviteter gratis, der blev arrangeret sommerlejre, og forældrene var som regel ikke for stressede. Dette har ændret sig i dag, hvor de unge børnefamilier, der i forvejen sidder hårdt i det, må prioritere, om der er råd til børnenes fritidsaktiviteter. »Der er ingen ved deres fulde fem, som vil sige, at genforeningen er negativ« siger hun, »men det var virkelig godt at være barn i DDR«. De fleste har setOstalgien fremstillet i filmen ’Good Bye Lenin!’ (2003), hvor en søn udfører alverdens tricks for at fastholde sin mor i troen på, at Østtyskland stadig er en realitet. Han putter mad i gamle DDR-emballager og lader vennerne optræde i deres gamle DDR-uniformer. Et af de bedste steder at opleve stemningen af DDR her i Friedrichshain er i cykelbutikken Fahrrad ved Boxhagener Str. og Mainzer Str., som betjenes af to mænd på omkring de 80, der udelukkende bestiller reservedele og cykler fra det tidligere DDR og betragter enhver udlænding med behørig skepsis, især hvis man begår den brøde at komme til at benytte du-formen. En anden måde at få syn for sagen på er ved at søge ostalgiske varer på eBay. Jeg slutter på Frankfurter Allee – fortsættelsen på Karl-Marx Allee, der med sine massive socialistiske boligkomplekser både skræmmer og fascinerer. Frankfurter Allee er F’hains hovedgade med mange indkøbsslugter, der løber som korridorer i bunden af etagehusene. Der er langt til de parisiske arkader fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man bevæger sig igennem antikviteter, sød cigarrøg og forestillinger om en bohemetilværelse i en svunden tid. Her lugter det som i Føtex’ cafeteria, lyset falder gusten-gult som i Amager Centret, og menneskene er mistænkeligt blege og hulkindede. Til sidst når jeg skellet mellem Friedrichshain og Lichtenberg, der er det kvarter, som ligger en tand længere mod øst og allerede starter, når man går under broen ved Frankfurter Allee S-togs-station. Pludselig er jeg havnet i et nyt land, hvor butiksskiltene både står på russisk og tysk, hvilket vidner om, at der stadig er mange nordøstlige beboere i Østberlin. Men det viser også, at selv indvandrerne ikke har formået at blande sig: Russerne bor stadig i det østlige Berlin, mens tyrkerne stadig bor i det vestlige Kreuzberg. F’hain er på en gang smart og slidt, østligt og vestligt og afspejler på den måde nogle af de paradokser og (sammen)brud, der kendetegner Berlin i disse år. Man ville gerne sige: Ak hvor forandret!, men man må sige: Ak, intet er helt forandret! Den mentale mur står stadig i Berlin som et monument over, hvor svært det er at komme overens med fortiden og ændre fremtiden til noget bedre.