Den tyrkiske forfatningsdomstols behandling af spørgsmålet om, hvorvidt landets folkevalgte regeringsparti AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi) har forbrudt sig mod forfatningen, er blot ét led i en systemkamp, som har stået på længe. Ganske vist afstod domstolen fra at opløse partiet, men det er ikke mere end knap et år siden, at en af landets andre magtfulde ikke-valgte institutioner, det tyrkiske militær, gik i clinch med AKP-regeringen. Overhovedet har de ikke-valgte institutioner i de sidste mere end 48 år med jævne mellemrum grebet ind over for landets folkevalgte: I 1997 tvang det såkaldte Nationale Sikkerhedsråd Necmettin Erbakans regering til at træde tilbage, i 1980, 1971 og 1960 var det landets væbnede styrker, der overtog magten gennem utilslørede militærkup. Alligevel skiller sidste års styrkeprøve mellem Recep Tayyip Erdogans regering og militæret og dette års kamp mellem forfatningsdomstolen og AK-partiet sig ud. Det gør den først og fremmest, fordi de folkevalgte står stærkere end nogensinde siden 1960, hvor et militærkup satte en effektiv stopper for et ti år langt parlamentarisk eksperiment. Mellem 1950 og 1960 var den folkevalgte regering faktisk suveræn i forhold til landets ikke-valgte institutioner, og hvis Erdogan kommer sejrrigt ud af den aktuelle systemkamp, vil Tyrkiet være nået et vigtigt skridt videre i den demokratiseringsproces, som Erdogans regering har stået i spidsen for, siden AK-partiet vandt valgene i 2002. Den nuværende systemkamp har en række meget væsentlige lighedspunkter med den systemkamp, som stod på i 1950’erne mellem Adnan Menderes’ demokratiske parti og det kemalistiske etablissement. Dertil kommer – måske ikke som den helt store overraskelse – at Erdogans politiske helt er Menderes. 17. september 1961 lod Tyrkiets væbnede styrker landets første folkevalgte premierminister hænge. Menderes var kommet til magten ved en jordskredssejr i maj 1950 og hans parti, Det Demokratiske Parti (DP), vandt stort ved de efterfølgende valg i 1954 og 1957 og der var reelle muligheder for, at Menderes havde fortsat denne tendens ind i 1960’erne. Hans politiske program rettede sig først og fremmest mod de befolkningsgrupper, der var blevet forbigået ved Atatürks revolution, eller som følte sig krænket af hans reformer, den såkaldte kemalisme. Mustafa Kemal – fra 1934 kaldet Atatürk – var den nye tyrkiske republiks første præsident fra 1923 til sin død i 1938. Menderes’ valgsejr markerede ikke blot et brud med mere end 25 års etpartivælde; den udgjorde også en udfordring til kemalisternes magtmonopol over stat og samfund og udæskede hæren. Det var nemlig fra sin magtbase i hæren og med intelligentsiaens støtte, at Atatürk havde gennemført erobringen af statsapparatet og var gået i offensiven i kampen mod ’den gamle orden’ det vil sige de osmanniske institutioner og islam. Selv om Atatürk havde held til at demontere de væsentligste osmanniske institutioner, sikre sig kontrol over den ’statslige’ islam og drive uafhængige islamiske bevægelser under jorden, forblev modstanden mod hans nye regime betydelig og udgjorde en konstant kilde til uro. Ikke mindre end 18 større eller mindre oprør taltes i perioden fra Kalifatets afskaffelse i 1924 frem til Atatürks død i 1938. Årsagerne var typisk uvilje mod kemalismen og modstand mod centralmagtens strammere greb om periferien og dens forsøg på at ændre den almindelige befolknings levevis og vaner. Myndighedernes reaktioner vidner om, at kemalisterne næppe har følt sig sikre i sadlen: De svarede prompte igen med dekreter om regional undtagelsestilstand, militære ekspeditioner og drakoniske straffe. Den voksende internationale spænding i 1930’ernes anden halvdel og verdenskrigen 1939-45 tvang det neutrale Tyrkiet til mobilisering af ikke mindre end 900.000 mand. Dette lagde et betydeligt beslag på landets menneskelige og materielle ressourcer og betød dyrtid og vareknaphed. Dette i samspil med fortsat værdibetinget modstand mod kemalismen øgede det indre pres mod regimet, som nu også blev anklaget for korruption. Og det var denne strømning i samfund og politik, som Menderes og Det Demokratiske Parti forstod at gribe og lod drive stormløbet mod kemalisterne: Som en af sine første handlinger afskaffede Menderes forbuddet mod at kalde til bøn på arabisk; religionsundervisningen i skolerne blev fremmet, og antallet af moskeer voksede, især på landet; bønderne, som udgjorde omkring 80 procent af befolkningen, fik skattefrihed og en stor del af den amerikanske Marshallhjælp blev kanaliseret ud i landbruget, som i de første