I Danmark taler vi om vejret, mere end noget andet sted, hvor jeg har opholdt mig i længere tid. Jeg tilbragte et usædvanlig koldt forår i en landsby syd for Rom med en påskeuge, som begravede citroner og blomstrende mimoser i sne, og jeg har stønnet en højsommer under en langvarig hedebølge, hvor øjnene sortnede, og alting gik i dvale under varmegrader kun målt en enkelt gang tidligere i hundrede år. Og vel snakkede man om det, men med et skuldertræk. Man vurderede følgerne for frugttræernes blomstring og for vinhøsten eller forudså risikoen for endnu flere vilde brande og forkullede olivenlunde end sædvanlig. Man konstaterede, og det var så det. Modsat i Danmark. Her skifter vejret også denne sommer med en vilkårlighed, som kun digtere kan bringe på en formel: »byger, som går og kommer, det er den danske sommer«. I Danmark er vejret det absolut dominerende samtaleemne, og den store daglige vejrudsigt i forlængelse af TV-avisen er blevet nationens gennemgående samlingspunkt. Vejret er den nye religion; da Vorherre forlod sin himmel, valgte danskerne som erstatning det, som ligger lige nedenunder, nemlig vejret. Der er flere grunde til, at vejret og vejrudsigten har fået denne ophøjede status. For det første veksler vejret, der er noget at tage stilling til. For det andet er vejret simpelthen et godt konversationsemne. Det er - når man ikke lige er erhvervsmæssigt afhængig af det - neutralt, enhver kan have en mening om det, man har lov til at hidse sig op, og skulle man være uenig, hvad man sjældent er, så slår det ingen skår. Samtidig er det en kode, en måde, hvorpå vi danskere uden at krænke egen eller samtalepartnerens blufærdighed kan fortælle, hvordan vi selv har det. Det er dog et elendigt vejr i dag, siger man, og folk ved, at man er i et tvivlsomt humør, eller: Jeg synes lissom, det er begyndt at lysne - og folk ved, at man er i et optimistisk lune. Overfladisk, ja, men der stikker noget under. Snakken om vejret er på samme tid overfladisk og symptom på noget dybereliggende. »O, hvor let vort åndedrag, under sommerskyer«, skrev Morten Børup på latin omkring år 1500. For selvfølgelig er danske digtere optaget af vejret. Tag højskolesangbogen: 'Det er hvidt derude', 'Sneflokke kommer vrimlende', 'Blæsten går frisk over Limfjordens vande', 'Se, det summer af sol over engen' og 'Det er i dag et vejr, et solskinsvejr'. Den sidste er nok den mest sungne, hvilket peger på noget paradoksalt virkelighedsfjernt ved hovedparten af vores natursange. Der er ikke ret mange vers, der handler om det vejr, som folk, der arbejder ude i det fri, oplever det. Det er en fritidsnatur, et søndags- og spadserevejr, som Martin A. Hansen skriver i sit fine essay 'Dansk vejr': »Digterne har først kigget ud ad vinduet og set, om det nu var et vejr at gå ud i. Og det vejr, som ikke er så godt at promenere i, besynges ikke«. Der er ingen eller få sange om vandfulde grå, tungtdryppende efterårsdage, stort set ingen om bidende kolde, tørkeknitrende forårsmorgener, og de vintersange, der er, minder mest om motiverne på gamle julekort. Den sorte og tunge nordiske tågevinter har ingen besynger. (Er Blicher en undtagelse?). Der er ingen, der fryser tæerne af, og ingen, der bliver gennemblødt ind til knoglerne. Sangene rummer et forenklet naturbillede, udrenset til idyl, hvor sollys sommer eller til nød sneblid vinter råder. Sangenes somre minder om barndommens somre, som de står i erindringen, lange, rige, lyse, varme, evige. Igen Martin A. Hansen: »Der er noget magisk i denne digtnings ensidige besyngelse af det blide, lyse, idylliske. Den maner det. Den drømmer og maner. (...) Der er meget religiøst i tidens sommerdyrkelse, og det er noget gammelt og oprindeligt. Digterne skulle med deres ynde, blidhed, lyset i deres poesi dække over noget for menneskene trivielt og hårdt (...) de skulle opmane det gode og glæden«. Ligesom salmedigterne digtede Kristus og det guddommelige ind i naturen, digter naturlyrikerne et sommerevangelium. Det er en religiøs sommerdyrkelse med rødder tilbage til de ældste tider og bestemt af det sted på kloden, hvor vi bor. Sangene forenkler og forskønner, de beskriver naturen, som den burde være, og vejret, som det alt for sjældent er. Og sommeren står evigt lysende med en glans, der som drømmen hører en indre virkelighed til. »Den nordiske sommer er en drøm«, siger den svenske filminstruktør Ingmar Bergman. Gennem en mørk og tågekold vinter længes vi mod lys og sol; en længsel, som forstærkes gennem foråret, og når sommeren så endelig kommer, er den så stakåndet og skuffende kort og allerede forbi, og