0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det uartige ord

I 1946 vidste offentligheden godt, at vi ikke behandlede de tyske flygtninge ordentligt. Det er først i overleveringen, at danskerne pludselig optrådte humant, skriver historikeren, der har skrevet speciale om Kløvermarken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

16. maj 1946 blev en højgravid kvinde arresteret på Knippelsbro i København af to betjente. Kvinden var tysk flygtning og til fods på vej til fødeklinikken, hvor hun skulle føde sit barn. Sammen med kvinden arresterede betjentene den danske mand, der fulgtes med hende og bar hendes kuffert. Den danske mand var hendes kæreste og far til det barn, hun skulle føde. Betjentene havde fulgt parret, fra de mødtes på Kløvermarksvej, og slog nu til. Parrets brøde var, at de fulgtes ad - men brøden blev ikke mindre under politiets efterforskning af de to. For enhver kontakt mellem de tyske flygtninge og den danske befolkning blev efter befrielsen forbudt og straffet. Derfor er sagen at finde i en gammel straffesag på Landsarkivet for Sjælland, da manden blev idømt 20 dages hæfte for sin forbrydelse. I samme sag ligger parrets forbudte kærestebreve. Kvinden boede i Flygtningeadministrationens nyopførte lejr på Kløvermarken på nordsiden af Amager.

Flygtningeadministrationen blev oprettet i september. De danske myndigheder havde da indset, at de tyske flygtninge, der var skyllet ind i landet i takt med den røde hærs frembrusen gennem Tyskland, måtte overvintre i Danmark. Flygtningeadministrationen var langt hen ad vejen en politisk styret organisation, der skulle løse et praktisk problem - og ikke en humanitær organisation. Et ganske godt og klart billede på administrationens holdning til sit arbejde ser vi, da en af dens få medarbejdere ved udgangen af 1945 beskæftiger sig med eventuel tilbagelevering af flygtningenes ejendele. Ejendelene var taget af modstandsfolk og soldater, der i befrielsessommerens urolige og lovløse tid kørte rundt til flygtningelejrene og foretog razziaer. »Der har fundet en mængde rene og skære røverier sted«, forklarer medarbejderen, »frihedskæmpere, allierede soldater og andre har simpelthen stukket tingene til sig. At ville efterspore disse stjålne ting nu vil være håbløst og kun bidrage til at skabe endnu større modsætninger mellem de modstridende opfattelser«. Et eksempel er en sådan razzia foretaget blandt 500 flygtninge, interneret i Folkets Hus på Nørrebro. Modstandsfolkene røvede ifølge den danske lejrleder blandt meget andet en treårig piges sko og blandede salt i det sukker, de ikke stjal af flygtningenes ration. »Dette må jeg på det bestemteste anse at være uden for en razzias rammer«, skrev lejrens leder ganske pænt i sin indberetning. Medarbejderen i Flygtningeadministrationen kommenterer de mange razziaer: »Når man sætter som aksiom, at også tyskere skal behandles efter Folkerettens regler - hvad jeg ikke i alle henseender kan se nødvendigheden af - må man derfor søge at gøre den skete uret god igen«.

Razziaerne var talrige og plyndringerne omfangsrige. Selv om vi forstår tiden efter befrielsen som et opgør med fem års besættelse, var plyndringerne alligevel så massive, at handlingerne ikke kan ses som andet end kriminelle. Flygtningeadministrationen var ved årets udgang internt ikke betænkelig ved at kalde razziaerne og beslaglæggelserne plyndringer. Og administrationen, der skulle varetage forsorgen for flygtningene, udtrykte om ikke forståelse for plyndringerne, så dog en holdning om, at de tyske flygtninge, man nu havde ansvaret for, ikke burde være omfattet af normale menneskerettigheder.

Det blev sagt, og man kan selvfølgelig sige, at flygtningene havde det bedre i Danmark end i Tyskland. Men flygtningene blev udsat for et hævntogt som syndebukke for den tidligere besættelsesmagt. Langt værre for flygtningene var sundhedstilstanden. Den danske flygtningeforsorg forholdt sig iøjnefaldende passivt over for de ernæringsproblemer, der fandtes - selv om det ikke skortede på advarsler fra fagligt kompetente mennesker om forholdene i lejrene.

Der findes en større mængde indberetninger fra hovedstadens flygtningelejre, hvor læger sendt ud i lejrene fortæller om gruopvækkende forhold efter befrielsen. Jeg har undersøgt, om disse forhold fortsatte, efter at de danske myndigheder overtog ansvaret - det vil sige efter at den tyske besættelsesmagt havde overgivet sig.