fire år af Menderes’ regeringstid oplevede et veritabelt boom. Den nye regering forsøgte også at øge sin indflydelse i statsapparatet, samtidig med at Menderes henviste militæret til en mindre fremstående plads i samfund og politik. Til trods for Atatürks dekreter om, at politikerne ikke måtte bære uniform, var grænserne mellem militærets og politikernes verden i etpartiperioden vage og ofte ikke-eksisterende. Generalstabschef og krigshelt Fevzi Cakmak færdedes således hjemmevant og ubesværet blandt sine gamle soldaterkammerater, uanset om man mødtes i de væbnede styrkers haller, i hovedkvarteret for Atatürks parti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), eller i regeringens og parlamentets forsamlingslokaler. Overhovedet var det almindelig praksis, at officererne dukkede op til møder i CHP. Dertil kom, at i republikkens første årtier refererede generalstabschefen direkte til præsidenten og først i løbet af 1949 blev underordnet forsvarsministeriet. I modsætning til Atatürk og CHP’s leder, Ismet Inönü, hvis karrierer i militæret var afgørende for deres politiske løbebaner, havde Menderes ingen tilknytning til de væbnede styrker. Og hans beslutning i 1953 om at udpege en forsvarsminister uden en fortid i militæret udløste stor vrede især blandt de yngre officerer. Denne sindsstemning var nok ikke mindst næret af frustration over en faldende realløn og voksende udhuling af officerernes sociale status: Konspiration blandt de yngre officerer tog nu fart og banede vejen for den udvikling, der 27. maj 1960 kulminerede i militærets overtagelse af magten. Allerede fra 1957 havde den kemalistiske elite, anført af Atatürks parti CHP og intelligentsiaen, indledt et veritabelt PR-felttog mod Menderes. Anklagerne lød på, at Menderes var udemokratisk, handlede mod grundloven og – ikke mindst – at Menderes forsøgte at udnytte religionen til politiske formål (hvilket var forbudt ifølge en række love fra sidst i 1940’erne). Pressen forsøgte i en klar kemalistisk jargon at fremstille Menderes som en allieret med »de mørke kræfter«, det vil sige dem, der ikke havde taget kemalismen til sig i kampen mod »de oplyste«. Det vil sige kemalisterne. Der kan ikke herske tvivl om, at Menderes lempede etpartiperiodens fjendske praksis over for den del af befolkningen, der ønskede, at islam skulle have en mere fremtrædende rolle i det offentlige rum. Menderes’ hovedbudskab til vælgerne var, at en væsentlig del af tyrkernes identitet var den muslimske, og at landets borgere skulle have ret til at udfolde og pleje denne facet af deres selv. Det står også fast, at Menderes havde kontakt med fremstående islamiske intellektuelle så som Said Nursi, og at denne ved flere lejligheder rådgav DP-regeringen og åbent støttede Menderes. Overhovedet havde Menderes opbakning fra en bred vifte af islamisk opinion, strækkende sig fra moderat selvreflekterende muslimer såsom store dele af landbefolkningen, til selvbevidste individer og bevægelser såsom det store Naqshbandi-broderskab og Nurci- og Ticani-ordenerne; det er næppe en overdrivelse at hævde, at Menderes blev symbol på modstand mod Atatürks forsøg på at skabe en ’ny’ tyrker uden hensyn til den nære fortid, og på håbet om et fremtidigt Tyrkiet, hvor der også var plads til den ’anden halvdel’ af tyrkeren, nemlig den del, hvor islam og osmannisk tradition endnu spillede en rolle. At Menderes’ symbolværdi var stærk og kunne rumme mange nuancer, viste den såkaldte Gatwick-episode i 1959: Under indflyvningen til Gatwick-lufthavnen på vej til forhandlinger i London om en løsning af Cyperns fremtid forulykkede det fly, som den tyrkiske delegation rejste med. Mens de fleste omkom, slap Menderes med et chok og lettere skrammer. Med Ticani-broderskabets avis i spidsen erklærede den islamiske presse, at det var udtryk for Guds vilje, som viste, at det var Allah, som havde udpeget Menderes til at lede Tyrkiet. Og ved sin hjemkomst blev han fejret som en hellig mand. Dette var vand på kemalisternes mølle, som sjældent forsømte en lejlighed til at råbe ulv, når Menderes og islam kom på tale. Eksempelvis fordrejede kemalistisk presse Said Nursis anerkendte intellektuelle habitus til en karikatur på en selvbestaltet ’hellig stakkel’, der hverken kunne læse eller skrive. Eller det blev antydet, at DP før eller siden ville fremme flerkoneri som norm etc. Det var derfor ikke overraskende, at kemalisterne – ikke mindst CHP – hilste militærkuppet velkommen og straks indvilgede i samarbejde med regimet. Intelligentsiaen bistod juntaen i at ’legitimere’ kuppet: Jurister erklærede Menderes DP ulovligt, mens