Penge er ikke alt, lyder en gammel sandhed. Men den har den politiske liberalisme tilsyneladende glemt. I blind fascination af det frie, forjættende marked. Kasper Støvring er cand.mag. i litteraturvidenskab. Over for nutidens politiske udfordringer har socialismen spillet fallit. Det har de fleste efter Murens fald kunnet konstatere i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af regimerne i de østeuropæiske lydstater. At også liberalismen står afmægtig, er straks mere kontroversielt. Afmagten skyldes i vidt omfang den blinde tillid til markedets mekanismer. En større demokratisk forankring af statsdirigismen og regulering af den blotte markedsstyring har vist sig nødvendig. Behandlersamfundet, minimalstaten og det totalitære styre er alle udtryk for en ideologisk tænkning, der regulerer forholdet mellem individ, samfund og stat på en måde, der fornægter betydningen af det civile samfund. Det vil sige rummet for individets engagerede deltagelse i fællesskaber ved siden af markedet og staten. Globaliseringen er et af de aktuelle fænomener, der har skærpet problemet vedrørende civilsamfundet, som er en forudsætning for loyaliteten mellem borgerne og for patriotismen i forhold til nationen. Det er samtidig en gråzone, som liberalismen har vanskeligt ved at begå sig i, for hvor går grænsen mellem patriotismen og nationalismen, mellem den civile solidaritet og stammefællesskabets lidenskaber, chauvinismen? Når man lytter til de yngre Venstrepolitikere, heriblandt Kristian Jensen, der er bogaktuel med 'Hurra for globaliseringen', står det klart, at der stadig er behov for et alternativ til neoliberalismen og organer til at modvirke om ikke globaliseringen, så dog den blanding af passivitet og, ja, hurra-optimisme, som nutidens udfordringer mødes med. Som liberalist må Kristian Jensen bekende sig til friheden som dén centrale værdi i tilværelsen. Men til friheden hører dog et krav om bevidst at skabe og ordne sit eget livsområde, ikke bare at underkaste sig globale, økonomiske processer, som stadigt flere opfatter som ukontrollérbare - hvis de da ikke forsøger at redde sig ud af miseren ved at opfatte globaliseringen og markedet som formål i sig selv. Fra filosofiens historie ved vi, at friheden som regel er blevet forfægtet i tillid til et højere, styrende princip. Stoikerne sagde, at frihed er at acceptere det uundgåelige, de kristne sagde, at frihed er at ville det, Gud vil, og Hegel sagde, at frihed er indsigt i den historiske nødvendighed. Udskifter man ordene 'det uundgåelige', 'Gud' og 'nødvendigheden' med ordet 'globalisering', så har man i let karikeret form liberalisternes frihedsbegreb. I disse år vinder nationalistiske og regulære antimoderne strømninger frem overalt i Europa og viser allerede ved deres tilstedeværelse, hvor virkelighedsfornægtende den liberalistiske utopi om grænseløs økonomisme og kosmopolitisme forekommer i identitetspolitikkens tidsalder. Fælles for flere af disse højrepopulistiske strømninger er, at de faktisk tærer på elementer i den liberalistiske ideologi. Jörg Haider støttede f.eks. en liberalistisk deregulering af Østrig; han er en xenofobisk og chauvinistisk politikertype, der også nyder anseelse i et land som Italien. Neoliberalismens fallit skyldes bl.a., at den ikke formår at medreflektere antimoderne tankegods, ikke kun af højre-, men også af venstrepopulistisk prægning. I frihedsrusen efter Murens fald var det liberalismen, der i østeuropæiske lande blev stemt ind i regeringerne ved de første valg. Men efter de første krisetegn mistede liberalismen sin appel, fordi den var blottet for modsvar, og liberalister blev konsekvent stemt ud igen ved de næste valg til fordel for ledere af forhenværende kommunistiske partier. En forklaring lød allerede dengang, at liberalistiske politikere miskendte de menneskelige værdier, der gik tabt i forsøget på at skabe et rigere økonomisk samfund, som efterhånden blev hærget af nihilisme og anarkisme. Hermed blev begrænsningen i det negative liberale frihedsbegreb tydelig: Et samfunds borgere har behov for at være bundet til noget, de anser for vigtigere end penge. Dertil kom, at de økonomiske chokreformer brutalt rev samfundsudviklingen i stykker, og staten var blevet for svag til at garantere borgerne orden og tryghed. Et frit marked alene sikrer ikke social integration, måske tværtimod. Den historiske erfaring burde udstyre os med en skepsis over for alle radikale og dermed ukontrollérbare indgreb, der bryder kontinuiteten i et samfunds udvikling og leder til forandringer, som ingen kan forudsige virkningerne af. Historien er i sin helhed åben, ikke en nødvendig fremadskriden mod frihed, velstand og demokrati, som liberalister og socialister i uskøn forening ellers er tilbøjelige