VKO har nu ført socialpolitik i ni år. Det er tid til at gøre status. Hvad er konsekvenserne af den førte politik? Og hvad vil vi forandre efter et regeringsskifte? Socialpolitik er vigtigt. Først og fremmest fordi det handler om mennesker, som af forskellige årsager har brug for et stærkt samfund, der drager omsorg, ikke er ligeglad, har tålmodighed, stiller krav, viser respekt og skaber rum for udvikling og ordentlige levevilkår. Men også fordi socialpolitikken udstiller tidens samfund. På godt og ondt. Socialpolitik er ekstremt komplekst. Det er et af de områder, der fylder mest i vores lovgivning. Der er masser af paragraffer, ordninger og regler. Men i bund og grund handler socialpolitik om værdier, og for os som socialdemokrater handler det om, at alle skal med. Om håb – om, at intet menneske er i en situation så håbløs, at vi må give op. Det socialpolitiske regime, der har været gældende siden 2001, kan sammenfattes i følgende overskrifter: Sanktioner og straf, stigende ulighed og puljemageri. Under den borgerlige regering er økonomiske sanktioner blevet en integreret del af socialpolitikken. På flere områder. Der er indført lave sociale ydelser for mennesker, der ikke opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Og der er indført økonomisk straf til forældre, der har svært ved at magte forældrerollen. Det er tankegodset bag beslutningerne, der skal vække bekymring: Ideen om, at mennesker omgivet af sociale problemer alene bærer ansvaret for at skabe forandringer. Eller sagt med andre ord: at udsatte borgere ’bare skal tage sig sammen’.
Det er udtryk for en individualisering af sociale problemer, hvor der intet fokus er på strukturelle problemer og forhindringer – men kun på det enkelte individ. Og det er farligt, for der er nemlig en meget præcis sammenhæng mellem levevilkår og sociale problemer. Ligesom der desværre er en meget direkte sammenhæng mellem levevilkår og kriminalitet. Og mellem opvækstbetingelser og børns og unges muligheder! På området for udsatte børn og unge er der indført henholdsvis forældrepålæg og ungepålæg. Ideen om at lave en slags kontrakt er sådan set en god ide. Det kan være nødvendigt at opstille tydelige forventninger i samspillet mellem eksempelvis skolen, det lokale politi eller de sociale myndigheder og forældre. Problemet er den økonomiske sanktion. Hvis den unge ikke overholder en aftale, eller hvis forældrene har svært ved at forhindre, at deres børn render rundt på gaderne sent om aftenen, kan de trækkes i børnechecken. Det er jo absurd at tro, at forældre med ringe forældreevne bliver bedre, fordi de trues på deres pengepung. Og hvad sker der, hvis forældrene ikke efterlever forældrepålægget? Så er familien blevet fattigere – men da ikke bedre. Det samme gælder for de nedsatte sociale ydelser. Hver femte voksne i den erhvervsdygtige alder står i dag ikke til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Tallet er højt – alt for højt – og stort set uændret igennem de seneste årtier. Vi har et arbejdsmarked, der i sig selv virker ekskluderende. Tempoet er højt og kvalifikationskravene ligeså. Samtidig har vi som samfund forsømt at være præcise i vores forventninger om, at alle skal bidrage på arbejdsmarkedet. Resultatet er som bekendt tusindvis af danskere på overførselsindkomst. Mange med en rest arbejdsevne. Hvordan har VKO forholdt sig til den udfordring? På kontanthjælpsområdet er der indført en række fattigdomsskabende ydelser. Det gælder loftet over kontanthjælp, starthjælpen og reglen om 450 timers beskæftigelse, som nu strammes yderligere med den seneste finanslovsaftale. Mange af de borgere, der fik frakendt kontanthjælpen på grund af 300-timers-reglen (nu 450-timers-reglen), har mistet deres forsørgelsesgrundlag. Hvis den udvikling forstærkes, vil det betyde, at endnu flere kvinder med minoritetsbaggrund skubbes væk fra det danske arbejdsmarked og måske det danske samfund i det hele taget. Hvad nytte har vi af det? Stigende ulighed og fattigdom kombineret med dybe sociale problemer er en latent bombe under det danske velfærdssamfund. Hertil kommer en af de mest tragiske beslutninger i moderne tid på det sociale område. Jeg tillader mig at bruge et så stærkt ord, fordi jeg er oprigtigt bange for konsekvenserne af sænkningen af den kriminelle lavalder. 1. juli 2010 blev den kriminelle lavalder sænket til 14 år. På grund af pladsmangel på sikre institutioner egnet til børn risikerer børnene at skulle afsone i fængsler indrettet til voksne.
