Ældreplejen er som med så mange andre offentlige erhverv et område, hvor alle synes at have en mening. Fagenes udøvere må finde sig i at blive udsat for den offentlige kritik ud fra enkeltpersoners opfattelser og meninger, også om forhold, som den enkelte rent faktisk ikke har reel viden om. Sproget påvirker vores virkelighedsopfattelse. Kirsten Thorup lancerer i sin seneste bog, 'Ingenmandsland', et nyt udtryk; hun taler om at være 'plejehjemsramt'. Smag lige lidt på ordet, tænk lige lidt efter, hvad det gør i forbindelse med vores opfattelse af plejehjem som institution, bolig og arbejdsplads. Ingen har da frivilligt lyst til at blive ramt af et plejehjem. Hun beskriver medarbejderne som uengagerede mennesker, der i det store og hele udnytter deres arbejde til magtudfoldelse. Ingen synes da, det er prestigefyldt at være ansat i en institution, der for det første rammer folk og dernæst udsætter dem for magtudøvelse. Realiteten er, som konsekvens af den medicinsk-teknologiske udvikling, at mange bliver rigtig gamle; mange overlever tilstande, man tidligere var død af. Det er rigtigt, at Danmark har en golfspillende, eventyrlysten skare af pensionister, men vi har altså også mange, som ikke har saft, kraft og mulighed, og som er totalt afhængige af intensiv omsorg og pleje. I Politiken 27.3.2003 skriver forfatteren Eigil Hall humoristisk og ironisk, under titlen: De ældre? Dem ydmyger man da! Det er et langt stykke hen ad vejen et rigtig godt indlæg, men han beskriver også medarbejderne som: »fortravlede, upersonlige offentligt ansatte«. Han bruger også ord som 'ældrebyrden', 'samfundsbyrden'. Hvem har lyst til at være en byrde, hvem har lyst til at påtage sig at bære byrderne? Trenden iDanmark har igennem de sidste 10-15 år været 'Længst muligt i eget hjem'. Det er blevet en kollektiv antagelse, at selvfølgelig er det godt! Hvem vil, eller tør, påstå andet? Det er blevet et politisk succeskriterium. Det er blevet den enkelte families målestok. Det er også blevet det kollektive billede på opfattelsen af plejehjem i Danmark. Plejehjem er blevet et sted, hvor mange er tvunget til at tilbringe deres sidste tid. Et sted de pårørende, ofte imod personens egen vilje, føler sig tvunget til at anbringe deres kære, fordi de ikke længere selv, ikke engang med maksimal hjælp fra det offentlige, er i stand til at klare opgaven. Politiken bragte 29.1. en artikel med titlen: 'Svingdørshjælp til ældre'. Den beskrev de forhold, der er virkeligheden for mange svage gamle, der er udsat for 'længst muligt i eget hjem'-politikken. Mange pårørende fortæller om, hvordan det er at være andel i eller vidne til sin fars, mors eller ægtefælles langsomme forfald og tab af færdigheder samtidig med at være totalt afhængig af skiftende hjælp. Plejehjem er arbejdsplads for mange mennesker. Plejesektoren er generelt præget af manglende tilgang og arbejdskraftmangel. Der er mange årsager; en af dem kunne være fagforeningernes massive udmelding om, hvor forfærdelig tungt og stresset arbejdet er, hvor store ulemperne er, når man har et fag, der dækker 365 dage om året 24 timer i døgnet. En anden kunne være, at det er et lavtlønsområde. Yderligere ligger der en større prestige i at være ansat på et hospital end på et plejehjem, når man endelig skal være i plejesektoren. Plejehjem er blevet et nødvendigt onde. De beboere,der flytter ind, skal være 'visiteret til plejehjem'. Det vil i praksis sige, at langt de fleste er blevet fysisk eller psykisk svækkede, eller både-og, og de selv og eventuelle pårørende har været igennem en sej proces, før de er nået så langt. Visitationsreglerne svinger fra kommune til kommune, afhængigt af hvor finmasket man har konstrueret hjemmehjælpsordningen. Der er indført en landsdækkende 'frit plejehjemsvalg': Uanset hvor man har folkeregisteradresse, kan man selv vælge den kommune, man gerne vil bo i, når plejehjemmet er udvejen. Blot er det ikke sikkert, at der foreligger samme praksis i den kommune, man ønsker at fraflytte, som den, man gerne vil flytte til. Kriteriet for at blive 'godkendt' kan være, at man har oppebåret maksimal hjemmehjælp, cirka seks besøg i døgnet, eller har været svag, syg