til at mene. Selv om der foreligger vældige økonomiske og tekniske muligheder, så kan de slå fejl. Det er en generel lære, der også gælder de vestlige lande: Det går for hurtigt, hvis man ikke fører nedarvede værdier med. Det har vist sig, at den neoliberalistiske politik mangler forståelse for, at vundne goder kan mistes, når man er til fals for alt-nivellerende pekuniære interesser og for 'det nye', der hyppigt opfattes som en ubetinget værdi for fremskridtet. Per Stig Møller skrev midt i 1990'erne bogen 'Den naturlige orden' på baggrund af de historiske erfaringer efter Murens fald. Her drog også Møller den lære, at verden ganske vist skal forandres, men ikke rystes i et totalopgør med fortiden. Den nulevende generation har ingen 'ret' til at gøre, hvad den vil, netop fordi den har overtaget samfundets institutioner fra slægten, der har skabt dem. Kontrakten mellem generationerne giver også forpligtelser over for de kommende generationer. Imens denne kontraktteori rummer ideen om, at traditionen har en vis forrang, betegner liberalismens vision om grænseløshed et brud på kontrakten. Det giver sig udslag i en kritikløs accept af en umådeholden indvandring af folkeslag med en fremmed forestillingsverden. Der er intet chauvinistisk i den Møllerske generationskontrakt, men derimod en påmindelse om, at der kun er beskedne fem millioner borgere til at forandre danske kulturværdier med henblik på at bevare ånden i dem. Danmark er nemlig ikke bare et landområde, men en bestemt kultur, som giver forpligtelser. For hvad enten individet er borger i et bestemt samfund eller knyttet som medlem til en familie, en nation eller et folk, så indgår det i et fællesskab, hvortil også hører et fælles sprog, tradition og historie. Disse medlemskaber og kollektive identiteter er mere fundamentale, men også mere tvungne end de tilhørsforhold, man vilkårligt kan vælge på et frit marked, så at sige. Heri ligger vel også årsagen til de liberalistiske politikeres store besvær med at få et trægt 'folkedyb' overbevist om globaliseringens velsignelser. Selv om politikerne argumenterer i en slet uendelighed, holder mange borgere stædigt fast ved 'gamle Danmark'. Politikerne har simpelthen ikke indset, at gennemlevede erfaringer stikker langt dybere end tillærte meninger om en fremtid, der synes så forjættende. Mennesket lever ikke kun af argumenter, men også af tradition. Den franske højreintellektuelle Alain de Benoist har sagt, at globalismen langsomt, men sikkert udjævner forskellene mellem mennesker og kulturer. Over hele verden går mennesker i det samme modetøj, ser de samme underholdningsprogrammer, hører den samme populærmusik, spiser den samme fastfood, lever i de samme betonforstæder. Men når den kulturelle mangfoldighed udraderes, forsvinder også grundlaget for dialog og udveksling. Denne udvikling støttes af den politiske liberalisme og globale finanselite, og den finder sit evige omkvæd i sætningen 'anything goes'. »Vi må købe hele pakken«, lyder Kristian Jensens variation over omkvædet, tilsyneladende uden at skelne kvalitativt mellem pakkeløsningens forskellige elementer og uden at forsøge at udskille det gode og bevaringsværdige fra alt det slette: den kulturindustrielle overfladiskhed, forbrugerismen, den økonomiske kalkulation, den teknokratiske politik. Den manglende evne og vilje til at skelne er åbenbart prisen, man må betale for globaliseringspakken. Den globale mentalitet bliver derfor mere og mere domineret af tanken om 'det hensigtsmæssige'. Vi opgiver efterhånden at tænke kultur og dannelse som formål i sig selv, fordi vi kun har adgang til økonomiske begreber, når vi skal gøre os betragtninger over vores værdier. Hvad får vi for pengene? Kan det betale sig? Det er således tydeligvis ikke i forhold tilkapitalinteresserne, at liberalismen har spillet fallit, og markedets virkninger har været umenneskelige. Det er i forhold til denmenneskelige værdighedog detsociale ansvarfor stadigt mere marginaliserede befolkningsgrupper, der bliver ofre for globaliseringen. Målet er ikke at gøre alle lige, lige svage, men hvis erhvervslivet skal være lokomotiv, må man ikke glemme at koble de bagvedliggende vogne på, som Per Stig Møller engang formulerede det. Der findes mange ubestemte (og uforsigtige!) bud på, hvordan man inddæmmer en frit rasende kapitalisme, der splitter befolkninger op, ensliggør alt særegent, forarmer det offentlige moralske sprog og berøver mennesket muligheden for at udvikle sit helt unikke, individuelle potentiale. En øget demokratisk regulering er på forhånd hæmmet af internationaliseringen, og de højreintellektuelles løsning, genopvækkelsen af en selvbevidst national identitet, kan snarere parkeres i afdelingen for forældede afværgelsesmanøvrer. Det er