vi så umættelige, at drømmen står tilbage som den stærkeste oplevelse og større end virkeligheden. Den nordiske sommer er en drøm, og digternes besyngelse af den en besværgelse. Med Thøger Larsen: »maj måneds afmagt, juni uden sommer«. Hos samme digter - fra lysegnene, hvor Limfjorden møder Vesterhavet - potenseres lyslængslen til »ilddrøm« og drømmen til »fremtidsve« i en slags lyrisk vitalisme. I det stærkt erotisk tonede digt 'Vårdagen' bliver længslens genstand, solen, til selve den livgivende kraft: »til side er nu strøgen/ skydækkets gyldenkjol/ og jordens krop lagt nøgen/ for dagens vilde sol«. Midsommer, ild og den vilde sol hører sammen - eller vi synes, de burde gøre det. Ikke alt for ofte ses de tre sammen under danske himmelstrøg, tit forsvinder sankthans jo under en regntung himmel. »Så gik den sommer«, som man siger med en variant af det galgenhumoristiske: 'I år faldt sommeren på en fredag'! Vilkåret er, at når solen er på sit højeste, er den altid allerede på vej bort. »Netop som vi synes, vi har sommeren for os, er den allerede dømt, tilbagetoget begyndt«, siger Thøger Larsens samtidige Johs. V. Jensen i myten 'Sommersolhverv'. De gamles sankthansaften var en bålhilsen til solen, siger han: »... så spædede de lidt ild til solen, når den nu skulle gå, den kunne ikke blive, men tak for din varme: ild til ild! Vi har ikke de gamles andagt mere; men der gives ingen anden«. I 'Den lange rejse' giver Johs. V. Jensen en både mytisk og evolutionshistorisk begrundelse for sollængslen. I 1907 skriver han i en skitse til romanværket: »Klimaet i Nordeuropa har været halvtropisk, før det i istiden dækkedes af gletsjere, og selv denne istid har været afbrudt af to-tre varmere mellemperioder, hvor bræerne trak sig tilbage og gav plads for mennesket igen«. I romanens første bog, 'Det tabte land', hører vi om skovmanden Fyr, der stjæler ilden fra guderne, at »han blev en stor ildmand og stamfader til rige slægter«. Da Fyr dør, begiver hans mere og mere civiliserede efterkommere sig på jagt efter det tabte land, idet »mindet om en tilværelse i evig sommer går igen i alle senere slægters inderste nu«. I sidste bog, 'Christoffer Columbus', udstyres hovedpersonen af samme navn med rødblond skandinavisk hårmanke og vikingerødder, og hans »udve, længsel efter det tabte land« ophøjes til selve det civilisationsskabende princip. For mig behøver der hverken at være myte eller mystik i sagen, hverken biologi eller evolution. Jeg tolker blot et påfaldende faktum: at vi snakker om vejret, som vi gør. Min påstand er med støtte hos større ånder, at under den tilsyneladende indholdsløshed ligger hos alle os nordiske en længsel efter sol og sommer, en drøm om lysere dage, som ikke vil resignere. Denne drøm er begrundet i klimaet i det land, hvor vi bor. Vi synger om vejret, fordi vi er et solhungrende folk i et lysfattigt land. »Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig«. Vi er præget af vores særlige sted på Jorden, for mig er der intet mystisk i det. Og vi taler om vejret, mens vi håber på, at nogen vil gøre noget ved det. Måske Divya Das. Det er ikke kun i sprogets bygningsværker, denne sollængsel kommer til udtryk. Også i vores huse, i vores byggeskik. Den måde, vi bygger på, er et spejl. Vores bygninger og vores indretning af dem udtrykker vores måde at tænke på. Bygninger er også billeder af vores ønsker og drømme. Ved roden af Djursland ligger Rosenholm Slot. Midt i 1500-tallet var slotsherre Rosenkrantz på sin store dannelsesrejse i det sydlige Europa. Da han kom hjem, byggede han et stenhus i renæssancestil med en lang udvendig buegang, en italiensk loggia efter inspiration fra Firenze. Rosenkrantz vendte sin buegangs åbninger mod vest. En skyggende altan til de lange glødende eftermiddage og en svalegang til de solbagte aftener. En særlig hård vinter nåede temperaturen inde i stenhuset ned på minus 21 grader! I dag er buegangens åbninger muret forsvarligt til. På min daglige vej ligger et lille kønt hus fra lidt før århundredskiftet. Det er et typisk nybyggerhus fra stationsbyens tid, i blandet stil med træk, som man ellers finder omkring de norditalienske søer. Lidt empire omkring vinduer og døre - men først og fremmest er der en lille altan med et smukt svunget gelænder. En lille sydvendt altan, der følger med solen rundt omkring hushjørnet mod vest. Med solen, ja - den sol, der alt for sjældent er der. Jeg har aldrig set et menneske på den altan! På den store hvide villa med havudsigt lidt længere fremme er der også en altan. Og på huset ved siden af, osv. Jeg har i tyve år aldrig set et