Det Europæiske Fattigdomsår er godt i gang. Formålet er at bekæmpe fattigdommen – ’Stop fattigdommen nu’, lyder et motto helt berettiget. Men set i et historisk og internationalt perspektiv er der så godt som ingen fattigdom i Danmark i dag, så hvad er egentlig fattigdom i Danmark anno 2010? Og giver det overhovedet mening at tale om fattigdom i dag? Jeg har arbejdet med socialt udsatte mennesker i over 40 år. Først som leder af Mariatjenesten i Istedgadekvarteret og de seneste 30 år som forstander for Kofoeds Skole. Jeg møder dagligt mennesker, som lever et armodspræget liv, så jeg er ikke i tvivl om, at elendigheden findes, også den ekstreme. Ja, elendigheden og lidelsen findes i Danmark, det samme gør social eksklusion. Men jeg har også lært, at forholdene er komplekse. Derfor værdsætter jeg også, at såvel Det Europæiske Fattigdomsår som debatten om fattigdom er med til at gøre opmærksom på, at fattigdom og social eksklusion er et stort og voksende problem i Danmark. Mange fagfolk på området vil nok være enige, men blandt almindelige danskere fornemmer jeg en vis tøven: Er fattigdommen virkelig kommet tilbage? Hvordan skal udviklingen forstås? Jeg fornemmer også en vis tøven lidt i retning af: »Spis nu lige brød til«, når fattigdomsbegreberne tages i brug om dagens Danmark. Fattigdom i dag Dette forhold gør det ikke mindre vigtigt, at debatten er saglig og konstruktiv. At vi får tydeliggjort, at hvis det skal give mening at tale om fattigdom i Danmark i dag, så skal vi væk fra de tungt ladede forestillinger om forhutlede mennesker, der sulter. Vi møder ganske vist forarmede mennesker i gadebilledet – hjemløse og tiggere. Men der er heldigvis ganske få hjemløse i Danmark i den klassiske og absolutte forstand, at man er nødt til at sove udendørs. Det altdominerende fattigdomsproblem i Danmark i dag er en langt mere kompleks sammenblanding af sociale og samfundsmæssige faktorer, og det primære problem er, at mange personer og grupper er ekskluderet af fællesskabet.
Der er imidlertid gået politisk spin i debatten om fattigdom. Politikere kommer med initiativer og vinkler på emnet – tydeligt præget af, om man er regeringsbærende eller i opposition. Debatten har i stor stil drejet sig om, hvorvidt vi skal have en fattigdomsgrænse, og i så fald, hvor skal den gå? Vægten har været på de økonomiske aspekter og konsekvenser af tiltag som kontanthjælpsloft, starthjælp, 300-timers regel osv. At disse initiativer kan have nok så alvorlige konsekvenser for et menneskes liv, en der ingen tvivl om. Men der er samtidigt en fare for, at fattigdomsbegrebet mister rationel og saglig mening, når det bruges i flæng i en ofte diffus betydning. Vi risikerer, at opmærksomheden fjernes fra de reelle bagvedliggende samfundsmæssige og menneskelige problemer, som forårsager fattigdom. Det er sagen om social eksklusion af store befolkningsgrupper i dagens Danmark alt for alvorlig til. Hvis vi reelt skal kunne sætte handling bag ordene og hjælpe de mennesker, som er påvirket af fattigdom, er det vigtigt, at vi når frem til en klar forståelse af det multifacetterede begreb, som fattigdom i dagens Danmark er. Så hvad er fattigdom i dag? Der tales om absolut fattigdom, relativ fattigdom, psykosocialt og sociokulturelt betinget fattigdom og om Den Ny Fattigdom. De forskellige betydninger handler alle om, at menneskers liv og tilværelse udfolder sig under omstændigheder, som ingen ville ønske for sig selv eller sine nærmeste. Nogle debattører lægger vægt på den materielle side af sagen, som i den oprindelige, absolutte forståelse af ordet: Fattigdom er mangel på de nødvendigste ting til livets opretholdelse, som for eksempel at have tag over hovedet og råd til et varmt måltid mad. Oftere opblødes begrebet ganske meget og er fokuseret på det relative. En permanent lavindkomstsituation, hvor det er svært at erhverve det, der anses for normal livsførelse i Danmark. Hyppigt brugte eksempler herpå er manglende mulighed for at lade sine børn deltage i fritidsaktiviteter og ferier uden for hjemmet, besiddelse af mobiltelefon osv. Den relative fattigdom er dermed primært et ulighedsbegreb og handler om psykosociale faktorer. Det er relationelt, ikke materielt i sit væsen. Så er der Den Ny Fattigdom – den form for fattigdom, som omfatter et langt større antal mennesker. Den handler om social eksklusion i en række dimensioner i forhold til samfundets fællesskaber, herunder ikke mindst arbejdsmarkedet. Den handler om ensomhed og isolation og placerer mennesker ude på sidesporet, i samfundets skraldespand. Denne sociale udstødelse og marginalisering af store befolkningsgrupper er primært sammenhængende med sociokulturelle og psykosociale omstændigheder. Fællesnævneren Min personlige forståelse af fattigdom og social eksklusion ligger nærmest Den Ny Fattigdom. I mit arbejde har jeg mødt urimeligt mange af disse mennesker, som er kørt ud på samfundets sidespor. De er holdt i live af velfærdssamfundet – nogenlunde ordentligt og pænt, men med følelsen af et stempel i panden: »Dig er der ikke plads til, du er ingenting værd, og vi har ikke brug for dig«.
