16. maj 1946 blev en højgravid kvinde arresteret på Knippelsbro i København af to betjente. Kvinden var tysk flygtning og til fods på vej til fødeklinikken, hvor hun skulle føde sit barn. Sammen med kvinden arresterede betjentene den danske mand, der fulgtes med hende og bar hendes kuffert. Den danske mand var hendes kæreste og far til det barn, hun skulle føde. Betjentene havde fulgt parret, fra de mødtes på Kløvermarksvej, og slog nu til. Parrets brøde var, at de fulgtes ad - men brøden blev ikke mindre under politiets efterforskning af de to. For enhver kontakt mellem de tyske flygtninge og den danske befolkning blev efter befrielsen forbudt og straffet. Derfor er sagen at finde i en gammel straffesag på Landsarkivet for Sjælland, da manden blev idømt 20 dages hæfte for sin forbrydelse. I samme sag ligger parrets forbudte kærestebreve. Kvinden boede i Flygtningeadministrationens nyopførte lejr på Kløvermarken på nordsiden af Amager. Flygtningeadministrationen blev oprettet i september. De danske myndigheder havde da indset, at de tyske flygtninge, der var skyllet ind i landet i takt med den røde hærs frembrusen gennem Tyskland, måtte overvintre i Danmark. Flygtningeadministrationen var langt hen ad vejen en politisk styret organisation, der skulle løse et praktisk problem - og ikke en humanitær organisation. Et ganske godt og klart billede på administrationens holdning til sit arbejde ser vi, da en af dens få medarbejdere ved udgangen af 1945 beskæftiger sig med eventuel tilbagelevering af flygtningenes ejendele. Ejendelene var taget af modstandsfolk og soldater, der i befrielsessommerens urolige og lovløse tid kørte rundt til flygtningelejrene og foretog razziaer. »Der har fundet en mængde rene og skære røverier sted«, forklarer medarbejderen, »frihedskæmpere, allierede soldater og andre har simpelthen stukket tingene til sig. At ville efterspore disse stjålne ting nu vil være håbløst og kun bidrage til at skabe endnu større modsætninger mellem de modstridende opfattelser«. Et eksempel er en sådan razzia foretaget blandt 500 flygtninge, interneret i Folkets Hus på Nørrebro. Modstandsfolkene røvede ifølge den danske lejrleder blandt meget andet en treårig piges sko og blandede salt i det sukker, de ikke stjal af flygtningenes ration. »Dette må jeg på det bestemteste anse at være uden for en razzias rammer«, skrev lejrens leder ganske pænt i sin indberetning. Medarbejderen i Flygtningeadministrationen kommenterer de mange razziaer: »Når man sætter som aksiom, at også tyskere skal behandles efter Folkerettens regler - hvad jeg ikke i alle henseender kan se nødvendigheden af - må man derfor søge at gøre den skete uret god igen«. Razziaerne var talrige og plyndringerne omfangsrige. Selv om vi forstår tiden efter befrielsen som et opgør med fem års besættelse, var plyndringerne alligevel så massive, at handlingerne ikke kan ses som andet end kriminelle. Flygtningeadministrationen var ved årets udgang internt ikke betænkelig ved at kalde razziaerne og beslaglæggelserne plyndringer. Og administrationen, der skulle varetage forsorgen for flygtningene, udtrykte om ikke forståelse for plyndringerne, så dog en holdning om, at de tyske flygtninge, man nu havde ansvaret for, ikke burde være omfattet af normale menneskerettigheder. Det blev sagt, og man kan selvfølgelig sige, at flygtningene havde det bedre i Danmark end i Tyskland. Men flygtningene blev udsat for et hævntogt som syndebukke for den tidligere besættelsesmagt. Langt værre for flygtningene var sundhedstilstanden. Den danske flygtningeforsorg forholdt sig iøjnefaldende passivt over for de ernæringsproblemer, der fandtes - selv om det