vel ikke så sært, at den yderste højrefløj ofte forlenes med et skær af noget komisk, eller tragikomisk, om man vil; vidt forskellige idehistoriske traditioner løber her sammen i et stærkt heterogent felt. Hvad der derimod forekommer vigtigt i 'højre's radikale liberalismekritik, er analysen af den globale kapitalismes kræfter, der er så stærke, at de ikke tåler alternativer, og eftersom disse kræfter er grænseløse af væsen, tåler de heller ingen indskrænkning af deres virketrang. Disse kræfter ser de Benoist med forkærlighed repræsenteret i multinationale koncerner og i amerikansk udenrigspolitik, der for ham er baseret på angelsaksiske værdier som materiel profit og ultimativ effektivitet, der dyrkes som en religiøs fetich. Hertil svarer den generation af socialliberale politikere, der er ophørt med at tænke politisk på demokratiets vegne og kun tænker teknokratisk, administrativt, økonomisk. Men velfærdsstat og markedsøkonomi erforudsætningerfor demokrati, ikkesynonymt meddemokrati, og også yngre borgerligt liberale politikere gentager blot de gamle travere; Troels Lund Poulsen lovpriser privatisering og udlicitering, Søren Pind synger om friheden, der »duer til alt godt«, og Kristian Jensen istemmer altså nu med et hurraråb for globaliseringen. Mens klicheerneparaderes, er neoliberalismens individualistiske mentalitet ved at undergrave det civile samfund, som er en forudsætning for borgerligheden, og individualismen gør samtidig sit til at afvikle den sociale sammenhængskraft. Neoliberalismen skaber ikke, den nedbryder med markedets hjælp samfundets uformelle former for solidaritet, og staten, der har et socialt ansvar, skal ligeledes dø bort i hænderne på (de yngre) liberalister, der af den kolde krig lærte at dæmonisere staten. For dem er mennesket et grænseløst individ, som skal kunne bevæge sig uhindret hen over landegrænserne, løsrevet fra sociale bånd og fra alt, hvad der opfattes som hypotetiske moralske forpligtelser. I det grænsenedbrydende ser de opfyldelsen af deres utopi om det frigjorte menneske, der endeligt har kastet traditionens lænker af sig. Men denne opfyldelse ligner mest af alt en tilpasning til en hedonistisk livsform i en tidsalder, hvor medborgerdyderne er gået i forfald, de fælles normer og fællesskabelige bindinger er i opløsning, og hvor alle er besat af deres rettigheder. Sådan lyder i hvert fald den kommunitaristiske kritik af den liberalistiske tænkning, der fremmer asociale og apolitiske former for individualisme. Svundne tiders demokratiske ideal om en borgerlig offentlighed bestående af myndige civilpersoner, frigjort fra private - økonomiske, partipolitiske og klassemæssige - særinteresser, er ved at blive udvisket fra den korttidshukommelse, der præger den medieskabte politiske kultur i vores tid. Derfor arbejder kommunitaristerne ihærdigt på at videreføre den republikanske idé om borgeren som en aktiv politisk deltager i det fælles bedste. De ser et behov for at revitalisere borgerskabsdyderne, og her får de amerikanske kommunitarister følgeskab af den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman, der også har talt om et behov for at styrke de elementære regler for samfundssind og fællesskab. For libertære tænkere, anarkister og forhærdede forkæmpere for rettigheder må alle hensyn vige for den enkeltes ukrænkelige frihed. Imens vinder højreekstremismen frem som en reaktion på en liberal politik, der i årevis har miskendt borgernes nære problemer og ikke har haft modet til at bearbejde de ubehagelige udfordringer, som følger af globalisme, multikulturalisme og nu senest terrorisme. Måske er vi for tiden vidner til en ændring af den økonomisk orienterede teknokratiske politik, der baserer sig på tanken om, at de politiske institutioner er og bør forblive etisk og kulturelt neutrale. Men hvis man skal tage liberalismen på ordet - på det ord frihed, der er omdrejningspunktet i liberalismen - så angår friheden jo ikke kun det enkelte individ, men også samfundet som helhed. Det er en art selvforblindelse at opfatte globalismen som en ubønhørlig skæbne, altså som en selvforstærkende økonomisk proces, som samfundet, politikken og moralen er underkastet. Derfor ser man da også, at politik i den nye globale verdensorden og -krise med rette igen anses for at være en afgørende faktor. Men den på mange måder opstrammede integrations- og retspolitik og den aktive udenrigspolitik, som den borgerlige regering er begyndt at føre, er paradoksalt nok i høj grad antiliberal, hvad den da også nødvendigvis må være. For det er kun i fravær af konflikter, at neoliberalismen kan fungere nogenlunde tilfredsstillende. I krisesituationer er den afmægtig og har vist sig at være en naiv og - i en sikkerhedspolitisk forstand - farlig illusion.