0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kronik: Vores økologiske fodspor

Hvis byerne kan forandre klimaet, kan klimaforandringerne så også forandre byerne? Kommentér.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ABDELJALIL BOUNHAR/AP
Foto: ABDELJALIL BOUNHAR/AP
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mennesket har altid søgt at tilpasse sig et omskifteligt klima.

Det nye er, at vi nu selv er i stand til at forandre det. Det gør vi på to måder. Den ene er udledningen af drivhusgasser, inklusive CO2, som hindrer varmen i at undslippe Jordens atmosfære. Ifølge FN er byerne ansvarlige for mere end ¾ af det samlede menneskeskabte CO{-2}-udslip.

Den anden er reduktionen af den biomasse, som absorberer og lagrer drivhusgasser. I det 18. århundrede, da den industrielle revolution begyndte, var cirka halvdelen af Jordens overflade dækket af skov. I dag er det kun omkring 10 procent. Der kan være mange årsager til skovrydning, men en af de vigtigste er spredningen af byer ud over meget store landarealer, sådan som vi også kender det i Danmark.

Baggrunden for denne spredning var umenneskelige levevilkår i de overbefolkede industribyer. Det var det, den engelske byplanlægger Ebenezer Howard ville lave om på med sine visioner om ’havebyen’ fra omkring år 1900. En ny by, som skulle ligge uden for den eksisterende by, ude i naturen.

I dag er denne vision – i en eller anden form – virkeliggjort overalt i den vestlige verden. I Danmark i form af parcelhuskvarteret.

Men ikke nok med, at byerne har bredt sig ud over landet, også de, der ikke bor i byer, er blevet byboere, for så vidt som nye transport- og kommunikationsmidler har givet stort set alle adgang til byens tilbud.

Udviklingen af denne moderne by, som man ikke altid lægger mærke til, men som altid er der, var en afgørende forudsætning for udviklingen af velfærdssamfundet og for den enorme velstandsfremgang, vi oplevede op igennem det 20. århundrede. En periode, hvor landbefolkningen blev mindre, bybefolkningen mange gange større, og det samlede BNP tidobledes – i den vestlige verden.

U-landene urbaniseres
Det er ikke mærkeligt, at mange udviklingslande forsøger at gentage denne succes. Også selv om det på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser for livet på Jorden.

Nogle steder kan klimaforandringer ganske vist vise sig at have en positiv virkning, men de fleste steder vil virkningerne nok nærmere blive katastrofale, idet stigende vandstande, voldsomt uvejr, oversvømmelser, jordskred, hedebølger og ørkendannelse kan medføre død og ødelæggelse for mennesker, dyr og planter, endeløse strømme af flygtninge, spredning af sygdomme og mangel på mad og rent drikkevand.

Bangladesh er et af de lande, hvor man allerede opererer med begrebet klimaflygtninge. Men Bangladesh tilhører samtidig de lande, som selv påvirker klimaet mindst. Dets økologiske fodspor (0,6 global hektar per person) er et af de absolut mindste i verden. Til sammenligning overgås Danmarks (8,0 global hektar per person) kun af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

Det økologiske fodspor siger noget om, hvor meget forurening vi udleder, og hvor mange ressourcer vi forbruger, i forhold til hvor meget naturen er i stand til at optage og gendanne. Hvor hårdt vi træder på Jorden, kan man måske sige.

Jordens økologiske bæreevne er i dag 2,1 global hektar per person. Det vil sige, at hvis hele verdens befolkning levede på samme måde, som vi gør i Danmark, ville der være brug for knap 4 jordkloder for at få regnskabet til at balancere.

Det er ikke i sig selv særlig smart, det, vi gør i Danmark, men det bliver først rigtig uhyggeligt, hvis man forestiller sig ulandene gøre det samme. Og hvorfor skulle de ikke det?

Hvordan skal jeg forklare min kinesiske ven, at det er en dårlig ide med en bil, når jeg selv kører i en? Og at det ville være bedre, hvis han ikke brugte aircondition, elevator, hårtørrer, køleskab, vaskemaskine.

Folk i ulandene flygter fra landet ind til byerne, fordi byerne kan tilbyde bedre sanitet og sundhed, uddannelses- og jobmuligheder, sociale og kulturelle tilbud. De kan, kort sagt, tilbyde folk et bedre liv.

FN forventer således, at stort set hele verdens samlede befolkningstilvækst fra 2000 til 2030, i alt ca. 2 milliarder mennesker, vil blive absorberet af byerne i Afrika, Asien og Latinamerika. Mange af disse nye byboere vil dog næppe komme længere end til slumbebyggelserne i byernes udkant, hvor de ikke vil opleve væsentlige forbedringer af deres levevilkår, måske snarere tværtimod. De vil derfor heller ikke få nogen indflydelse på klimaet.

Til gengæld vil de ofte være de første til at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne. Det skyldes, at de ikke har tilstrækkelige ressourcer til at beskytte sig, og at de ofte er tvunget til at bosætte sig de mest udsatte steder, nogle gange endda helt uden for myndighedernes kontrol.

Det er, groft sagt, de rige, som skaber problemerne, og de fattige, som mærker konsekvenserne. I hvert fald i første omgang.

For direkte eller indirekte vil klimaforandringerne også ramme os.

Og den eksplosive urbanisering i den fattige del af verden, som ofte ligner en krydsning mellem det 19. århundredes engelske industribyer og efterkrigstidens amerikanske bilbyer, gør det heller ikke bedre.

(Kunne udviklingsbistanden i højere grad være rettet mod at skabe bæredygtig byudvikling i ulandene?).

Byer kan være løsningen på klimaproblemerne
Siden 2000 er Kinas CO{-2}-udledning fordoblet, og det er nu det land i verden, som udleder mest. Også selv om hver kineser stadig kun udleder cirka halvt så meget som hver dansker og cirka en fjerdedel så meget som hver amerikaner.

Men Kina er også et land, hvor byudviklingen gennem de seneste tre årtier har været med til at løfte flere hundrede millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom.

Løsningen er derfor ikke at afvikle byerne, sådan som Mao Zedong inden da havde forsøgt det.

Tværtimod. »Byerne er ikke problemet – de er løsningen«, siger den brasilianske arkitekt Jaime Lerner. Og han burde vide det, for han var ikke bare byplanlægger, men i lange perioder også borgmester, i en by, Curitiba, der ofte er blevet fremhævet som et af de få gode eksempler på moderne, bæredygtig byudvikling.

Den positive udvikling har tiltrukket mange virksomheder, heriblandt lidt overraskende flere af de store udenlandske bilproducenter, hvilket har forbedret indbyggernes indkomst og givet dem mulighed for at købe flere biler. Så nu er Curitiba ikke længere så godt et eksempel.

Sandheden ER nok, at byerne er både problemet og løsningen.

Byerne er løsningen, fordi man ved at leve tættere sammen kan spare ressourcer til veje, rør og kabler, samtidig med at man sparer energi til transport af mennesker, varer og affald, samt til opvarmning og nedkøling af bygninger. Desuden kan større arealer s