ikke skortede på advarsler fra fagligt kompetente mennesker om forholdene i lejrene. Der findes en større mængde indberetninger fra hovedstadens flygtningelejre, hvor læger sendt ud i lejrene fortæller om gruopvækkende forhold efter befrielsen. Jeg har undersøgt, om disse forhold fortsatte, efter at de danske myndigheder overtog ansvaret - det vil sige efter at den tyske besættelsesmagt havde overgivet sig. Lægerne rykker generelt efter mad på grund af fejl- og underernæring i lejrene. Et ganske typisk eksempel er fra Teknisk Skole i det indre København, hvor den storkøbenhavnske sanitetstjenestes leder, Kaj Meldahl, beskriver forholdene blandt lejrens cirka 800 flygtninge i begyndelsen af juli 1945: »Der har siden 16.4. været 30 børnedødsfald i lejren. Børnene er ikke modstandsdygtige, det ses, at et barn efter et par dages sygdom (mæslinger) pludselig dør. De er blege af mangel på luft, og de må efterhånden være i formidabelt C-vitaminunderskud«. Et eksempel, der fortæller, at fejl- og underernæringen fortsatte blandt flygtningene. Meldahl forklarede et par dage efter, at han bevidst overtrådte Socialministeriets regler for madrationer til flygtningene: »Når det er lykkedes at ophjælpe ernæringstilstanden noget«, skrev han, »skyldes det, at vi her i København har regnet med, at Socialministeriets kostskema, hvor et barn skulle regnes for en tredjedel voksen (senere rettet til en halv voksen), måtte være en fejltagelse og givet alle børnene samme ration som de voksne, hvad de jo sagtens kan spise«. Og 1. september beretter Meldahl om en opsigelse fra en af Sanitetstjenestens ældste og bedste læger. Lægen opgiver sit hverv, fordi det er »nytteløst« og »tidsspildende«, når der ikke findes nok forplejning til flygtningene. »Mange af disse mennesker er i en dårlig ernæringstilstand, særlig gælder dette de mindre og de helt små børn, af hvilke enkelte i uhyggelig grad ligner dem, man har set på billeder fra tyske 'Vernichtungslager'«, citerer Meldahl lægen for. Ikke blot Meldahl forsøgte at råbe op. En tysk læge i lejren på en skole på Kettevej i Hvidovre forklarede i oktober 1945, at 80 af lejrens 700 flygtninge var døde fra 31. marts til 1. oktober 1945. De voldsomme strabadser, flygtningene var udsat for under flugten, var en del af grunden. Men lejrlægen fremhævede den ensidige, vitaminfattige og utilstrækkelige kost som den fortsatte årsag. Han kritiserede specielt den ernæring, mødre og spædbørn fik. En underernæring, der gjorde, at mødrene kun kunne amme deres børn i kort tid. De små børn fik så vælling, som børn under tre måneder ikke kunne tåle, forklarede lægen, »de får i reglen før eller siden ernæringssygdomme, som ofte fører til døden«. Flygtningene fik ganske enkelt ikke den mad, de skulle bruge for at kunne overleve en række almindelige sygdomme. Og dette fortsatte, efter at Danmark overtog ansvaret for flygtningene. Flygtningeadministrationen byggede lejren på Kløvermarken op fra grunden. Man havde muligheden for fra starten at rette op på de fejl og mangler, som både læger og Sanitetstjenesten havde påpeget. Men i stedet fyldte man lejren hurtigere op med flygtninge, end man kunne nå at indrette den. 26. og 27. februar 1946 - knap tre måneder efter lejrens åbning - formulerede Poul Henningsen (PH) en hård kritik af forholdene i lejren. Han havde modtaget oplysningerne fra en kvindelig lejrleder, der arbejdede i lejren. PH var alarmeret over, at den høje dødelighed blandt flygtninge fortsatte på Kløvermarken. I Politiken beskrev han over to dage forholdene i lejren. PH forklarede, at der i lejren i gennemsnit døde en flygtning om dagen - heraf halvdelen spædbørn. Hans indlæg fik