eller på anden måde har haft behov for hospitalsophold, genoptræningsophold eller endog en aflastningsplads. En del af dem, der flytter på plejehjem, kommer hjemmefra. Mange har oplevet mange timers ensom venten på det næste besøg. De har oplevet mange forskellige mennesker, som er kommet ind i deres hjem. Og som alle på hver sin måde har anrettet deres middagsmad og har skullet hjælpe dem i seng, mens de selv har måttet resignere, fordi de for længst har opgivet at fortælle for 117. gang, hvordan de godt kan lide det. Mange har oplevet utryghed, ensomhedsfølelse og angst; mange er blevet betydelig dårligere socialt fungerende, fordi den eneste måde at holde det ud på, er at falde hen. Mange andre, som flytter ind, kommer som nævnt fra genoptrænings- eller aflastningsophold. Den virkelighed indebærer op til måneders ophold i anonyme omgivelser uden andet personligt territorium end en seng og et sengebord. Konditioner, der ofte også fører til tilbagetrækning fra en ubærlig virkelighed. I praksis er det ofte sådan, at de nærmeste pårørende har måttet give op og mere eller mindre imod den ældres vilje lægge pres på beslutningen om en plejehjemsanbringelse. Den næste hurdle er besøg på forskellige plejehjem med henblik på at vælge, uden at dette valg dog nødvendigvis står ved magt. Det forventes, at man accepterer det tilbud, der kommer, alternativet er yderligere venten. Konsekvenserne af denne samfundsholdning og politik er: Beboerne flytter ofte ind med en vis modstand, såfremt de fortsat er i stand til at mobilisere den. Yderligere er manges psykiske tilstand præget af resignation og deres demens forstærket, deres fysiske tilstand så svag, at enhver form for social kontakt er stærkt reduceret eller umuliggjort. De pårørende er ofte ganske magtesløse og reagerer jævnlig med krav til plejehjemmet, som dybest set uanset ressourcer er umulige at tilfredsstille. Som tidligere nævnt er det ikke let at rekruttere medarbejdere til plejehjemssektoren. Der er få sygeplejersker og nogle plejehjemsassistenter (en glimrende uddannelse blev afskaffet for cirka 15 år siden). Der er gode gamle sygehjælpere, som også er 'afskaffet', og der er social- og sundhedsassistenter (en glimrende uddannelse, som var designet til ældresektoren, men hvor de fleste foretrækker en levevej i hospitalssektoren). Der er gudskelov social- og sundhedshjælpere med cirka et års uddannelse på bagen og en stor god flok mennesker uden sundhedsfaglig uddannelse, heriblandt mange studerende, som bruger plejehjemmet som en god indtægtskilde til SU-supplement. Det er denne brogede flok, som skal honorere de behov, vore allersvageste gamle har. Tilmed skal de honorere de krav, de pårørende stiller. Så opgaven er: - at tage vare på vore allersvageste borgere, som i øvrigt har skabt det samfund, alle vi aktive lever i, men som ingen andre længere har overskud til, viden eller mulighed for, - at imødekomme de pårørendes behov. Mange af dem er dybt ulykkelige, triste, magtesløse og opgivende, og som følge deraf jævnlig utrolig krævende, grænsende til det urimelige, - at etablere en høj faglig kvalitet i en medarbejderstab, hvor indtjeningen er relativt lav, hvor arbejdstiderne kan være ubekvemme i forhold til almindelige sociale aktiviteter, hvor det faglige og uddannelsesmæssige vidensniveau totalt set ikke er særlig højt, - at uddanne medarbejdere på alle niveauer, at give beskæftigelse til studerende som supplement til SU. Er den værdifuld samfundsmæssigt? Er den vanskelig? Her slutter historien heldigvis ikke. Langt de fleste plejehjem løser deres opgave flot. Efter 11 måneders ansættelse som chefsygeplejerske på et stort plejehjem med i alt 145 beboere har jeg fået et mere nuanceret syn. Jeg har haft adskillige pårørende til forevisning af plejehjemmet; jeg har hørt deres historier og følt deres sorg, afmagt og fortvivlelse. Ud af de cirka 75 nye beboere, der er flyttet ind i denne periode, har cirka halvdelen spontant givet udtryk for den lettelse, det har været at komme i trygge rammer, at være omgivet af mennesker, som tager sig af dem døgnet rundt, at få maden serveret på samme måde, at blive hjulpet i seng, når behovet opstår, og