andre retslærde udformede en ny forfatning, der bl.a. svækkede de folkevalgtes magt og sikrede militæret direkte indflydelse i den politiske proces gennem oprettelsen af det såkaldte Nationale Sikkerhedsråd. Officielt skulle denne institution rådgive regeringen i forhold vedrørende den indre og ydre sikkerhed. I rådets velmagtdage var det domineret af dets militære medlemmer. Det screenede i praksis al lovgivning, fordi denne skulle passere gennem rådet før den – hvis den altså slap igennem – eventuelt blev forelagt for parlamentet. Hermed fik militæret i praksis en grundlovssikret ret til at blande sig landets politiske ledelse. Det var i samme ånd, at Menderes og hans ministre samt DP’s parlamentsforsamling blev arresteret. Ifølge et personligt brev fra den amerikanske ambassadør Flecher Warren dateret den 11. august 1960 var »atomsfæren tung af hævntørst: Aldrig har jeg i min tjeneste noget andet steds i verden oplevet et sådant had som det, intelligentsiaen og militæret i dag udviser over for Menderes og hans ledere; de samme mennesker, som i andre lande ville kræve upartisk rettergang, mildhed og moderation insisterer her på, at (præsident Cemal) Bayar, (parlamentsformand Rafik) Koraltan, Menderes, (udenrigsminister Fatin Rüstü) Zorlu og (finansminister Hasan) Polatkan bliver hængt«. 15. september 1961 faldt dommen: 15 blev dømt til døden. Under indtryk af internationalt pres og intern strid i juntaen blev det imidlertid i løbet af natten mellem 15. og 16. september besluttet at skåne Bayar og 11 andres liv. Men kravet på Menderes og hans nærmeste medarbejderes hoveder var for stærkt til, at lederne af juntaen turde nægte at opfylde det. Det fremgår fra samtidig amerikansk efterretningsmateriale, at især de yngre officerer frygtede, at vælgerne før eller siden ville stemme Menderes tilbage og derefter rette deres hævn mod de ansvarlige for kuppet. Således gav CIA 31. maj 1961 udtryk for den opfattelse, at den folkelige opbakning bag Menderes var så stærk, at den kunne bringe Menderes – eller en ’anden Menderes’ tilbage til magten, hvis ellers der blev afholdt frie valg. Bestræbelserne på at forhindre dette afspejles tydelig i grundloven fra 1961. Der blev oprettet et andet kammer, et senat. Dets medlemmer blev dels udpeget af præsidenten (i 1960’erne var denne en general), dels valgt. Hermed havde man skabt en modvægt til det folkevalgte parlament – idet al lovgivning skulle gennem begge kamre. Som en yderligere bestræbelse på at begrænse virkninger af den tyrkiske befolknings stemme blev der oprettet en forfatningsdomstol. I modsætning til senere litteratur, som har lovprist grundloven som progressiv og som et udtryk for ’demokratisering’ karakteriserede The Bureau of Intelligence and Research in the State Department, INR, i en hemmelig rapport dateret 9. november 1962 forfatningen som en ’anti-Menderes’ grundlov. Den sikrede en række ikke-valgte institutioner stor indflydelse: Militæret gennem Det Nationale Sikkerhedsråd; den kemalistiske intelligentsia gennem forfatningsdomstolen; personer, der var loyale over for militæret gennem senatet. Alt dette indikerer, at et vigtigt mål for forfatningen var at begrænse den fulde styrke af vælgernes indflydelse – hvis de skulle finde på at stemme på en som Menderes. Et varigt resultat blev, at landet i de næste mange år blev ledet af regeringer, der strukturelt var betydeligt svagere end Menderes’. Det har næppe gjort det lettere for de folkevalgte at løse en række af de store problemer, som mødte Tyrkiet i de følgende årtier. Lysten til vovemod har sikkert også lidt under, at skiftende statsministre – som en af landets mest erfarne politikere, Süleyman Demirel, udtrykte det – »sad i en hængt mands stol«. Senatet er siden blev afskaffet, mens Det Nationale Sikkerhedsråd fortsat eksisterer, om end i en noget svækket form i forhold til institutionens velmagtsdage. Og, som enhver, der følger tyrkisk politik, ved, eksisterer Forfatningsdomstolen altså også endnu. Det står fast, at Menderes i årene efter henrettelsen fortsatte med at præge Tyrkiets politik, især fordi hans store vælgerskare forblev en vigtig faktor. 1960’ernes og 1970’ernes Retfærdighedsparti under Demirel var på nogle måder et – om end noget tæmmet – efterfølgerparti til Det Demokratiske Parti – det samme gælder for Turgut Özals Moderlands Parti fra 1980’erne og 1990’erne. Set i det lys repræsenterer AK-partiets valgsejr under Erdogan den første realistiske mulighed for at gøre landet fri af det greb, som militæret og den kemalistiske elite har holdt Tyrkiet i siden kuppet i maj 1960.