Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er fremkommet med en undersøgelse, der viser, at børn anbragt uden for hjemmet i 1981 ikke klarer sig ret godt som voksne. Genundersøgt som 30-37-årige var 36 procent uden for arbejdsmarkedet mod 8 procent af de ikke tidligere anbragte. Halvdelen var uden for en a-kasse mod 18 procent af de ikke anbragte. 50 procent er enlige mod 28 procent ikkeanbragte. I undersøgelsens diskussion fremhæves flere forhold, som kan ødelægge muligheden for at blive en produktiv samfundsborger: at det offentlige ikke varetager forældremyndighedens udøvelse tilstrækkeligt, er helt klart. Mange kommuner gennemfører ikke de nødvendige forundersøgelser af barn og familie (som dokumenteret flere gange af Socialforskningsinstituttet) og udarbejder sommetider slet ikke handleplaner, eller kun meget mangelfulde handleplaner. Mange af børnene indleder en sigøjnertilværelse, hvor de flyttes fra sted til sted og svinger mellem anbringelser og hjemtagelser/hjemgivelser. Af 4.807 15-17-årige anbragte i 2002 havde kun 533 været anbragt i det sidste anbringelsesforløb i tre år eller mere, og selv for denne gruppe kan tallet dække over flere opholdssteder i forløbet. Undersøgelsens forfatter, Niels Glavind, ser ingen ændringer i, hvem der bliver anbragt inden for de sidste 20 år, og ej heller forbedringer i kommunernes sagsbehandling. Det er tankevækkende, når man betænker, at udgifterne til anbringelser af børn og unge om ikke længe vil overstige udgifterne til ældreområdet i Danmark. Det, som i stedet sker, er, at kommuner og amter skiftevis udbygger behandlingsinstitutioner og andre tiltag, for så at nedlægge dem og trække børnene hjem i magre perioder: en række 'kommunale anoreksier', der med stor sandsynlighed indtræffer hvert 15. år, hvorfor man hver gang må begynde forfra med at genopbygge behandlingssystemerne. Lad mig sigemed det samme, at jeg er imod anbringelser uden for hjemmet, når de kan undgås. Men virkeligheden i de sager, jeg ser, er bare en helt elementær beskyttelse mod overgreb. Når børn anbringes, får de rimelig sund mad nogenlunde regelmæssigt, tøj, de beskyttes mod en angstfyldt og kaotisk hverdag, de bliver ikke udsat for seksuelle og voldelige overgreb eller grove vedvarende omsorgssvigt, de får hjælp af voksne og ro til at lære bare lidt. Alene for at sikre disse elementære rettigheder må mange børn anbringes. Hvorfor poster vi så enorme summer i behandlingen af børn fra 'tunge' familier med så jammerlige resultater? Eller med andre ord, hvorfor er vores anbringelser relativt nytteløse ud over den grundlæggende beskyttelse af barnets menneskerettigheder? Svaret er efter min kliniske erfaring meget enkelt: Vi behandler og fjerner først børnene, når de er blevet kronisk socialt og følelsesmæssigt invalide. Der foregår stort set ikke forebyggende arbejde her i landet. Alle økonomiske midler og faglige indsatser over for omsorgssvigt er koncentreret fra syvårsalderen og opefter. Det er ejendommeligt, når nu forskningen med rimelig sikkerhed kan sige, at ens fremtidige skæbne (om man bliver socialt og følelsesmæssigt kompetent) grundlæggende er afgjort, når man er tre-fire år gammel! Dette faktum er danskerne eksperter i at ignorere. Milepælene i et barns liv (som bestemmer den fremtidige udvikling) hedder: graviditetsforløbets succes, fødslens succes, den tidlige voksenkontakts succes. Graviditeten, fordi det er her, nervesystemet grundlæggende dannes og eventuelt skades. En procent af danske børn fødes med Føtale Alkohol Effekter eller Føtalt Alkohol Syndrom, hvor hjernens funktionsevne kan blive livsvarigt nedsat (med ringe begavelse, irritabilitet, impulsdrevet adfærd og indlæringsproblemer til følge). Mødre med nedsat forældreevne er ikke i stand til at tage vare på sig selv under graviditeten, hvorfor også andre skader påføres barnet allerede her. Fødslen, fordi de grupper af mødre (psykoseramte mødre, mødre med tilknytningsforstyrrelse), som får de børn, der senere vil blive fjernet, har en frekvens af alvorlige fødselskomplikationer på 50 procent (mod 8 procent i befolkningen som