meget andet, og at få mulighed for at deltage i større eller mindre forskelligartede aktiviteter, når overskuddet er til det. Mange beboere er blevet betydelig stærkere efter kort tid. En beboer siger: »Havde jeg vidst, hvordan det er at bo på plejehjem, var jeg kommet meget før. Jeg føler mig tryg, jeg kan få hjælp, når jeg behøver det, jeg kan være sammen med andre, når jeg har lyst, jeg kan gå ind til mig selv, når jeg har lyst. De fleste af de mennesker, som passer mig, er utrolig søde og dygtige«. Generelt er vore beboere svage både fysisk og psykisk, det vil sige, at de lider af demens i forskellige grader, så plejebehovene er store og af yderst variabel karakter. Som mange andre plejehjem i Danmark har vi formuleret en målsætning og gør vores bedste for også i praksis at leve op til den. I målsætningen indgår, hvad vi ønsker, vore beboere og vore pårørende gerne skulle opleve i deres kontakt med os. Men et plejehjem er, uanset sin målsætning, uanset at vores profession er omsorg, også en institution, en arbejdsplads og beboernes hjem. Uanset hvor dygtige og professionelle vi er til at yde omsorg, kan vi ikke erstatte de private værdier som nærvær, kærlige relationer og overbærenhed, som hersker i gode familier. Vi kan ikke erstatte de fysiske og psykiske tab, som har ført til plejehjemsopholdet. Vi kan ikke hindre en fremadrettet proces mod yderligere hjælpeløshed og som det ultimative: livets afslutning. Men vi er en god erstatning. Forudsætningenfor, at vi kan nå vore mål, er imidlertid en god fast medarbejderstab. Da det ikke er lønnen, der lokker, er vi også afhængige af den samfundsmæssige opfattelse og et godt, konstruktivt, respektfuldt samarbejde med de pårørende. Som tidligere omtalt er medarbejderskaren meget broget, deres faglige viden, erfaring og rutine yderst forskellig, men de fleste nærer et dybfølt ønske om at gøre en forskel for de svage gamle. Så kan det godt være, at der smutter et og andet; det kan være, at der ligger en snavset ble i en papirkurv; det kan være, at mors bluse i farten røg til vask i stedet for rens; det kan også være, at sengen ikke er redt kl. 13. Selvfølgelig er det ikke i orden, men - er det betydningsfuldt, hvis mor i øvrigt er veltilpas? Fælles for medarbejderne er, at de tilbringer mange timer sammen med beboerne, og at alle, uanset deres motiv for at være der, har afgørende betydning for beboernes oplevede kvalitet og opfyldelse af beboernes behov, som i øvrigt er meget forskellige fra, hvad de pårørende opfatter som deres behov. Jeg er daglig vidne til små hverdagsbegivenheder, der rører mig dybt. Medarbejdere, som med noget, der må nærme sig engleblid tålmodighed, næstekærlighed, mellemmenneskelighed og omsorg, varetager vore beboeres basale behov for renlighed, ernæring, mellemmenneskelig kontakt og underholdning. Jeg oplever, hvordan dybt demente beboere pludselig i glimt har kontakt med denne verden, når en medarbejder, som måske har været hos os i mange år, eller en anden medarbejder, som er helt ny, rekrutteret til et studiejob, møder beboeren på beboerens præmisser. Til syvende og sidst er det, vi har med at gøre, den uovervindelige død. Den foregår langsomt, den har mange tab for alle involverede parter. Den er på mange måder en konsekvens af den moderne teknologiske lægevidenskab, samtidig med at den er den enkelte persons, det enkelte familiemedlems personlige kommen til kort over for opgaven. Hvad er såmålet med dette indlæg? Vi må se i øjnene, at vi lever i en verden, hvor levealder er et kvalitetsparameter: jo højere levealder, des større succes. Hvor det at tage vare på vore svage gamle er et lavprestigeområde, som er lavtlønnet, men ofte er genstand for samfundets kritik, fordi området er uhyre vigtigt og værdifuldt også for vores kollektive sociale samvittighed. Vi må også revurdere synet på tilbuddet til vore svage gamle, til at se plejehjemmet som en nødvendig, men god foranstaltning, hvor man kan komme, når man føler behov, hvor det er socialt prestigefyldt at arbejde, og et sted, som står for en værdig og kvalitetsfuld sidste station. Og ikke mindst et sted, der er et frivilligt valg, ikke et sted, man er henvist til.