menneske på nogen af de altaner! Hvorfor bygger vi altaner på vores huse? Svaret ligger lige for: som en besværgelse! At hænge en altan på et hus i Danmark ligner en magisk manøvre på linje med bronzealderens helleristninger. Man ristede, huggede billeder af skibe på klipper langt inde i land for at trække vandet til. Eller man kan sammenligne med bronzealderbøndernes solvogn: En sol blev trukket over marken for gennem en lighedsmagi at sikre varme og frugtbarhed. Udenfor på terrassen eller i solkrogen står havegrillen. Også denne sommer. Der sælges absurd mange havegriller i Danmark. Der må være mange, der hvert forår anskaffer sig en ny - antagelig fordi de i desperation ødelagde forgængeren sidste sommer. Grill i Danmark er ikke rationelt, det ligner forsøg på magi. At grille er en rituel handling, som oftest foregår i forskellige grader af opstemthed og eufori, som bevidst holdes ved lige gennem indtagelsen af rigelige mængder af øl eller vin. Stiller man sig lidt på afstand og indtager betragterens rolle, mens køligheden sænker sig, og duggen falder på, vil man ofte se, at den kultiske handling antager karakter af egentlig ofring - til solguden, må man tro. Det kan være af både gris, lam og okse; under alle omstændigheder vil man kunne konstatere, at langt de fleste lader kød blive liggende og totalt forkulle over gløderne. Ikke for at sikre sig, at kødet bliver gennemstegt, for de fleste indtager jo det sakrale måltid halvråt. Spørger man de samme fleste, vil de givetvis sige, at de blot har glemt kødet, men her skal man ikke tage fejl. Svaret udtrykker enten den renes blufærdighed eller manglende indsigt i egne bevæggrunde. Lidt vidtløftigt, ja, men at grille i Danmark ligner en besværgelse og en typisk dansk grillaften simpelthen definitionen på et ildoffer. »Solens ildblod på den røde tegl«, sanser digteren Valdemar Rørdam. Digterne maler, og malerne digter. Skifter vi kort scene til malerkunsten, hvor der ellers er meget at sige, så vrimler det med landskabsbilleder i dansk billedkunst. Man kunne sige: Det vrimler med vejrligsbilleder, for vejret foregår jo et sted, udspiller sig i et landskab. Først og fremmest er der en overdådighed af sommerbilleder, uforholdsmæssigt mange i forhold til de sparsomme soltimer, vi faktisk har. I disse billeder er der få eller ingen lange sorte skygger. Her er det, som om solen aldrig går ned, aldrig svigter dagen. De danske malere dyrker lyset, det varme middagslys mellem høje, ranke bøgetræer, eller det flimrende skrålys over grønne strandenge, skumringslyset over Skagen Sønderstrand. Et varmesitrende Bondedanmark med overdrev og bugtende åer, med vigende skovbryn og krogede buske og nationaldyret, koen, fredeligt gumlende mellem solgyldne bronzealderhøje. Skal man tro malerne, og her især guldaldermalerne, har vi ikke blot sommer i Danmark, men oftest sommer. Sommer og lyse nætter. Skal man tro malerne, ja. Men også her stikker det dybere: De maler ikke den ydre virkelighed, men den indre. Den sjælelige. Disse landskabsbilleder er danske selvportrætter med vejret i landskabet som mellemled. Og selvfølgelig er det ikke alt sammen sommerbilleder, men de handler om det samme. Tag vinterbillederne, hvide landskaber med mørke melankolske træsilhuetter, fulde af længsel. Eller efteråret: hvide længer, som forsøger at fange det sidste lave, skarpe lys under hvirvlende uvejrsskyer. Disse billeder er den danske drøm. En drøm om sol og lys. Ja, lyset i en vindueskarm med blomster. Det er det særligt danske. Det er i den slags billeder, vi danskere har portrætteret os selv bedst. Det er det indre danmarksbillede, det er os selv. Sollys - og så samtidig en melankolsk tone. Selv det mest solbeskinnede guldaldermaleri antager farve af nordisk tungsind. Tågeklokken ringer altid med, som det er sagt. Det er en drøm, og vi ved det godt. Sådan har det aldrig set ud uden for os - men nok inden i os. Så, hvor fører de hen, disse ufærdige tanker fra sommerlandet, hvor kuldskære skyer farer under himlen, og »bygen kaster sin solskinsgråd«? Tilbage til den indledende påstand, at der er noget særligt dansk - en længsel, en tanke, en tone, måske en farve - og at dette særlige reflekteres i vores tale om vejret. Ikke hér et ord om nationalfølelse, men nok om forbundethed med fødelandet. Vi danske taler om vejret på en overfladisk måde, overfladisk betragtet, fordi emnet er harmløst, men i virkeligheden fordi der er tale om et eksistentielt forhold. Vi forbinder os med vejr og vind med en trodsig hengivenhed, som ikke bliver mindre af den sol, vi savner. Hurtigt svandt den lyse sommer.