helhed), og deres børn fødes med 10 procent lavere fødselsvægt. Fødsel-treårsalderen, fordi det er her, tilknytningsevnen understøttes eller svigtes. Det er her, barnet danner sin 'arbejdsmodel af et menneske', som det skal bruge i alle senere sammenhænge. Det er her, hjernen allerede i toårsalderen er oppe på 80 procent af voksenvægten. Det er her, hjernen danner en række 'neurale netværk' (for syn, forarbejdning af sanseindtryk, kobling af følelser og tanker, sprog, etc.). Ifølge den nyere forskning har hjernen en række 'vinduer' åbne i spædbarnsalderen, hvor vi grundlæggende bliver i stand til at se, tale, føle, elske, etc. Hvis vi ikke stimulerer barnet nok eller ordentligt i den periode, hvor 'vinduerne er åbne' og neurale netværk dannes, er der meget små muligheder for at udvikle dem siden hen. Vi taler om ganske almindelig stabil og kompetent spædbarnsomsorg, udført af den samme person hver dag. Det er i op til treårsalderen, at aktivitetsniveauet generelt i hjernen bestemmes. Hvis det bliver for lavt, kan den overordnede styring og impulshæmning af hjernen ikke foregå i frontallapperne, og barnet bliver ofte hyperaktivt, diffust i sin adfærd og hæmningsløst. Ved at ignorere disse simple kendsgerninger sikrer vi, at den negative sociale arv med stor sikkerhed videreføres af cirka 5 procent af befolkningen. Hver gang! Er det så ikke mildt sagt underligt, at et fremragende, billigt fødselsforberedelsesprogram for psykisk ustabile og svage mødre (med en videnskabeligt dokumenteret effekt i form af højere fødselsvægt og færre fødselskomplikationer hos de svage mødre), forfattet af læge Lene Lier, overhovedet ikke bruges nogen steder i landet? Hvis det blev brugt i alle amter, ville udgifterne til senere anbringelser formentlig falde drastisk, fordi en sund nyfødt har langt større følelsesmæssig tilknytningsevne end en alkoholskadet nyfødt - og dermed bedre overlever omsorgssvigt. I det hele taget er det meget småt med indsatser over for de svageste mødre, på trods af at de er kendt grundigt og livslangt i enhver socialforvaltning som faste klienter. Er det ikke lige så underligt, at hver kommune har pligt til at danne et kommunalt forebyggelsesteam - uden at fødselslæger, jordemødre og sundhedsplejersker er fødte medlemmer? Er det ikke lige så underligt, at disse team ikke er givet nogen kompetencer overhovedet, ikke har noget lovpligtigt budget og ej heller har de svageste mødre og familier som lovpligtig målgruppe? At teamene ikke har nogen formel leder eller fastsatte pligter til at undersøge, gribe ind etc.? Vi kunne lige så godt have lovpligtige kaffeklubber, for sådan ender de i de fleste tilfælde. Hvorfor har vi ikke i hver kommune eller amt team, som overtager hele barnets og forældrenes sag (økonomi, bolig, omsorg, skolegang, uddannelse, etc.) og beholder den i årevis? I min skoletid fik jeg at vide, at 'kommune' er latin og betyder 'fællesskab'. Er de tværfaglige team kommunernes definition af et 'fællesskab' for truede børn, så gud nåde og trøste dem. Jeg fortsætter med ting, jeg undrer mig over: Når et barn - især et spædbarn - anbringes eller skal bortadopteres, sendes det ofte først på observationshjem i nogle måneder. Her møder det så - og passes i ugens løb af - 9-12 voksne. Ville det gavne dit barns tilknytningsevne, tror du, hvis det blev passet af så mange voksne i månedsvis? Lovfæstet omsorgssvigt. Nogle få steder har man da så megen omtanke, at en enkelt pædagog frigøres til at passe spædbarnet hjemme. Og videre: Vi har dagplejen. Når spædbørn omsorgssvigtes, kunne socialudvalget så let som ingenting pålægge forældrene, at barnet i sine vågne timer (også i weekender og ferier) skulle passes hos en dagplejemor nednormeret til ét barn. Det ville betyde, at barnet blev i hjemmet (godt nok en tvivlsom ære for nogle børn), og at chancen for, at barnet lærte tilknytning og grundlæggende kærlighed, voksede enormt, fordi barnet fik sund almindelig stimulation og samspil med en kompetent voksen hver dag i sit nye liv. Og videre: Når det offentlige fratager forældrene myndigheden ('frivilligt' eller som tvang), hvem