Lægerne rykker generelt efter mad på grund af fejl- og underernæring i lejrene. Et ganske typisk eksempel er fra Teknisk Skole i det indre København, hvor den storkøbenhavnske sanitetstjenestes leder, Kaj Meldahl, beskriver forholdene blandt lejrens cirka 800 flygtninge i begyndelsen af juli 1945: »Der har siden 16.4. været 30 børnedødsfald i lejren. Børnene er ikke modstandsdygtige, det ses, at et barn efter et par dages sygdom (mæslinger) pludselig dør. De er blege af mangel på luft, og de må efterhånden være i formidabelt C-vitaminunderskud«. Et eksempel, der fortæller, at fejl- og underernæringen fortsatte blandt flygtningene. Meldahl forklarede et par dage efter, at han bevidst overtrådte Socialministeriets regler for madrationer til flygtningene: »Når det er lykkedes at ophjælpe ernæringstilstanden noget«, skrev han, »skyldes det, at vi her i København har regnet med, at Socialministeriets kostskema, hvor et barn skulle regnes for en tredjedel voksen (senere rettet til en halv voksen), måtte være en fejltagelse og givet alle børnene samme ration som de voksne, hvad de jo sagtens kan spise«. Og 1. september beretter Meldahl om en opsigelse fra en af Sanitetstjenestens ældste og bedste læger. Lægen opgiver sit hverv, fordi det er »nytteløst« og »tidsspildende«, når der ikke findes nok forplejning til flygtningene. »Mange af disse mennesker er i en dårlig ernæringstilstand, særlig gælder dette de mindre og de helt små børn, af hvilke enkelte i uhyggelig grad ligner dem, man har set på billeder fra tyske 'Vernichtungslager'«, citerer Meldahl lægen for.

Ikke blot Meldahl forsøgte at råbe op. En tysk læge i lejren på en skole på Kettevej i Hvidovre forklarede i oktober 1945, at 80 af lejrens 700 flygtninge var døde fra 31. marts til 1. oktober 1945. De voldsomme strabadser, flygtningene var udsat for under flugten, var en del af grunden. Men lejrlægen fremhævede den ensidige, vitaminfattige og utilstrækkelige kost som den fortsatte årsag. Han kritiserede specielt den ernæring, mødre og spædbørn fik. En underernæring, der gjorde, at mødrene kun kunne amme deres børn i kort tid. De små børn fik så vælling, som børn under tre måneder ikke kunne tåle, forklarede lægen, »de får i reglen før eller siden ernæringssygdomme, som ofte fører til døden«.

Flygtningene fik ganske enkelt ikke den mad, de skulle bruge for at kunne overleve en række almindelige sygdomme. Og dette fortsatte, efter at Danmark overtog ansvaret for flygtningene.

Flygtningeadministrationen byggede lejren på Kløvermarken op fra grunden. Man havde muligheden for fra starten at rette op på de fejl og mangler, som både læger og Sanitetstjenesten havde påpeget. Men i stedet fyldte man lejren hurtigere op med flygtninge, end man kunne nå at indrette den.

26. og 27. februar 1946 - knap tre måneder efter lejrens åbning - formulerede Poul Henningsen (PH) en hård kritik af forholdene i lejren. Han havde modtaget oplysningerne fra en kvindelig lejrleder, der arbejdede i lejren. PH var alarmeret over, at den høje dødelighed blandt flygtninge fortsatte på Kløvermarken. I Politiken beskrev han over to dage forholdene i lejren. PH forklarede, at der i lejren i gennemsnit døde en flygtning om dagen - heraf halvdelen spædbørn. Hans indlæg fik ikke lov at stå uimodsagt. Flygtningeadministrationens chef, Johannes Kjærbøl, ringede straks Politiken op. I avisen dagen efter forklarede han, at flygtningene boede bedre end mange fattige danskere - »det bedste bevis er, at sundhedstilstanden er god, ja fortrinlig; enhver anden påstand er urigtig«. En version af forholdene, som ikke var i overensstemmelse med, hvad ellers ganske samstemmende indberetninger til Sanitetstjenesten viste fra både læger, flygtningeinspektører og lejrens tyske leder.

Indberetningerne advarede for det første mod den hastige indflytning i ufærdige barakker, hvor specielt de sanitære forhold var utilstrækkelige. For det andet mod de uorganiserede forhold for spædbørnene. En dansk læge, der besøgte lejren ved juletid i 1945 for at undersøge sundhedstilstanden blandt spædbørnene, beskrev den som udpræget dårlig. Mange af børnene led af bl.a. engelsk syge og anæmi. Han fremhævede, at ernæringen af spædbørnene var mangelfuld. Af lejrens ti børn under et halvt år fi