ikke lov at stå uimodsagt. Flygtningeadministrationens chef, Johannes Kjærbøl, ringede straks Politiken op. I avisen dagen efter forklarede han, at flygtningene boede bedre end mange fattige danskere - »det bedste bevis er, at sundhedstilstanden er god, ja fortrinlig; enhver anden påstand er urigtig«. En version af forholdene, som ikke var i overensstemmelse med, hvad ellers ganske samstemmende indberetninger til Sanitetstjenesten viste fra både læger, flygtningeinspektører og lejrens tyske leder. Indberetningerne advarede for det første mod den hastige indflytning i ufærdige barakker, hvor specielt de sanitære forhold var utilstrækkelige. For det andet mod de uorganiserede forhold for spædbørnene. En dansk læge, der besøgte lejren ved juletid i 1945 for at undersøge sundhedstilstanden blandt spædbørnene, beskrev den som udpræget dårlig. Mange af børnene led af bl.a. engelsk syge og anæmi. Han fremhævede, at ernæringen af spædbørnene var mangelfuld. Af lejrens ti børn under et halvt år fik seks af børnene blandet ernæring, mens resten kun fik kunstig ernæring. Om denne ernæring forklarede lægen, at den »er uhensigtsmæssig, idet den i næsten alle tilfælde består af lige dele mælk og en tyk havresuppe, tilmed usiet, det sidste, fordi der ingen si findes i lejren«. Han anbefalede, at man oprettede en vuggestue, så børnene i hvert fald om dagen kunne være under betryggende forhold. Lægens beretning beskrev forholdene i lejren få uger efter åbningen. Indberetningen var ikke enkeltstående og viser, at forholdene på ingen måde var optimale for flygtningene ved indflytningen. Lejren var ganske enkelt ikke parat til at modtage de flygtninge, man hastigt flyttede ind for at tømme byens skoler. Det er i Kløvermarkens lejrkartotek muligt at rekonstruere situationen i den sene vinter og det tidlige forår i 1946. Lejrens indbyggerantal voksede fra 700 flygtninge i december 1945 til 5.300 i januar 1946 og til 9.200 i februar. I februar måned døde en flygtning om dagen. I alt afgik 27 flygtninge ved døden i denne måned - heraf 12 under et år, hvoraf de 9 døde som følge af »ernæringsforstyrrelser«. Fra lejren var begyndt at modtage flygtninge og frem til 15. marts, var 56 flygtninge afgået ved døden - heraf 26 under et år, hvoraf hovedparten døde af ernæringsforstyrrelser. Det dødstal, min undersøgelse viser, svarer stort set til Poul Henningsens tal. På det tidspunkt, da han rettede sin kritik mod lejren, var der omtrent gennemsnitligt et dødsfald om dagen, hvoraf cirka halvdelen var spædbørn. Man benægtede i flygtningeforsorgen, fra Kjærbøl til Kløvermarkens lejrchef, PH's anklager. Kjærbøls oplysninger til pressen var generelt ukonkrete, men modsagde på det skarpeste PH's påstande. Han kendte måske ikke de helt præcise oplysninger fra Kløvermarken. Men tydeligvis nok til kategorisk at afvise Poul Henningsen. I aviserne gav de forskellige niveauer i flygtningeforsorgen mange forskellige tal over syge og døde flygtninge i lejren - og generelt i Storkøbenhavn. Det viser, at der herskede uklarhed omkring forholdene. Men man var fra høj til lav enige om at afvise Poul Henningsens kritik. Man gav fejlagtige oplysninger, der bagatelliserede forholdene i lejren. Kjærbøl og Flygtningeadministrationen må på trods af forvirringen omkring dødstallene have vidst, at forholdene var kritisable, og at dødeligheden blandt lejrens spædbørn var foruroligende høj. Kjærbøl og Flygtningeadministrationen må have været klar over, at forholdene var værre, end man offentligt gav udtryk for. Man talte mod bedre vidende. Endnu 13. april 1946 - halvanden måned efter at PH indledte sin kritik - skrev Meldahl til sin overordnede i