har den så? Forældre til omsorgssvigtede børn flytter meget ofte, og sagen flytter med. Har et barn ikke ret til en offentlig 'forældremyndighedsudøver', når de biologiske forældre ikke kan? Hvorfor kan et socialudvalg eller en dommer ikke beslutte, at barnet skal blive boende i en plejefamilie, indtil det er voksent, og at plejeforældrene udøver forældremyndigheden? Hvorfor skulle en sag ikke kunne blive i den samme kommune, fra barnet fjernes, og til det fylder 18 år? Eksempel: Pige på otte år har været i samme plejefamilie, fra hun var fem dage gammel og til dags dato. Moderen kommer på alkoholafvænning i et statsfængsel og ønsker at få barnet hjem. Sagen ender i statsamtet, moderen får medhold. Og det var den barndom, lille ven ... Hvorfor ligger forældremyndighedens udøvelse for anbragte børn ikke i statsamtet, til de er voksne? Og videre: Med hvilke saglige begrundelser skal uddannelser og stillinger som pædiater, børnepsykiater, sundhedsplejerske, jordemoder, spædbørnspædagog etc. konsekvent udsultes? Mens faggrupper, som arbejder med børnene efter syvårsalderen, får lov til at rende med hele budgettet? Med hvilke saglige begrundelser skal vuggestuer og dagpleje tage stadig flere børn ind? Hvorfor har socialrådgivere så elendige arbejdsvilkår, at de oftere skifter job (så kontinuiteten i barnets sag forsvinder), end de forældre, de skulle hjælpe? Hvor er Den Sociale Højskoles specialistuddannelse i tidlig indsats og forebyggelse? Og hvor er kommunernes stillinger til specialisterne? Hvor er psykologforeningens specialistuddannelse i omsorgssvigt og graviditet, fødsel og op til tre år? Skolelærerne får et tillæg på 35 kroner i timen, hvis de virkelig orker at gå ind i en klasse og undervise børnene. Vi har cementeret, at de faggrupper, som har mindst betydning i tidlig forebyggelse, i dag beslaglægger størstedelen af budgetterne. Og videre: Hvorfor har vi en så jammerlig kommunikation mellem forvaltningen og daginstitutionerne i tunge børnesager? Min tommelfingerregel er efter mange år: Hvis en vuggestue indberetter omsorgssvigt, sker der ingenting. Ofte får man ikke engang svar fra forvaltningen. Hvis en børnehave indberetter, får man svar sommetider. Hvis man i skolealderen indberetter, så sker der altid noget. For nylig underviste jeg småbørnspædagoger i en kommune. De kunne fortælle, at det ikke længere var praksis i forvaltningen at notere indberetninger i journalen - der var jo ikke penge til at gøre noget ved sagen alligevel ... Og videre: Hvorfor er institutionerne aldersspecialiserede i stedet for familierettede? Hvorfor skal et barn behandles på én institution, viderebehandles på en anden, når det bliver tre år ældre, og igen når det bliver tre år ældre? Var det ikke bedre, at barnet og familien blev tilknyttet en institution eller et opholdssted livslangt, så det både kunne få kompetent behandling som spæd, en god skolegang, et stabilt ungdomsliv og komme igen efter råd og støtte, når det selv får børn? Efter 20 års praksis som psykolog undrer resultatet af Niels Glavinds undersøgelse om 'samfundets stedbørn' mig overhovedet ikke! Det er ikke de svage forældre, som omsorgssvigter børnene - det er samfundet, som ikke kan organisere sit arbejde målrettet og fornuftigt og derfor fortsat gør sine børn til stedbørn! En lille del af befolkningen lever med et kronisk, livslangt handikap: De kan ikke knytte sig forpligtende til andre mennesker, heller ikke til deres børn, fordi de ikke lærte det som små. Dem har vi pligt til at tage os af, ligesom vi hjælper alle andre med handikap. Hvis vi virkelig vil forebygge, at det samme sker med deres børn - så må vi reorganisere hele småbørnsområdet. Økonomisk prioritering, ændret lovgivning og juridisk praksis, prioritering af faggrupper og indsatsalder. Og det kan ende med at blive meget, meget billigere og mere effektivt. Hvis vi tør. Litteratur: Glavind, Niels: Samfundets stedbørn - anbragte børns videre skæbne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ugebrevet A4. Rygård, N.P.: Håndbog i tilknytningsforstyrrelse (tidlig frustration). Forfatterforlaget 2002.