flygtningeforsorgen, at »børnene dør som fluer, fordi mødrene i Kløvermarken ikke vil rette sig efter ordinationen, delvis støttet af ufornuftige tyske medicinalpersoner«. Meldahl indsatte selv en dansk sygeplejerske fra Sanitetstjenesten til at vejlede mødrene i lejren, »hvis De har noget at indvende, må De tage ud til Kløvermarken og stoppe hende i hendes velsignelsesrige arbejde; men jeg finder i virkeligheden, at det er lægeligt nødvendigt, at hun får fri bane«, forklarede han sin overordnede. Dødstallet på Kløvermarken - specielt blandt børn - faldt markant efter april måned. Dette skete, på trods af at antallet af flygtninge i lejren voksede til næsten fuld dækning med 16.000-17.000 flygtninge. PH's fokus på forholdene på Kløvermarken har formentlig haft stor indflydelse på, at forholdene blev rettet op og menneskeliv dermed reddet. PH fortsatte vedvarende sin kritik. Da han anklagede tre navngivne ledere i flygtningeforsorgen for bevidst at tale usandt, fik han en dom for injurier. Forholdene var for kaotiske i lejren og kritikken for grov til, at Østre Landsret ville anerkende hans kritik. I overleveringen har man ganske enkelt forbigået den danske administrations ansvar for dødsfaldene. Derimod sværter Kjærbøl i sine erindringer den lejrleder til, som var kilde til PH's kritik af behandlingen af de tyske flygtninge. Kjærbøl forklarer her, at der var tale om en kvinde, man på grund af »uheldig optræden havde måttet skille sig af med«, og som derfor angreb flygtningeforsorgen. Men lejrlederen er snarere gået til offentligheden i frustration over forholdene i lejren. For da hun lækkede oplysningerne om lejren til PH, var hun stadig ansat i lejren. Hun opsagde selv sin stilling 12. marts 1946 - formentlig da hun følte jorden brænde under sig. Poul Henningsens hårde kritik af lejren viser, at det ikke er eftertidens moralisering, der har sat fokus på flygtninge. Der var derimod allerede dengang humane kræfter, der angreb den politiske linje over for de tyske flygtninge. Det er først i overleveringen, vi bilder os selv ind, at vi optrådte humant. Men hvis vi skal lære af vores fejltagelser, må vi gøre op med fortidens myter. Jo, der var folk i flygtningeforsorgen, der optrådte hjælpsomt og menneskeligt over for flygtningene. Der var ansatte, der overtrådte de gældende love og bestemmelser, fordi de ikke kunne bære det, de så. Men de risikerede alle at blive fyret og straffet for deres humanisme. Tove Ditlevsen skrev under den ophedede debat i marts 1946 en kronik i Politiken med overskriften 'Det uartige ord'. Det uartige ord var 'medlidenhed' - et ord, hun opfordrede til, blev inddraget i de danske myndigheders behandling af de tyske flygtninge. Ditlevsen skrev: »Vi lever i en mørketid, langt dybere end under besættelsen, langt mere alvorlig. Det er tåbeligt at tro, at de instinkter, Hitler med så stort held talte til hos det tyske folk, ikke også findes hos os selv. Tåbeligt at tro, det ene folk er bedre, eller blot anderledes end det andet«. I arkiverne kan vi ikke se, om det dansk-tyske kærestepar, der blev adskilt på Knippelsbro, nogensinde fik hinanden. Parret har i arkiverne efterladt sig flere ansøgninger om tilladelse til at se hinanden. De fik aldrig lov. Måske fik faren set et glimt af sin nyfødte dreng gennem den dobbelte pigtråd omkring Kløvermarken. I sommeren 1947 blev moren og den nu etårige dreng sendt til Tyskland. Tilbage til os ligger i straffesagen de breve, parret skrev til hinanden. I et af brevene skriver han til hende: »Jeg kan ikke tænke mig, livet er så ondt. Der må da her i livet også være andet end politiske interesser, der må vel tages menneskelige hensyn«.